Charmerende erindringsbog

Ama´rkaner er titlen på multikunstneren Leif Sylvester Petersens fortællinger fra barndommens verden på Amager. Leif Sylvester er født i 1940, så han når lige at få turene ned i kælderen med, når der var luftalarm, og ved befrielsen fortæller han om lastbilerne, der kommer og henter Hipofolk og feltmadrasser. Bogen er fyldt med frække skarnsstreger, der ofte ender med endefulde, hvor faren lægger Leif over knæene og tæver ham med en bøjle, mens moren står i døren og holder sig for ørene. Men i mere lystige stunder er Leif sammen med faren ude i kolonihaven og bygge hus, men han fortæller også om tragedien, da hans lillebror Kurt bliver syg og dør, og hvordan det kommer til at præge hele familien. Fortællingen når helt frem til de tidligste ungdoms år, hvor Leif kommer i lære som tømrer, hvad han ikke synes er særlig morsomt, for han vil hellere spille på trommer og kommer da også med i Perdido Street Jazzband, noget der desværre ender, da han skal ind som soldat. Og så kan man læse om de første kærester og om jitterbug, rock´n roll og jazz. Det hele er illustreret i Sylvesters sort/hvide fingertegninger – lavet med en mobiltelefon. Der er tale om en gang gennemcharmerende erindringer fortalt i øjenhøjde.

Leif Sylvester: Ama´rkaner. Scener fra min barndom og ungdom. De første 19 år. Illustreret. 338 sider. Frydenlund

*****

Blandt ludere og lommetyve på Vesterbro

Den i dag pensionerede politimand Erik Hauervig, der siden han forlod politiet, har været forfatter af seks kriminalromaner, har nu udgivet Mit panserliv på gulvet, hvor han fortæller om sine mange år som politimand. De 42 år i politiet begyndte med selve uddannelsen på Politiskolen, og siden har opgaverne været meget forskellige fra at håndhæve færdselsloven til at opklare drab og afsløre bagmænd bag kvindehandel. Men mest spændende er Hauervigs beretninger om at være undercover på Vesterbro og hans ni år som kontaktmand til prostitutionsmiljøet samt rollen som kriminalpolitiets kontaktmand til Christiania. Men Erik Hauervig har også været livvagt for kongehuset, og han har haft opgaver med at mandsopdække sikkerhedstruede personer. I ét af bogens mest interessante kapitler koncentrerer Hauervig sig om den thailandske prostituerede Siriat Skovnæs, der bl.a. var med i en tv-udsendelse om Station 1 på Halmtorvet. Hun havde købt en stuelejlighed på Vesterbro, som blev benyttet som massageklinik, og selv boede hun i en stor villa i en omegnskommune sammen med sin mand og to børn. Det viste sig, at hun også havde lejet et par yderligere massageklinikker af en berygtet bagmand Bent Hulgård, der var kendt for at udleje til bordeller og hashklubber. Under et kontrolbesøg på én af klinikkerne i Oehlenschlægersgade nåede tre ”gorillaer” at stikke af, da de så, at politiet var til stede, og desuden mødte de en såkaldt ”elektriker” og altmuligmand, der blev belønnet for sit store arbejde i naturalier. Det var en meget flittig altmuligmand, der løb rundt mellem alle fem klinikker for at kontrollere, at alt var rigtigt. Under besøget fandt politiet en lommebog, der røbede meget om bl.a. faste kunder og deres egenskaber samt en slags arbejdsseddel med priser over de forskellige ydelser, hvor hovedparten gik til den udøvende kvinde, mens 40 procent gik til ejeren. Desværre lykkedes det aldrig at få bagmanden dømt. Selvfølgelig fik Hauervig også kendskab til mange voldssager, hvoraf nogle førte til drab. Man får indtryk af, hvordan livet som politimand på Vesterbro sled på helbredet, og i 2004 fik Hauervig et mindre sammenbrud på sit kontor med efterfølgende kontakt til Rigshospitalets krisepsykolog. Derefter blev han tvangsforflyttet til receptionen, og det faste arbejde med prostitution blev taget fra ham. Det endte med, at Hauervig med hjælp fra en advokat fik anerkendt sin sygdom som en posttraumatisk belastningsreaktion. Hans fagforening fik oprettet en ny stilling til ham som ”dødemand” (ligsyn og dødsattester m.m.), men det var jo ikke ligefrem noget for én med PTSD. Det endte med forskellige flexjobs, og efter en dejlig afskedsreception har Erik Hauervig nu taget hul på sin forfattervirksomhed. Hvis man virkelig vil læse en politimands beretning om sit til tider barske hverv, så skal man læse Mit panserliv på gulvet.

Erik Hauervig: Mit panserliv på gulvet. Illustreret med fotos. 277 sider Mellemgaard

****

Damer der var for meget

De skandinaviske kvinder, der var i opposition til samfundets gældende moral omkring forrige århundredeskifte, er dem journalisten og litteraturhistorikeren Sara Alfort skildrer Damer der var for meget, der udgives i forbindelse med Golden Days-festivalen 2022. Som forfatteren skriver i sin epilog, ”er det en bog, som ser længere tilbage end kvindefrigørelsen i 1960’erne og endnu længere tilbage end til de dansende garconner i 1920’erne. Det er tværtimod en bog, der fortæller om en række progressive kvinder, som fra 1884 til 1919 fik afgørende betydning for de generationer, der kom efter dem.” Fra 1884 -1888 er der portrætter af Mathilda Kruse, Victoria Benedictsson, Erna Juel-Hansen og Anne Charlotte Leffler. Flere af dem optræder også fra 1890-1898 nu sammen med Agnes Henningsen, Oda Krohg og Anna Munch, mens Edith Rode, Ragnhild Jølsen og Karin Michaëlis er nye i kapitlet fra 1900-1908, og endelig er Gerda Wegener, Elin Wägner og Ester Blenda Nordström med i kapitlet fra 1910-1919. Fælles for de portrætterede er, at de for fuld udblæsning ikke bare inspirerede og provokerede gennem artikler og bogudgivelser, men også at de skubbede til grænserne for, hvad der var skamfuldt og moralsk forkert. Det var nemlig også et opgør med den organiserede kvindebevægelse, der i begyndelsen var fyldt med konservative hattedamer. De kvinder, man møder i bogen, blæste de kendte kønsroller et stykke, fik børn med mænd, de ikke var gift med, og flere af dem forsørgede sig selv som journalister, foredragsholdere eller gennem deres forfatterskaber. Det er en særdeles tankevækkende og underholdende skildring af et par årtier, og naturligvis møder man også mænd som Herman Bang, Georg Brandes, Carl Ewald og flere andre, og så er bogen desuden gennemillustreret.

Sara Alfort: Damer der var for meget. Illustreret. 455 sider. Gads Forlag

*****

Jesper Steins ærlige bog om at lægge alkoholen bag sig

Der er efterhånden mange alkoholikere, der har skrevet om deres druk, og om hvordan de har kæmpet sig ud af alkoholens mørke med vidt forskellige resultater. Nu har forfatteren Jesper Stein med Ædru føjet sig til den række i noget, han kalder en roman, men som helt klart er hans egen historie. Det er en ærlig fortælling om det at være på afvænning. Når den succesfulde forfatter, der både har fået Gyldne Laurbær, Harald Mogensen-prisen for sine krimier om Axel Steen og Læsernes Bogpris for sin selvbiografiske Rampen om hans opvækst i Aarhus og forældrenes skilsmisse, kan man ikke påstå at hans drukkenskab har at gøre med mangel på succes og anerkendelse. Men på den Minnesota-kur, han er kommet på, må han sammen med andre misbrugere granske dybt ind i sjælen, og derved afslører han hændelser, han gerne havde været foruden, og andre deltagere må også gøre op med den fortid, der gør, at ofte er svært at sove roligt. Hele tiden mærker man Steins angst for igen at falde i, og det er ikke fordi fristelserne mangler. Han fortæller om forfatterkolleger, der gjorde deres drukkenskab til en del af deres image, og hvordan de lod deres romanpersoner svælge i alkohol. Jesper Stein indrømmer, at det er svært at skrive, når han er beruset og endnu sværere, når han har tømmermænd. Det er på mange måder en gribende skildring af løgn og selvbedrag, og hans formål med at gå i behandling er ønsket om at genvinde den selvrespekt, han har manglet, og desuden ønsket om at forhindre en skilsmisse og igen at kunne se sine børn i øjnene. Om det lykkes, må man læse sig til, men sjældent har jeg læst en bedre beskrivelse af forsøget på én gang for alle at lægge indtagelsen af alkohol bag sig. Bogen slutter med en liste over relevant litteratur.

Jesper Stein: Ædru. 214 sider. Politikens Forlag

******

Fine kvindepolitiske erindringer

I sine kvindepolitiske erindringer Denne gang går vi hele vejen giver Vibeke Vasbo sin meget personlige øjenvidneskildring af 1970’ernes kvindekamp med fokus rettet imod Rødstrømpebevægelsen, kvindekollektiver, Lesbisk Bevægelse, Kvindefestival i Fælledparken, Femølejren og Kvindehuset i København. Vasbo fortæller medrivende om kvindekollektivet Kussemosen og senere, om hvordan det lykkedes at omvende kulturminister Kresten Helveg Petersen, da der skulle skaffes opbakning til Femølejren. En af kvinderne kunne græde på kommando og om det var det, eller en check fra benzindronningen Vitta Lysgaard fra UnoX på 20.000 kroner, der gjorde udslaget, så blev Femø en realitet. At Vibeke Vasbo tidligere i bogen kalder den anden kulturminister med øgenavnet Onde Helge for Nielsen i stedet for Larsen, skal være hende tilgivet. Ved en demonstration i 1970 under Immatrikulationen på Københavns Universitet, hvor Karen Syberg bemægtigede sig talerstolen, havde man i forvejen ved en happening omdøbt Frue Plads til Herrens Plads på grund af busterne af alle de kloge mænd. Bogen indeholder også skildringer af andre demonstrationer og happenings, og der er fine gendigtninger af kendte klassikere som fa ”Rejs jer, fordømte køn på jorden – rejs jer fra mandens tyranni…” og ”Vær velkommen, kvindens år og velkommen her hid, vi vil danse, når klokken slår, for nu er det slut med de Herrens år. Velkommen nytår og velkommen her hid.” Vibeke Vasbo fortæller også mere personlige ting, bl.a. hvordan hun en gang var kæreste med Ralf Pittelkow, inden han skiftede hende ud med Karen Jespersen og de to sammen forsvandt ud på den yderste højrefløj (den krølle på historien nævner Vasbo dog ikke). Alt i alt er det en yderst interessant og velskrevet beretning om kvindebevægelsen i sidste halvdel af forrige århundrede med mange fine sort-hvide illustrationer.

Vibeke Vasbo: Denne gang går vi hele vejen. Kvindepolitiske erindringer. 420 sider. Café Monde

*****

Underholdende jazz-erindringer

De fleste, der blot er en smule interesseret i jazz, kender basunisten Fessor, hvis borgerlige navn er Ole Lindgreen, har nu fået sin egen biografi skrevet af Søren Frost og Thomas Vilhelm. Biografien hedder meget passende Fessor – 65 år i jazzens tjeneste. Efter forord af Leif Sylvester Petersen og Franz Beckerlee fortæller Fessor selv, hvordan han voksede op på Amager i en religiøs familie, hvor de var tre drenge. At han fik navnet Fessor skyldtes udelukkende, at han havde briller, og derfor i kammeraternes øjne så lidt professoragtig ud. Tidligt begyndte han at hænge ud på københavnske jazzklubber sammen med kammeraten Leif Sylvester, og da han købte en trombone for 160 kroner i den legendariske kapelmester Winstrup Olesens musikforretning, og kort efter startede han et orkester i klubben Perdido Street Stompers, hvor Leif Sylvester spillede på trommer, og hvor de fik lov til at øve i præstegården ved Tårnby Kirke, fordi trompetistens far var provst her. Da Fessor var blevet udlært som typograf begyndte han sin professionelle karriere som musiker, hvor meget foregik omkring Cap Horn i Nyhavn, og her mødte Fessor Papa Bue, som inviterede ham med på en turne til Tyskland. Hjemme igen begyndte Fessor at spille med Richardos Jazzmen, og det gjorde han fra 1960 til 1966 hovedsageligt i Cap Horn. I 1968 etablerede han Fessor’s Big City Band, som havde sin storhedstid i 1970-erne og 80-erne, og efter at orkestret var opløst, virkede Fessor som freelancer og i forskellige nye orkestersammenhænge i de næste mange år. Det vrimler med morsomme anekdoter, og det er ikke helt få berømtheder, Fessor har spillet sammen med i årenes løb. Det er til tider ganske morsomt, og på den måde kan den måske minde om Jesper Thilos erindringer, der udkom for snart mange år siden. Biografiens anden del er interviews, og her kommer en halv snes, enten familie, venner eller kolleger til orde om deres oplevelser med Fessor, og der mangler ikke superlativer om den populære jazzmand. Ofte synes man, det er synd for kendte mennesker, der ikke får lov til at læse deres nekrolog, så derfor må det glæde Fessor at læse alle disse interviews. Han må være stolt som en skoleelev, der har fået 13 i gennemsnit. Til slut er den en omfattende diskografi over alt, hvad denne flittige musiker har medvirket i. Biografien er illustreret med en masse sort-hvide fotos. På grund af de mange gode anekdoter tilgiver man ham den megen namedropping, og biografien kan varmt anbefales.

Søren Frost og Thomas Vilhelm: Fessor – 65 år i jazzens tjeneste. Gennemillustreret. 294 sider. Momenta

****

Advokat Knud Foldschacks vigtigste sager

For alle, der er bare lidt historisk interesseret, er Med god ret af advokaten Knud Foldschack et must. Foldschack, der er alt andet end en paragrafrytter, går hovedsageligt kun ind i sager af samfundsmæssig betydning og ikke i sager, han ikke er personligt berørt af, eller hvor han ikke føler sympati. Af de ni meget spektakulære sager, som han gennemgår, er sagerne om Ungdomshuset, Christiania og Børnene i Syrien de mest kendte. Hvert kapitel slutter med facts omkring hvad der fx står i Grundloven, Retspleje og Menneskerettighedskonventionen. Knud Foldschack har ikke for ingenting haft den legendariske advokat Carl Madsen som mentor, og det var også ham, han efterfulgte, da han blev den, som sikrede den forhandlingsløsning, der resulterede i, at Christiania findes den dag i dag. I nogle af de sager, som findes i bogen, fremdrager Foldschack helt groteske eksempler som fx i en sag, hvor 25 studerende fra Roskilde Universitetscenter i protest mod SU-systemet havde stjålet fra et lokalt supermarked. Alle 25 var til stede i retten, men kun fem, der var udvalgt som de mest sandsynlige tyveknægte, blev fremstillet, og her skulle den kassedame og en butiksdetektiv, der havde været vidner til tyveriet et år tidligere, udpege de skyldige. I begge tilfælde lykkedes det for vidnerne ud udpege forsvareren Knud Foldschack, der måske i sin påklædning, cowboybukser og en islændersweater sammen med sit lange hår kunne ligne en hippie. Efter megen moro blandt tilhørerne blev alle fem frikendt. En anden grotesk sag er den om den hjemløse André Christensen, der blev præsenteret for en bøde på 1.000 kroner og med et forbud om at opholde sig i København de næste tre måneder, fordi han havde overnattet i buegangen ved Regensen i Købmagergade. Det måtte han ikke ifølge Romaloven, da der i nærheden opholdt sig nogle rumænere, men da det lykkedes for Foldschack at bevise, at André ikke havde noget med rumænerne at gøre, blev han frifundet. Af de mere alvorlige sager er den om flygtningene på Lesbos, anholdelserne i forbindelse med COP 15-mødet i København i december 2009, og den ulykkelige sag med børnene i Syrien, som Børnenes Statsminister Mette Frederiksen ikke ville have hjem til Danmark, og hvor Foldschack flere gange måtte rejse ned til tre fangelejre i Syrien for at dokumentere, hvilke frygtelige forhold børnene opholdt sig under, fulgt op af arbejdet med at forhindre, at børn og mødre mistede deres danske statsborgerskab. Knud Foldschack slår fast, at hans engagement intet har med hans politiske overbevisning at gøre, og er ofte blevet kaldt den røde advokat, selvom han bor på en stor proprietærgård, har vinkøleskab og sommerhus og til tider flyver på første klasse. Som det fremgår af et ovennævnte er der tale om en vigtig bog, som samtidig er ganske underholdende.

Knud Foldschack: Med god ret. Mine vigtigste sager – fortalt til Henrik Nordskilde. Illustreret. 248 sider. Forlaget 28B

*****    

Spændende beretning om en kvinde, der var blandt modstandskampens helte

Det er ikke småting, der efterhånden er skrevet om Besættelsen, men alligevel er det lykkedes for Trine Engholm Michelsen med Storfyrstinden at føje endnu en spændende person til, som sikkert de færreste kendte i forvejen. Gennem hidtil ukendt arkivmateriale får man et portræt af Jutta Graae, der med mod og opfindsomhed blev en af modstandskampens største helte. Som ansat i Sparekassen ved Gråbrødre Torv i København lykkedes det hende i al hemmelighed at gøre sig til et uundværligt bindeled mellem de i forvejen kendte modstandsfolk. Hun virkede både i Danmark, i Sverige (under dæknavnet Röda Neljikan) og i England (under dæknavnet Haddock), og alle steder lagde hun uforfærdet hus til frihedskæmpere, der var på flugt. Kort før sin død som 88-årig på godset Overgaard ved Randers, hvor hun levede med sin mand, den tidligere faldskærmschef Flemming Juncker, forærede hun indholdet af en kommodeskuffe, der indeholdt private breve, pjecer, fotos og artikler, til historieprofessor Knud J.V. Jespersen, og det er bl.a. dette materiale, som Trine Engholm Michelsen har benyttet i sin research sammen med interviews og samtaler med Jutta Graae Junckers efterkommere og med materiale fra andre af hovedaktørernes privatarkiver, hvor Frk. Graae optræder. Det er lykkedes for biografiens forfatter at gøre beretningen om de dramatiske år fra 1939 til 1945 spændende som en kriminalroman, og uanset hvad man ellers har læst om modstandskampen så er Storfyrstinden et must for alle historieinteresserede.

Trine Engholm Michelsen: Storfyrstinden. Besættelsens magtfulde, men ukendte frihedskæmper Jutta Graae. Illustreret med sort/hvide fotos. 429 sider. People’sPress

*****

Mesterlig biografi fortalt af Dronning Margrethe

Flere bøger udkommer i anledning af Dronning Margrethes 50-års regeringsjubilæum, og der er én, man absolut skal læse. Det er Undervejs – erindringer 1940-1972 -, hvor hun fortæller om sit liv til Tom Buk-Swienty. Det fine ved bogen er, at Buk-Swienty lader dronningen selv fortælle, så man får hendes fine og nogle gange overraskende formuleringer med, uden at man også skal læse Buk-Swientys spørgsmål. Der ligger 14 samtaler i mere end 37 timer bag, og samtalerne har fundet sted på hhv. Amalienborg, Fredensborg Slot, Marselisborg Slot og Gråsten Slot. Dronningen fortæller levende om sin barndom, sin opvækst, sin familie i ind- og udland, sine venner, sin uddannelse og ikke mindst sine rejser. Som noget helt genialt har man fundet de rejsebreve frem, som Margrethe skrev hjem til sine forældre, forsynet med hendes vignetter, og de er med i deres fulde ordlyd. Man glædes over den bramfri tone, som fx når Margrethe skriver om sine bedsteforældre Christian X og dronning Alexandrine, ”at de havde mange egenskaber, men de havde ikke nogen smag. De havde bare slet ingen, hvis man nu skal sige det lidt uartigt”. Om Christian Xs død og begravelse, hedder det, at man skal være taknemmelig over, at han ikke døde under Besættelsen, fordi der så givetvis havde været nogle herrer sydfra, som var kommet og havde blandet sig. Om traditionerne får man at vide, at hendes far som søofficer havde så stor respekt for flaget, at der aldrig var flag på juletræet. Og så skriver Margrethe om sin fars alkoholproblemer, der varede indtil nogle nære venner, der alle var dus med ham, omkring 1950 sagde: ”Nu må du tage dig sammen!” – Og siden rørte han aldrig alkohol. Margrethe fortæller om sin glæde ved de forelæsninger, hun fulgte i arkæologi, mens hun om det fag, hun virkelig havde på Juridisk Fakultet skriver: ”Kors i skuret, hvor var det dog kedeligt!” Inden man får den fine beskrivelse af forelskelsen i Henri de Monpezat og senere om forlovelsen og giftermålet, fortæller Margrethe om de rygter, der stundom dukkede op i pressen om romancer mellem hende og andre som fx ambassadesekretæret fra Paris Ulrik Haxthausen, der var én af deltagerne i hendes rejse jorden rundt med Jutlandia i 1963. Året efter 1964 kalder Margrethe ”et lalleår”, hvor hun faktisk ikke vidste, hvad hun skulle lave, men hvordan hun året efter sammen med sin hofdame Wawa Armfelt tilbragte et år i London under navnet Miss Dane, og det var faktisk her, hun ved et middagsselskab for første gang stødte ind i den franske diplomat Henri de Monpezat, men som hun skriver: ”Jeg havde ikke nogen date med ham, som man nu om stunder kalder det.” Der gik næsten et helt år og en dannelsesrejse til udlandet, før hun mødte ham igen. Det er rørende at læse om brylluppet, hvor Prins Henrik holdt en tale til Margrethe på dansk, hvor han citerede fra ”Hjortens flugt”. Det hele slutter med Kong Frederiks død og tronovertagelsen, og hvordan hun overtager kongens elskede skib Dannebrog. Undervejs er udstyret med et væld af fotografier, hvor man ser dronningen sammen med så forskellige celebriteter som Ægyptens præsident Gamal Abded Nasser, Indiens præsident Jawaharlal Nehru, Kong Konstantin, Elvis Presley og Dean Martin og selvfølgelig forskellige danske regeringer. Dronning Margrethe viser i bogen foruden sin store fortælleglæde også både selvironi og humor. Det er en ren fornøjelse at læse Undervejs uanset om man er royalist eller ej.  

Undervejs – erindringer 1940-1972- fortalt til Tom Buk-Swienty. Gennemillustreret, 456 sider. Politikens Forlag

******

Prægtig og morsom roman – forklædt som selvbiografi

I Der var engang en familie – En herlig familie skriver Morten Sabroe noget han kalder en roman, men som vist mere er autofiktion eller en slags selvbiografi. Han har tidligere skrevet om sine forældre, men denne gang handler det om hans bror Peter, der havde samme navn som sin bedstefar Peter Sabroe. Efter ét år og tre måneder døde broren på Sjælsø Plejecenter, hvor han blev kvalt i sin mad, men sådan burde han ikke have forladt denne verden efter Morten Sabroes mening. Han burde være død som sin bedstefar i en togulykke, en skiulykke, en bilulykke eller være blevet skudt i et jalousidrama, eller også skulle Morten have skubbet ham ud fra Møns Klint, stopfodret med morfinpiller og sprut. ”Kald det aktiv dødshjælp, det hedder også kærlighed.” På mange måder er det en både hjertevarm og smuk bog, hvor man hører om storebrorens vilde liv, indtil de to brødres veje skiltes for bestandig. Og der er masser af muntre scener, hvor nogle er lårklaskende morsomme. Og så handler noget af bogen også om Morten Sabroes egen sygdom – Parkinson, som han kalder The King og Shade, Rattle and Roll – og hvor han ryster så meget som ”kineseren, der bliver opsøgt af hunden, der er far til den hvalp, han spiste til middag dagen før med sin familie”. I det hele taget er der meget om død, og han undrer sig over hvem, der overtalte Johannes Møllehave til at komme på ét: ”Måske er det ligesom islam, der sidder 72 jomfruer derinde og venter på ikke at være det mere”. En helt ubetalelig scene, er den, hvor Morten har fået sin bror med til Stockholm som fotograf, hvor han skal interviewe Ingmar Bergman – noget som han håber vil gøre ham verdensberømt, og mødet med Rolling Stones er ikke mindre morsomt. Sådan kunne man blive ved med at citere Sabroes guldkorn i dette værk, som er dedikeret til brorens søn, der hedder det samme som forfatteren – Morten Sabroe II. Sjældent har jeg læst en bedre gang autofiktion – kun tilbage at sige: Læs den!

