Da terroren kom til i København. Spændende true crime-dokumentar

I sommeren 1985 kom terroren til København, og det har journalisten Anne Lea Landsted skildret i Terror i København – Det fældende bevis, som er en såkaldt true crime-dokumentar, der er spændende, som var det en kriminalroman. Man får beretningen om tre mænd med muslimsk baggrund, der ankommer med toget fra Uppsala i Nordsverige medbringende tre bomber, der skal sprænges i luften tre forskellige steder i den danske hovedstad. Den første bombe sprang foran det amerikanske flyselskab Northwest Orients kontor tæt ved Vesterport Station, som blev totalt raseret, og hvor en person blev så slemt forbrændt, at han døde senere af sine brandsår. Den næste bombe skulle have været bragt til sprængning ved det israelske flyselskab El Als kontor på Vesterbrogade, men her fik bombemanden kolde fødder, da han blev kontaktet af en ældre dame, hvorefter han demonterede bomben, som han efterfølgende smed i Nyhavn. Den tredje bombe eksploderede foran Synagogen i Krystalgade med store ødelæggelser, men uden tab af menneskeliv. Derefter forsvandt de tre bombemænd tilbage til Sverige. Hele sagen kunne have været opklaret næsten med det samme, men dels fordi politiet var så uforberedte, dels fordi der gik kludder i kommunikationen mellem politi og efterretningstjenesterne i Danmark og Sverige, kom der til at gå fire år, før sagen blev endelig opklaret. Anne Lea Landsted fortæller, hvordan bombemændene havde til hensigt at hævne sig på både Israel og USA, og hvordan de forventede at blive fejret som helte i Mellemøsten, hvor deres familier tidligere havde udråbt den enes søster til martyr efter en flykapring, hvor hun var blevet dræbt. Det er en meget velresearchet beretning, hvor man er med lige fra fremstillingen af bomberne. Mens den ene af bombemændene idømmes livsvarigt fængsel, slipper to af de andre med mildere domme. Men efter to års indespærring lykkes det for den livstidsdømte, der afsonede i den topsikrede anstalt Kumla lidt udenfor Stockholm, at flygte, mens de andre blev løsladt efter udstået straf. I slutningen af bogen har Anne Lea Landsted talt med de personer, der var udsat for terroren om de traumer, der fulgte dem siden. Om bombemændene var involveret i flykatastrofen i den skotske by Lockerbie i 1988, bliver antydet – man aldrig bevist. Som sagt er Terror i København 1985 spændende som en kriminalroman.

Anne Lea Landsted: Terror i København 1985. Det fældende bevis. True crime-dokumentar. Illustreret med fotos. 304 sider. Kriminalforlaget