Morten Sabroe: Der var engang en familie – En herlig familie. 226 sider. Politikens Forlag

******

Spændende politisk tilbageblik

Hvis et forlag udelukkende vil score kassen på en biografi, ville de næppe vælge at udgive Holger K. Nielsens Det var det værd, for dels er han ikke partiformand mere for SF, og dels er han ikke minister mere. Når hans selvbiografi alligevel er interessant og læseværdig også for andre end mig som SF-er, er det fordi den både giver et interessant billede af det kampvalg i 1991 til formandsposten i SF, der kom da Gert Petersen efter valgnederlaget i december 1990 i januar meddelte sin afgang som formand, men også fordi Holger K. så glimrende beskriver, hvad det var, der gik galt under Helle Thornings regering, hvor Holger K. først var skatteminister og senere udenrigsminister. Når det gik så galt med Thorning-regeringen, var det nok fordi den radikale Margrethe Vestager lige fra begyndelsen havde foretrukket en regering sammen med Venstre, og derfor huggede til, da muligheden opstod, selvom der lå en færdigforhandlet skatteaftale med Enhedslisten, som kun manglede at få bundet et par få sløjfer. I stedet blev skatteaftalen med Venstre lanceret, hvilket naturligvis resulterede i stor ballade i SF og ikke mindst i Enhedslisten, der udtalte, ”at regeringen pisser på sine vælgere.” Efter en turbulent tid i Skatteministeriet, overtog Holger K. Nielsen Udenrigsministeriet, da Villy Søvndal på grund af problemer med hjertet gik af, efter at han kort forinden havde overladt formandsposten i SF til Annette Vilhelmsen, der vandt over Astrid Krag, og som siden uden skam i livet proklamerede, at hun skam hele tiden havde været socialdemokrat, hvilket hun i øvrigt senere tog konsekvensen af, da hun skiftede sit medlemskab i SF ud med ét i Socialdemokratiet. Posten som udenrigsminister var på mange måder et ønskejob for Holger K., men det kom kun til at vare 55 dage, men det ser dog pænt ud, når der i dag under Holger K.s portræt blandt alle de tidligere udenrigsministre står, at han var udenrigsminister 2013-14, men heldigvis er der ikke sat datoer på. Kapitlet Efterspil handler om at vende tilbage som almindeligt folketingsmedlem, og om hvordan Holger K. Nielsen efter sammenbruddet i 2014 fuldtonet har støttet Pia Olsen Dyhr, som han ikke er i tvivl om, var den eneste, som kunne føre partiet videre efter den korte periode med Annette Vilhelmsen som formand. Til sidst gør Holger K. status og slår fast, at der stadig er en snæver sammenhæng mellem grøn miljøpolitik og rød fordelingspolitik.

Holger K. Nielsen: Det var det værd. 368 sider. Momenta

****   

Årets smukkeste erindringsbog

Når en forfatter skriver sine erindringer, tager han som regel udgangspunkt i en episode eller i et sted, hvor han placerer spidsen af sin passer, og herfra opstår den cirkel, som kommer til at indkredse teksten. I sit erindringsessay Store Kongensgade 23, har Søren Ulrik Thomsen netop gjort denne adresse til centrum i det, resten af hans essay handler om. Her rejser Thomsen i 1972 sammen med sine forældre og brødre fra Stevns til hovedstaden, hvor faren for 200.000 kroner køber lejligheden på fjerde sal. Mens faren, der er bankmand, bliver ansat i Bikubens hovedsæde i Silkegade tæt på den nye lejlighed, kommer 16-årige Søren Ulrik i 3. real U på Sølvgades Skole, hvor han kommer til at gå i klasse med den Jane, som bogen er tilegnet. Hun er klassens lækreste pige, ”umulig at få øjnene fra, når hun står lyshåret og lysende som en 1000 watts pære, med et stort grin og fuld af drillende bevidsthed om sin udstråling”, og da Søren Ulrik endelig får taget sig sammen til at ringe til hende (Minerva 1936), forstyrrer hen hende i badet, så hun siger: ”Jeg står her og drypper,” hvad der får Søren Ulriks natlige drømme til at skvulpe over. Siden skiltes deres veje, men hun var med forfatteren Alex Michaelides ord ”hans invitation til livet”. Sidst i bogen fortæller SUT, hvordan de stadig mødes, når hun er i landet, og de sidder i Store Kongensgade og spiser oksekød på Hereford Steak og drikker sig fulde. Store Kongensgade 23 er skrevet kort efter morens død, og meget af teksten handler om hende, hendes depressioner og langvarige ophold på sindssygehospitaler, men også om hendes digte, der udkom som privattryk sidste år, fremstillet af SUTs lillebror. Søren Ulrik skriver om den sorg aldrig mere at skulle høre hendes stemme sige hans kælenavn, som der ”kun var mellem hende og mig, og derfor skal stå her med usynligt blæk.” Sammen med faren, der lever endnu og nåede at fejre krondiamantbryllup med moren, spadserer far og søn sammen til Holmens Kirkegård, hvor de besøger morens grav. I drømmen om en enorm lottogevinst, leger Søren Ulrik med tanken om at generobre lejligheden, der nu ”hver gang den uberettiget overtages af fremmede mennesker” koster omkring 8 millioner kroner. Sjældent har jeg læst noget smukkere end Store Kongensgade 23, hvor der ikke er et eneste overflødigt ord.

Søren Ulrik Thomsen: Store Kongensgade 23. Et essay. 96 sider. Gyldendal

******   

Fremragende biografi om ”Mumimor”

Tove Jansson, der er én af Finlands mest kendte kunstnere, er i Danmark nok mest bedst kendt for sine bøger om Mumitroldene. Kunsthistorikeren Tuula Karjalainen fortæller i Tove Jansson – arbejde og kærlighed om denne meget alsidige kvinde, der både var billedkunstner, forfatter, illustrator, manuskriptforfatter, dramaturg, scenograf og sangskriver. Hun blev født i 1914 og voksede op i skyggen af Første Verdenskrig som datter af svenske Signe Hammersten-Jansson og den finske billdehugger Viktor Jansson, der havde mødt hinanden i Paris. Faren havde svært ved at acceptere Toves mandlige bekendtskaber, der ofte var enten jøder, kommunister eller andre fortalere for venstrebevægelsen. Faren var antisemit og troede på Tyskland som landets befrier og ven, og i sine breve klagede Tove over farens skamløse intolerance og hårrejsende politiske standpunkter. Atos Wirtanen, der var en kendt figur i offentligheden, og som vakte forargelse i den brede befolkning, levede i mange år i et åbent og frit forhold med Tove. På det tidspunkt tegnede Tove satiriske tegninger i tidsskriftet Garm, der vidnede om hendes pacifistiske livsholdning og had til krig. Da Tove i 1941 sad nede ved havnen i Helsingfors og malede, blev hun antastet af en mand, der sagde, at frøkenen hellere skulle gå hjem og lave børn, for krigen kunne bryde ud, hvad øjeblik det skulle være. Efter nogle år, hvor Tove følte sig som Atos’ hustru, mødte hun parret Viveca og Kurt Bandler, og her forelskede Tove sig i Viveca, og Tove beskrev det som en rejse til nye landskaber, ubeskrivelig smukke steder. Sammen med Viveca fandt Tove sin egen kvindelighed, og samtidig voksede hendes professionelle selvtillid. I Mumiverdenen blev de to til Tofslen og Vifslen. På den tid var homoseksualitet forbudt i Finland, så Tove og Viveca udviklede deres eget hemmelige sprog, så de kunne give udtryk for deres forbudte kærlighed. Forholdet varede imidlertid kun kort, og mens Tove sørgede, søgte hun imidlertid trøst i gamle vaner og friede til Atos med håbet om at blive fuldt ud heteroseksuel, men selv om brylluppet blev planlagt, blev det aldrig til noget. Mens Tove ikke helt kunne undslippe krigen, fandt hun sit fristed i Mumidalen. Om Mumibøgerne skrev Tove: ”Jeg skriver for at underholde – ikke for at opdrage.” Tove var nu berømt over det meste af verden, og der blev lavet teaterstykker, animationsfilm til tv og meget andet omkring mumitroldene. Man anslog, at hun i 1980-erne modtog omkring 2.000 breve om året. Samtidig malede hun stadig på livet løs. I 1955 mødte Tove Tuulikki Pietilä, som hun havde kendt siden skoletiden, og nu begyndte en kærlighed, der varede resten af deres liv, næsten et halvt århundrede. Tuula Karjalainen har efter min mening skrevet en dybt fascinerende biografi om en kompromisløs kunstner, der levede i overensstemmelse med sine egne valg. Biografien er gennemillustreret, og man får lyst til genopleve Janssons Mumiunivers.

Tuulikki Pietilä: Tove Jansson. Arbejde og kærlighed. Oversat af Birgita Bonde Hansen. Gennemillustreret i farve og sort/hvid. 304 sider. Turbine

*****

Bogen om Danmarks måske mest gådefulde morder

Jeg har efterhånden læst mange true crime-bøger, men sjældent har læst en, der er så medrivende som journalisten Anders Lomholts Livstid – Drabssagen der ikke vil dø. Det er beretningen om Naum Conevski, der har siddet indespærret, siden han i 1984 blev anholdt og idømt livsvarigt fængsel for dobbeltmordet på Femøren søndag den 20. maj 1984. En forbrydelse der savnede ethvert motiv. Inden da havde han endda siddet i fængsel i en voldtægtssag, hvor han blev prøveløsladt i 1982 efter at have udstået halvdelen af straffen. Imidlertid lykkedes det for Conevski, der påstod sig udsat for et justitsmord, med hjælp fra Ekstrabladsjournalisterne Kirsten Jacobsen og Knud Buchardt at få sin sag genoptaget ved Den Særlige Klageret, hvor han i februar 1984 blev frikendt og tildelt en erstatning på knapt en kvart million kroner for uberettiget fængsling, men få måneder efter dræbte han så med nakkeskud de to unge mænd på Femøren og sårede en tredje, som slap væk. Disse drab har Conevski siden hårdnakket benægtet at have begået, og det har gjort TV2-journalisten Anders Lomholt så interesseret i sagen, at han gennem dels en række interviews med Conevski og samtaler med en adskillige andre implicerede, har fået en hel bog ud af det om ham, som er blevet betegnet som Danmarks farligste fange. Naum Conevski sidder i dag på afdeling R1 på Sct. Hans i Roskilde, men har tidligere været indsat i Herstedvester, på Sikringen i Nykøbing Sjælland og i Statsfængslet i Horsens, hvor Anders Lomholts far var fængselspræst og dermed én, der har været tæt tilknyttet livstidsfangen. Inden Conevski kom i fængsel, boede han sammen med sin kone og børn på Frederiksberg, men siden er familien flyttet tilbage til Nordmakedonien, og derfor har Conevski ført en årelang kamp for at få lov til at fortsætte sin afsoning der, men det er gang på gang blevet afslået, da myndighederne stadig betragter ham som farlig, da han flere gange har udtrykt ønske om at hævne sig på politi og anklager samt på den dreng, der overlevede på Femøren. Hver gang Lomholt har besøgt Conevski på Sct. Hans, er han blevet budt på kaffe og kage af den venlige fange, der stadig fremhæver sin uskyld. Det er ufatteligt, hvad der er brugt på ressourcer for at forhindre, at fangen bliver udleveret eller løsladt. Fx har fire delegationer besøgt Makedonien for at undersøge forholdene der, og i tusindvis af skrivelser er sendt frem og tilbage mellem myndighederne. Man regner med, at opholdet koster 1,4 millioner kroner pr. patient på Afdeling R1 på Sct. Hans, og endelig melder spørgsmålet sig om, hvorvidt Naum Conevski var sindssyg, da han myrdede de to drenge. Endelig rejses der også tvivl om, han var uskyldig i de voldtægter, han i 1984 blev frifundet for. Her kørte hans forsvarer så hårdt på de voldtagne kvinder, at den ene senere begik selvmord. I øvriberetning om gt blev den erstatning, han blev tilkendt i 1984 på 240.975 kroner konfiskeret af myndighederne. Alt i alt er det en dybt tragisk sag, og man kan ikke undgå at tænke, at en dødsstraf måske havde været mere human for dobbeltmorderen, men sådan skal det selvfølgelig ikke være. Læs denne spændende beretning om manden, der nu har siddet endnu længere i fængsel end politimorderen Palle Sørensen, der endte med at komme på fri fod, inden han få år efter døde.

Anders Lomholt i samarbejde med Henrik Nordskilde: Livstid – Drabssagen der ikke ville dø. Illustreret med fotos. 334 sider. People´sPress

******    

Genial bog om cykelløb

Den unge cykelentusiast Bastian Emil Goldschmidt har med bogen Fremad skrevet en både smuk og medrivende bog om cykelløb. Historisk kommer han hele vejen rundt om denne barske og udmarvende sportsgren i 21 essays. Han fortæller både om de store ”grand tours”, Giro Italia, Vuelta España og ikke mindst Tour de France helt tilbage fra den tid, hvor rytterne skulle forcere de ufremkommelige og krigshærgede veje uden brug af nutidens moderne hjælpemidler, og hvor rytteren selv måtte reparere sin cykel, hvis den var udsat for defekt. Men der er også kapitler om de berømte endags-klassikere som fx Paris-Roubaix og Flandern Rundt. I de 21 kapitler møder man både kaptajnerne og hjælperytterne samt sprinterne og bjergspecialisterne. I kapitlet om Velodromen er der gensyn med forne tiders seksdagesstjerner som fx Kay Werner og Evan Klamer. Et andet kapitel handler om den legendariske timerekord, hvor nogle af de bedste præstationer fandt sted på den berømte >Vigorellibane i Milano, der var bygget f den fineste afrikanske maghoni. Som læser er men med ved nogle af de mest berømte sejre og nederlag, fx da amerikanske Greg LeMond i 1989 efter 3.285 km. i Tour de France endte med at besejre franske Laurent Fignon med sølle 24 sekunder i det samlede klassement. Bastian Emil fortæller om sine helt store helte, hvor italieneren Fausti Coppi nok indtager hovedrollen, og i bogens mest gribende kapitel, Bjergrytteren, får man historien om danske Michael Rasmussen, der i 2007 blev trukket ud af det Tour de France, som han stod til at vinde efter sin imponerende etapesejr på toppen af Col d’Aubisque. Naturligvis kan Bastian Emil ikke komme udenom cykelsportens moderne syndefald med 1990’ernes mange dopingskandaler. Når bogen Fremad efter min mening står som en af alle tiders bedste sportsbøger, skyldes det den entusiasme, som den velskrivende Bastian Emil Goldschmidt er i besiddelse af. Det ved de mange, som har set ham i forbindelse med tv-dækningen af fx Giro España eller i hans samtaler med legendariske Jørgen Leth. Er man bidt af cykelløb er Fremad et must, men for alle andre er det en bog, der åbner en dør ind til en af verdens mest fascinerende sportsgrene.

Bastian Emil Goldschmidt: Fremad. Gennemillustreret med sort-hvide fotos. 200 sider. Strandberg Publishing

*****  

Charmerende erindringsroman

Per Gammelgaards roman Bygningsfejl har undertitlen en roman om mig selv, og det er da også en slags selvbiografi. Per vokser op i en lille forstad til Aarhus, Ormslev, hvor hans far har en købmandsbutik. Man følger hans opvækst, hvor det helt klart er farens drøm, at sønnen en dag skal overtage forretningen, hvad han absolut ikke har lyst til. Per forelsker sig i den ene pige efter den anden bl.a. sin kusine Inga, som han synes er det smukkeste i verden, og han bliver dødeligt jaloux, da han opdager, at hun har en kæreste. Købmandsbutikken, hvor Per hjælper til med forskelligt forefaldende arbejde, går ikke alt for godt, men moren hjælper med at ekspedere sammen med lærlingen Verner, og søndag eftermiddag boller forældrene en times tid, mens de fortæller Per, at de lige skal sove til middag en times tid. Og Per kunne slet ikke lade være med at glo på mor, når hun går i haven i badedragt, for han synes, at hun er det pæneste menneske i verden. Per beskriver fint sin elskede mormors død, og hvordan et insekt kravler ind i hendes øre, lige inden kisten bliver lukket. Med hjælp fra et sjak af arbejdsløse får faren udvidet sin købmandshandel til en selvbetjeningsbutik, mens familien imens bor i en campingvogn. Der er en fin beskrivelse af nabogården Krogården, hvor Laurine og Aksel bor med sønnen Laus, der er sinke og ender sine dage med at blive sendt til Lolland, hvor han dør. Inden da havde han i protest mod sin far sluppet en gris løs, så den bliver skudt af en nabo, der troede, at det var et vildsvin. Den næste pige, Per brænder varm på, er Mathilde fra Bornholm, hvis far er brugsuddeler. ”Hendes krop var skøn, og der kom der gang i kondomerne.” Hjemme i Ormslev søger moren arbejde hos Magasin i Aarhus og bliver til farens store fortrydelse antaget her, og kort efter bliver de skilt, og købmandsforretningen ender med at lukke. Mens moren skifter elskere adskillige gange i sin nye lejlighed i Aarhus, tager Per uddannelsen som bibliotekar, og han møder Karina, som han bliver gift med, og de får først datteren Nanna og senere sønnen Norman. Under et besøg hos svigerforældrene på en gård i det mørke Jylland, forsøger svigerfaren forgæves at få Per som kompagnon som landmand. Den lille familie bliver dog boende i København, og trods forskellige ægteskabelige skærmydsler bliver de sammen, og til sidst besøger de barndomsbyen Ormslev, hvor meget er forandret. Titlen på bogen skal tages alvorligt, for Per har problemer med sit syn, men ikke med sin hørelse, og der er meget musik i fortællingen, der slutter med Elvis fra bilradioen, der synger Peace in the valley. Bygningsfejl er en sørgmunter beretning en ung mands opvækst, hvor både muntre indslag og uundgåelige fiaskoer blandes på charmerende vis.

Per Gammelgaard: Bygningsfejl - En roman om mig selv. 168 sider. Hovedland

****

En interessant men anderledes biografi

Poul og kærligheden med den underlige undertitel en kontrærseksuels bekendelser er en biografi om Poul Andræ, der var søn af statsminister C.G. Andræ, der med sin militære baggrund var konseilspræsident i et halvt år fra oktober 1856 til maj 1857, men som var den, der indførte forholdstalsmetoden til de direkte valgte pladser i Rigsrådet. Det er pensioneret arkivar og seniorforsker Karl Peder Pedersen, som har skrevet biografien om Poul Andræ, der var en enestående pioner i kampen for seksuel ligestilling. Allerede som dreng var Poul klar over, at han var homoseksuel, det ord, der omkring år 1900 erstattede ordet kontrærseksuel, der betegnede en person, der har sex med sit eget køn, og hvis medfødte kønsdrift udelukkende retter sig mod sit eget køn på baggrund af en følelsesmæssig oplevelse af at være det modsatte køn. På baggrundaf de mange dagbøger, Poul Andræ skrev gennem hele livet, følger man med i hans lange kamp mod, men især med sin ”ulykkelige kærlighed” fra de første seksuelle forhold i Italien og Dansk Vestindien til forsøgene på gennem onani og dagbogsskriveri at afstå for sex med mænd. Mens man følger hans karriere som embedsmand, kan man også læse om hans mange henvendelser til læger omkring hans seksualitet og hans dialog med sexologer og psykiatere herhjemme og i udlandet. Her blev han overbevist om, at hans homoseksualitet var medfødt, og først da han som 50-årig lader sig pensionere, går han helhjertet ind i kampen for seksuel ligestilling. Poul Andræ var masochist, og det var specielt dominerende maskuline arbejdertyper, som han var tiltrukket af, men når han opholdt sig i Danmark, måtte han være meget diskret, så han ikke blev involveret i datidens mange seksuelle skandaler, der ofte gav sig udslag i pengeafpresning og lignende forulempelse. Forfatteren til biografien har med sin grundige research formået at tegne et spændende billede af en tid længe før den seksuelle frigørelse. Da Poul Andræ døde som 84-årig i 1928, var han en velhavende mand, som dels testamenterede sin formue til en række velgørende formål, dels mange mindre beløb til sine mange tidligere elskere her og i udlandet. Litteraturlisten bag i biografien omfatter langt over hundrede bøger, der er en tidslinje, fortegnelse over begreber og et kæmpe noteapparat, og inden personregistret, kan man læse Politiken-redaktøren Valdemar Koppels nekrolog. Det er et interessant og enestående værk om en side af Danmarkshistorien, der er blevet muliggjort via talrige breve og dagbøger fra Det Kongelige Bibliotek og Rigsarkivet.

Karl Peder Pedersen: Poul og kærligheden – en kontrærseksuels bekendelser. Illustreret med fotos. 271 sider. Gads Forlag

****

Portræt af en spændende og markant personlighed

Eva Smith – Jeg håber, jeg har gjort en forskel er ægteparret Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigts biografi om en af Danmarks mest spændende personligheder, juraprofessor emerita Eva Smith. Bogen er skrevet med hovedpersonens medvirken, og den handler både om hendes privatliv og om hendes arbejdsliv. Hun begynder at fortælle om hvordan hun altid havde haft drømmen om at bestige et højt bjerg, og det gjorde hun så som 62-årig sammen med sin ældste datter, da de besteg det næsten 6.000 høje afrikanske bjerg Kilimanjaro. Derefter fortæller Eva om sin barndom, hvor hun blev født i 1942 ind i en rigtig politikerfamilie, hvor både hendes morfar og hendes far var socialdemokratiske folketingsmænd. Desuden var både hendes far Hans Hækkerup og hendes farbror Per Hækkerup ministre i flere forskellige socialdemokratiske regeringer. Allerede som 22-årig fik Eva chancen for at slippe ud af den Hækkerupske skygge, da hun i Tel Aviv giftede sig med amerikaneren Ranny Smith og tog hans efternavn. Eva Smith blev siden gift to gange mere, og hun har i alt født 6 børn, og sammen med sin nuværende mand Ole Asmussen boede de i mange år på forskellige adresser med deres 8 sammenbragte børn. I dag har Eva Smith desuden 20 børnebørn. Som læser får man en spændende beretning om hendes karriere indenfor juraen, hvor hun forsvarede sin doktordisputats om vidnebeviset, inden hun blev professor. I sin livslange kamp for menneskerettigheder har hun beklædt flere formandsposter i både ind- og udland, hvor hun stadig er en flittig debattør. Men der har også været tid til nogle år som provst på Regensen i København, og t har Eva Smith desuden fået udgivet tre børnebøger under navnet Eva Asmussen, hvoraf den ene er kommet både på svensk og japansk. Som formand for Det Kriminalpræventive Råd har Eva Smith i mange år slået sit navn fast som juridisk vagthund, og i mange år fulgte hun med stor interesse med i, hvad der skete i Den Særlige Klageret, der flere gange med forskellig succes har genoptaget sager, hvor der måske var tale om justitsmord. En konkret sag, som Eva Smith fulgte med i, var den ulykkelige appelsag, hvor taxachaufføren Naum Conevski efter massiv omtale i Ekstrabladet endte med at blive frifundet i en voldtægtssag, som Den Særlige Klageret besluttede skulle gå om. Conevski blev frifundet for voldtægt og fik tilkendt erstatning, og tre måneder efter skød og dræbte Conevski et par drenge, der overnattede på Femøren på Amager, hvilket resulterede i en forvaringsdom på livstid for drabet og flere voldtægter, mens den kvinde, han blev frikendt for at have voldtaget, begik selvmord. Når Eva Smith nævner denne sag samt en incestsag, er det for at vise, hvor vigtigt vidneudsagn kan være, det der var emnet for hendes disputats. Bogen slutter med stamtavler over Eva Smiths familie og en række fotografier. Sjældent har jeg læst en bedre biografi, og undervejs kommer Eva Smith desuden med en række gode pointer både om retssikkerhed, om indvandring og hun slutter med at ærgre sig over, at hele Asmussenklanen på 46 personer måtte opgive en rejse til Normandiet i 2020 på grund af coronanedlukningen.

Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigt: Eva Smith. Jeg håber, jeg har gjort en forskel. Illustreret med fotos i farve og s/h. 270 sider. Gyldendal

******

En fortryllende rejse i Carsten Niebuhrs fodspor

Puk Damsgård, som de fleste danskere kender fra hendes fremragende reportager fra Mellemøsten og for hendes tidligere bøger, har med Arabica skrevet en bevægende bog, hvor hun går i fodsporene på den opdagelsesrejsende Carsten Niebuhr, der i midten af 1700-tallet af kong Frederik V. blev sendt til det ukendte og såkaldte lykkelige Arabien. Efter 3.600 sømil med containerskibet Titan kører Puk ad røgelsesruten på tværs af Yemen mod kaffebjergene med Niebuhrs næsten tre kilo tunge ”Rejsebeskrivelse fra Arabien og de omkringliggende lande”.  Først må Puk indhyllet i sin niqab forbi bevæbnede mænd og kontrolposter, der hvor Al-Queda på Den Arabiske Halvø stadig har sit omdrejningspunkt, inden hun fortsætter gennem den røde ørken frem til de grønne dale, hvor den originale Arabica- kaffebønne har hjemme. Her fortæller Puk Damsgård historien om, hvordan yemenitterne i 1500-1600-tallet havde monopol på kultivering af kaffe og indførte strenge straffe for at stjæle bønner og stiklinger, men hvordan det alligevel lykkedes for kreative udlændinge at få udbredt kaffen til andre dele af verden. Turen ender i Aden, hvor Puk afslutter rejsen ombord på Titan, inden hun efter den farefulde tur gennem Hormuzstrædet afmønstrer i Dubai. På rejsen til det krigshærgede Yemen har Puk Damsgård mødt den oprørske kvindelige læge Shifa, der planlægger en hemmelig flugt fra sin tilkommende forlovede, som hun aldrig har set, men som hendes familie vil have hende tvangsgift med. Alene den historie er hele bogen værd, om hvordan Shifa til sidst i hemmelighed når frem til en flygtningelejr i Holland midt i corona-pandemien, for at fortsætte sin lægegerning der. Arabica er en helt fortryllende bog, som har så ufattelig mange strenge at spille på.

Puk Damsgård: Arabica. 289 sider. Politikens Forlag

******

Fremragende bog – uanset om det er en roman eller en erindringsbog

Efter hidtil at have udgivet 20 bøger, hvoraf fire er digtsamlinger, tre er novellesamlinger og én (Lysgrænsen) har betegnelsen erindringer, har Katrine Marie Guldager valgt at kalde sit 21. opus Det samme og noget helt andet for en roman, trods at det i mine øjne er endnu en erindringsbog. Guldager begynder sin fortælling om to dødsfald, først om veninden Anna, som Guldager havde været i Nicaragua sammen med, og som er blevet dræbt under et væbnet røveri på åben gade i netop Nicaragua, og så en uge efter hvor Guldagers far bliver dræbt ved togulykken i Sorø i 1988, og om hvordan hun går rundt blandt DSB-personalet i håbet om at finde sin far, hvorefter hun bliver bedt om at komme ind til sygehuset i Ringsted, hvor hun skal identificere faren. Derefter følger man med i skriveprocessen til netop denne bog, begyndende i det tidlige efterår 2019 og sluttende i juli 2020. Disse erindringer fra forskellige lokaliteter, hvor Katrine Marie Guldager er i gang med at skrive sin bog, er sat med kursiv, og de efterfølges af en række kapitler, hvor hun fortæller om sin forfatterkarriere og om sit problemfyldte forhold til sin familie. Foruden en mindre arvestrid handler det meget om jalousi mellem familiemedlemmerne, men indimellem får læseren også indblik i forfatterkarrieren lige fra de første digte, der bringes i Hvedekorn til den egentlige debut og til tiden på Forfatterskolen. Hvorfor Katrine Marie Guldager har valgt at kalde bogen for en roman, er lidt uklart for mig, al den stund at der er tale om erindringer, hvor man endda for navngivet både kolleger og Forfatterskolens rektor Poul Borum. Måske er det for at lægge afstand til de mange familiemedlemmer, der optræder, men de kan givetvis genkende sig selv, uanset om der står roman eller selvbiografi på omslaget. Og hvad enten bogen skal optræde i den ene eller den anden kategori, er det tale om at Det samme og noget helt andet er et fremragende og gribende billede af en dysfunktionel familie og så desuden en fin skildring af en forfatterkarriere.

Katrine Marie Guldager: Det samme og noget helt andet. 452 sider. Politikens Forlag

*****

Et medrivende stykke dansk kulturhistorie

Uanset om man som mange i min generation var vilde med Elvis Presley fra helt tilbage i slutningen af 1950-erne, eller man bare er almindelig interesseret i dansk populærkultur fra dengang og indtil nu, så er Bertel Nygaards Elvis i Danmark en guldgrube af viden om både denne periodes idoldyrkelse og naturligvis om selve den tids syn på fænomenet Elvis. Det hele begyndte i 1956, da den 21-årige Elvis Presley brød igennem med That’s All Right Mama, der to år tidligere var blevet lanceret af en sort bluessanger. Der skulle dog gå et par år, før grammofonpladerne og filmene med Elvis kom til Danmark på grund af efterkrigstidens valutarestriktioner, men allerede i 56 kunne flere avisers udenrigskorrespondenter dog berette om den nye galskab, der havde grebet den amerikanske ungdom i form af Rock’n’roll, først med Bill Haley og nu med Elvis Presley. Det var specielt Elvis’ provokerende sceneoptræden, hvis rytmebårne ekstase passede fint til de afrikanske negerracer, men ikke hørte hjemme hos civiliserede mennesker, der provokerede de mange avisskribenter, og anmeldelserne af både musikken og filmene var da også efterfølgende sønderlemmende fra datidens anmeldere og kulturpersonligheder. Ikke desto mindre dukkede der snart rivaler op til Elvis, både engelske Tommy Steele og vor egen Otto Brandenburg, og den københavnske danselærer Børge Kisbye arrangerede snart efter rock’n’roll både på Enghaveplads i København og rundt om i landet. Bogens forfatter, historikeren Bertel Nygaard, gennemgår derefter hele Elvis Presleys karriere set i forhold til den kulturelle udvikling i Danmark, frem til de næste idoler dukkede op i 1960-erne med The Beatles og de mange andre beatgrupper. Trods planer om en verdensturne kom Elvis aldrig til Danmark, inden han døde som 42-årig i 1977. Bertel Nygaard slutter ikke kun med Elvis’ eftermæle i Graceland, som stadig er en turistattraktion på samme måde som Memphis Mansion i Randers, der ikke måtte hedde Graceland. Bogen er gennemillustreret, og med god hjælp fra både fanklubber og kolleger er det lykkedes Nygaard at skrive et underholdende og veloplagt stykke dansk kulturhistorie.

Bertel Nygaard: Elvis i Danmark – 65 års populærkultur. Gennemillustreret. 268 sider. Gads Forlag

*****      

En succesfuld krimiforfatters barske selvbiografi

Til trods for at forlaget katalogiserer Jesper Steins Rampen som en roman, tager jeg den med under biografier, fordi den handler om hans liv, og nævner alle personer ved deres rigtige navne. Den succesrige krimiforfatter, der foreløbig har skrevet seks krimier om strømeren Axel Steen og som for et par år siden fik Boghandlernes Gyldne Laurbær for sit forfatterskab, har lånt en lejlighed på Christianshavn af en ven, og det er her han har skrevet bogen på baggrund af, at han er bange, og det er han af flere grunde. Han har ikke været ved lægen med den knude, han har i lysken, han føler sig ikke syg, men er bange for at han skal dø. Og så er han lige holdt op med at drikke, han er blevet skilt, og hans mor er lige død. Bogen handler mest om hans forældre, litteraturanmelderen og gymnasielæreren Finn Stein Larsen, der efter 29 års ægteskab har forladt sin kone til fordel for en elev. Jesper bliver tilbage i huset på Rampen i Risskov sammen med sin fortvivlede og bitre mor, der drikker mere og mere, samtidig med at hun kræver hans uforbeholdne loyalitet. Faren er flyttet hen i en lejlighed sammen med sin nye kæreste, Gitte, som dog også på et tidspunkt finder en ny og jævnaldrende kæreste. Der er den ene gribende episode efter den anden, og efterhånden går begge forældres liv mere eller mindre op i druk. Det resulterer også i, at Jesper selv veksler imellem sine egne erfaringer og sin rolle som sjælesørger for sin mor. Man følger den dysfunktionelle familie frem til begge forældre dør, og Rampen skal nok ses som Jesper Steins eget forsøg på at forstå sit liv. Det er helt klart en form for selvbiografi, der først har kunnet skrives, efter at både moren og faren er døde. Samtidig er det en både smuk og hudløs ærlig beretning om en opvækst, der har været alt andet end en dans på roser.

Jesper Stein: Rampen. 336 sider. Politikens Forlag

******

Underholdende erindringer fra en dansk troubadur

En af sværvægterne i dansk populærmusik Peter Vesth har i den over 500 sider store Sang og bægerklang fortalt om et begivenhedsrigt liv som sangskriver og viseværtshusholder og karrieren som guitarist og sanger rundt om i det ganske land samt i USA. Mest kendt er han nok for sin signaturmelodi ”Veras vinterven”, som den amerikanske countrysanger Merle Haggard plankede og indspillede som ”Shellys Winter Love”, efter at de to i 1971 havde optrådt ved et countryshow i Nashville. Der var ingen tvivl om, at det var Vesth, som var kommet først, da han allerede indspillede den i 1970, mens Haggard først indspillede sin version i 1972. Ikke desto mindre endte en retssag om rettighederne uafgjort, så begge fik hver deres rettigheder til deres sange. Siden er det blevet til over 400 Peter Vesth-sange, hvoraf en del er endt på Dansktoppen med masser af førstepladser, senest den vittige sang om dobbeltmoral ”Fru Pedersens bordel”, der er hans største hit i nyere tid. I bogen fortæller Peter Vesth meget om sit samarbejde med lillebroderen Thorkild, der varede indtil hans død som 61-årig i 2014, men han fortæller også om indspilninger både herhjemme og i Nashville med internationale stjerner. En helt særlig del af bogen er helliget livet som viseværtshusholder, først på Bornholm og senere i Vesthhuset, der stadig eksisterer i bedste velgående i Sorø. At det aldrig er blevet til en fru Vesth, skyldes nok, at Peter Vesth, når han blev forelsket i en kvinde, ofte blev tvunget til at vælge mellem hende eller musikken. Og her citerer han den amerikanske sangskriver John D. Loudermilk, der blev så glad og lykkelig, da han mødte den kvinde, han blev gift med, at han ikke behøvede at skrive sange længere. Dog mener Peter Vesth, at man godt kan skrive sange, når man er nyforelsket, men bror Thorkild syntes, at Peter i en periode havde skrevet nogle lidt lalleglade sange, og han spurgte Peter, om han ikke snart kunne blive lidt ulykkelig igen. Peter Vesth fortæller i et par kapitler om sin store fanklub, Vesth Vennerne, der trofast følger ham til koncerter og til rejser i udlandet. Bogen er fuld af festlige anekdoter, hvor man møder både danske kolleger og udenlandske idoler, og kulturpolitik kommer Vesth også ind på med et par kritiske betragtninger både hist og pist. Sang og bægerklang er skrevet i samarbejde med Brian Christensen, som jeg går ud fra er journalist, fordi gennem hele bogen får man hans spørgsmål i kursiv inden Peter Vesths svar. I bogform er det efter min mening en lidt irriterende måde at samarbejde på, bl.a. fordi nogle spørgsmål forudsætter, at læseren overhovedet ikke ved noget som helst i forvejen, fx da Bertolt Brecht og Kurt Weill omtales, og Christensen spørger: ”Kurt Weill. Hvem er det?” Så synes jeg, det er bedre med en ghostwrighter, der arbejder mere anonymt i kulissen. Men bortset fra denne lille kritik er det tale om en utrolig underholdende bog, der er gennemillustreret med mere end 250 fotos fra en lang karriere, og efter en større diskografi får man en introduktion til de 23 sange, der er med på den vedlagte cd.

Peter Vesth: Sang og bægerklang. 528 sider. Musikforlaget Node for Node

*****    

Lise Nørgaard – igen - igen

Journalisten og forfatteren Jacob Wendt Jensen, der tidligere har udgivet bøger om både Matador og om Lise Nørgaard, har denne gang samlet en række guldkorn fra den nu 103-årige Nørgaard. Han har kaldt den lille bog for Livet ifølge Lise Nørgaard, og her er tale om 400 citater, både meninger og gode råd, altid med morsomme eller satiriske undertoner. Her er nogle eksempler: ”Baby-dikning er en udbredt hobby, som fortrinsvis dyrkes af damer, der så snart de ser et værgeløst barn, nedsænket i barnevognens eller vuggens hynder, udfører noget, der er beslægtet med børnegramsning, ikke blot over for spæde, men også over for lidt større børn, der dog skal være så små, at de endnu ikke kan slå fra sig. Det er en misforståelse, at denne hobby har noget som helst med børnevenlighed at gøre.” Udliciter!: ”Jeg forstår ikke alle de kvinder, som har en god løn og samtidig underholder om alle de huslige pligter, de skal overkomme ud over deres arbejde. Få nogen til at pudse dine vinduer, vaske dit tøj, gøre rent og købe ind.” Om tobak hedder det: ”Uanset om jeg agter at ryge eller ej, går jeg ind i S-togets rygekupé. Her lugter nemlig kun af tobak, mens der i de øvrige kupéer ofte lugter af de passagerer, der sveder meget og ikke rigtig har nået at vaske sig, og hvis overtøj og vamse har den samme odeur, som våde hunde, dagen før de skal soigneres.” (Dette citat er dog ikke aktuelt mere, da man slet ikke må ryge i toget i dag). Stenalder-fup: ”Stenaldermad er en påskud – vi skal have noget nyt. Stenaldermanden blev jo ikke så gammel, han blev kun 30 år, så hvorfor skal vi gøre, som han gjorde?” ”Somme tider tvivler jeg på, at Graham Bell gjorde menneskeheden en tjeneste, da han opfandt telefonen.” Mobiltosser: ”Jeg er jo fra Roskilde, hvor Sankt Hans-patienter gik løs i gaderne og snakkede med sig selv, og hvor ofte sker det ikke, at jeg går ved siden af sådan en stakkels tosse og så opdager, at det bare er et fjols, der går og klamrer sig til den ny tids livline, mobiltelefonen, og spreder tomme snakkekalorier om sig.” ”Folk har undret sig over, at jeg ikke har fundet en ny mand, men jeg var 67 år, da Jens døde. Jeg ville ikke finde nogen for enhver pris. I den alder fører en del Lærer Andersen-typer sig frem. De vil plejes, passes og småforsørges.” Om corona: ”Jeg er bekymret på landets vegne – ikke mine egne. Jeg pylrer ikke om mig selv. Jeg voksede op under den spanske syge, så jeg har været igennem alt det værste.” ”Jeg frygter ikke corona. Jeg frygter plejehjemmet.” Og så har Lise Nørgaard små anekdoter om personer, hun har kendt, og naturligvis kommer hun ind på Matador, hvor hun fortæller, at man i hendes barndom i Roskilde havde noget, man kaldte liggedamer – i serien personificeret i Maude. Det er en pudsig bog, som dog nok er overflødig til de mange, som har læst andre Lise Nørgaard-bøger eller bøger om Matador.

Jacob Wendt Jensen: Livet ifølge Lise Nørgaard. 224 sider. Gyldendal

***

Et uforglemmeligt mesterværk

Sjældent har jeg læst så fremragende og gribende bog som skuespilleren Henning Jensens Gennem glasvæggen. Den handler om den depression, der ramte ham en dag i maj 1978, og hvordan han gennem de næste år formåede at komme på ret køl igen. Det begyndte en formiddag, hvor Henning Jensen var på vej på cykel fra prøver på TV til prøver på teatret. I løbet af det halve minut, han holdt stille, bredte en træthed sig i hans krop, og han beskriver det sådan: ”Det var, som havde jeg åbnet en port til døden. Som at være død i levende live. Som at dø.” Det skete på et tidspunkt, hvor han havde arbejdet alt for meget. Han havde indstuderet to hovedroller på Det Kongelige Teater, mens han spillede en tredje fra året før. Desuden havde han medvirket i to store TV-roller, han havde været med på Radioteatret et utal aaf formiddage, og endelig havde han presset en række oplæsninger på Danmarks Radio og en mindre filmrolle ind i kalenderen. Endelig havde han to opløste forhold bag sig, dels til Ulla, som er hans datter Sarahs mor, og til Ghita Nørby, som han havde mødt under indspilningen af filmen ”Den korte sommer”, hvor nogle intime scener havde fortsat ud over selve optagelserne, og nu efter tre år var det forhold også forbi. Efter nogle fine skildringer af livet på Det Kongelige Teater mellem gode kolleger og nogle arrogante krukker, kommer man frem til selve sygdomshistorien, måske også afledt af barndommen på Stevns, hvor specielt moren skammede sig over sin søn, når han havde været i fjernsynet. Efter konsultation hos sin læge, hvor der ikke er nogen hjælp at hente, får Jensen gennem en kollega kontakt med en psykolog på Frederiksberg, som beder ham komme medbringende 350 kroner i kontanter, og under konsultationen tager psykologen imod en anden telefonsamtale, hvor han også finder tid til en patient, hvis han medbringer 350 kroner kontant. Psykologen siger: ”Jensen, har jeg ikke set Dem et eller andet sted før?” ”Jeg er skuespiller”, hvortil psykologen læner sig frem og hvisker: ”Yes, der har vi det! Sceneskræk.” Efter at psykologen har lokket en drøm ud af Henning Jensen, kommer han med en helt håbløs udredning fulgt op af følgende bemærkning: ”Men alt det ser vi nærmere på, når vi mødes i næste uge, Jensen.” ”Men vi mødtes ikke i næste uge. Vi sås aldrig mere,” slutter denne erindring. Efter flere af sådanne møder med såkaldte eksperter, blev Henning Jensen henvist til professor Thorkil Vanggaard, chefpsykiater på Rigshospitalet, en stilling denne nedladende og arrogante mand senere blev frataget efter en kronik i Politiken om kvindens psykiske underlegenhed i forhold til manden. Der er en mageløs skildring af konsultationen hos denne naragtige overlæge. Næste sten i skoen er psykoanalytiker Ruth Poort, der docerede C.G. Jungs dybdepsykologiske teorier, og som stillede et værelse til rådighed, så hun kunne følge sin patient på fuld tid. Ruth Poort får både sendt Henning Jensen til grafolog og senere til Zürich hos en aurastrygerske og kiromantiker. Efter at være sluppet ud af klørene hos Ruth Poort, fortsætter karrieren på Alle Scenen for en kort periode, indtil Henning Jensen efter endnu en kollaps bliver indlagt på Rigshospitalets Psykiatriske Afdeling. Her blandt de gale, hvor man får en sammenligning med ”Gøgereden” er der skildringer af flere medpatienter, hvoraf et par stykker under udgang begår selvmord, og Henning Jensen konfronteres endnu en gang med Thorkil Vanggaard, men kort inden denne indlæggelse, der varer tre en halv måned, slutter, bliver Henning Jensen engageret af Morten Grunwald til at spille en stor rolle i ”Tartuffe”. Til slut kan man læse, at Henning Jensens depression tog næsten tre år, og han fornemmer selv efter de mange år, at depressionen stadig bor i ham og altid vil være der. Og så slutter han med at citere Inger Christensens digt ”Epilogos”. Tilbage er kun at sige, at Gennem glasvæggen er et uforglemmeligt mesterværk.    

Henning Jensen: Gennem glasvæggen. 306 sider. Gyldendal

******

Pragtværk i tre bind om Bladtegningen i Danmark

Det er et trebinds pragtværk på næsten 1.100 sider i stort format, samlet i en papkassette, som tegneren Claus Seidel har givet navnet Til stregen. Bladtegningen i Danmark. Foruden selv at have tegnet til forskellige dagblade og TV i mere end 50 år, har Seidel været initiativtager til oprettelsen af den selvejende institution Museet for Dansk Bladtegning, der rummer mere end 300.000 originaltegninger fra mere end 225 bladtegnere. I 2007 blev Seidel ringet op af direktøren fra Det Kongelige Bibliotek Erland Kolding Nielsen, der sagde: ”Det er Erland, jeg har besluttet, at du skal skrive din historie om dit fag og dets udøvere over tid. Jeg skaffer midlerne, så du over en treårig periode udelukkende kan arbejde med at skrive. Det skal være et digert værk med et hav af illustrationer fra museets store samling. Du kan skrive den historie. Og jeg skal have den ud af dig, mens tid er, ja, undskyld jeg taler lige ud af posen.” Når Seidel fik denne henvendelse, var det fordi, han i 20 år havde medvirket til at indsamle den formodentlig største samling af original kunst på papir i Europa. Og i samme periode kvitteret med mere end 80 udstillinger i Den Sorte Diamant. Da Det Kongelige Bibliotek i 2017 blev sammenlagt med Statsbiblioteket i Aarhus, blev den museale funktion ved årets udgang nedlagt, og ansvaret for drift blev frataget Seidel og overgik fuldt ud til Kort- og Billedafdelingens personale. Udstillingsaktiviteterne blev nedlagt og indsamlingsarbejdet gik i stå.

Til stregens tre bind er opdelt på den måde, at 1. bind omhandler skrivebordstegningen – fx dagens tegning der kan være Anders Fogh Rasmussen som hulemand med kølle, Poul Nyrup Rasmussen med en for lille cykelhjelm, Lars Løkke Rasmussen i boksershorts og med fadbamse, Poul Schlüter, der fejer noget ind under gulvtæppet eller Pia Kjersgaard som konen i Muddergrøften. 2. bind omhandler reportagetegningen fra fx interviews, fra teaterpremierer eller fra retssale, mens 3. bind fortæller den faglige historie, Museet for Dansk Bladtegnings fødsel og død, biografier over nulevende og afdøde medlemmer af Danske Bladtegnere samt kildeoversigt.

Foruden de mange skønne tegninger, hvoraf en del er i farver, er værket fuldt af anekdoter, og der er også blevet plads til en del vittighedstegninger og tegneseriestriber.

En ikke helt lille del handler om ytringsfrihed og censur, hvor man bl.a. hører om, hvordan tegnerne i 1930-erne blev bedt om ikke at latterliggøre og udfordre det store naboland mod syd, og selve Muhammed-krisen optræder naturligvis også. Som en lille pudsig ting viser Claus Seidel en tegning, han tegnede med en knoglehånd, der holder om en pakke Cecil cigaretter, men den kom aldrig i B.T., da bladets chefredaktør kunne fortælle, at det var Skandinavisk Tobakskompagni, som var tegningens skurk, der ejede huset, bladet lå i. Ak ja! Ganske interessant er det også at læse om mange tegneres store generøsitet, når det gjaldt om at donere originaltegningerne til museet, og så enkelte arvinger, der troede, at de skulle score kassen helt i modstrid med tegnerens oprindelige ønske.

Som sagt er det en lystvandring i dansk tegnekunst, men hvor er den synd, at Erland Kolding Nielsen ikke nåede at se det færdige værk før sin død, og hele usikkerheden om museets fremtid er næsten ikke til at bære, men foreløbig – nyd dette helt enestående værk, der næppe var blevet til noget uden en omfattende fondsstøtte.

Claus Seidel: Til stregen. Bladtegningen i Danmark 1-3. 1.096 sider i kassette. Gads Forlag

******  

Spændende selvbiografi fra ung kvindelig CIA-agent

Knap 10 års arbejde for den amerikanske efterretningstjeneste CIA er blevet til selvbiografien Mit liv som undercover, som den britisk/amerikanske Amaryllis Fox netop har udgivet. Det, der sætter hende i gang med karrieren som hemmelig agent, er, at hendes mentor på Oxford University, journalisten Daniel Pearl, bliver kidnappet af pakistanske terrorister, som senere halshugger ham. Det resulterer i, at hun søger ind på kandidatstudiet i konflikt og terrorisme på Georgetown, som hun gennemfører med så stor succes, at hun umiddelbart efter bliver rekrutteret af CIA. Inden da har hun fortalt om sin barndom i England, hvor hun efter at være blevet mobbet bliver bedste veninde med Laura – et venskab, der varer tre måneder, indtil Amaryllis af sin mor får at vide, at Laura og hele hendes familie er blevet dræbt, da det Pan Am-fly, de var med, styrtede ned i den skotske by Lockerbie efter en terrorhandling. På skolen bliver Amaryllis tildelt det eneste emne, ingen andre ville have: Aung San Suu Kyi og den politiske situation i Burma. Hun melder sig som frivillig til en rejse til Thailand, hvor det lykkes for hende sammen med en ven, der foruden at være finansrådgiver og amatørfilmmager via hans visum, at komme ind i Burma for at dokumentere og filme de store demonstrationer i 1999. Efter en tur til Mandalay, kommer Amaryllis til Rangoon, hvor det lykkes for hende at få et interview med Aung San Suu Kyi, der på det tidspunkt har siddet i husarrest i 11 år, og det filmede interview bliver smuglet ud i en tampon hos Amaryllis, mens en falsk film placeres i en kuglepen, som myndighederne, der hele tiden overvåger dem, kan beslaglægge i den tro, at det er den hemmelige film. Dette interview, der kommer til at gå verden rundt, er den direkte grund til, at Amaryllis bliver headhuntet af CIA. Her kommer hun igennem en større procedure, der bl.a. indeholder en løgnedetektortest, før hun bliver sikkerhedsgodkendt til en tidsbegrænset stilling hos CIA. I et kapitel fortæller Amaryllis om en helt grotesk fejl, som hun bliver bekendt med. Efter 11. september anholder CIA Khaled al-Masri i Makadonien og udleverer ham til Afghanistan, hvor han holdes fængslet under forfærdelige forhold, indtil fejlen går op for myndighederne, at de har udleveret den forkerte mand, som uden undskyldning bliver sendt tilbage til sin hustru, der troede, at han havde forledt hende. Da Amaryllis overfor sin chef brokker sig over, at man kidnapper uskyldige mennesker, får hun det svar: ”Hvis der kommer et 11. september mere, vil jeg hellere sige, at vi fik udleveret hundrede uskyldige røvhuller, end fortælle dem, at vi lod en eneste fucking terrorist gå fri.” Til det svarer Amaryllis, at hun må have byttet om på det berømte citat fra Benjamin Franklin: ”Bedre at hundrede skyldige går fri, end at én uskyldig bliver dømt.” Chefen ser hende direkte i øjnene og svarer: ”Han mente amerikanere.” Så følger en række spændende beretninger om, hvordan Amaryllis får et dække som kunsthandler, og hvordan hun deltager i utallige missioner, hvor det gælder om samtale med og lytte til fjenden og forhindre, at fx et bombeattentat bliver sat i værk. Endelig lykkes det for Amaryllis Fox at fortælle om, hvordan et almindeligt familieliv kombineres med en hemmelig spiontilværelse. Mit liv undercover er spændende som en spionroman af John le Carré.

Amaryllis Fox: Mit liv undercover – ung kvinde i CIA. Oversat af Siri Ranva Hjelm Jacobsen. 234 sider. Hr. Ferdinand

***** 

30 spændende år blandt levende og døde

I sin selvbiografi Udenfor skinner solen – En retsmediciners erindringer, fortæller Hans Petter Hougen om sit spændende liv gennem 30 år blandt levende og døde. Faktisk udkom bogen allerede sidste år, men da den er så relevant bl.a. for de mange, der læser kriminalromaner, er det nødvendigt at omtale den her. I forvejen har mange krimilæsere indirekte tidligere stiftet bekendtskab med Hougen, der gennem flere år er blevet opsøgt af danske krimiforfattere, der godt ville have styr på, hvordan obduktioner i virkeligheden foregår. Det er dog ikke udelukkende kriminalsager, Hougen fortæller om i sin bog. Faktisk er han nordmand, men han har siden sine helt unge år boet og arbejdet i Danmark, hvor han indtil pensioneringen var professor i retsmedicin. Arbejdet er dog ikke udelukkende foregået herhjemme, da Hougen som retsmediciner har været udsendt til Balkan i 1999, hvor han obducerede lig fra massegrave, og derefter til Thailand, hvor han var med til at identificere nogle af de mange ofre fra tsunamien i 2004, og senest oplevede Hougen nok noget af det værste, som jobbet indebærer, da han i 2014 var udsendt til et smadret Gaza. De mange opgaver, Hougen har haft i Danmark, drejer sig ikke udelukkende om kriminalsager, men også om trafikulykker og andre sager om pludselig og uventede dødsfald. Generelt opererer man med fire dødsmåder, naturlig, ulykke, selvmord og drab. Når så den retsmedicinske erklæring er udfærdiget, skal den have to underskrifter, før den sendes til politiet. Som læser får man en meget detaljeret beskrivelse af, hvordan en obduktion foregår – begyndende med det såkaldte mercedes-snit, som blev en direkte titel på én af årets krimier. Jeg lærte et nyt ord, nemlig tumlelæsioner, der ofte er dødsårsagen hos alkoholikere, og i den mere spektakulære afdeling fortæller Haugen om body packing, der er dødsårsagen ved fundet af en kvinde, der i sit tarmsystem havde 40 små kugler pakket ind i kondomer, men hvor én af kuglerne var sprunget op, hvorefter den kokain, den skjulte, resulterede i kokainforgiftning. Ellers går Hans Petter Hougen ikke i detaljer i respekt for pårørende, men hans livshistorie er både spændende og gribende, bl.a. også om hvordan man lægger det hele bag sig, når arbejdsdagen er forbi. Udenfor skinner solen kan varmt anbefales til både krimilædere og til andre, som blot vil læse en fascinerende livshistorie.