*****  

En meget vigtig politisk bog

En af tidens nok mest aktuelle politiske bøger er Vibe Termansens I skyggen af Rusland, af der tager afsæt i den såkaldte Molotov-Ribbentrop-pagt, der blev indgået mellem Rusland og Tyskland i august 1939 og følger udviklingen helt frem til Putins invasion i Ukraine i februar 2022. Det er en beretning om, hvordan Rusland som imperium hele tiden har forsøgt at forsvare sin interessesfære, selvom det falder sammen med, at Ukraine fastholder, at landet er deres stat. Det er også en bog, der viser, hvordan Josef Stalin i april 1945 ved Jaltaaftalen, der blev indgået på Krim, gik bag om ryggen på sine forhandlingspartnere Winston Churchill og Francis D. Roosevelt ved at sætte sig på hele Centraleuropa, den dagen Anden Verdenskrig sluttede. Jaltaaftalen gav den længste fred i europæisk historie, men prisen var, at den halvdel, der blev befriet fra Berlin, nu blev domineret af Moskva, og den har siden ført til Sovjetunionens overgreb på lande som Ungarn, Polen og Tjekkoslovakiet. Men allerede i november 1943, da Kyiv blev generobret var det meste ødelagt, og 100.000 var sendt til kz-lejre eller slavearbejde. I 1944 deporterede Stalin en stor del af befolkningen på Krim, som han kaldte nazikollaboratører ud af landet på kreaturvogne, de fleste til Usbekistan. Da Sovjet kollapsede, vendte nogle af dem tilbage til Krim kun for at opdage, at deres huse og jord var blevet givet til russerne, der var flyttet til det område, der var blevet kaldt Sovjets Mallorca. I 1954 havde Nikita Khrutsjtjov ”givet” Krim til Ukraine, en handling der gjort lettere af, at området først var blevet tømt for sin oprindelige befolkning. Som noget helt grotesk, blev Krimtatarernes leder Mustafa Jemilev, der hele sit liv har kæmpet for sit folks rettigheder, deraf 15 år i sovjetiske fængsler i 2022 af russerne idømt to års fængsel for ”ulovligt at have passeret grænsen”, og han er fradømt retten til at komme på Krim indtil 2034, hvor han vil være 91 år. Termansens skildrer i forbindelse med Tysklands genforening, hvordan USA's udenrigsminister James Baker allerede i februar 1990 havde forsikret Mikhail Gorbatjov mundtligt om, at Nato ikke ville udnytte situationen op til kommunismens fald i Østblokken til straks at mase kanoner helt op i næsen på Sovjet, på det tidspunkt, hvor verdens to a-våbenmagter USA og Sovjet havde kapacitet til at udslette alle levende væsener på Jorden på under en time. For at overbevise Gorbatjov om, at Østtyskland, som ved genforeningen ville blive en del af Nato, lovede Baker ordret: ”Ikke en eneste tomme, Østtyskland og så ikke længere østpå.” Men bemærk: Det var en mundtlig aftale, som ikke var juridisk bindende. Og da Warszawapagten i juli 1991 nedlagde sig selv, var de tidligere Warszawapagt-landes optagelse i Nato et muligt scenarium, og fra 1994, da de sovjettiske tropper var væk, kunne alle andres Natotropper permanent overskride det gamle Jerntæppe. Nato havde dermed begyndt sin post-koldkrigs-udvidelse mod øst. Men inden da var Gorbatjov blevet væltet og afløst af Boris Jeltsin, og Sovjetunionen var blevet afløst af SNG (Fællesskabet af Uafhængige stater), men tilbage stod problemet med a-våben, for Ukraine var verdens tredjestørste a-våbenmagt, og USA's nye præsident Bill Clinton måtte derfor overbevise Ukraines præsident Leonid Kravtjuk om, at hvis ikke Ukraine afviklede sine a-våben ville de ikke bare være Ruslands, men også USA's fjende, men gjorde de det, ville de modtage både penge og sikkerhedsmæssige foranstaltninger. Så i 1994 underskrev Bill Clinton, engelske John Mayor, Leonid Kravtjuk og Boris Jeltsin det såkaldte Budapestmemorandum, der sikrer Ukraines grænser og selvstændighed, og at ingen af deres våben nogensinde vil blive brugt mod Ukraine, på nær i selvforsvar. Russerne viste sig senere at være sure over aftalen, og Ukraine var heller ikke glade, da de ikke havde illusioner om, at Rusland ville leve op til det, Jeltsin havde underskrevet. Vibe Termansen slutter sin bog med sine tanker om, hvad Rusland er i dag og måske i morgen, men inden da, har man som læser også fået tankevækkende og til tider næsten farceagtige beskrivelser om fx Jeltsins færden i fuldskab og om Putins og den politiske elites intense korruption og overforbrug, eksemplificeret ved gyldne toiletbørster til en stykpris på 600 dollars i Putins hemmelige palads ved Sortehavet. Bogen slutter med gengivelser af de forskellige aftaler som fx Molotov-Ribbentrop-pagten fra august 1939, Den Nordatlantiske Traktat (Nato) fra Washington april 1949, Helsinki-aftalen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa fra 1975 og Budapest-memorandum fra december 1994 – samt liste over udvalgt litteratur og stikordsregister.