Hans Petter Hougen: Udenfor skinner solen. En retsmediciners erindringer. 268 sider. Lindhardt og Ringhof

****

En klog kvindes fremragende erindringer

Helvede og andre destinationer, som er Madeleine Albrights syvende bog, men hvor kun et fåtal er udkommet på dansk, er hendes erindringer fra det 21. århundrede, og handler hovedsageligt om livet efter, at hun i 2001 som 63-årig gik af som USA's første kvindelige udenrigsminister. Albright kommer langt omkring i sit aktive ”efterliv”, hvor hun foruden at skrive bøger arbejder som universitetslærer, forretningskvinde, taler og tager initiativ til oprettelse af den ene komite efter den anden som fx en sammenslutning af forhenværende udenrigsministre, populært kaldet Madeleine og hendes eks’er, men også hvordan hun siger ja til at indtræde i forskellige bestyrelser som fx New York Stock Exchange, og bliver næstformand i National Democratic Institute, der bl.a. var med til at sikre retfærdige valg i andre lande, og hvor Albright var i bestyrelsen både før og efter sin tid som udenrigsminister. Ved valget i 2008 var Albright med i Hillary Clintons kampagne for at blive nomineret som demokratisk præsidentkandidat, og efter Hillary havde trukket sig, støttede Albright Obama, og det var til hendes store glæde, at Obama bad Hillary Clinton om at blive sin udenrigsminister. Senere var Albright også med til at støtte Hillary Clinton, da hun i kampen mod Donald Trump tabte, og hun deltog i sejrsfesten for Hillary, der fusede noget ud, da det stod klart, at Trump havde vundet. Her forklarer Madeleine Albright, at det kun én gang er sket, at et parti har beholdt præsidentposten i tre valgperioder i træk, da Hillary jo ville have svært ved at tale om forandring efter Barack Obama. På spørgsmålet om Trump er fascist, svarer Albright nej, men han er den præsident i nyere amerikansk politik, som har haft de mest antidemokratiske tilbøjeligheder. Da han inden valget blev spurgt, om han ville acceptere resultatet af afstemningen, svarede Trump, at det kom an på om han vandt. Helvede og andre destinationer er i øvrigt fyldt med mange morsomme anekdoter, og så er Madeleine Albright i øvrigt stolt af at have modtaget Presidential Medal of Freedom i 2012 sammen med bl.a. astronauten John Glenn, forfatteren Toni Morrison og Bob Dylan. Hun fortæller også om sit venskab med så forskellige personer som Vâclav Havel, Christo og Robert Redford og om at blive kaldt op på scenen i Kennedy Center for at spille på trommer sammen med jazztrompetisten Chris Botti. Til slut inden de mange noter og register, får man også et uddrag af bedstemoren Ruzena Spieglovas gribende dagbog fra Prag i 1942. Helvede og andre destinationer er nok én af de bedste selvbiografier, jeg nogensinde har læst – skrevet af én af nutidens klogeste kvinder. LÆS DEN!

Madeleine Albright sammen med Bill Woodward: Helvede og andre destinationer. Erindringer fra det 21. århundrede. Oversat af Uffe Gardel. Illustreret med farvefotos. Gads Forlag

******

Fremragende biografi om én af Danmarks store mænd

Forsidebilledet på Bo Lidegaards biografi Uden mandat, der handler om Danmarks nok mest kontroversielle diplomat nogensinde, viser det celebre ægtepar Charlotte og Henrik Kauffmann, der efter et dramatisk og indholdsrigt liv fik et lige så dramatisk endeligt i 1963. Uden mandat er en mere folkelig og lettere tilgængelig udgave af Bo Lidegaards doktordisputats fra 1996 I kongens navn, Henrik Kauffmann i dansk diplomati 1919-58. Kauffmann levede sine første 14 år i Frankfurt, inden hans tyske mor og danske far flyttede til København, hvor de året efter blev anerkendt som dansk adel. Den unge Henrik blev juridisk kandidat i 1911 og var på lange studierejser i udlandet, inden han begyndte sin usædvanlige karriere i udenrigstjenesten som 23-årig. I 1921 blev Kauffmann udnævnt til gesandt i Rom, og flyttede ind i et overdådigt palads, hvor han holdt høj cigarføring, hvilket han gjorde i resten af sin karriere. Efter tre år i Rom, hvor han bl.a. kom til at opleve Mussolini komme til magten, blev han forflyttet til udenrigstjenestens fjerneste post som dansk gesandt, bosat i Peking (Beijing) midt i det borgerkrigshærgede Kina, men også akkrediteret i Japan. Her stiftede Kauffmann bekendtskab med både danske forretningsfolk og fremtrædende kinesere, bekendtskaber som han senere fik stor glæde af. Mens Chiang Kai-shek havde sit blodige opgør med kommunisterne, indledte Kauffmann en tjenesterejse rundt i hele sit distrikt i Fjernøsten, en rejse der kom til at vare over et år, og som kostede betydeligt over 10 procent af udenrigstjenestens samlede rejsebevilling det år. Ikke desto mindre lykkedes det for Kauffmann at ride stormen af fra sin chef Udenrigsministeriets direktør Eduard Rewentlow, der både var hans ven, men også rival forskellige gange i løbet af karrieren. På det tidspunkt, hvor Kauffmann også var blevet gift med Charlotte og fået to børn, var han begyndt at lægge billet ind på stillingen som gesandt i Washington, men i 1932 måtte han til sin store skuffelse nøjes med posten som ambassadør i Oslo, og her blev han med det samme kastet ud i Grønlandssagen, hvor Danmark ved domstolen i Haag fik fuld suverænitet over hele øen, mens Norge led nederlag. Her måtte han i de næste år forsøge at genoprette et godt forhold mellem Norge og Danmark. Og for familien Kauffmann blev årene i Norge på mange måder deres lykkeligste med skiture og bjergbestigning. I 1939 valgte udenrigsminister P. Munch at sende en erfaren og energisk gesandt til USA, da landet kunne risikere at få betydning for Danmark i tilfælde af krig, og hvis Danmark blev inddraget i den truende konflikt i Europa. Her fik Henrik Kauffmann nok at se til, da bl.a. en stor del af den danske handelsflåde og skoleskibet København søgte amerikanske havne. Den største opgave blev imidlertid igen Grønland. For hvis Danmark blev besat af en fremmed magt, ville ejerskabet af de nordlige øer antageligt gå videre til erobreren, og fremmede baser i Grønland og Island ville udgøre en direkte og uacceptabel trussel mod USA. Derfor blev det sådan, at Kauffmann som uafhængig gesandt i april 1941 underskrev Grønlandsoverenskomsten, der tillod USA at anlægge luftbaser på Grønland, en overenskomst, der skulle forblive i kraft, ”indtil de nuværende farer for det amerikanske kontinents fred og sikkerhed er ophørt”, eller sagt på en anden måde indtil Danmark ikke mere var besat. Få dage efter underskrivelsen blev Kauffmann efter tysk krav tilbagekaldt med øjeblikkelig virkning og tiltalt for højforræderi, der kunne resultere i livsvarigt fængsel. Kauffmanns fyreseddel var undertegnet af Christian X og udenrigsminister Scavenius, men kongen lod senere Kauffmann forstå, at han og hans familie ikke misbilligede dennes optræden i Washington, og enden på det hele blev, at Henrik Kauffmann blev i Washington, og det lykkedes ham desuden at kunne få del i de indefrosne midler i USA, som Danmark inden krigen havde sendt derover. Kauffmanns handlemåde var desuden med til at ændre den opfattelse, man i USA havde haft siden Danmarks kapitulation 9. april 1940. Bl.a. havde heddet i et referat fra en boksekamp: Han lagde sig ned uden kamp som en dansker.” Man kan desuden sige, at Kauffmanns handlemåde sammen med også andre ting var med til, at man efter krigen betragtede Danmark som et allieret land. I 1945 fik Danmark besvær omkring løftet om, at USA skulle rømme baserne i Grønland, bl.a. fordi man frygtede, at Sovjet som modstykke ville anlægge baser på Bornholm, som de holdt besat indtil 1946. Pudsigt nok fremkom USA allerede dengang med ønsket om at købe Grønland på helt samme måde som Donald Trump gjorde sidste år. Og helt op i 1948 førte Kauffmann en slags privat udenrigspolitik med henblik på at give USA permanente baserettigheder i Grønland. En af hans seneste opgaver i Washington var at sørge for, at Danmark fik sin skibsskadeserstatning for de handelsskibe, USA beslaglagde under krigen, men også resten af dette millionbeløb blev betalt i 1958. Som noget af det sidste inden pensioneringen i 1958 medvirkede Kauffmann til at der blev bygget en ny ambassade i Washington, og ved siden af blev et herskabelige palæ, som Kauffmann selv ejede, lejet ud til staten som residens for ambassadøren, og her kunne butleren dække op med det komplette Flora Danica-stel til 24 personer, som Kryolitselskabet Øresund forærede Kauffmann efter krigen som tak for hans varetagelse af selskabets interesser under krigen. I 1963 kom så det tragiske endeligt på familien Kauffmanns liv. Henrik lå dødssyg af kræft i blærehalskirtlen på Skodsborg Badesanatorium sammen med sin Charlotte, da hun med en nyligt indkøbt kniv skar struben over på sin mand, hvorefter hun fyldte vand i badekarret og lagde sig kun iført sin lyseblå pyjamas og stødte kniven ind i hjertet helt til skæftet, efterladende sig et par afskedsbreve. Og begge blev begravet under samme sten på Vedbæk Kirkegård. I sin epilog skriver Lidegaard, hvordan trekantsdramaet mellem USA, Danmark og Grønland ikke sluttede i Skodsborg i 1963, men hvert år har føjet nye facetter til de tre landes historie og indbyrdes forhold, og at Trumps tilbud om at købe Grønland er en påmindelse om, at rigsfællesskabet kun består, så længe Grønland og Danmark vil det – og USA tolererer det. En vigtig lære af krisen er, at den sidste forudsætning ikke er uafhængig af den første. Svækkes båndene mellem Grønland og Danmark, vil USA udstrække sine interesser og fylde tomrummet. Biografien slutter med en slægtstavle, over 800 noter, 26 sider lister over litteratur samt register. En helt igennem medrivende og fremragende biografi om én af Danmarks store mænd.

Bo Lidegaard: Uden mandat. En biografi om Henrik Kauffmann. Illustreret med fotos. 560 sider. Gyldendal

******    

Mesterlig biografi om en af wienerklassismens vidundere

Journalisten og forfatteren Peter Dürrfeld beviser i Beethoven. Den symfoniske mester, at han er en formidabel formidler af den klassiske musik uanset om det er til et publikum, der er godt inde i partiturer, noder og hvordan de enkelte musikinstrumenter fungerer, eller det er til den almindelige musikelsker. Foruden at være en biografi om én af den klassiske musiks største genier og mestre, gennemgår Dürrfeld i kronologisk orden de ni symfonier, de 16 strygekvartetter, de 32 klaversonater og alle de øvrige kompositioner inklusive den enkelte opera, så man kommer med helt ind i Beethovens maskinrum, hvor de mange smukke toner blev skabt. Man får samtidig et indblik i de både personlige og historiske begivenheder, der påvirkede hans verden. Ingen tvivl om at det er de ni symfonier, der er kernen i Ludwig van Beethovens virke, og Dürrfeld formår at skildre, hvordan hans skrøbelige helbred og tiltagende døvhed efterhånden fylder ham med fortvivlelse, men hvor han dog et par år før sin død fuldender den 9. symfoni. Og om hvordan 9-tallet knyttede sig til den overtro, at komponister lige inden deres død nåede til deres 9. symfoni, som det fx var tilfældet for både Anton Bruckner, Antonín Dvorák og Gustav Mahler for blot at nævne et par stykker. Og apropos Beethovens 9. symfoni, der bl.a. indeholder ”Freude”-temaet med tekst fra Friedrich Schillers digt ”Ode an die Freude,” så fortæller Dürrfeld, hvordan netop dette tema er blevet brugt på forskellig vis. Fx i 1964, da Vesttyskland og Østtyskland sendte et fælles hold til de Olympiske Lege i Tokyo, og ”Freude” blev brugt som fælles tysk nationalmelodi, når enten en øst- eller vesttysk atlet havde vundet en guldmedalje. Og som alle fodboldfans vil vide, så er det også ”Freude”-melodien, der er blevet nationalhymnen for Champions League. Foruden en fortegnelse med alle Bethovens værker med opusnumre, er bogen forsynet med en tidstavle for Ludwig van Beethovens 57-årige liv, samt en liste over musikudtryk og genrer, og så er bogen delt op i tre dele, nøjagtig som det er tilfældet med symfonierne, der består af tre satser. En flottere måde at fejre 250-året for Beethovens fødsel kan man ikke tænke sig. Nyd den!

Peter Dürrfeld: Beethoven. Den symfoniske mester. 287 sider. Kristeligt Dagblads Forlag

******  

Dybt fascinerende biografi om Frederik den ottende

Poul Smidt, der for et par år siden skrev den fine biografi om Viggo Kampmann, har nu skrevet en medrivende biografi om Frederik den ottende – Fredy. Klemt kronprins – glemt konge. Når Smith i titlen bruger betegnelsen glemt konge, skyldes det, at Frederik 8., der kun regerede i seks år, mest blev kendt i eftertiden på grund af den akavede måde han døde på i 1912. Fredy, som han blev kaldt, blev født i 1843, og som 20-årig blev han kronprins ved Frederik 7.s død – en rolle han udfyldte i næsten 43 år. I 1864 gik den nye konge Christian 9. med til at lade sin søn gå i stabstjeneste hos generalløjtnant Hegermann-Lindencrone i 4. division, der forfulgt af østrigske tropper var på vej op gennem Jylland, en flugt, der gav generalløjtnanten øgenavnet general Baglæns, mens østrigerne kun så røven af 4. division, et begreb, der har overlevet til evig tid. Så følger ydmygelsen, hvor kronprinsen fra sidelinjen må se Danmark miste de tre hertugdømmer efter Londonkonferencen. Så fortælles der om Fredys dannelsesrejse, hvor som Greven af Kronborg besøgte en række lande inkognito. Med slægtninge i mange lande var jagten på en kommende hustru også ved at være i gang, og efter at mange muligheder ikke var blevet til noget, var den svenske forbindelse ved at være en realitet, men først skulle den 16-årige prinsesse Lovisa konfirmeres. Allerede i 1863-64, da svenskerkongen havde foreslået det, havde han fået et henholdende svar fra Christian 9., men nu blev det en realitet, og i 1869 blev den 17-årige Lovisa gift med den 26-årige Fredy i Stockholm. Poul Smith fortæller videre om den arbejdsløse kronprins, der savner opgaver, selvom han bliver Frimurernes førstemand. Han bliver på mange måder holdt nede af sin far, og myten om Europas svigerforældre krakelerer noget, når man ser, hvordan Christian 9.s dronning Louise mobber sin svigerdatter. Som kronprins deltager Fredy i statsrådsmøder bl.a. under konseilspræsident Estrups diktatur, der kulminerer i det såkaldte statskup i 1885, der bliver fulgt op med ni år med provisoriske love. Spændende er skildringen af tiden op til Systemskiftet i 1901, hvor man undervejs møder en kronprins, der var en flittig læserbrevsskribent i Berlingske Tidende, hvor han kom med kontroversielle meninger, underskrevet Den agtede hånd. Inden Fredy selv bliver konge, oplever han, at hans søn prins Carl efter unionsopløsningen mellem Norge og Sverige i 1905 bliver udråbt til Kong Haakon 7. - Året efter i 1906 dør Christian 9., og endelig bliver Fredy konge som Frederik 8. – Hans korte regeringsperiode på kun seks år bliver dramatisk, først med justitsminister Albertis fald, og dernæst det næste såkaldte statskup, da kongen fyrer sin konseilspræsident J.C. Christensen og bevæger sig ud på kongemagtens konstitutionelle kant, da han udnævner godsejer Ludvig Holstein-Ledreborg til konseilspræsident. Denne holder imidlertid mindre end et kvartal, hvorefter Carl Th. Zahles radikale regering kun er på tålt ophold indtil et valg, der endte med at venstremanden Klaus Berntsen blev konseilspræsident. Man må sige at med hensyn til statskup, lærte den nye kronprins Christian så meget af sin far, at han næsten gentog farcen i 1920, da han var blevet kong Christian den tiende. Biografien om Fredy slutter med kongens død som 69-årig i 1912. Sygdomssvækket tog Frederik 8. på rekreation til Hamborg, hvor han indlogerede sig på Hotel Hamburger Hof, og 14. maj om aftenen forlod han hotellet for at gå en aftentur. På Gänsemarkt tæt ved Schwiegerstrasse, der var kendt for en række fornemme bordeller. Ifølge øjenvidner satte Fredy sig udmattet på en trappe, og da han forsøgte at gå videre, sank kan sammen, og en politibetjent fik ham anbragt i en drosche, som bragte ham til Havnesygehuset. Da hotelværten hørte, at en nydelig klædt herre var faldet om og senere død på vejen til Hafenkrankenhaus, tog han omgående til sygehuset, hvor han genkendte lig nr. 1653. Ved snilde lykkedes det at få det kongelige lig ind af en sideindgang, inden hotellet vågnede, og personalet mødte frem. Her fik man lagt kongen i en seng, så der kunne skabes et værdigt billede af Frederik 8. i dødsværelset på Hotel Hamburger Hof. Men rygtet var ikke sådan at mane i jorden, og derfor bestemte Christian 10., at der skulle betales 1.000 mark for at lukke munden på den læge, der havde været tæt på dødsfaldet i Hamburg. Dronning Lovisa kom til hotellet næste morgen, hvor hun udtalte: ”Jeg vil bede dem om altid at omfatte hans minde med samme trofasthed, hengivenhed, ømhed og kærlighed, som han gennem hele livet i sit hjerte nærede for det danske folk.” Poul Smiths biografi om Fredy er en dybt fascinerende skildring af en konge, der trods sin korte regeringstid, fortjener en plads i historien langt væk fra de rygter, som blev hans mest kendte eftermæle.

Poul Smith: Fredy. Klemt kronprins – glemt konge. Illustreret med fotos. 496 sider. Gyldendal

*****    

Årets bedste politikerbiografi

Det er absolut ikke alle politikerbiografier, der er lige interessante, men Mogens Lykketoft – Erindringer, holdning og handling er en dejlig undtagelse. Her fortæller én af det sidste århundredes nok mest magtfulde politikere om sin barndom, sit privatliv, men ikke mindst om over 50 år i dansk og international politik. Da den lille dreng i 1946 for anden gang blev bortadopteret, kom han til familien Lykketoft, der havde en farvehandel på Gammel Kongevej på Frederiksberg. Som studerende meldte han sig ind i det socialdemokratiske Frit Forum, hvor han hurtigt fik sin første formandspost. Han blev gift og fik to døtre og boede i kvarteret Galgebakken i Albertslund, hvor han fik mange venner for livet. Mens han arbejdede i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, fik han efter valget i januar 1981 en opringning fra Anker Jørgensen, der spurgte, om han ville være skatteminister, hvortil han svarede, at de måtte han lige tænke over, og så sagde Anker: ” Det må du godt, jeg holder lige telefonrøret for øret så længe,” og så var den kun 35-årige Lykketoft skatteminister. To år inden havde Lykketoft-familien mødt sin første tragedie, da hans første hustru Aase døde kun 33 år gammel. Men Mogens Lykketoft havde vanskeligt ved at være alene, og snart kastede han sig i armene på en ny kvinde, Helle Mollerup, der nogle år tidligere havde været gift med Poul Nyrup, og de to havde datteren Signe, der var jævnaldrende med Lykketofts ældste datter Maja. Men, indrømmer Lykketoft, det var nok den største fejltagelse i hans liv, da de hårdt ramte døtre vantrivedes sammen med Helle, og det forhold sluttede da også efter seks års samliv i en Charlottenlund-villa. Samme sommer, som Lykketoft flyttede til en lejlighed på Østerbro, blev han kæreste med sin folketingskollega Jytte Hilden, og de havde 17 spændende år sammen, hvor deres lejlighed i Odensegade var en slags åbent hus for mange arrangementer og politiske cafemøder mellem et bredt udsnit af den socialdemokratiske folketingsgruppe. Tilbage til det politiske handler de næste mange sider om den opslidende kamp om formandsposten i Socialdemokratiet, hvor Poul Nyrup besejrede Svend Auken. Da Poul Nyrup bliver statsminister, har Lykketoft gode år som finansminister, indtil han i slutningen af regeringsperioden bliver udenrigsminister, noget, der nok ifølge biografien er ønskerollen som minister, men desværre kun holder i kort tid, da regeringsskiftet i 2001 resulterede i, at Anders Fogh kunne danne regering, og Poul Nyrup skiftede karriere og blev et succesfuldt medlem af Europaparlamentet, mens Mogens Lykketoft uden dramatik blev valgt til formand for Socialdemokratiet. Ved valget i februar 2005 vinder Anders Fogh en stor sejr, og som taber holder Lykketoft en fremragende tale, som er gengivet i sin helhed. Kort efter valgnederlaget bliver Mogens Lykketoft gift for fjerde gang med sin nye kæreste journalisten Mette Holm, og nogenlunde samtidig går han af som partiformand. Så er der en spændende beretning om det næste formandsvalg imellem Helle Thorning-Schmidt og Frank Jensen. Man hører om, hvordan Helle Thorning ikke kunne slå Anders Fogh, men derimod vandt over Lars Lykke, og biografiens sidste tredjedel handler om, hvordan Mogens Lykketoft bliver formand for Folketinget, mens det meste går skævt for Helle Thornings regering. Her giver Lykketoft indtryk af, hvordan den radikale Margrethe Vestager og socialdemokraten Bjarne Corydon er de helt store skurke i det samarbejde. Af andre helt store skurke nævnes Karen Jespersen, der ødelagde meget for Socialdemokratiet, inden hun rykkede helt ud på højrefløjen. Så følger en spændende beretning om Lykketofts tid som formand for FN´s 70. generalforsamling i New York, og endelig øjner han lys forude med Mette Frederiksen som statsminister, noget Lykketoft gerne havde set lidt tidligere. Når sidste side er vendt, står man beriget tilbage, efter at have læst én af de bedste politikerbiografier – nogensinde.

Mogens Lykketoft: Erindringer – holdning og handling. Gennemillustreret med fotos og tegninger. 568 sider. Rosinante

******   

Medrivende og let fortalt biografi om enevældens arkitekt

Der er tidligere skrevet flere biografier om Hannibal Sehested, der var én af 1600-tallets helt store politiske personligheder. Nu har den unge historiker Lars Christensen, der stod bag den anmelderroste Svenskekrigene 1657-60, udgivet en spændende og medrivende biografi om manden, der nok var den virkelige arkitekt bag enevælden. Titlen er Hannibal Sehested. Krig, magtkamp og enevælde i 1600-tallet. Sehested blev født på den lille ø Øsel i den østligste del af Østersøen, en ø, der i dag hører til Estland. På samme måde som sin adelige far Claus Maltesen endte Hannibal Sehested også som statholder for Christian den Fjerde, der også var hans svigerfar. Efter svenskekrigene blev der gjort op med det gamle adelsvælde, og allerede som 33-årig nåede Hannibal Sehested efter giftermålet med Christiane, der var datter af Christian den Fjerde og Kirsten Munk, toppen af den politiske og sociale kransekage, da han fik embedet som statholder og lensmand på Akerhus i Norge. Sehested talte adskillige sprog, og hans handelsmæssige evner gjorde bl.a., at han foruden import af mange andre eksotiske varer, sikrede Norge en betydelig import af godt spansk salt. Når det var så vigtigt, skyldtes det Norges betydelige eksport af saltede fisk til de katolske lande, der skulle have fisk til fastetiden. Sehesteds karriere gik fint, indtil Frederik den Tredje i 1648 efterfulgte sin far på tronen. Så begyndte intrigerne imod den temperamentsfulde levemand, der foruden at styre finanserne i Norge, heller ikke undlod at berige sig selv økonomisk gennem givtige forretninger som fx lukrative savværker og køb af nye godser og avlsgårde. Der var ingen tvivl om, at Frederik den Tredje opfattede Sehested som en trussel, men inden Hannibal Sehesteds fald, var statholderen én af initiativtagerne til en formidabel fejring af den nye konge på Akershus, hvor 1100 personer blev bespist med ni retter mad samt øl og vin. hvor det gik så vildt til, at 1647 øl- og vinglas blev smadret. Efter Hannibal Sehesteds fald fortsatte de mange intriger, men Svenskekrigen i 1650-erne gjorde, at Sehested fik en slags comeback som både diplomat og fredsmægler, og i modsætning til sin svoger Corfitz Ulfeldt, der som Sehested tørstede efter hævn mod Frederik den Tredje, og gik i den svenske konge Karl Gustavs tjeneste, bevarede Sehested sin loyalitet overfor den danske konge, og derved står han i sit eftermæle som én af skaberne af den moderne magtstat. Om Hannibal Sehested i 1666 døde som følge af forgiftning fra svensk side, eller han som den senere Frederik den Ottende døde på et bordel, lader Lars Christensen stå åbent, men som han skriver, bordelhistorien har sikkert moret Frederik den Tredje og Peder Schumacher, som det man i dag kalder god værkstedshumor. Lars Christensens Hannibal Sehested-biografi er fortalt i et dejligt ligefremt og underholdende sprog, og biografien er illustreret med otte sider gengivelser af malerier i farve og sort/hvid – og slutter med udførlige noter og litteraturhenvisninger.

Lars Christensen: Hannibal Sehested. Krig, magtkamp og enevælde i 1600-tallet. 400 sider. Kristeligt Dagblads Forlag

****       

Fremragende bog om Kim Larsens unge år

”…og mere når vi ikke i dag, J.A.” ”Så vidt så godt, Larsen” ”Nemlig, og nu begynder det at blive spændende.” ”Men hvornår bliver næste gang, J.A.? Det aner vi jo ikke en skid om.” ”Nej, nu skal I jo ud at spille hele sommeren, så vi ses igen i begyndelsen af september.” Sådan sluttede det syvende og sidste møde mellem Kim Larsen og forfatteren Jens Andersen i slutningen af foråret 2018. Men den 30. september 2018 døde Kim Larsen, og dermed kunne den erindringsbog eller det bogprojekt, de to havde aftalt ikke realiseres i den form, de havde forestillet sig. Betingelsen havde fra Kim Larsens side været, at bogen kun måtte rumme to stemmer, nemlig Kim Larsens og Jens Andersens. Efter som de to havde været enige om, at hans erindringer skulle gribes kronologisk an, nåede de ikke længere end til omkring 1970, hvor Larsen havde opgivet sit job som skolelærer, og hvor den spæde begyndelse til det, som blev Gasolin´, lige havde set dagens lys. Det er altså barndommen og den tidlige ungdom, der fortælles i Kim Larsen. Mine unge år. Fortællingen begynder med barndommen hos den enlige mor Eva Flyvholm, der boede sammen med Kim og storebroren Tore i en lille lejlighed på Mågevej i Københavns nordvestkvarter, efter at faren Alfred M. Larsen, kaldet Don Alfredo forsvandt ud af deres liv, uden at det føltes som hverken et tab eller et savn for de to brødre. Det var et hjem, hvor man købte på regning hos to købmænd og to ismejerier, og hvor Kim måtte hen til ”Onkel” på Svanevej for at pantsætte morens Singer-symaskine, når der skulle rejses penge til en biografbillet, og hvor Kim igen blev sendt hen, når symaskinen skulle indløses, fordi moren skulle sy en kjole, så hun kunne gå i Valencia eller Den Røde Pimpernel. Selv tjente drengen Kim penge ved at spille dukketeater for gadens børn eller tage 10 øre i entré, da de samme børn fik lov til at se hans mor nøgen i bad. Senere fortæller Larsen om sin skolegang og mødet med Mariann, der var søster til Arne Herløv Petersen, og som senere blev hans første hustru og mor til drengen Pelle. Der er mange fornøjelige anekdoter om små job, han fik ved siden af skolegangen, bl.a. hos Lauritz Knudsen, hvor han skulle pakke små dimser i papkasser. Det var det job, der inspirerede til sangen Blip Båt. Derefter følger beretninger om gymnasietiden og opholdet på Askov Højskole, hvor han gennem Tage Skou-Hansen fik yderligere smag for litteratur. Efter Askov og tiden på Frederiksberg Seminarium, fortæller Larsen om sin korte karriere som skolelærer, indtil han på Christianshavn, hvor han og Mariann en tid bor i Sofiegården, møder Willy Jønsson og senere Franz Beckerlee og Bjørn Uglebjerg, som han sammen med danner Gasolin’ med en anden Christianshavn-original Mogens Mogensen, som senere bliver forfatter til mange af bandets sange. Her slutter Larsens unge år, og til trods for at det ville have været fint at få hele Kim Larsens historie, er der alligevel tale om en fremragende og helstøbt erindringsbog, som varmt kan anbefales.

Jens Andersen: Kim Larsen. Mine unge år. Gennemillustreret med fotografier og tegninger. 326 sider. Politikens Forlag

******

Årets morsomste bog

En grund til at mange abonnerer på dagbladet Politiken er uden tvivl, at de har At Tænke Sig og Roald Als. Roald Als, som nok er Danmarks mest elskede tegner siden legendariske Bo Bojesen, har nu udgivet et muntert tilbageblik på sit lange liv som bladtegner. Titlen er Håndtegner, for det er, hvad han kalder sig, og én, der spiller en stor rolle i bogen, er hans idémand Poul Ejner, som Roald kalder sin neger. Det er ham, der i årtier er kommet med sine kommentarer til den aktuelle politiske debat, og til næste år har de arbejdet sammen i 40 år. De hænger sammen som Kay Werner og Evan Klamer, og Fyrtårnet og Bivognen. Roald Als lægger ikke skjul på, hvor hans sympati ligger, og hvem han sætter en ære i at genere. Som sine forældre er Roald Als socialdemokrat, fordi Stauning, Hedtoft, H.C. Hansen, Krag og Anker sørgede for, at tiderne blev bedre, lige indtil ulykkens fader Anders Fogh kom til og ødelagde det hele. Nogle af hans yndlingsofre som fx Uffe Ellemann elsker hans tegninger, og forsøger ustandselig at få lov til at købe dem, men for at få lov til det, skal man udfylde et skema, som findes på håndtegnerens hjemmeside, hvor man bl.a. skal fortælle, hvad man stemte på ved sidste valg. Hvis man er heldig, får man lov til at købe, og ofte betales med gode flasker Barolo. En herlig beretning er om de malerier, Roald Als har malet til ophængning i Folketinget. Man får historien om hans maleri af Ritt Bjerregaard, som nu hænger på Københavns Rådhus, og som han fik forhandlet sig op til kr. 175.000 for i honorar. Også det meget flotte Lykketoft-maleri, som nu hænger i Folketinget, får man hele historien om. Da han afleverer maleriet, kan Lykketoft fortælle ham, at Pia Kjærsgaard nok pønser på at blive hans efterfølger i formandsstolen. ”Umuligt”, siger Als. ”Det er der da ingen, som er ved deres fulde fem, der vil stemme for.” I øvrigt hader Kjærsgaard Roald Als’ tegninger af hende, hvor hun altid befinder sig i muddergrøften. ”Det der med muddergrøften, skal vi ikke holde op med det?” spørger hun en gang Als, hvortil han svarer: ”Så må du jo kravle op af den.” Roald Als fortæller også om tiden, hvor Anders Krab-Johansen var redaktionschef, og hvordan han fik den forrykte idé, at der ikke måtte være tegninger i første sektion, for ifølge ”Krabs lov” skulle holdninger gemmes væk til anden sektion. Krab, der nok havde en chefredaktør i maven, men ikke i hovedet, var blottet for humor, og han sagde til Roald Als, at hvis Anders Fogh skulle tegnes i første sektion, så skulle han være iført jakkesæt! Bogen er fyldt med morsomme tegninger både i sort/hvid og i farver, og festligt er det, når han tegner ministre med en taburet oppe i røven, eller Poul Nyrup med cykelhjelm, for ikke at tale om de mange tegninger af Lars Løkke. Et højdepunkt er også tegningen af Blå Bjarne (Corydon) sammen med Dongs nye bestyrelse – som er fire medlemmer af Bjørnebanden. Roald Als har også fine beretninger om rejser – både med Ole Rasmussen og den mere alvorlige til Paris, kort efter Charlie Hebdo var blevet angrebet. Håndtegner er en perle, og Roald Als er en ligeså morsom fortæller, som han er med sine tegninger. Man bliver bare i så godt humør. Anskaf den og grin!

Roald Als: Håndtegner. Gennemillustreret i farve og s/h. 344 sider. Politikens Forlag

******  

Genial samling artikler fra dansk journalistiks grand old lady Gretelise Holm

Gretelise Holm er én af Danmarks bedste krimi-forfattere, og for nogle år siden skrev hun nok én af de bedste selvbiografier nogensinde Jesus, pengene og Livet, hvor hun bl.a. fortalte om sin barndom i så ydmyge omgivelser, at det virkede som noget, der havde fundet sted for mindst hundrede år siden. Nu har hun så samlet et udvalg af reportager, essays, kommentarer og en enkelt novelle fra sine 55 års skribentvirksomhed med titlen På tryk – Gennem et halvt århundrede. Og her kommer man som læser rundt omkring emner som Kvinder og mænd, Lov, ret og straf, Hekseprocesser, De fremmede, Socialt stof, Medier og politik, Militarisme og Det arvelige monarki for afslutningsvis at få et interview, som Gretelise Holm havde i Kolding Folkeblad, da hun som 18-årig journalist i 1964 talte med den 80-årige forhenværende elværksbestyrer Knud Knudsen i Askov, der tog afsked med vindenergien, noget som hans læremester professor Poul la Cour (kaldet Danmarks Edison) havde oplært ham i, og som Knudsen fejlagtigt mente nu havde udspillet sin rolle. I første afsnit af På tryk har Holm nogle meget tankevækkende betragtninger om kønsroller, som fx ”Bag enhver mand med succes står der en kvinde – og undrer sig.” Men som den positive feminist glæder hun sig over mændenes opfindelser: ”Først opfandt de maskiner, som overflødiggjorde deres virkelige fortrin i forhold til kvinder: den fysiske styrke. Så opfandt de teknikker, som overflødiggjorde deres seksuelle indsats, og endelig opfandt de maskiner, som overflødiggjorde deres hjerner.” Efter et par eksempler på mænd med navns nævnelse, som det ikke lykkedes for at diskvalificere sig selv til ledende stillinger og indflydelse, er der eksempler på arbejdsmæssige og økonomiske privilegier for disse ledere: De bliver ikke trukket i løn, hvis de kommer for sent. De er ikke dovne, men ”de arbejder hjemme” eller ”er gået til et møde ude i byen”. Derpå kommer forhistorien på, hvordan kvinderne fik valgret i 1915, hvorefter de marcherede til Amalienborg for at takke kongen. Det var her Christian den Tiende svarede Emma Gad, da hun i audiensen hos kongen havde udtalt: ”Deres majestæt! Det er den lykkeligste dag i mit liv.” ”Ja, jeg synes nu hellere, De skulle tage hjem og lave kaffe til Deres mand.” I kapitlet om Lov, ret og straf gengiver Gretelise Holm forskellige uddrag fra bogen ”Lov og ret -Magtens medløbere” fra 1984, bl.a. et par uhyggelige sager om 15-årige, der sendes i isolation uden egentlig at vide, hvad de er anklaget for. I kapitlet om hekseprocesser sammenligner Holm nutidige hekseprocesser i Afrika med 1600-tallets lignende processer i Danmark – og hun drager herefter paralleller til i dag og den måde, specielt formiddagsbladene agerer på, fx i et par spektakulære narkosager, men også i sager om terror, hvor PET er involveret. Det lange kapitel om de fremmede og den uværdige måde, vi behandler dem på, bliver senere fulgt op af et interessant eksempel på dansk ulandshjælp, hvor penge givet til Mugabes diktatoriske styre i Zimbabwe hovedsageligt bliver brugt til fredsbevarende at sende tropper til Congo, hvor de udsendte soldater hovedsageligt skal forsvare Mugabes og hans ministres personlige økonomiske interesser i landets diamantminer. I afsnittet om Socialt stof kan man læse en kronik fra Politiken i 1975, der skildrer de forfærdelige forhold på åndssvageanstalten Ebberødgaard. Overskriften i kronikken var: ”Hvis de var dyr i zoo, ville folk protestere,” og kronikken var højst sandsynligt med til at forbedre forholdene for klienterne, der i flere tilfælde blot var dårligt begavede kriminelle, som blev dømt til anbringelse der, hvor de så måtte tilbringe år sammen med de dybt åndssvage, som personalet betegnede som ”idioter”. Efter et interessant afsnit om medier og politik, lufter Gretelise Holm sin idé om at privatisere kongehuset og afskaffe det arvelige monarki. Som lidt afveksling midt i alle disse artikler har Holm medtaget en lille kriminalnovelle, som blev trykt i DSB’s magasin ”Ud at se” i 2011 – en historie ”Kaerlighed.com”, der efter at have foregået som en email-korrespondance, har en meget overraskende slutning. Gretelise Holm når langt omkring i sin bog, og når man læser den i ét stræk, da den er svær at lægge fra sig, kan man ikke undgå at lægge mærke til en del gentagelser, hvad forfatteren dog også nævner i sit forord. Men trods denne lille indvending er På tryk en dybt fascinerende bog, der fortjener et stort publikum.

Gretelise Holm: På tryk- Gennem et halvt århundrede. 517 sider. Illustreret med fotos. HarperCollins

*****  

Asta Nielsen igen - igen

Der er ikke noget at sige til, at der efterhånden er kommet adskillige bøger om Danmarks ubetinget største stumfilmsstjerne Asta Nielsen. Sidste i rækken er Lotte Thranes Maske og menneske. Asta Nielsen og hendes tid. I modsætning til de fleste biografier går Lotte Thrane ikke frem i tidsmæssig kronologisk rækkefølge, men kommer med forskellige nedslag i divaens historie. Det lykkes i denne biografi at tegne et bredt billede af Asta Nielsen, både af hendes store alsidighed som både billedkunstner og skribent af memoirer, noveller og artikler samt selvfølgelig også myterne om hende og om de mænd, der omgav hende, selvom hun aldrig røbede, hvem der var far til hendes datter Jesta. Det er ofte blevet hævdet, at Die Asta levede de sidste 35 år af sit lange liv i total glemsel, men det er kun en sandhed med modifikationer. Der blev fx skrevet meget om, hvordan hun ikke kunne få en biografbevilling, fordi smædekampagnen, der betegnede hende som ”tyskertøs” klæbede til hele hendes liv, og der var også stor pressebevågenhed, da hun som 89-årig giftede sig med den 70-årige kunsthandler Christian Theede, som hun kaldte sin ”eneste store og første kærlighed”. Et ægteskab, som måske var sidste kapitel i performativ strategi anlagt af den store iscenesætter og mytolog Die Asta. Lotte Thrane fortæller også om de uoverensstemmelser, der opstod imellem Asta Nielsen og Henrik Stangerup, da Stangerup i 1967 ville lave en kortfilm om divaen, en film, som hun senere krævede destrueret, hvad den ikke blev. Det var i øvrigt ved de optagelser, at Asta Nielsen blev rasende, da Stangerup tiltalte hende som fru Nielsen. Hertil svarede en rasende Asta Nielsen: ”Unge Stangerup! Fru Nielsen – det kan De kalde min vicevært! Til mig siger De enten fru Asta Nielsen, eller fru Asta! Lotte Thranes bog om Asta Nielsen er en oplevelse, og den kan godt anskaffes, selv hvis man i forvejen har Poul Malmkjærs glimrende Asta. Mennesket, myten og filmstjernen. En biografi, der udkom i år 2000. De to biografier supplerer hinanden på fornem vis, og begge er med mange gode illustrationer. Lotte Thranes biografi slutter med en kronologisk oversigt, filmografi, noter, bibliografi og et navneregister.

Lotte Thrane: Maske og menneske. Asta Nielsen og hendes tid. Gennemillustreret i farver og sort/hvid. 307 sider. Gads Forlag

*****

Spændende biografi om manden bag septemberforliget 1899

Mange kender mest socialdemokraten Jens Jensen fra Alfred Schmidts tegning i Blæksprutten fra 1903, hvor borgerrepræsentant F.J. Borgbjerg står på det nye Københavns Rådhus’ balkon, hvor han råber ud over Rådhuspladsen: ”Jensen er valgt”. Men var så denne Jensen, der nu har fået sin egen biografi med netop titlen Jensen er valgt – en biografi, forfattet af Søren Federspiel. Jens Jensen stammede fra et fynsk landhåndværkerhjem, og han kom til København i 1880 som arbejdsløs malersvend. Inden da havde han som ansat på vognfabrikken Scandia i Randers malet våbenskjolde på togvognene. Det var en tid præget af stor arbejdsløshed, og det varede ikke længe, før Jensen gik ind i det faglige arbejde. Her fik han en imponerende karriere, der endte med, at han, efter at han havde været formand for Malernes Fagforening fra 1883, i 1886 blev den første formand for De Samvirkende Fagforeninger, som siden blev til LO. Og i 1903 blev Jens Jensen så valgt til Finansborgmester i København. Efter Påskekrisen i 1920 blev Jens Jensen socialminister i forretningsministeriet M.P. Friis, og i 1924, da Thorvald Stauning dannede den første socialdemokratiske regering, fik Jensen tilbudt den samme ministerpost, som han imidlertid sagde nej til, for endelig i 1924 at ende som overpræsident i København, udnævnt af regeringen Stauning. Gennem hele sit virke var den røde tråd i Jens Jensens faglige liv kampen for faglig organisering og demokrati, og det lykkedes for ham at integrere Socialdemokratiet i det eksisterende samfund. Allerede i 1886, da arbejdsløsheden var størst efter lockouten i 1885, indsamlede Socialdemokratiet 100.000 kr., der blev brugt til at købe 20.000 kg. Fersk flæsk og 25.000 rugbrød, som blev uddelt til de arbejdsløse, og det inspirerede til at Arbejderbevægelsen samme år grundlagde Arbejdernes Fællesbageri, og mens Social-Demokraten, hvor Jens Jensen også skrev artikler, ydede 4.000 kr. som indskud, tegnede Jensen selv for 4.000 kr. aktier. En anden ting, som Jens Jensen kæmpede for, var indførelsen af 8 timers arbejdsdagen, og han var også med til at gøre 1. maj til fridag i lighed med Grundlovsdag, men her mødte man stor modstand fra både politiets side og fra Estrups regering. Biografien viser de vanskeligheder, man havde i slutningen af 1800-tallet, hvis man ville organisere sig, fx blev gasværksarbejderne i 1892 præsenteret for, at hvis de ikke inden tre dage skrev under på, at de ikke ville være medlemmer af Belysningsarbejdernes Fagforening, ville de blive afskediget. Det er på mange måder en interessant biografi, der også viser de mange stridigheder, som der i årenes løb har været mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen.

Jens Jensen blev 68 år, og de mange nekrologer i 1928 var vidt forskellige vurderinger af ham, dels som borgerliggjort socialdemokrat, dels som socialdemokrat, der forblev tro mod sit udspring i arbejderklassen. Bisættelsen af Jens Jensen blev en stor Københavnerbegivenhed, og det var første gang Københavns Rådhus dannede ramme om en bisættelse, og samtidig blev grunden lagt til den tradition, at området ved den lille sø på Vestre Kirkegård blev begravelsesplads for socialdemokratiske koryfæer, og her blev også M.C. Lyngsie og Th. Stauning samt de senere socialdemokratiske ledere Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft, H.C. Hansen, J.O. Krag og senest Anker Jørgensen stedt til hvile.

Søren Federspiel: ”Jensen er valgt” Jens Jensen – en biografi. Illustreret med fotos og tegninger. 441 sider. Knuths Forlag   

****

Markante kvinder med magt

Den fra TV2 kendte politiske kommentator Søs Marie Serup har i Da kvinder tog magten samlet otte kvindelige politikere fra forskellige partier til en rundbordssamtale, hvor de kommer hele vejen rundt fra faglige emner som fx atomkraft og lukkelov til mere private ting som familieliv, kærlighed, venskaber, kvindefester og pigeklubber. De otte er Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Jytte Hilden, Grethe Fenger Møller, Britta Schall Holberg, Mimi Jakobsen, Marianne Jelved og Pia Kjærsgaard, så bortset fra Venstrefløjen er partierne nogenlunde bredt repræsenteret. Bogen begynder med flotte farvefotos og facts om de medvirkende, og rækkefølgen er efter hvornår, de første gang blev valgt til Folketinget. Der bliver sagt mange kloge ting, fx siger Ritt, at når man er minister, varetager man et embede, og man kan ikke, som Lars Løkke Rasmussen påstår både være privatperson og statsminister. Han er statsminister hele tiden. Mimi fortæller, hvordan det gik helt galt for hendes parti ved valget i 2001, hvor CD hidtil havde støttet Anders Fogh Rasmussen som statsminister, men under valgkampen gik imod Venstres smagløse annonce, hvor man fik det indtryk, at alle muslimer var voldtægtsmænd eller terrorister. Hun gjorde sig overvejelser om, hvorvidt CD skulle side og pege på Nyrup i stedet. På valgaftenen manglede CD 450 stemmer i Jylland, og siger Mimi: ”Vi blev simpelthen uvenner med vælgerne, fordi vi ikke ville ride med på bølgen af fremmedfjendskhed. Det var et frygteligt slag for partiet og mig, men vi gik ned med flaget højt. Og det er jeg stolt af den dag i dag.” Marianne Jelved fortæller om den aften, hvor Schlüter meddelte, at han trak sig på grund af Tamilsagen, og hvor hun blev kaldt over til Henning Dyremose, der var finansminister, men som havde lavet to-tre tætskrevne A4-sider med et tilbud om et regeringsgrundlag, så de borgerlige ville kunne fortsætte med ham som statsminister og Uffe Ellemann-Jensen som udenrigsminister. Efter at have afvist det, blev Jelved ti minutter senere igen kaldt over til Dyremose, der nu stod sammen med Ellemann, og de to tilbød Marianne Jelved statsministerposten, hvad hun sagde nej til uden at vende det med andre. Det har hun ikke fortrudt, da en sådan regering ville have fået en svær gang på jord. Ritt lægger ikke skjul på, at hun havde det mål at blive statsminister, og derfor sagde hun i sin tid efter sagen om Hotel Ritz nej til at tilbagebetale 20.000 kr., hvorefter Anker Jørgensen fyrede hende. ”Jeg valgte at stå fast på, at jeg ikke havde prøvet at snyde mig til noget. Hvis jeg havde tilbagebetalt de 20.000 kr., havde jeg mistet enhver form for troværdighed, og så havde jeg været færdig politisk. I forbindelse med kvindekonferencen i København opstod der en debat om forplejningen, og her fortæller Ritt, at Fremskridtspartiets kulturordfører, Kristen Poulsgaard proklamerede, at kvinderne kunne have taget mad med hjemmefra. Sådan er der også morsomme episoder, og i forbindelse med Tamilsagen giver Mimi et glimrende billede af hovedpersonen Erik Ninn-Hansen: ”Han var doktor Jekyll og mr. Hyde. Han kunne være slesk, venlig og sød, men han var nådesløs, hvis nogen kom på tværs af ham. Han gjorde hvad som helst, han slagtede Grethe Fenger Møller – og selv Schlüter skulle ned med nakken. Han var en ondskabsfuld mand. Virkelig en dårlig kammerat.

Foruden litteratur- og navneliste slutter bogen med navnene på de 74 kvinder, der til dato har været ministre, og de ti kvindelige partiledere, hvor det dog bliver slået fast, at den titel har fx Enhedslisten ikke, men de har så haft to politiske ordførere, som af offentligheden betragtes som partiledere.

Søs Marie Serup: Da kvinder tog magten. 303 sider. Gads Forlag

*****

Opgør med Socialdemokratiet

Udover at ville retfærdiggøre sit farvel til Socialdemokratiet og sin indmeldelse i Dansk Folkeparti, har jeg lidt svært ved at se, hvad Ole Hyltoft vil med sin bog Indefra med undertitlen Portrætter af politikere og andet godtfolk fra tiden der gik. For snart mange år siden var Julius Bomholt Danmarks første kulturminister, og ham var Ole Hyltoft ministersekretær for. I bogens sidste kapitel møder Hyltoft sin nok eneste helt i bogen Julius Bomholts spøgelse, der går rundt om natten i sit gamle ministerium, og sammen fører de to en samtale om kultur. Ellers er der ikke meget ros til de socialdemokrater, der portrætteres. I portrættet ”Lykkeprinsen, der forulykkede”, som handler om Jens Otto Krag, kalder Hyltoft J.O. Krag en dygtig politiker, men ikke et dygtigt menneske. Og så er der ellers verbale tæsk til tidligere ministre som Mogens Lykketoft og Ritt Bjerregaard i kapitler, der er fyldt med forskelligt gossip. Fx nævner Hyltoft, hvordan en fotograf på Aktuelt, hvor bogens forfatter en tid var kulturredaktør, kom tilbage fra en fotoopgave hos den nye unge undervisningsminister og benovet fortalte, at han netop havde rejst sig fra Ritts seng, og hvordan fotoseancen på ministerens foranledning havde udviklet sig opløftende. I resten af dette kapitel skildrer Hyltoft en ambitiøs og grisk minister, som var usolidarisk over for sit parti, men slap fra det med karrieren i behold, bortset fra at hun ikke nåede sidste trin på stigen, der fører til formandsposten og statsministeriet. I ”Et geni i spidsen for landet” fremhæves Viggo Kampmanns dygtighed, men også de efter velkendte historier om Kampmanns udenoms ægteskabelige eskapader skal naturligvis luften endnu en gang. Anker Jørgensen bliver fremhævet som den ligefremme statsminister i modsætning til sine teknokratiske forgængere, men Hyltoft skriver også, at Ankers passivitet over islams ideologi var både naiv og storsnudet. Lykketoft bliver også slæbt igennem Hyltofts svovlpøl på grund af hans ros til massemorderen Mao og hans fryd over Fidel Castros charmerende sambasocialisme, og da Lykketoft ved et møde ikke umiddelbart har lyst til at gribe Hyltofts fremstrakte hånd, får læseren at vide, at Hyltoft næsten aldrig bærer nag. Et meget underligt kapitel handler om den tidligere tv-avis vært Paul Zebitz og hans tandlægehustru, Lis, der er naboer, og hvor hun på et tidspunkt lægger an på Hyltoft og placerer hånden på hans lår, og fører den længere og længere op mod skridtet, idet hun spørger: ”Bliver du ikke liderlig, når jeg gør sådan?” Hyltoft siger: ”Nej, det gør jeg ikke,” hvortil hun replicerer: ”Det er mærkeligt, det gør jeg.”  Efterfølgende skildrer Hyltoft, hvordan hun fulgte med i tilblivelsen af hans digtsamling Skabt af ild, og hvordan hun kunne to strofer, som hun citerede igen og igen. Da hun døde som 40-årig, talte Zebitz, der i mellemtiden var blevet præst, over hende, og her citerede han de to Hyltoft-digte, der havde betydet så meget for hende. Om sit farvel til Socialdemokratiet skriver Ole Hyltoft: ”Jeg meldte mig ud af Socialdemokratiet og ind i Dansk Folkeparti, der i disse år ydede en pionerindsats i islamkritikken.” I bagsideteksten står der: ”Hyltofts portrætter er åbne, fordomsfrie – og et par af dem ganske udfordrende.” Tja. I disse tider, hvor hans gamle parti lægger sig tættere og tættere op ad hans nye ståsted, kan det være ganske forfriskende at få den ægte vare, og den vil muligvis glæde dele af højrefløjen.