Vibe Termansen: I skyggen af Rusland. Illustreret. 224 sider. Gads Forlag

*****   

Kurt Kragh og Ove Dahl God true crime-udgivelse

De to tidligere drabschefer Kurt Kragh og Ove Dahl har i Fra drab til dom skrevet en meget både underholdende og oplysende bog om, hvad der sker fra et drab finder sted, og til dommen bliver afsagt, hvis ellers drabsmanden bliver fundet af efterforskerne. Bogen er skabt i samarbejde med journalisten Stine Bolther, der også stod bag Kragh og Dahls bog om de største sager. Efter Bolthers forord er bogen delt op i følgende kapitler: Drabet, Gerningsstedet, Liget, Efterforskningen. Gerningsmanden, Offentligheden, Dommen, Hensigten og Ansvaret. Undervejs fremdrager de to erfarne politifolk en række sager uden at nævne navne på forbryderne eller at gå ind på de mest uhyggelige og makabre enkeltheder. Kurt Kragh var i 27 år med på Rigspolitiets Rejsehold, mens Ove Dahl som drabschef fra 2003-11 bl.a. stod for sagen om Amagermanden og drabet på den norske stewardesse, der blev fundet myrdet på et københavnsk hotel. Man får et fint indblik i, hvordan politiet arbejder, når de når frem til et gerningssted, der med det samme skal afskærmes, så der ikke er for mange, der tramper rundt og ødelægger de spor, der er. I kapitlet om drabsmotiver opstilles en liste over motiverne: Jalousi, Profit, Hævn, Udstødelse (især i bandemiljøet eller religiøse grupperinger), Fanatisme, Begær og Magt eller spænding. Det er en meget ærlig bog, hvor der ikke lægges fingre imellem, når der bliver fremdraget fejl, som har gjort det svært at opklare sager. Bogen er tydeligvis blevet til i forlængelse af de mange foredrag, som drabscheferne har holdt rundt om i landet. Det bærer bogen også desværre præg af, når man får sætninger som: ”Det har du ret i Ove” eller ”Det er jeg ikke enig med dig i Kurt”. Det burde Stine Bolther eller redaktøren have omskrevet. Ellers er der tale om en bog, der henvender sig til alle, som er interesseret i kriminalitet, alle der læser kriminalromaner eller ser kriminalfilm, for her får de at vide, hvordan det finder sted i det virkelige liv. Og så kan man desværre også sige, at alle forbrydere og drabsmænd burde læse bogen, før de begår deres ugerninger, for så ville de undgå de mest oplagte fejl.

Kurt Kragh og Ove Dahl: Drabscheferne Fra drab til dom. I samarbejde med Stine Bolther. Illustreret med s/h fotos. 263 sider. Politikens Forlag