Ole Hyltoft: Indefra. Portrætter af politikere og andet godtfolk fra tiden der gik. 160 sider. Hovedland

**

Albertes poetiske erindringsbog

”I vores familie er alle skilt og gift igen gennem to-tre generationer. Det betyder mange ekstra voksne, som man knytter sig til, hvis kemien er der. En af dem er Anders. Min fars første kones nye mand. Vi lærer at sige ”min fars anden kones nye mand” og andre indviklede relationer til folk, der spørger nysgerrigt. Så holder de op.” Det skriver Alberte Winding i sin smukke erindringsbog Kastevind, hvor hun også fortæller om storebroren, som var hendes guddommelige forbillede i alting: ” I en lang periode øver jeg mig i at stå op og tisse, indtil jeg opgiver, fordi det gør mor træt. Men jeg vil gerne være Aske eller en, der ligner ham.” Alberte fortæller om sin barndom skiftevis i København og på Ærø, og man mærker den store kærlighed til hendes far, der, da hun var lille, lugtede af tobak og af oliemaling, af terpentin, af kaffe: ”Jeg elskede ham, fordi han var alle de farver, verden var, han havde dem på tøjet, og han malede dem, og sådan skabte han verden. Alberte fortæller også om, hvad hendes mor lærte hende, inden hun tog sit eget liv. Hun fortæller om barndommens venner og veninder, om at ride og meget andet ikke mindst den musik, hun lytter til. Hendes far lærer hende senere at læse bøger om esoteriske emner, bl.a. Carlos Castanedas bøger om mødet med en indianer og hand rejser på meskalin, den tids magiske realisme, og farens nye kone, Elin forsvinder ind i en bog hun kalder Halebjørnens klud, da Alberte besøger ham. Senere sluger Alberte også Halebjørnens klud-trilogien. Alberte Windings meget charmerende bog slutter på Ærø, hvor hun først kommer nogle år efter, hendes far er død. ”Vi har alle mistet. En far, en bror, en ven. Alle har også mistet min far, for han er portrætteret på fotos, folk har gemt, og han findes i deres historier. De var også med i fars historier, og deres forældre, og endda deres hunde, er med i mine.” Nør man læser det, hører man næsten Thomas Windings guddommelige stemme.

Alberte Winding: Kastevind. Erindringsglimt fra en barndom. 142 sider. Rosinante

*****

Spring ud

Anne Mette Kærulff Lorentzens Skamlebben forener to genrer på fornem vis, - autofiktion og grafic novel. Historien handler om den midaldrende Louise, der har levet i sit ægteskab med mand og børn, men som egentlig siden sin barndom har været klar over, at hun var mest til kvinder, og hvor hun allerede dengang sagde til sin mormor, at hun helst ville giftes med Laura, men fik at vide, at piger gifter sig med drenge. Ægteskabet er ikke nogen udpræget succes, men efter surfing på datingsider ender Louise på Hotel Scandic i Roskilde sammen med en kvinde, der dog straks efter en gang dildosex skal videre til en anden aftale. Så følger en gang parterapi, inden Louise springer ud af skabet og vil skilles, og derefter må hun både fortælle sine forældre og børnene årsagen til hvorfor, hun forlod deres far. At Louise er tegnet som en kanin skal måske symbolisere liderlighed, men de fine tegninger, hvor alle medvirkende er dyr eller fugle, gør måske, at den meget vedkommende historie er lettere at sluge – også for børn og unge, og så er Skamlebben i øvrigt både kærlig og fyldt med humor.

Anne Mette Kjærulf Lorentzen: Skamlebben. 142 sider. Cobolt

*****    

Dødsdansen

Carl-Johan Vallgrens biografi om den svenske skuespiller Mikael Persbrandt: Som jeg husker det er en ualmindelig stærk og vellykket historie om stjerneskuespillerens op-, ned- og optur. Persbrandt begynder med at fortælle om sin opvækst, hvor han bliver født i 1963 og voksede op i en noget dysfunktionel familie med en lang og opslidende skilsmisse, før faren var helt ude af billedet, og hvor lille Mikael voksede op hos sin mor og mormor. Men altid har Mikael forsøgt at være god nok i farens øjne. Han bryder igennem som teaterskuespiller, hvor han får mange drømmeroller, og hvor han samtidig får sit store gennembrud i både svenske, danske og internationale film for ikke at tale om den rolle, der virkelig gør ham berømt, nemlig som strømeren Gunvald Larsson i de mange tv-film om Martin Beck. Her er han den store modsætning til Peter Haber, som han absolut ikke har et nært forhold til, men som han betragter én, der stiller sig op på en piedestal, og som har diva-manérer, og hvor han konkluderer: ”Det må være tungt og besværligt at være Peter Haber.” En stor del af biografien handler om Mikael Persbrandts misbrug både af spiritus og kokain. Og han har en underlig evne til at søge selskab med kriminelle. Som han skriver: ”Det er ironisk, at i takt med at jeg blev stadigt mere berømt som filmstrømeren Gunvald, lærte jeg flere og flere skumle mennesker at kende.” I en helt grotesk situation kører en spirituspåvirket Persbrandt ind i en politibil, hvorefter han flår døren op, springer ud på vejen og råber: ”Gunvald Larsson her! Ned på jorden med jer, I sataner. Jeg er verdens bedste strømer. I har ikke en chance!” Meget handler også om forholdet til de mange kvinder, som har haft en plads i hans liv, skuespillerne Lena Nilsson og Maria Bonnevie samt Ulf Lundells datter Sanna, som Persbrandt har fået sønnerne Igor og Lo Lundell Persbrandt med. Foruden at være meget åben omkring sit misbrug, lægger Persbrandt heller ikke skjul på sit ry som kussetyv, samtidig med at han er vanvittig jaloux, når hans kvinder er sammen med andre mænd. Den helt store nedtur er begyndt for Persbrandt, hvor han til stadighed fodrer formiddagsbladenes spisesedler med den ene skandalehistorie efter den anden, og han udsættes direkte for pengeafpresning, da Expressen er kommet i besiddelse af en film, som de truer med at lægge på nettet, en film, hvor han tager kokain i et kælderlokale. Der bliver dog kæmpet imod, og Persbrandt skriver en artikel om sladderjournalistik, som i sidste ende resulterer i, at Pressenævnet tvinger Expressen til at fjerne filmen fra nettet. Den ustabile skuespiller er godt i gang med at smadre hele sin karriere, bl.a. da han skal indspille Pernille Fischer Christensens film ”en du elsker” bl.a. sammen med Trine Dyrholm, og hvor skuespillerne bliver installeret på Falsled Kro på Sydfyn. Mens Persbrandt er hjemme i Stockholm deltager han i en længere fest med forskellige skumle personer, og efter at have været en tur omkring hospitalet, hvor han får diagnosen bipolaritet, vender han endelig tilbage til Sydfyn, hvor optagelserne har ligget stille i et par uger, og det hele ender med, at Zentropa kræver en større erstatning, og efter et forlig må Mikael Persbrandt betale en million til producenterne, og desuden er hans ry alvorligt beskadiget. Det bliver dog senere til en filmindspilning i Sydafrika, hvor han spiller sammen med bl.a. Mads Mikkelsen og den tidligere fodboldstjerne Eric Cantona. Næste trin på nedturen bliver, da man skal i gang med at indspille en fjerde sæson af Beck for filmselskabet Filmlance, og han efter en større druktur må lade sig sygemelde med en brækket arm. Da han mangler at dokumentere, hvad der er sket, lader han nogle venner hoppe på sin hånd, indtil den brækker, så han med røntgenbillederne kan bevise sit uheld. Det ender med at Filmlance fyrer ham, men han får lov til at afslutte den sidste film, Gunvald er med i, og dermed slutter hans tid som filmstrømeren Gunvald Larsson. Mellem al den nedtur fortæller Mikael Persbrandt også om sin passion for hurtige biler og motorcykler, og hvordan han ind imellem alle skandalerne slapper af som kunstmaler, og faktisk lykkes det for ham på en udstilling at få de fleste malerier solgt. I en mere vellykket periode af karrieren får Persbrandt chancen for at spille i Hamilton i Katrine Windfelds filmatisering af Jan Guillous bøger, og for som 50-årig at leve op til denne superhelt går han i træning, hvor han opbygger muskler og taber 17 kilo. Nogle af de mest gribende scener i biografien er, hvordan han forelsker sig i Sanne, mens han totalt svigter sit livs store kærlighed Maria Bonnevie, der, efter at hun har erfaret at Persbrandt har gjort Sanne gravid, aften efter aften må stå på Dramatens scene sammen med Mikael og sige replikken fra Frøken Julie: ”Men hvad nu, hvis jeg bliver gravid…” Det hele ender dog nogenlunde godt, for som han skriver: ”Sanna var gjort af sejt stof, det må jeg lade hende. Og i sidste ende fik hun jo ret; bæstet kunne tæmmes, men først da han havde nået bunden alene.” Biogradien slutter med personregister og en række farvefotografier, hvor man bl.a. kan se den stærkt tatoverede skuespiller. Mikael Persbrandt. Som jeg husker det er én af de absolut bedste biografier, jeg har læst i de senere år. Kan varmt anbefales.

Carl-Johan Vallgren: Mikael Persbrandt. Som jeg husker det. Oversat af Henrik Andersen. Illustreret med farvefotos. 490 sider Politikens Forlag

******

Smuk og gribende erindringsbog

Mathilde Walter Clark, der siden 2004 har skrevet flere romaner, noveller og essays, er nu aktuel med sin erindringsbog Lone Star, der hovedsagelig handler om hendes møder med sin amerikanske far og hendes besøg i det Texas, hvor Clark-familien her slået sine folder gennem generationer. Da Mathildes stedfar dør på Frederiksberg Hospital, melder tanken sig, hvordan hun vil få det at vide, hvis hendes egen far dør på den anden side af Atlanten. Hun har tidligere mødt sin far i Danmark, hvor han besøgte sin datter og sin tidligere hustru (Mathildes mor), men den belgiske kvinde C., faren nu er gift med og har flere børn sammen med, og som Mathilde tidligere har besøgt både i St. Louis og i Belgien, hvor den nye kone har erhvervet et hus, har pludselig fået den idé, at faren ikke skal se datteren Mathilde mere. Måske skyldes det direkte jalousi, fordi hun eventuelt nu er bange for, at Mathildes forældre nu efter stedfarens død vil finde sammen igen. Ikke desto mindre beslutter Mathilde sig for at flyve til USA, hvor hun og faren mødes i Texas, og her besøger de mange forskellige slægtninge. Mathilde havde på et tidspunkt smidt alle de breve, hun havde fået af sin far, ud, men under turen til Texas, overlader faren hende alle de breve, som hun i tidens løb har skrevet til ham, og på den måde lykkes det for hende at rekonstruere deres fælles historie, så hun er blevet i stand til at skrive den bog, hun altid har vidst, at hun ville skrive. Det er blevet en meget smuk beretning om familien Clark, hvor man møder både nulevende medlemmer, men også dem, der er døde for mange år siden på mere eller mindre spektakulær vis. Fx låner Mathilde en bog, Our Clark Family 1740-1998 af sin fars kusine Gloria, hvor Cora Clark, der var slægtsforskeren, og som har samlet bogen, bl.a. kan berette, at bedsteforældrene Nancy og William A. Clark medbragte slaver på rejsen i vogntoget fra Alabama til Texas, og at Jasper, som Nancy fik i bryllupsgave, blev opdraget, som var han deres eget barn, og at samme Jasper efter Borgerkrigen arvede et stykke jord af William A. Clark plus de huse, de havde boet i og nogle muldyr. Kort tid inden Mathilde siger farvel til sin far for at rejse tilbage til Danmark, skriver hun om det landskab, hun har oplevet: ”Variationerne synes uendelige. Den milde måde landskabet er gået mod genkendelse på. Placeringen af vandhullerne er en fred for øjet. Huset på højen. Traktorer, trucks. Plad til at lade maskinerne ruste i solen. Hundredevis af sorte køer strøet ud over den lysende prærie som frø på et foderbræt. Dovent tyggende i den skrå sol. Jeg hamstrer det hele med øjnene for at lagre det et sted i kødet eller sjælen, noget at tære på når jeg vender hjem til de trange københavnske gader.”  Lone Star, som på omslaget bliver betegnet som en roman, men efter min mening mere er en slags erindringsbog, er skrevet på dansk, mens mange af farens replikker er bibeholdt på engelsk. Det kan ikke undgås, at der også diskuteres politik, som fx under et besøg i et Walmart supermarked, hvor rifler, geværer, maskinpistoler og andre håndvåben ligger frit fremme, og hvor Mathilde spørger sin far: ”Er det rigtige våben?” –”Yes, of course.” – ”Det ligner legetøj,” siger jeg. ”Han ved med det samme, hvor jeg er på vej hen. Ud på et overdrev som han ser det, det er europæeren i mig, skandinaven, danskeren, der tror, at verden kan klare sig på tynd te og høvisk tale.” Til allersidst mindes Mathilde et øjeblik, da hendes far besøgte dem i København. Her havde faren glemt at knappe en knap i sin skjorte, og hvor moren knappede den glemte knap med stor ømhed, og faren villigt og selvfølgeligt lod den knappe. ”I det øjeblik forstod jeg, at min mor og far var virkelige mennesker, ikke bare hver for sig og i hver sin verden, men i den samme verden. At de vitterligt havde delt et liv før mig. Med en enkelt bevægelse knappede min mor to ellers komplet adskilte verdener sammen. I det øjeblik var verden hel og rund. Det er mit fineste øjeblik. Så enkelt er det. Min mor der knapper en knap i min fars skjorte.” Den sætning runder denne flotte erindringsroman af, om at være levende og om at se og forstå – og elske alligevel. Sjældent har jeg læst en mere smuk og gribende gang erindringer.

Mathilde Walter Clark: Lone star. 427 sider. Politikens Forlag

*****

Fornemt værk om henrettelser i Danmark i 350 år

Straffet på livet er som titlen fortæller en bog om henrettelser i Danmark. Her begrænset til perioden fra 1537-1892. Bogen er et omfattende og spændende værk på over 600 sider, og om der direkte er tale om en doktordisputats er jeg ikke klar over, men der ligger et kolossalt kildemateriale bag, og foruden meget andet bilagsmateriale kan man se navnene på samtlige de, som blev henrettet i perioden. Hvad var det for folk, der blev dødsdømt og henrettet? Det var almindelige tyveknægte inklusive heste- og kvægtyve, der blev dømt, som det hed, til galge og gren. Det var mordere og drabsmænd (og kvinder), der blev henrettet med sværd eller økse, mens trolddom, blodskam og sodomi og mordbrand blev straffet ved at misdæderne endte på bålet, og endelig var der andre misgerninger, der blev straffet på andre måder. Selvfølgelig skete der justitsmord, men ofte indebar det kun, at dommeren eller domsmændene skulle nedtage den hængte af galgen, og sørge for, at vedkommende som en kristen mand blev begravet i kristen jord, hvad de henrettede ellers ikke blev. Værket er opdelt i kapitler om fx tiden op til henrettelsen, hvor der er rystende beskrivelser af fangehullerne, hvad der skete med de, der brød ud og atter blev indfanget, om tortur, forbøn og benådning. Om fangehullet i Slutterigade og Stokhuset sad fx 44 fanger i tre små rum med rædsel luft og ingen halm at lægge sig på, mens der i kælderen under rådhuset i Ribe var rum for delinkventer, kaldet finkebur og troldkonekammer, og lignende fangehuller fandtes overalt i Danmark. Et særligt kapitel hedder Den sidste dag, og her fortælles om bl.a. tilskuerne, præsten og delinkventen, om sværdet der svinges, og øksen der falder, på bålet eller hængt i galgen. Udstillet til skræk og advarsel, i høj og heden jord eller på kirkegården. Et andet kapitel er om de militære forbrydelser, der førte til henrettelser, og et kapitel fortæller om bøddel, mestermand og skarpretter. Bogen indeholder beskrivelser af utallige enkelttilfælde som fx en kvinde fra Kerteminde, ”som var alle sine dage halv tåbelig og hel tungsindig, men omsider ked af livet, ungefær 50 år gammel, myrdede et barn og blev rettet på torvet, skønt hendes gerning var øvet udi sindets urolighed, fortvivlelse og forvirring, havde Fyns Landsting i 1715 dømt hende til døden, og to uger senere faldt hendes hoved for skarpretterens sværd.” I beskrivelserne fra den sidste dag, kan man læse, hvordan mange af de dødsdømte blev drukket berusede i vin eller øl, inden de blev ført til retterstedet. Forfatteren har hentet en del af de beskrivelser fra regnskaber om omkostningerne ved henrettelserne. På samme måde kan man se ud af regnskaber, hvordan fx 38 læs brænde, to tønder tjære, en stige, et reb samt langhalm blev kørt ud til Mette Glarmesters bål, og desuden to mark for at få brændet kørt ud til Galgebjerget. Man kan også læse ganske nøjagtigt, hvad en halshugning kostede, og hvad der løb oveni for at få hovedet sat på en stage.  Et andet sted kan man læse hvordan Anne Jørgensdatter i 1749 blev dømt ved Svanholm Birketing til at knibes af skarpretteren med gloende tænger først ved huset, hvor mordet var begået, dernæst to gange mellem huset og retterstedet og til sidst en gang på retterstedet. Andre almindelige straffe i forbindelse med henrettelser var radbrækning og spidsrod, hvor man i sidstnævnte tilfælde skulle gennemføre turen forbi 200 mand 6, 8 eller 12 gange, i grove tilfælde 18 eller 24 gange. Det sædvanlige antal, der behøvedes var 4.000 spidsrødder, som blev skaffet i nærmeste kongelige skov. Hver mand skulle levere sine slag uden at spare på kræfterne af medlidenhed. Helt grotesk var det ved de henrettelser, hvor de dødsdømte, som oftest var desertører, skulle spille terninger om livet. Den der vandt slap for galgen, men skulle ofte i stedet løbe spidsrod 16 gange mellem 300 mand i løbet af to dage, og blev derefter indsat til to års fæstningsarbejde på Kronborg. Naturligvis kan man læse om de mere berømte henrettelser af fx Struensee, der i 1772 fik hugget først højre hånd af, så hoved af, inden kroppen blev parteret og lagt på hjul og stejle, men det der gør mest indtryk er, hvor mange almindelige forbrydere, der blev både henrettet og pint i løbet af de cirka 350 år, bogen omhandler. Der er også henvisninger til ordsprog og andre vendinger, så hen kan man glæde sig over mere muntre kapitler, men hvorom alt er, så er der tale om et vigtigt og gennemarbejdet værk, fyldt med fine illustrationer både i farve og sort/hvid.

Niels H. Kragh-Nielsen: Straffet på livet. Henrettelser i Danmark 1537-1892. Gennemillustreret. 612 sider. Stort format. Gads Forlag

******  

Et liv oplevet gennem en kritisk læges øjne

Forfatteren Steffen Jacobsen har heldigvis gennem de senere år opnået stor succes som forfatter af spændingsromaner, så det har været muligt for ham at sige farvel til sit oprindelige job som overlæge og ortopædkirurg. Nu har Jacobsen så udsendt sine betragtninger fra et langt lægeliv Hvis De lige vil sidde helt stille, frue – dr. Jacobsen er ny på afdelingen. Grunden til Steffen Jacobsens exit fra lægegerningen er en protest mod det groteske bureaukrati, der resulterer i, at alt hvad en ansat i Region Hovedstaden foretager sig, skal dokumenteres i skemaer. Det er der kommet en slags selvbiografi ud af, som i mange passager er hylende morsom, hvis ikke tragikomisk. Men det er ikke blot Region Hovedstaden, der står for skud, også Lægeforeningen kritiseres for manglende opbakning, hvis man omtrent bevidstløs af udmattelse stiller en forkert diagnose eller ordinerer en forkert medicindosering: ”Lægeforeningen er en samling rødkindede, overpriviligerede og studentikose hobby-fagforeningsfolk, der tager på internater for at genopleve deres rusture, og som i øvrigt har boet sammen på Regensen og synder i kor på Vartov.” Og forfatteren slutter sit forord med: ”Dette er bogen, jeg ville ønske, nogen havde skrevet, før jeg søgte ind på lægeskolen.” Da Steffen Jacobsen som 22-årig havde fået studentereksamen, søgte han ind på Antropologi, hvor han studerede i fire år, før han konstaterede, at studiet nok ikke førte ham videre i sin personlige udvikling. Imens havde han i ferierne arbejde som portørafløser ved Københavns Kommunehospital. En vidunderlig arbejdsplads, hvor man mødte kl. 7 om morgenen og ofte gik hjem allerede kl. 11 om formiddagen, men oppebar løn for otte fulde timer. Normeringen var 175 portører, hvor der reelt var arbejde til måske 25. Fx var der tre fuldtidsstillinger som oppumpere af kørestolshjul og seks stillinger i centralen for glemt tøj. ”Der var langbenede, smilende sygeplejersker i deres korte bomuldskjoler og slanke, solbrændte lægge og små, fine fødder i hvide træsko,” så Jacobsen søgte orlov fra etnograferne, og bestod til sin egen store overraskelse forprøven på medicin og var så i gang. Derefter fortæller forfatteren om sin vej gennem studierne, om stillinger på forskellige hospitaler, hvor han var i turnus, i visse tilfælde langt væk fra Nørrebro, hvor han boede. Fx tilbragtes seks måneder på et lille hospital på øerne syd fra Sjælland med 175 kilometer til arbejde – hver vej, på en kirurgisk afdeling ledet af en overlæge, der var mest kendt for episoder, hvor der gik ild i den kittellomme, hvor han opbevarede sin tændte pibe. Her stiftede han bekendtskab med sære behandlingsmetoder, som fx den berygtede kviksølvsonde, der bliver anlagt i mavesækken via et næsebor, mens to portører holdt den skrigende patient nede, vel vidende at et hul i kviksølvsblæren ville medføre øjeblikkelig død. I løbet af bogen disker Steffen Jacobsen op med den ene mere groteske anekdote efter den anden. Fx møder man en stakkels patient, som er medlem af Jehovas Vidner, og som gerne vil helbredes, men under ingen omstændigheder ønsker blodtransfusioner. Det vil Jacobsen dog ikke tøve med at give med lægeløftet som ubetinget fundament: ”Jeg vil endda gå så vidt som til at erklære, at hvis uheldet virkelig var ude, ville jeg ikke tøve med at redde livet på selv medlemmer af Regionsrådet i Hillerød (så mener man det alvorligt).” Hvordan overlægen bruger tre timer på at fiske glassplinter ud af bagdelen (der ærlig talt var på størrelse med Argentina) på en kvindelig patient, skal ikke røbes her, men festligt er det. Som forfatteren selv skriver, vil mange måske synes, at han er en smule hård ved sygeplejerskerne, når han mener, at Sygeplejeskolerne blev overtaget af en flok ideologiske fanatikere med pagehår, grønne arkitektbriller og slankende Charlotte Sparre-tørklæder i pangfarver, der overteoretiserede faget i absurd grad. Men, tilføjer han, langt hovedparten er didikerede, dygtige og kompetente og arbejder mod nærmest umulige odds: svimlende krav om dokumentation af alt. Som det forhåbentlig fremgår af ovennævnte, er Steffen Jacobsens bog en både morsom, men samtidig sønderlemmende kritik af djøfferne, som er den nye adel på hospitalerne. ”Utopien på Regionsgårdene synes at være hospitaler uden læger – og gerne også patienter.”