****     

Den ultimative Gasolin’-udgivelse

Det er ikke småting, der i årenes løb er skrevet om Danmarks største rockband gennem tiderne, Gasolin’, og nu er der så i anledning af 50-året for gruppens debutalbum udgivet den nok ultimative bog om bandet Gasolin’ – Gudernes vilje, hvor Jacob Wendt Jensen og Niels Ole Baadsgaard lader de fire medlemmer Franz Beckerlee, Søren Berlev, Wili Jønsson og Kim Larsen fortælle om tiden fra 1971 til bandet gik i opløsning i 1978 – suppleret med samtaler og interviews med 48 personer, der var nær på Gasolin’. De næsten tusind citater i bogen er fra enten ikke tidligere offentliggjorte interviews eller fra forskellige bogudgivelser, artikler i aviser eller ugeblade samt fra interviews lavet til Anders Østergaards dokumentarfilm ”Gasolin’ – Hvis du tør så kom med mig…”. Man kommer med til arbejdet bag melodier og tekster, hvor man både oplever venskabet men også konflikterne, og der er beretninger om koncerter i både Danmark og Skandinavien og om Gasolin’s mislykkede forsøg på at slå igennem i Amerika. Foruden de fire, der var med til den bitre ende, kommer man tæt på Bjørn Uglebjerg, der var bandets første trommeslager, lydmanden Tommy ´Rocco´ Bogs, roadien Torben ´Hvide´Eriksen, produceren Poul Bruun og ikke mindst den tørstige poet Mogens Mogensen, der sammen med Kim Larsen var ophavsmand til mange af bandets finurlige tekster. Fx kan man opleve den helt syrede dialog mellem Mogensen og Larsen, der ender med at blive til det måske smukkeste Gasolin’-nummer ´De fem årstider´. I det hele taget er der meget med om de enkelte numre, og på de sidste sider fortæller Gasolin’s medlemmer om deres egne sange, og her går man frem gennem hver af de syv LP-er. Nogle af konflikterne mellem Kim Larsen og Franz Beckerlee skyldtes, at de andre ikke fandt nogle af Larsens sange egnede til Gasolin’s repertoire, hvilket resulterede i, at Kim Larsen i 1973 lavede sin egen LP ´Værsgo´, hvilket gjorde, at der blev ro i lejren, til trods for at Beckerlee betragtede det lidt på linje med utroskab i et ægteskab. Et stykke tid bandets opløsning er de på turné i Skandinavien, men allerede her går rygterne om at det er ved at være slut. Det var lidt som med The Beatles, hvor Paul McCartney sagde: ”Vi gennemskuede hinanden”. Den sidste koncert fandt sted i Folkets Park i Malmø med over 10.000 tilskuere, og bagefter kom tomheden. Trods at medlemmerne havde svoret, at de aldrig skulle genopstå, gjorde de det alligevel lidt modvilligt i 1982 til Gorilla Galla, hvor en række andre musikere også var på plakaten til noget, som Bjørn Uglebjerg havde arrangeret. Derimod sagde Gasolin’ nej til både Roskilde Festival, hvor de blev tilbudt fire millioner og til Skanderborg, hvor tilbuddet var på fem millioner for et enkelt sæt. Så kommer der noget om, hvad Gasolin’s medlemmer siden har beskæftiget sig med, og i  slutningen af bogen kan man læse, hvordan de fire økonomisk endte med at sidde med en enorm skattegæld på næsten 2 millioner kroner, fordi de havde overladt deres fælles selskab Pink Alice Musics økonomi til en revisor, der ikke var helt fin i kanten, og som bl.a. skulle sørge for, at der blev betalt skat. Det resulterede i, at fx Franz Beckerlee først efter syv år var ude af sin skattegæld på en halv million, og først efter at musikeren og vennen Peter Ingemann, der også er revisor, havde fået de fires økonomi bragt på fode igen. Det er en uhyre spændende og læseværdig bog, og den er gennemillustreret i både sort/hvid og farver – og så kan man jo sætte sig ned og lytte til fx ´The Black Box´, der blev solgt i mindst 135.000 eksemplarer.

Jacob Wendt Jensen og Niels Ole Baadsgaard: Gasolin’ – Gudernes vilje. Gennemillustreret. 448 sider. Politikens Forlag.