Steffen Jacobsen: Hvis De lige vil sidde helt stille, frue, dr. Jacobsen er ny på afdelingen. 124 sider. Lindhardt og Ringhof

*****

Selvbiografi på en anden måde

Hans Kirks Erindringsfortællinger er en anden side af én af vores store forfattere. De fleste har sikkert læst både Fiskerne, Daglejerne og måske De ny tider, men i stedet for at skrive en selvbiografi, fortalte Hans Kirk om sit liv i en del af de op imod 900 noveller, han skrev, af hvilke en stor del blev bragt i ugebladet Hjemmet. De mange noveller, hvoraf flere blev skrevet under forskellige pseudonymer, skulle være med til at holde Kirks økonomi oven vande. I 1953 kom erindringsbogen Skyggespil, der fortalte om en ung mand fra et lægehjem i en lille jysk by og hans vej fra provinsborgerskabet til at blive socialist. Her var en række noveller, der ikke fandt nåde for Kirks kritiske blik, udeladt, og det er dem, som dr. phil. Morten Thing nu har fundet frem og samlet i denne udgivelse. Der er både erindringer fra barndommen, og afsluttende er der novellen Flugtens nat – en beretning om flugten fra Horserødlejren i 1943, en novelle, som første gang blev trykt i Folkets jul 1961. I den flygter han sammen med Anders, som kun havde ét ben: ”Han havde været i en dårlig plads, hvor man lod ham slide og knap undte ham føden. En dag blev han sparket af en hest, slæbte sig i seng og blev liggende, skønt gårdmanden både med det gode og det onde prøvede at få ham til at stå op. For arbejdet kunne jo ikke vente. En dag kom dyrlægen for at se til en syg ko, og husbonden bad ham da om lige at kigge på den her pjalt tjenestedreng, som havde fået en smule skade i det ene ben. En time efter blev Anders, alt hvad remmer og tøj kunne holde, kørt til sygehuset, kom straks på operationsbordet og fik sat benet af ved knæet. Der var gået koldbrand i det, og det var store ting, at han reddede livet, sagde overlægen. Gårdmanden skete der ikke noget. Han fæstede en ny tjenestedreng.” I novellerne fra barndommen er der små perler med, fx i Kræstens overmand, hvor drengen er med bonden Kræsten på marked for at sælge et kuld smågrise, og hvor drengen på markedspladsen er inde og så både en vild kannibal fra Afrika og verdens tykkeste dame: ”Jeg syntes nu ikke, hun kunne måle sig med Katrine fra Rousted, og hende kunne man se gratis, og fik tilmed kaffe og lagkage, når man var på besøg.” Morten Thing har i sit fine forord skrevet om de 14 noveller, og i hvilke sammenhænge de oprindeligt blev offentliggjort, og de fleste er med de illustrationer, som stammer fra de blade, de blev bragt i. Det er illustrationer af så gode kunstnere som Arne Ungermann, Ejler Krag, Victor Brockdorff, Des Asmussen og Herluf Bidstrup. Erindringsfortællinger kan på det varmeste anbefales.

Hans Kirk: Erindringsfortællinger. Med forord af Morten Thing. 144 sider. Hovedland

******

En paradoksernes person

Titlen på Chris Holmsted Larsens Carl Madsen-biografi Den folkekære stalinist er meget godt valgt, når man skal sætte en etiket på én af landets mest kendte og beundrede forsvarsadvokater gennem tiden. For Madsen var foruden at være revseren af det borgerlige samfund et både polemisk og politisk menneske, der lige efter krigen som statsadvokat fik ansvaret for retsopgøret i de mange sager om forræderi og landsskadelig virksomhed – en ønskestilling, som han desværre ikke fik mulighed for at fuldføre, da han i 1947 fik sin dom på 14 dages ubetinget hæfte for spirituskørsel og dermed blev afskediget. Det medførte en livslang bitterhed over, at det ikke lykkedes at gennemføre det endelige opgør med de mange medløbere, der bl.a. havde været med til at sende både Carl Madsen og andre kommunister til Horserød i sommeren 1941 efter Kommunistlovens vedtagelse. Biografien begynder med den borgerlige opdragelse i landsbyen Vejerslev på Mors, hvor Carl tilbringer sine første år, inden hans grundtvigianske forældre i 1911 rejser til Sjælland, hvor faren havde fået embede som førstelærer på Brede Fabriksskole nord for Lyngby. Efter en hæderlig juridisk embedseksamen i 1928 blev Carl Madsen medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, et parti han var medlem af, indtil han i 1975 blev ekskluderet efter to stridsomme år, der bl.a. var forårsaget af Madsens beskyldninger om urent trav hos bestyrelsen i Land og Folks Boghandel, der i 1973 gik i betalingsstandsning for senere at ophøre. Eksklusionen fik også den tragiske følge, at det nære venskab med forfatteren Hans Scherfig gik i vasken, da Scherfig som resten af centralkomiteen stemte for at ekskludere Madsen. Dog nåede de to at blive forliget kort tid inden Carl Madsen døde i 1978. Og som en sidste succes havde Carl Madsen som advokat for christianitterne sin store andel i, at Folketinget fredede Christiania, og Carl Madsen modtog efterfølgende Fristadens fane og blev udnævnt til Christianias første æresborger. Det er på forbilledlig vis lykkedes for Chris Holmsted Larsen med sin ph.d.-afhandling om Carl Madsen at tegne et underholdende billede af en paradoksernes person, en mand som ofte på humoristisk vis elskede at drille autoriteter, men som samtidig var forankret i en livslang loyalitet til Moskva. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan Carl Madsen ville have reageret på Murens fald, glasnost og opløsningen af Sovjetunionen, hvis han havde levet lidt længere. Og biografien giver lyst til at genlæse nogle af de bøger, som Carl Madsen udsendte. Den folkekære stalinist er illustreret med en lang række fotografier og et fyldigt noteapparat.

Chris Holmsted Larsen: Den folkekære stalinist. 544 sider. Gyldendal

*****

Fremragende biografi om et overset ægtepar

Når man cykler fra Nørre Allé i København og over mod Nørrebro, kommer man forbi en lille plads, der hedder Fredrik Bajers Plads. Her står en sten med et bronzerelief af den skæggede mand, som har lagt navn til pladsen, og også hans hustrus navn Matilde Bajer optræder på stenen. Ægteparret Bajer er nogle af de mest oversete personer i Danmarkshistorien, men det har den forhenværende museumsinspektør Ole Mortensøn nu råder bod på med sin biografi Fredrik og Matilde. Det er historien om ægteparret, der grundlagde Dansk Kvindesamfund og Dansk Fredsforening, og mens Fredrik Bajer som den eneste dansker til dato modtog Nobels Fredspris (i 1922), blev hans Matilde æresmedlem af Dansk Kvindesamfund. Men som i alle gode eventyr måtte de meget igennem, før det nåede så vidt. Fredrik Bajer, der var født i 1837, blev som helt ung løjtnant ved dragonregimentet i Næstved, og i 1857 blev han forlovet med proprietær Schlüters datter Matilde. Et par år senere, da han boede i Gothersgade i København forelskede han sig boghandler Høsts kun 15-årige datter Fanny, men da den unge pige fortalte ham, at hun kun elskede ham som en bror, og det aldrig ville blive til mere, søgte han tilbage til Matilde, hvis kærlighed til ham heldigvis var intakt. Efter at Fredrik havde deltaget i krigen i 1864 og der oplevet krigens grusomheder, forlod han hæren og blev i 1867 gift med Matilde, samtidig med at han blev folkehøjskolelærer på Blaagaard Seminarium og Folkehøjskole, og det unge ægtepar flyttede ind i en lejlighed i på Nørrebro. Her fik de i løbet af de næste 10 år syv børn, som dog ikke alle overlevede. Ved rigsdagsvalget i 1872 blev Fredrik for første gang valgt ind i Folketinget for Det Forenede Venstre, og samme år flyttede Fredrik og Matilde ind i lejligheden Korsgade 56, hvor de boede resten af livet. Året inden i 1871 var Matilde med til at stifte Dansk Kvindesamfund, men allerede samme år trådte hun tilbage som midlertidig leder, men hun kæmpede trofast videre i kampen for kvindernes valgret. I 1882 var Fredrik Bajer med til at stifte Foreningen til Danmarks Neutralisering, og i de følgende år deltog Fredrik i et utal af fredskongresser overalt i Europa, så han havde en ikke uvæsentlig andel i, at Danmark ikke blev involveret i Første Verdenskrig. I 1907 forlod den 70-årige Fredrik posten som præsident for Verdensfredsforbundet for i stedet at blive ærespræsident, og året efter kom belønningen i form af Nobels Fredspris, som han fik sammen med den svenske fredsforkæmper Klas Pontus Arnoldson. Prisen var foruden en guldmedalje på omkring 70.000 kr., hvilket gav Matilde og Fredrik den økonomiske tryghed, som de længe havde savnet. Da Dansk Fredsforening i 1922 skulle fejre sit 40 -årsjubilæum, måtte Fredrik melde afbud på grund af sygdom, og en måned inden jubilæet døde han, så det blev Matilde, der holdt talen, og samme år blev hun æresmedlem af Kvindesamfundet. I 1934 døde Matilde Bajer 94 år gammel. Biografien om Fredrik og Matilde er en fremragende og bevægende bog, hvor ægteparret endelig får sin fortjente plads i Danmarkshistorien.

Ole Mortensøn: Fredrik og Matilde. Kvindebevægelsens og fredsbevægelsens pionerer. Gennemillustreret med fotos. 348 sider. Gads Forlag

******

Autofiktion når det er bedst

Der er ikke langt imellem forskellige genrer, og afstanden mellem selvbiografier og romaner er ofte meget lille. Når Leonora Christina Skov i sidste kapitel af Den, der lever stille skriver: ”Jeg har fiktionaliseret det hele, så det forhåbentlig fungerer i romanform, eller hvad man nu skal kalde genren,” så er det både rigtigt og forkert, for godt nok nævner hun ikke sin far ved navn, og hun har, som hun skriver, ”skrevet nogle venner og bekendte ud af den, så den ikke drukner i mennesker,” men som læser er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det er en selvbiografi, jeg læser. Og en både vedkommende og velfortalt selvbiografi. Og nævner forfatteren efterfølgende: ”Det er ikke en hævnbog, jeg har skrevet. Det er en genskabelsesbog, for det er, hvad jeg har gjort de sidste mange år: genskabt mig selv.” Det er en stærk bog, hvor man følger opvæksten i et parcelhus i Helsinge, hvor det for Christina gælder om at leve op til forældrenes forventninger. Derfor bliver det også katastrofalt for den unge litteraturstuderende at flytte til København og udvikle sig til forfatteren Leonora, for slet ikke at tale om at springe ud som lesbisk og fortælle sin mor og far, at hun har forelsket sig i en kvindelig præst. Hun oplever forstødelsen fra sit barndomshjem og må leve med, at hun ifølge forældrene er skyldig i morens kræftsygdom, der ender med at koste moren livet. Den, der lever stille handler også om selve forfatterskabet, der trods meget forskellige romaner har handlet om mor/datter-forholdet, og specielt handler bogen om det, at skrive netop denne bog. Der er mange kloge betragtninger og også ganske morsomme episoder undervejs, som fx skildringen af en forlagsmiddag, hvor Leonora Christinas bordherre, der skriver thrillere sammen med en kollega, kloger sig over, hvordan hun burde undlade homohistorien og holde fokus på morhistorien og sågar kalde bogen Mor, samtidig med at bordherren tilbyder sig som agent for en provision på 20% af forfatterens royalti, og det til trods for, at bordherren har fortalt, at han aldrig har læst noget af det, som Leonora Christina har skrevet.

Den, der lever stille er en gribende fortælling om en spændende kvindes liv i medgang og modgang, en bog, der først kunne skrives, da moren er død, selv om man mærker en anelse opblødning i forholdet til moren, i den sidste tid hun lever. Det virker også, som far og datter igen kan tale sammen, og endelig mærker man den tryghed, Leonora Christina Skov nyder i sit ægteskab med den Annette, som bogen også er en slags kærlighedserklæring til. Altså én af årets store læseoplevelser, uanset om man læser den som en roman eller en biografi.

Leonora Christina Skov: Den, der lever stille. 375 sider. Politikens Forlag

*****  

En biografi med meget lidt nyt

Der er efterhånden skrevet uendelig meget om Besættelsestiden, så man kan undre sig over, at Helge Milo nu sammen med journalisten Tina Storgaard Støttrup udgiver Nogen måtte gøre noget, der bl.a. handler om Milos tid som medlem af modstandsgruppen Churchillklubben. Men den handler også om Helge Milos liv efter 1945 og frem til nu, hvor han har passeret sin 90-års fødselsdag. Churchillklubben er der skrevet en del om, og bl.a. var gruppen inspiration til Søren Kragh-Jacobsens film Drengene fra Sankt Petri, så her er der ikke så meget nyt at berette, andet end at Milo fortæller om, hvordan det gik gruppens øvrige medlemmer, og han slutter med at lufte sin skuffelse over, at først Winston Churchill i 1950, da han var i Danmark for at modtage sin Elefantorden, kun fik et hastigt blik fra den store statsmand, der sagde, at hans helbred var så dårligt, at han ikke kunne hilse på hver enkelt, og senere i 1913 da Dronning Margrethe i forbindelse med et foredrag i Aalborg kun havde tid til at hilse på en enkelt af de syv fra den gamle Churchillklub. Til slut nævner Milo også, hvordan Danmark ikke var inviteret til 50-årsdagen for invasionen i Normandiet, da vi ikke var rigtigt accepteret som allieret af amerikanerne, noget der dog blev ændret på i forbindelse med 70-årsdagen, hvor Danmark ifølge Milo var blevet stuerene med amerikanske øjne, fordi vi havde deltaget i krigen mod Saddam Hussein. Men Helge Milo skriver til slut, at Churchillklubbens mål var at gøre Danmark i stand til at gøre en selvstændig indsats mod besættelsesmagten for at overbevise De Allierede om vores vilje til at kæmpe for frihed og demokrati. I begyndelsen af bogen beretter Milo om sin tilfangetagelse og tiden i Nyborg Statsfængsel og ikke mindst om angsten for at blive udleveret til Tyskland. Derefter handler hovedparten af bogen om Helge Milos privatliv og karriere efter krigen, og det er sådan set ganske interessant, for han har oplevet meget både arbejdsmæssigt og på den private front, og han skriver til slut, hvordan en gammel drøm om at kalde sig forfatter er ved at gå i opfyldelse. Der er bare det men, at der ikke er nok sprogligt schwung til, at den del af historien bliver interessant. Hvis det materiale var blevet givet til en god skønlitterær forfatter, kunne der være blevet en medrivende roman ud af Helge Milos livshistorie. Det er ikke tilfældet nu, hvor kun en meget lille del handler om selve Churchillklubben.

Helge Milo & Tina Storgaard Støttrup: Nogen måtte gøre noget. En beretning om et liv i skyggen af Churchillklubben – Danmarks første organiserede modstandsgruppe. 207 sider. Skriveforlaget

**

Til minde om en stor forfatter

Bag om spejlet er en bog om af Jytte Borberg, redigeret af Kirsten Borberg. Bogen udkom i juli 2017 på den dag, hvor Jytte Borberg ville være fyldt 100 år. De 22 kapitler er enten tekster skrevet af Jytte Borberg eller bidrag fra en række mennesker, som hun har kendt gennem sit forfatterskab, eller som har været tæt knyttet i en familierelation eller som en god ven. Jytte Borberg var fyldt 50, før hun debuterede som forfatter. Indtil da havde hun været overlægefrue i Viborg. Som forfatter nåede hun at skrive over 25 romaner, mange teaterstykker og en række ungdomsbøger og forskellige bidrag til antologier. Hun var aktiv til det sidste, og Suzanne Brøgger skildrer i ét af indlæggene, hvordan hun i 2007 deltog i et arrangement på Rungstedlund, hvor forfattere læste op fra deres endnu ikke udgivne tekster. Jytte Borberg læste op fra sin kommende roman Skønskrift, hvorefter hun satte sig ved siden af Suzanne Brøgger, lænede sig tilbage og døde. En smukkere død kan man vel ikke ønske sig som næsten 90-årig. Bogen indeholder også nogle meget smukke bidrag af Borbergs børnebørn Peter og Vibeke Borberg. Som Vibeke Borberg skriver, døde også interessen for hendes forfatterskab og salget af hendes bøger sammen med forfatteren selv. Hun udåndede i ordets mest bogstavelige forstand på toppen af et langt og indholdsrigt liv omgivet af de ypperste af hendes forfatterkolleger. Et andet meget smukt bidrag er fra forfatterkollegaen Dy Plambeck, der som den sjette modtog Jytte Borberg-Prisen på 50.000 kr. i 2011. Jytte Borberg nåede selv at være med til den første prisoverrækkelse, da Ida Jessen modtog prisen i 2006, og prisen nåede at blive uddelt i alt 8 gange. Bogen indeholder også en bibliografi over forfatterskabet, og den er støttet af en række fonde.

Bag om spejlet. En bog om og af Jytte Borberg. Illustreret med fotografier. 143 sider. Multivers

****

Fremragende portræt af Danmarks kommende konge

En af Danmarks bedste forfattere til biografier, Jens Andersen, som bl.a. har portrætteret Thit Jensen, Tove Ditlevsen, H.C. Andersen, Astrid Lindgren og Dronning Margrethe, var naturligvis også det oplagte valg, da biografien om Danmarks næste konge skulle skrives, og det er blevet til en ganske usædvanlig bog om et usædvanligt menneske. Under bjælken hedder biografien, og titlen skyldes den 3-400 kilo tunge egetræsbjælke, populært kaldet Maren, som ligger i sandet på nordstranden ved Kongsøre, hvor uddannelsen i Frømandskorpset finder sted. Og det er den bjælke, de nyudklækkede frømænd skal grave sig under med de bare næver som afslutning på ni måneders strabadser. Jens Andersen når i sin biografi hele vejen rundt om Kronprinsen, fra han bliver født midt under ungdomsoprøret i 1968 og frem til i dag, hvor han bor på Amalienborg i Frederik 8.s Palæ sammen med Kronprinsesse Mary og deres fire børn.

Bogen begynder naturligvis med barndommen, hvor Frederik og broren Joachim nærmest er en slags pseudotvillinger født med kun et års mellemrum. Den daglige opdragelse bliver lagt i hænderne på deres reservemor Else Petersen, som de spiser deres måltider sammen med, og som også tager sig af den pædagogiske opdragelse, mens Prins Henrik står for den mere overordnede ”dressur”, der har baggrund i hans franske patriarkalske opvækst. Det er den del af opdragelsen Kronprinsen senere nævner i en meget omtalt tale til sin far: ”Den man elsker, tugter man.” Som læser får man indblik i, hvordan Frederik hele tiden udfordrer sig selv både i den meget krævende uddannelse til frømand, ved sin deltagelse i den fysisk hårde Grønlandsekspedition Sirius 2000 og senere med maratonløb, Ironman, cykling over Tour de France-toppene Col de Galibier og Alpe d’Huez, langrend på ski og meget andet. Kort efter afslutningen på Sirius 2000 rejser Kronprinsen til De Olympiske Lege i Sydney, og her møder han en vis Mary Donaldson, hvad der resulterer i megen rejseaktivitet de følgende år, inden Mary i 2002 flytter til København og senere bliver gift med Frederik. Senere er der hele det lange forløb, inden Frederik bliver medlem af Den Olympiske Komite og al debatten om kongehusets involvering i politik. I slutningen af bogen er der alle tankerne om fremtiden, hvor Kronprinsen slår fast: Vi sidder bestemt ikke på vores side af slotspladsen og tænker ”Hvornår mon flaget går på halv derovre?”

Jens Andersen har været på flere rejser med Kronprinsen, og han lader foruden hovedpersonen mange andre tæt på Frederik komme til orde, hvorved det bliver en spændende og nuanceret biografi, og som noget helt genialt kører der i underkanten af hver side en sætliste over den musik, som har betydet noget for den meget musikinteresserede Kronprins. Biografien er gennemillustreret med farve og sort/hvid-fotografier, og her kan man bl.a. se det uforglemmelige øjeblik, hvor Frederik i 2007 fra scenen i Pumpehuset spiller en mundharpesolo med Led Zeppelin Jam.

Jens Andersen: Under bjælken. Et portræt af Kronprins Frederik. Gennemillustreret. Gyldendal

******  

Fine skrøner fra Københavns Sydhavn

Tonny Munnecke, der tidligere har skildret sin opvækst i Sydhavnen i erindringsbogen Dreng af tid og sted, fortsætter sine historier om dette ydmyge stykke København med Gamle Hermod og andre skrøner fra Guldkysten. Mellem Valbyparken og Sydhavnstippen gemmer sig en lille verden, de lokale kalder Guldkysten. Den lille oase er beskyttet af vandløbene Lorterenden og Gåsebækrenden på kanten af Københavns Sydhavn. I en række prægtige anekdoter fortæller Munnecke om personer som Næsen, Kjeld, Bjarne, Bror, Maya, Birger og selvfølgelig Hermod, der har lagt navn til forfatterens skrøner. Guldkysten er en samling mere eller mindre selvbyggede træhuse, som har en vis lighed med det mere kendte Nokken, der ligger for enden af Artillerivej på Islands Brygge. Landsbyen, som man kalder den lille enklave, er hovedsagelig beboet af en række snurrige individualister, der sjældent har et almindeligt arbejde, men som ofte er udflyttere fra de nærliggende mere velfriserede haveforeninger som fx Haveforeningen Mozart. Det er et område, hvor lovens håndhævere ikke er særligt velkomne, da de ofte kommer med krav om indskrænkninger i beboernes frihed. Titelfiguren Hermod bor i et hus, hvor han trives med sine mange årgange af ugeblade, som han flittigt tyrer igennem, også når han frekventerer det udendørs das, som er fælles for mange af beboerne. Her sidder han for åben dør og læser ugeblade, mens han besørger både stort og småt. På et tidspunkt, hvor ingen har set ham i dagevis, besøger Bjarne hans hus, kun for at finde ham livløs i sengen med dynen sparket af. Mens Bjarne får samlet naboerne, går en lille delegation ind i Hermods soveværelse for at se på ”liget”, men da de næste gang går derind, er sengen tom, og det viser sig af den megen tumult har vækket Hermod, der af bagindgangen er søgt ud på dasset, hvor han sidder med et ugeblad. Senere dør samme Hermod dog rigtigt, og i en grotesk scene kommer Bjarne til at skubbe til kisten, hvor man har lagt Hermod med det resultat, at kisten glider ud af bagdøren og ud i vandet, hvor den i efterårsblæsten langsomt flyder ned mod Slusen, der regulerer vandstanden i Københavns Havn. Samme Hermod havde kort før sin død vundet 100.000 kr. i Klasselotteriet på et lod, han havde arvet fra sine for længst afdøde forældre. Det lod havde han arvet sammen med sin søster Birthe, der af to omgange havde giftet sig først med en fin herre på Østerbro, hvorefter hun havde taget navneforandring til Kaya, og senere i sit næste ægteskab med en forretningsmand i whiskybæltet, hvor hun efter besøg hos en numerolog var kommet til at hedde Caisa. Imidlertid havde hun ikke deltaget i udgifterne, når loddet skulle fornyes, da hun ikke ville kendes ved Hermod og slet ikke havde besøgt ham. Det kommer hun dog til, da præmien skal deles, men først fratrækker Hermod 40 års fornyelser samt udgifter til sporvogn og bus ud til kollektricen, så der kun bliver 7.120 kroner tilbage til Birthe, som han bliver ved med at kalde søsteren for at irritere hende. Sådan vrimler Tonny Munneckes bog med prægtige skrøner, hvor der i nogle af personerne er stof til flere romaner.

Tonny Munnicke: Gamle Hermod og andre skrøner fra Guldkysten. 212 sider. Skriveforlaget

*****

Nørrebros autodidakte maler

John Christensen, der var født i 1896, var i sin tid kendt under navnet Barbermaleren, og netop dette navn er titlen på kunsthistorikeren Hanne Abildgaards biografi om denne i dag mere eller mindre glemte kunstner. John Christensen havde sin barbersalon på Kapelvej på Nørrebro lige overfor Assistens Kirkegård, en lokalitet, der optræder på en meget stor del af hans malerier, tuschtegninger og raderinger. Efter sin debut på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1928 og forskellige separatudstillinger var John C. kommet i kontakt med en kreds af kunstnere, og sammen med dem stiftede han i 1932 gruppen Koloristerne, hos hvem han blev én af de ledende skikkelser. Hans billeder, som anmelderne betegnede som naivistiske, blev sammenlignet med udenlandske kunstnere som Chagall, Rousseau og Grosz, og hans helt egen, dilettantiske, men ægte og uspolerede udtryksform var desuden krydret med en form for humor, til trods for at billederne ofte skildrede ulykkelige mennesker i hans kvarter. Foruden de mange selvportrætter og billeder af hustruen Dagny var ét af de mest yndede motiver døden, som den udspillede sig på den anden side af muren ind til Assistens Kirkegård. John C. opnåede en nærmest kultagtig status, og hans billeder vandt anerkendelse hos både private samlere, kolleger og museumsfolk, men han var nødt til at bibeholde sit hverv som barber, dog hændte det, at han efterlod en kunde med barberskum i ansigtet, mens han gik ind ved siden af for at nedfælde en skitse til senere brug. Da John C. i slutningen af 1930-erne modtog et par legater, muliggjorde det, at han og Dagny købte et lille stråtækt hus med en stump have i Vridsløsemagle, og nu blev Nørrebro-universet udvidet med motiver fra den lille landsbyidyl. De første år beholdt John C. sin lejlighed på Nørrebro, men efter et par år afhændede han sin barberforretning til en anden barber for 500 kroner. Tiden som fuldtidskunstner blev ganske kort, for John Christensen fik kræft, og den 2. januar 1940 døde han som 43-årig. Meget symbolsk endte hans tidligere barberbutik samme år med at blive omdannet til ligkistelager. Mange af Barbermalerens værker findes i dag på forskellige museer, men i adskillige år var John Christensen nærmest usynlig i dansk kunsthistorie. Det har denne medrivende biografi heldigvis gjort op med, og bogen, der er i stort format, er udstyret med et utal af farvegengivelser.