******    

Medrivende værk om Folketingets formænd

Historikeren Hanne Rasmussen, der i 16 år var chef for Folketingets Bibliotek og Arkiv, har netop fået udgivet 30 mænd og en kvinde, der handler om Folketingets formænd fra 1850 og til nu. Det er blevet en stor og gennemillustreret bog i stort format, der består af 31 biografier af de politikere, der har siddet i formandsstolen, siden den konservative Carl Christopher Georg Andræ blev valgt til dette hverv, som han bestred i tre rigsdagssamlinger fra 1850 til 1852, og indtil i dag, hvor det er socialdemokraten Henrik Dam Kristensen, der siden 21. juni 2019 har været formand for Folketinget. Rollen som Folketingets formand er den højeste stilling i Danmark, man kan blive valgt til, og indtil grundlovsændringen i 1953, mens Gustav Pedersen var Folketingets formand, var denne post ligestillet med Formanden for Landstinget, der sammen med Folketinget blev kaldt for Rigsdagen. Fra 1925 udgjorde de to formænd og de to tings næstformænd Præsidiet, og efter nedlæggelsen af Landstinget i 1953 blev Præsidiet Folketingets øverste administrative organ med ansvaret for alle Folketingets anliggender. I den kronologiske gennemgang kan man følge, hvordan de forskellige formænd har håndteret deres hverv meget forskelligt, og man kan desuden se, hvor sjældent der har været tale om kampvalg til posten. Dog var man i 1998 ude for, at der efter to afstemninger mellem socialdemokraten Birte Weiss og venstremanden Ivar Hansen, hvor stemmerne stod lige, måtte trække lod i en gammel kinesisk vase med det resultat, at Ivar Hansen blev ny formand for Folketinget, og i de følgende år blev han enstemmigt valgt, så han var formand indtil 2003, hvor han pludselig døde og blev efterfulgt af partikammeraten Christian Mejdahl. Bogen rummer flere pudsige episoder, hvor formanden af forskellige grunde har grebet ind og kaldt tingets medlemmer til orden fx på grund af påklædning, som da Kim Bencke fra Fremskridtspartiet i 1993 iført nissehue fik følgende kommentar fra Henning Rasmussen: ”Vi er altså til finanslovsforhandling og ikke til fest i forsamlingshuset i anledning af julen”, eller da Svend Jakobsen i 1982 irettesatte en VSer, der var iført badeshorts og bad ham om at iføre sig lange benklæder. Og så var der Gustav Pedersen, der var utilfreds med at medlemmerne talte alt for længe og sagde: ”Talerne skal være som en kvindes kjole – lange nok til at dække det nødvenlige, men korte nok til at være interessante.” Senest husker mange Pia Kjærsgaards røffel til Pelle Dragsted fra Enhedslisten: ”Man diskuterer ikke med formanden overhovedet.” Sådan kunne men blive ved, men der er også mange alvorlige sager som fx nedsættelsen af kommissionsundersøgelser, og debatter om medlemmer, der blev smidt ud af Folketinget som uværdige efter forskellige domfældelser. I det hele taget er det en svært underholdende bog, og skal man bedømme de forskellige formænd i forhold til hinanden, er det mit indtryk, at den mest kompetente formand Danmark overhovedet har haft var den radikale Karl Skytte, som var formand i ti år fra 1968 til 1978, og som ved sin sidste dag som formand fik disse ord med fra Anker Jørgensen - tre ord der faldt ham ind: ”Fasthed, mildhed og humor.”

Hanne Rasmussen: 30 mænd og en kvinde. Folketingets formænd fra 1850. Gennemillustreret i farver og s/h. 327 sider. Gads Forlag

******      

Medrivende true crime

Med Peter Grønlund som medforfatter har Dorin Mørck Larsen i bogen Bankrøver fortalt historien om PIC, der står for Partners in crime, en gruppe venner, der omkring årtusindeskiftet begik en lang række bankrøverier hovedsageligt i mindre sjællandske provinsbyer. Gruppen bestod af de syv venner Dorin, Nick, Tykke, Fjongo, Skalle, Stein og JayJay, der hver gang mødte velforberedte op med attrappistoler, en udtænkt flugtrute og tasker, som skulle fyldes om med pengesedler. Ved hvert røveri havde de placeret en stjålet bil ikke langt væk fra den bank, der skulle plyndres, og hen til den flygtede de i en anden stjålet kassevogn, som blev efterladt, når de havde skiftet køretøj. Og ofte tilbragte de nogle timer i en nærliggende by, inden de kørte tilbage til København. Den første bank, de røvede lå i Vemmelev på Vestsjælland, en by de kendte særdeles godt, fordi Dorins forældre boede der. Som regel slap de væk med ganske store beløb, men enkelte gange skete det, at banken havde placeret en farvepatron blandt pengesedlerne, hvilket gjorde, at de fik en vis ekspertise i at vaske røde pengesedler, så de om ikke andet kunne anvendes i pengeautomater. Dorin fortæller meget ærligt om de enkelte røverier, og om hvordan de efterhånden blev så øvede, at de ikke havde nerver på, når de trængte ind i en bank og råbte, at det var et røveri, og at der ikke ville ske noget, hvis alle holdt sig i ro. I modsætning til fx Blekingegadebanden, der røvede med henblik på at anvende pengene til politiske formål, var formålet med de syv venners røverier udelukkende, at det gav dem mulighed for at føre sig frem i nattelivet med sprut, kokain og ludere, og selvfølgelig måtte det ende galt. Det gjorde det, da Nick blev anholdt og sladrede om sine kammerater, hvilket resulterede i, at de seks andre blev mere eller mindre mandsopdækkede, indtil de også gik i fælden. De fik alle lange fængselsstraffe, og Dorin fortæller levende om de mange år bag tremmer, først i Horsens, siden i Vridsløselille og til sidst under mere frie forhold i Jyderup. Da Dorin endelig bliver løsladt, får han en lejlighed på Dalgas Boulevard på Frederiksberg, men han har intet lært, og han fortsætter sin kriminelle løbebane, indtil han igen bliver anholdt og får en såkaldt straksdom på 12 måneders fængsel. Da han bliver løsladt i 2013, beslutter han, at der ikke skal være mere kriminalitet og fængsel og skuffelser for hans mor og resten af familien. Det er lykkedes fint for Peter Grønlund, der tidligere har skrevet andre bøger om storbyens vrangsider, at give et insider-indblik i, hvordan bankrøvere arbejder, og man kan håbe, at sådan en beretning kan få andre unge mennesker til at holde sig på måtten.