Hanne Abildgaard: Barbermaleren John Christensen. Gennemillustreret, 299 sider. Gads Forlag

*****    

Fra altmuligmand til bestsellerforfatter

Er der noget at hente i en biografi om Danmarks mest læste krimiforfatter? -Ja, for journalisten Jonas Langvad Nilssons Jussi giver et billede af en spændende person, der har nået mange forskellige ting i sit liv, inden han kunne leve af at være forfatter. Jussi Adler-Olsen er vokset op på tre forskellige sindssygehospitaler, hvor hans far Henry Olsen var overlæge, og muligvis er det på grund af den opvækst, at Jussi har formået at skildre en lang række mere eller mindre uhyggelige forbrydere og psykopater. Biografien er bl.a. blevet til under to rejser, hvor journalisten har interviewet hovedpersonen, først på en biltur til Nordjylland, hvor de besøgte det hospital i Brønderslev, hvor faren var ansat, og hvor Jussi tilbragte noget af sin barndom, og senere på en tur rundt i USA, hvor Jussi skulle deltage i markedsføringen af de amerikanske udgaver af hans romaner. Inden Jussi Adler-Olsen bliver forfatter på fuld tid, har han først et tegneserieantikvariat, Pegasus, på Nørrebro i København, hvor han bor i bagbutikken sammen med sin senere hustru Hanne, og efter afviklingen af det arbejder han som ulønnet organisator for den danske fredsbevægelse, for derefter at starte forlaget Donna i Nansensgade, lige efter han har komponeret musikken til tegnefilmen Valhalla. Efter et par år som freelanceredaktør på Pressens-Illustrations-Bureau, bliver Jussi administrerende direktør i Semic Interpresse A/S, efterfulgt af et par år som forlagschef for TV-Guiden. Og mens det står på, har Jussi skrevet på en roman, Russisk kabale, som han ender med helt at opgive, for at gå i gang med det, han har planlagt skal blive hans store internationale gennembrud, Alfabethuset, som gerne skal ligge i lufthavnskiosker over hele verden. Sådan kommer det imidlertid ikke til at gå, men den udkommer på Forlaget Cicero og får fine anmeldelser uden at blive en bestseller. Af én eller anden grund undlader Jussi at nævne, at den først bliver sendt til et andet forlag, som ikke vil udgive den. Det er lidt ærgerligt, da det kunne være interessant at få at vide, hvordan han tog det. Det næste, der sker, er, at Jussi lærer en redaktør, Anne Christine Andersen, at kende, som arbejder på Aschehoug, og her udgiver han sine to næste internationale spændingsbøger Firmaknuseren og Washington Dekretet, men det helt store gennembrud lader stadig vente på sig. I mellemtiden har Jussi haft en samtale med filminstruktøren Rumle Hammerich om Alfabethuset, som Hammerich følte sig godt underholdt af, men det instruktøren hellere vil have, er, at Jussi laver en dansk politi-tv-serie som en pendant til tv-serier som fx den svenske Beck. Og det er nok det, som inspirerer Jussi Adler-Olsen til at opfinde politimanden Carl Mørck og persongalleriet omkring ham, Assad og sekretæren Rose, og sådan begyndte det med bøgerne om Afdeling Q, der foreløbig har resulteret i fem bind, og hvor de næste fem bind også er planlagt.  Krimierne om Afdeling Q er udkommet på Politikens Forlag, hvor Anne Christine Andersen nu var blevet ansat, og hvor Charlotte Weiss, som Jussi tidligere havde haft ansat på Interpresse er redaktionschef. Biografien kommer også ind på filmatiseringerne af Afdeling Q-bøgerne, og hvordan Peter Aalbæks Zentropa og Jussi er gået galt af hinanden, sådan at de næste bind vil blive filmatiseret af Nordisk Film. Desuden er der planer om en amerikansk tv-serie om Afdeling Q. Når man læser biografien, finder man også ud af, hvor heldig Jussi indimellem har været, fx slipper han og Hanne fra en voldsom motorcykelulykke i Tyskland uden varige men, og ikke mindre end to gange har Jussi været ramt af kræftsygdom for dog igen at blive meldt rask. Forretningstalentet har aldrig fejlet noget hos Jussi Adler-Olsen, der flere gange har købt og renoveret ejendomme, og succesen med hans krimier har været så stor, at han har kunnet ansætte en fuldtidsmedarbejder til at passe sit firma, der i flere år er kommet ud med millionoverskud, og foruden villaen med kontor i Valby har familien Adler-Olsen i dag også en lejlighed i Barcelona samt sommerhuse i både Sverige og Rørvig. Biografien fortæller spændende om research, hvor Jussi fx en gang, da han havde fået afslag på at besøge Rigshospitalets traumeafdeling, iførte sig sin fars efterladte hvide kittel og stetoskop og gik en tur på afdelingens gange med hænderne i lommen uden på noget tidspunkt at komme i kontakt med patienterne. Og fra de mange møder med læserne og deres spørgsmål kan det godt irritere Jussi, at han i Flaskepost fra P lod forældrene til det kidnappede barn smide sækken med løsepengene ud ad vinduet i et intercitytog, hvor vinduerne ikke kan rulles ned, som en læser gjorde ham opmærksom på. Disse eksempler er blot nogle få i en særdeles spændende og læseværdig biografi om en gennemsympatisk forfatter.

Jonas Langvad Nilsson: Jussi. En biografi. 402 sider Politikens Forlag

***** 

Fremragende bog om cykelløb

Forfatteren og filminstruktøren Daniel Dencik har med Sportshjerte begået en fornem bog om sin fascination ved cykelløb. Det drejer sig hovedsagelig om danske udøvere som fx Matti Brechel, Jakob Fuglsang, Christopher Juhl-Jensen, Michael Rasmussen og lederen Brian Nygaard. Dencik tager læseren med rundt til endagsklassikere, Tour de France og til VM på landevej i Virginia USA. Både for cykelentusiaster og for andre er der meget at hente i den begavede bog om en sport, som med Denciks egne ord ville undre væsener fra andre planeter, hvis de kom på visit på jorden. Den velskrevne bog rummer også meget om filosofi og litteratur, så også andre end sportsidioter kan have glæde af den.

Daniel Dencik: Sportshjerte. 175 sider. Gyldendal

*****

Skøn logbog over et år på plejehjemmet

Egentlig er det en roman, men hollandske Hendrik Groens Forsøg på at få noget ud af livet med undertitlen 83 årige Hendrik Groens hemmelige dagbog kan måske også læses som en selvbiografi, til trods for at den ikke er det. Det er derimod en festlig logbog, som den gamle mand har sat sig for at føre over et år af sit liv på et plejehjem i Amsterdam. Han fortæller bl.a. om dagligdagen i Gammel-men-ikke-død-klubben, der har sit helt eget ottepunkts reglement, hvor der fx står, at deltagerne ikke må klage. Logbogen begynder den 1. januar 2013 og slutter nytårsaften samme år. Hans bedste ven blandt de andre gamle er Evert Duiker, som fx sender al sin post i kuverter med sørgerand, men uden frimærker, da han regner med, at postvæsenet af respekt ikke idømmer strafporto, og at man kan være sikker på, at brevet kommer frem til tiden. Det gik godt, indtil han sendte en kuvert med sørgerand til skattevæsenet, og samme Everts bror kørte rundt i en brugt rustvogn med en hjemmelavet kiste, så han kunne parkere ulovligt hvor som helst. Selv har Hendrik planer om, at der skal skjules en cd-afspiller med fjernbetjening i hans egen kiste, hvor man vil kunne høre hans stemme sige: ”Det er en fejltagelse. Luk mig ud. Jeg lever endnu …. Nej, altså, det er for sjov, jeg er stendød.” En anden dag filosoferer han over, hvorfor gamle mennesker er så nussede i deres cottoncoat med pletter og fedtet krave. Det må være fordi, de synes, at det er spild af penge at købe en ny frakke, når man ikke længere har tid til at slide den op. Hendrik passer flere gange Everts kat, bl.a. da han er på hospitalet, hvor de amputerer nogle tæer. ”Man er jo nødt til at udstråle lidt optimisme, og det er ikke let, når man ser så dystert på det som jeg. Jeg ville være en rigtig dårlig hospitalsklovn.” Dog mener han, at han er en solstråle sammenlignet med en kvinde, der besøgte sin nyopererede mand i nabosengen. I en halv time talte hun udelukkende om sine egne sygdomme og dårligdomme, hvilket til sidst fik Hendrik til at spørge hende: ”Var det ikke bedre, hvis I byttede plads?” I øvrigt bliver Everts beskyttede bolig sat på listen over boliger, der snart bliver ledige, mens han er på hospitalet. Hendrik kan også huske fra barndommen: ”Hjemme hos os skulle vi altid spise gammelt brød i stedet for friskt, fordi min mor altid købte for meget brød, for man kan aldrig vide, og først når der var mug på det, måtte ænderne få det.” Han er heller ikke helt tilfreds med konversationen ved måltiderne på plejehjemmet, når en beboer har sagt nej til et stykke kage: ”Jeg har nemlig siddet på wc den halve formiddag, jeg bliver fuldstændig udtømt.” DET VIL JEG OVERHOVEDET IKKE VIDE NOGET OM! Og han er heller ikke tilfreds, da Evert senere har fået amputeret sit underben, og lægger sit plasticben på bordet mellem marengsrutebilerne med bemærkningen: ”Det klemmer lidt, så jeg lægger det lige til hvile lidt.” Fredag den 13. september er der en kvindelig beboer, der bliver i sengen hele dagen. Så kunne der ikke ske hende noget. Hun spiste et stykke brød og drak en kop te. Hanken på tepotten knækkede, hun fik skoldhed te ned over sig og tilbragte resten af fredag den 13. på hospitalet. Og livet på plejehjemmet bliver helt godt for Hendrik, da Eefje flytter ind, kvinden Hendrik altid har længtes efter. En skøn bog om det at blive gammel.

Hendrik Groen: Forsøg på et få noget ud af livet. Oversat af Birthe Lundsgaard. 344 sider.People’sPress

***** 

Fremragende billede af et karismatisk magtmenneske

Titlen Pansergeneralen på Kirsten Jacobsens bog om Jørgen Ejbøl hentyder til hans begejstring for general Patton, som ikke havde noget bakgear på sin kampvogn. Bogen er ikke en biografi i gammeldags forstand, men et billede af ét af Danmarks mest magtfulde mediemennesker i nyere tid. Af andre kælenavne kalder én af bogens medvirkende ham for flødebollen, hvilket henviser til en hård ydre skal og en blød indmad. Foruden hele fortællingen om Ejbøls liv og karriere har en lang række personer, der har været tæt på ham, medvirket, og ved hvert udsagn følges det op af Ejbøls egen version. Jørgen Ejbøls karriere begyndte på Ålborg Stiftstidende, hvor han blev udlært som journalist, og gik via forskellige redaktørjob på så forskellige udgivelser som Billedbladet og Jyske Vestkysten til Jyllands-Posten, hvor han som ansvarshavende chefredaktør gjorde avisen til Danmarks største, indtil han sammen med Lars Munch fra Politikens Hus stod bag fusionen, hvor Jyllands-Postens Forn og Politiken-Fonden blev til JP/Politikens Hus, hvor bestyrelsen udnævner chefredaktørerne i de tre så forskellige aviser som Jyllands-Posten, Politiken og Ekstrabladet. Det var en fusion, der først blev til, efter at et forsøg på at forene Jyllands-Posten med Berlingske slog fejl. Her havde Ejbøl haft en krig omkring Aarhus, da det ikke lykkedes at købe Aarhus Stiftstidende fra Det Berlingske Hus, hvilket betegnes som Berlingskes Vietnam. Og da Jyllands-Posten rykkede sin Københavnsafdeling ind på Kongens Nytorv fortsatte kampen om hovedstaden. Ved at læse Pansergeneralen får man indtryk af Ejbøl som et meget sammensat menneske, der overfor venner og familie er en empatisk og følsom mand, men som også kan være et diktatorisk magtmenneske, der hader illoyalitet, og gør kort proces imod ansatte, der er dovne eller forsøger at gå bag ryggen på ham. Bogen fortæller også om den private Ejbøl, der har været gift tre gange og om hans store sorg, da hans anden hustru, Nina Hansen, døde af kræft. Han har ikke selv børn, men har giftet sig til både børn og børnebørn bl.a. sammen med sin nuværende kone, som han kærligt kalder Rektor. Kirsten Jacobsen har også fået med, hvordan Jørgen Ejbøl var primus motor i at få frigivet Daniel Rye Ottosen, som var gidsel i Syrien i over et år, før han blev løskøbt via Ejbøls indsats. Selv havde Ejbøl nogle år tidligere mistet sin bror, som blev taget til fange i Mellemøsten, og som aldrig vendte tilbage. I det hele taget er der en del om Ejbøls internationale arbejde. Spændende er også beretningen om en 14-årig skoledreng fra Grindsted, som Ejbøl brugte som  ung journalist på Jydske Vestkysten, da han var chefredaktør der. Den unge mand var Christian Jensen, der i dag er chefredaktør på Politiken. Jørgen Ejbøl har også sine meninger omkring gratisaviser, og så er han helt klart imod støtte til medier, da de ellers mister deres frihed. Ejbøl har både sine helte og det modsatte, og der er mange, han siger sin uforbeholdne mening om i bogen.

Biografi eller ikke biografi – Kirsten Jacobsens bog om Jørgen Ejbøl er én af de bedste nogensinde i genren – uanset om man interesserer sig for medier eller ej.

Kirsten Jacobsen: Pansergeneralen. Nedslag i Jørgen Ejbøls liv og karriere. 495 sider. Gyldendal

******

Fascinerende guldalderbiografi

Liss Hansens Guldalderdøtre er en dybt fascinerende og gribende biografi om maleren og professoren ved Kunstakademiet C.W. Eckersbergs fem uforsørgede døtre, Emilie, Hedevig, Wilhelmine, Elisabeth og Julie Eckersberg. Da Eckersberg døde af kolera i 1853 efterlod han foruden de fem døtre tre sønner, kobberstikkeren Erling, arkitekten Jens og cand. phil. I finansministeriet Julius. Alle på nær Erling boede sammen med deres far i hans embedsbolig på Charlottenborg, og som ugifte havde ingen af dem nogen indtægtsmuligheder. Mens sønnerne klarede sig igennem på egen hånd, måtte søstrene imidlertid hutle sig igennem tilværelsen, da kvinder på den tid ikke havde så mange muligheder for selv at skaffe sig indtægter. I begyndelsen fik søstrene lov til at blive boende i lejligheden på Charlottenborg, indtil maleren Vilhelm Marstrand skulle overtage lejligheden. 14 år efter lykkedes det for de fem kvinder at få en lejlighed i stiftelsen Krigsraad Mørks Minde forbeholdt ”enker og ugifte Fruentimmer af den bedre Klasse, hvis Kaar i forhold til deres Stilling ere ringe”. Stiftelsen, der ligger i Lille Kannikestræde 4 var indstiftet af den ugifte Emilie Henriette Mørk, der var uden direkte arvinger, og som i sit testamente havde besluttet at bringe sine forældre i erindring på denne måde. Ejendommen havde i frøken Mørks levetid haft seks lejemål ud over hendes egen femværelses lejlighed, men nu blev lejemålene delt op i mindre et- og toværelses boliger samt den treværelses lejlighed, som de fem Eckersbergdøtre fik til rådighed. Der var ret strenge krav til beboerne i stiftelsen, som ikke betalte husleje, men som fik forskellige pligter at udføre.

Det er lidt uklart, hvad bogens forfatter Liss Hansens indfaldsvinkel til at skrive Guldalderdøtre har været, andet end hun selv bor i ejendommen i Lille Kannikestræde 4, og at hun tidligere har skrevet bogen Krigsrådens datter om Krigsraad Mørks Minde, hvor hun fortæller ejendommens historie.

Liss Hansen: Guldalderdøtre – frøknerne Eckersbergs kamp for overlevelse. Illustr. 390 sider. Skriveforlaget

****

En mosaik

Det er 33 personer, der var Jakob Ejersbo nær, som kommer til orde i journalisten Rune Skyum-Nielsens Jakob var her – med undertitlen Bogen om Ejersbo. Der er altså ikke tale om en biografi i gammeldags forstand, men mere en slags kavalkade, der i kronologisk orden fortæller historien om en af vor tids mest markante danske forfattere. De mange små udpluk fra familie, venner og samarbejdspartnere er omkranset af den fortløbende føljeton fra den ekspedition, som en kvintet foretog sammen med et hold af indfødte bærere til toppen af Kilimanjaro i august 2013 med det formål at sprede den halvdel af Jakob Ejersbos aske, som en velvillig bedemand overlod til Morten Alsinger i en blikdåse, fra Uhuru Peak i næsten 6.000 meters højde. Den anden halvdel af asken ligger på Assistens Kirkegård, hvor Ejersbo blev bisat i juli 2008. Kort tid før Jakob døde som 40-årig, havde han sagt til sin gamle kammerat Morten: ”Hvis det her lort slår mig ihjel, skal du tage min aske med derop,” på den tur, som Jakob selv skulle have deltaget i, når han var færdig med at skrive sin Afrika-trilogi.  De første tilbageblik i 1973, er fra forældrene Hanne og Mogens, der beretter fra Tanzania, hvor familien var udstationeret, og det hele slutter i 2008/09. Her er det Jakobs forlægger Johannes Riis fra Gyldendal, der fortæller om færdiggørelsen af trilogien efter Jakob Ejersbos død. Bogen er baseret på breve, mails og sms’er, og i hvert afsnit er det den enkelte bidragyder, som lægger navn til sin egen erindring. På den måde er det lykkedes for Skyum-Nielsen at sammensætte et portræt af en forfatter, der var splittet imellem sit tilhørsforhold til to kontinenter, og som i sin desperate søgen efter kærlighed, lod forfatteren Ejersbo jagte Afrikaprojektet så meget, at mennesket Jakob ikke havde plads til sine forhold til de kvinder, der elskede ham, og som han vel også elskede. Den drøm om at stifte familie og få børn, når Eksil, Revolution og Liberty var udkommet, blev desværre aldrig til noget. Det satte en aggressiv kræftsygdom en stopper for. Heldigvis nåede Jakob Ejersbo at opleve succesen med gennembruddet Nordkraft, der indbragte ham både litteraturpriser, og som blev filmatiseret, og gudskelov havde han overskud nok til ikke at lade sig tirre af Weekendavisens Lars Bukdahl, der nærmest førte en kampagne imod ham, selv efter at han var død. Jakob var her er illustreret med fotografier og udklip, og jeg kan ikke mindes, at jeg har læst et bedre portræt af en kunstner.

Rune Skyum-Nielsen: Jakob var her – Bogen om Ejersbo. 464 sider. Gyldendal

Meget læseværdig fodboldbiografi

Uanset om man er fan af den engelske PremierLeague klub Manchester United eller ej, så er den legendariske træner Alex Fergusons erindringer værd at læse. I ikke mindre end 27 år stod den altid tyggegummigumlende skotte i spidsen for Man United, og det er helt ekceptionelt i en verden, hvor trænere og managere bliver udskiftet i en lind strøm, så snart resultaterne ikke lever op til forventningerne. I 2001 havde Ferguson besluttet sig for at trække sig tilbage, men familien ville det anderledes: ”Vi har lige holdt møde,” sagde Cathy (Fergusons hustru). ”Vi har truffet en beslutning. Du går ikke på pension. For det første er dit helbred godt. For det andet vil jeg ikke have dig herhjemme i huset. For det tredje er du alligevel også for ung.” Konen og sønnerne havde rottet sig sammen, og en af sønnerne sluttede med at sige: ”Du har så meget at tilbyde. Du kan opbygge et nyt hold i Manchester United.” Og Alex Ferguson konstaterer: ”Så kan jeg lade være med at slumre hen i fem minutter en anden gang. Den lur resulterede i, at jeg kom til at arbejde 11 år mere.” Da Ferguson meddelte sin beslutning, kom der straks godmodige og drilske bemærkninger, fa fra Ryan Giggs, der betragtede Ferguson som en anden faderskikkelse: ”Åh nej, det er bare løgn. Jeg har lige forlænget min kontrakt.” Bogen har fine portrætter af nogle af Man Uniteds markante profiler, foruden Ryan Giggs, der spillede langt over 1000 førsteholdskampe og blev ved til han var 43 år, er der spændende portrætter af Paul Scoles, Christiano Ronaldo, David Beckham, Roy Keane, Ruud van Nistelrooy, Eric Cantona, Robin van Persie og ikke at forglemme Peter Schmeichel. Spændende er det at læse om den ofte ikke helt nemme måde at behandle de store egoer på og alligevel bevare autoriteten. Alex Ferguson begynder med at fortælle om sin egen karriere i Skotland – både som spiller og som manager. Og man får også historien om dengang, han havde en pub i Glasgow. Man får også lidt at vide om rivaliseringen mellem de store managers, Arsène Wenger, José Mourinho og sir Alex, og uden at det bliver kedeligt, er man med i nogle meget spektakulære kampe. Mine erindringer slutter med Fergusons imponerende statistik over præstationer igennem årene.

Altså er man bare lidt interesseret i fodbold, så er Alex Fergusons erindringer en guldgrube af oplysninger og gode historier. Bogen er illustreret med mange farvefotografier. Det er en af de få sportsbiografier, som virkelig er værd at læse.

Alex Ferguson: Mine erindringer. Oversat af Christian Mohr Boisen. 381 sider. Gyldendal

Den formidable toer

Man kalder andet bind Den svære toer, men med hensyn til Gretelise Holms erindringer, så er Kærligheden, kampen og kloden en formidabel toer. Efter første bind – Jesus, pengene og livet troede jeg ikke, at det var muligt at skrive et endnu mere fascinerende andet bind, men det er altså lykkedes. I dette bind begynder Gretelise Holm med at fortælle om sin tid som journalist på Politiken, hvor hun straks blev kastet ind i Pattekrigen, som var resultatet af et foto, som Sisse Jarner tog af en højgravid ammende Gretelise med sitn ældste datter digende, et billede som ud over at forarge en masse og vække debat på Politiken også blev forside på Karin Strucks roman Moderen.Billedet resulterede som sagt i en debat påPolitiken, som ikke ville bringe en artikel, hvor billedet skulle være illustration, og det blev samtidig første fase i en kamp mellem Gretelise Holm og nogle ældre mandschauvinistiske redaktionschefer på dagbladet, som fx Eyvind Dreyer, som ikke ville have ”mere Mustafa i avisen.” Meget hurtigt skriver Gretelise Holm om hendes Knut, manden som hun forelsker sig i, og som hun stadig er gift med den dag i dag. Her er nogle meget kloge ord om, hvordan man klarer at leve i et ægteskab og trods konflikter bliver ved med det.Gretelise skriver om flere af de sager, hvor det lykkedes for hende at sætte fokus på problemer i samfundet, fx artiklerne om Ebberødgaard, som dengang var en slags Dantes helvede – uhyggelig og vedkommende læsning og en artikelserie, som vist var med til at forandre en hel del. Senere skildrer hun de artikler, hvor hun skrev om danske børnesoldater og var med til at få hævet grænsewn for, hvornår drenge kan blive professionelle soldater. En af de virkelig spændende ting, hun engagerede sig i, var artiklerne om hvem der styrede narkohandelen i København, og hvor hun lagde sig ud med Ekstrabladet, som med falske vidners medvirken førte en kamp mod narkoens såkaldte bagmænd så som Svend Thevis og Snotten – sikkert nogle kedelige karle, men som på urimelig vis blev dæmoniseret af EkstraBladet..På et tidspunkt bliver Gretelise Holm opfordret til at søge stillingen som chefredaktør på Information i samarbejde med Peter Wivel, men netop Wivel vil ikke have en kvinde som medredaktør, for det skal ikke ende som i sin tid med Bente Hansen. I stedet vælger Wivel Lars Hedegaard som sin medredaktør, en kontroversiel person, som senere gjorde sig bemærket i andre sammenhænge. Da Gretelise Holm efterhånden bliver trær af livet på dagbladene, bliver hun i en tid prorektor på journalisthøjskolen i Aarhus, og hun begynder at skrive debatbøger om bl.aa. kønsroller, som hele tiden er en vigtig sag for hende. Et af bogens mest fascinerende afsnit er alle erindringerne ffra familiens årlange ophold i Zimbabwe, hvor hunm virkelig er med til at ændre mangt og meget. Hendes mand Knut, som er læge, er med til at gøre en indsats overfor de uhyggeligt mange tilfælde af aids, og der er talrige eksempler på hvor håbløs kampen var, for at få indbyggerne til at forstå, hvad der skulle til for at stoppe denne tragedie. Helt gribende er hendes beretninger om mødomseftersyn og konekøb. Og så er det her, hendes karriere som forfatter tager sin begyndelse – først med Mercedes-Benz syndromet, der bliver begyndelsen til en helt ny karriere som skønlitterær forfatter. Og det hele slutter med den dagligdag, som hun har i dag.

Som det også var tilfældet med Gretelise Holms første erindringsbog, så er der tale om en underholdende og vedkommende beretning om et spændende liv. En biografi, som man læser ud i én køre, og hvor man bliver formidabelt godt underholdt. Det er en biografi, som langt overgår hvad der ellers udsendes af den slags litteratur i disse år. Den kan varmt anbefales. Læs den!!!

Gretelise Holm: Kærligheder kampen og kloden. Gennemillustreret med fotos. 439 sider. Forlaget Teli Media