Peter Grønlund og Dorin Mørck Larsen: Bankrøver. Historien om Danmarks mest berygtede bankrøverbande. Illustreret med fotos. 238 sider. Momenta   

****

Genial LEGO-biografi

Den altid Jens Andersen, der er manden bag flere gode biografier, er nu aktuel med Et liv med LEGO – en slægtshistorie, som handler om verdens største legetøjsproducent og familien bag den. Det begynder for over hundrede år siden, da Ole Kirk Christiansen slog sig ned som tømrer i den jyske by Billund. Her begyndte han i begyndelsen af 1930-erne at producere trælegetøj, fx biler, lakerede trækdyr på hjul og ikke mindst en af den tids store diller yoyoen, som han i øvrigt brændte sig så meget på, at han måtte realisere et større parti til nedsatte priser. Allerede i 1936 var navnet LEGO, der stod for ”Leg Godt”, blevet introduceret, og efter en ildebrand i 1942 opførte han en ny fabrik. Nu var sønnen Godtfred Kirk Christiansen (G.K.C.) blevet tilknyttet, og anskaffelsen af en plasticstøbemaskine gjorde, at man i 1950 begyndte at producere de plasticmursten, der først i 1958 var færdigudviklet, da hulrummet i klodserne fik tilført rør, så de kunne sammenkobles med knopperne på oversiden af klodserne. Frem til Ole Kirks død i 1958 spillede det religiøse sindelag en stor rolle for ledelsen, og medarbejderne mødtes til andagt i LEGOs nye foredragssal hver morgen, og indtil 1960 var den en pligt for de ansatte at være med i den kristelige fagforening (i dag Krifa). Det gik så godt for LEGO, at koncernen snart eksporterede til det meste af verden, og med den store betydning LEGO havde for Billund lykkedes det for G.K.C. gennem dygtigt lobbyarbejde at medvirke til, at Billund Lufthavn blev indviet i 1964, fire år før LEGOLAND åbnede. I 1969 bliver Godtfred Kirk Christiansens datter Hanne og hans svigersøn dræbt ved en bilulykke, og G.K.C. er så rystet langt ind i sjælen, at han overvejer at sælge LEGO, hvorfor han har en række møder med Incentives direktør Vagn Holck Andersen, der ender med at blive ny direktør, og som skal forberede det senere generationsskifte, hvor tredje generation med Kjeld Kirk Kristiansen (bemærk at han staver Kristiansen med K i stedet for Ch) rykket ind i ledelsen. Det sker i 1979, hvor Holck Andersen bliver direktør i IRMA, men fortsætter bestyrelsesarbejdet i LEGO, indtil han går på pension i 1996, og Mads Øvlisen bliver ny bestyrelsesformand. Han og Kjeld Kirk er så bekymrede for de kommende års regnskaber, at de som ny finans- og økonomidirektør antager Poul Plougmann (kendt som virksomhedsdoktoren), og som senere bliver administrerende direktør. Imidlertid bliver 1998-regnskabet det værste i LEGOs historie med et underskud på 282 mio. kr., og der udarbejdes en spareplan, som varsler store afskedigelser. Efter en kort opblomstring står det i 2003 så galt til, at virksomheden har kurs mod en betalingsstandsning, så samtidig med at Plougmann bliver fortid i LEGO, bliver den 35-årige Jørgen Vig Knudstorp ny administrerende direktør i LEGO, men han kan ikke forhindre et underskud på omkring 2 mia. kr. i 2004-regnskabet og vælger at flytte noget af produktionen til lavtlønsområder tæt på de store markeder i USA og Tyskland, hvorved 1.000 medarbejdere i Billund bliver overflødige. Desuden bliver LEGOLAND parkerne i Danmark, Tyskland, USA og England solgt fra for 2,8 mia. kr., dog beholder LEGO gennem investeringsselskabet KIRKBI A/S en tredjedel af aktierne. Med mange nye LEGO-produkter vender det hele, og med Knudstorps nye strategi bliver 2007 et jubelår med et overskud på 1,5 mia. kr., og de bebudede fyringer bliver udskudt for senere at blive afblæst. Med et overskud på 1,8 mia. kr. i 2009 står Jørgen Vig Knudsen bag et af de mest overraskende turnarounds i dansk erhvervshistorie, og i 2010 er der mere end 9.000 ansatte. Succeshistorien slutter med indvielsen af LEGO House tegnet af Bjarke Ingels, hvor kronprinseparret og deres fire børn er til stede. På Forbes Magazine liste over verdens rigeste mennesker i 2021 udgøres plads 274 af fire danskere med mellemnavnet Kirk, Kjeld, Sofie, Thomas og Agnete, der hver er gode for 54,4 mia. kr., som forvaltes af KIRKBI A/S, der er LEGOs bank og Kirk-familiens pengetank. KIRKBI ejer 75% af LEGO, mens de sidste 25% ejes af LEGO Fonden, der med en formue på 15 mia. kr. og 100 ansatte i 2020 uddelte 1,5 mia. kr. til hjælpearbejde.

Et godt liv med LEGO er blevet til gennem Jens Andersens samtaler med Kjeld Kirk Kristiansen og hans adgang til LEGOs arkiver i Billund. En imponerende præstation al den stund, at der aldrig er andre, som har fået lov til at fortælle historien om LEGO i bogform. Bogen er illustreret med masser af fotos og en udførlig litteraturliste.

Jens Andersen: Et liv med LEGO – en slægtshistorie. 454 sider. Politikens Forlag

******   

Genial bog om cykelløb

Den unge cykelentusiast Bastian Emil Goldschmidt har med bogen Fremad skrevet en både smuk og medrivende bog om cykelløb. Historisk kommer han hele vejen rundt om denne barske og udmarvende sportsgren i 21 essays. Han fortæller både om de store ”grand tours”, Giro Italia, Vuelta España og ikke mindst Tour de France helt tilbage fra den tid, hvor rytterne skulle forcere de ufremkommelige og krigshærgede veje uden brug af nutidens moderne hjælpemidler, og hvor rytteren selv måtte reparere sin cykel, hvis den var udsat for defekt. Men der er også kapitler om de berømte endags-klassikere som fx Paris-Roubaix og Flandern Rundt. I de 21 kapitler møder man både kaptajnerne og hjælperytterne samt sprinterne og bjergspecialisterne. I kapitlet om Velodromen er der gensyn med forne tiders seksdagesstjerner som fx Kay Werner og Evan Klamer. Et andet kapitel handler om den legendariske timerekord, hvor nogle af de bedste præstationer fandt sted på den berømte >Vigorellibane i Milano, der var bygget f den fineste afrikanske maghoni. Som læser er men med ved nogle af de mest berømte sejre og nederlag, fx da amerikanske Greg LeMond i 1989 efter 3.285 km. i Tour de France endte med at besejre franske Laurent Fignon med sølle 24 sekunder i det samlede klassement. Bastian Emil fortæller om sine helt store helte, hvor italieneren Fausti Coppi nok indtager hovedrollen, og i bogens mest gribende kapitel, Bjergrytteren, får man historien om danske Michael Rasmussen, der i 2007 blev trukket ud af det Tour de France, som han stod til at vinde efter sin imponerende etapesejr på toppen af Col d’Aubisque. Naturligvis kan Bastian Emil ikke komme udenom cykelsportens moderne syndefald med 1990’ernes mange dopingskandaler. Når bogen Fremad efter min mening står som en af alle tiders bedste sportsbøger, skyldes det den entusiasme, som den velskrivende Bastian Emil Goldschmidt er i besiddelse af. Det ved de mange, som har set ham i forbindelse med tv-dækningen af fx Giro España eller i hans samtaler med legendariske Jørgen Leth. Er man bidt af cykelløb er Fremad et must, men for alle andre er det en bog, der åbner en dør ind til en af verdens mest fascinerende sportsgrene.

Bastian Emil Goldschmidt: Fremad. Gennemillustreret med sort-hvide fotos. 200 sider. Strandberg Publishing

*****  

Skøn bog om et herligt teater

”Man skal ikke lade sig slå ud af kendsgerningerne”, sådan har Riddersalens motto været, siden Jytte Abildstrøm tog over i 1970. Nu er der kommet en prægtig bog om Fortællinger om Riddersalen og dens mennesker i Jyttes tid -fortalt af dem selv. Bogen er redigeret af den nuværende teaterchef Piet Bertelsen. Der er tale om festlige erindringer fra alle mulige med tilknytning til det meget utraditionelle teater i Jyttes tid fra primadonnaen Daimi til scene- og kontorpersonale, og med mange gode fotografier genoplever man som læser den skønne blanding af dukke- og børneteater, turnéteater og så alle de legendariske stykker som fx ”Styrmand Karlsens flammer”, ”Svend, Knud og Valdemar”, ”Kong Ubu”, ”Kleopatra” og hvad de nu ellers hed. Det er herligt at læse om sammenholdet, hvor alle medarbejdere fik samme løn og om det økologiske hus med tilknytning til Riddersalen, og hvordan bæredygtighed og miljø altid har været i højsædet. Indimellem kommer Jytte Abildstrøm selv til orde, og det samme gør hendes sønner Lars og Peter Mygind, hvor sidstnævnte bl.a. var med til at sælge programmer for tre kroner stykket og tre for en tier. Til slut får man hele historien om hvordan ”Den ny hollænderby” på Frederiksberg udviklede sig til både Lorry og Riddersalen, som før Jyttes tid bl.a. havde Arne Weel som direktør, og hvor Liva, Poul Henningsen, Kjeld Abell, Hans Bendix, Kai Normann Andersen, Bernhard Christensen/Hermann D. Koppel og Svend Møller Kristensen fejrede triumfer. Et skønt værk for alle, der er interesseret i kultur.

Piet Bertelsen (red.): Fortællinger om Riddersalen og dens mennesker i Jyttes tid – fortalt af dem selv. 216 sider. Forlaget Clemmerdu

*****

Højt at flyve – dybt at falde

De to tidligere spindoktorer for Venstre Søs Marie Serup og Mikkel Faurholdt har i Skaberen taberen frelseren? Samlet historien om Dansk Folkeparti. Det begynder i oktober 1995 i Gentofte hjemme hos Pia Kjærsgaard og hendes mand Henrik Thorup, hvor nogle folketingsmedlemmer fra Fremskridtspartiet mødes til en middag, som bliver begyndelsen på én af de største succeser i dansk politik. Weekenden før har Fremskridtspartiet holdt et kaotisk landsmøde i Aarhus, hvor Mogens Glistrups samling af landsbytosser har optrådt på slap line. Hvem husker ikke, da tossen over dem alle, Kresten Poulsgaard stod foran scenen og råbte, at Kristian Thulesen Dahl var en tøsedreng. Det var samme Poulsgaard der året før havde udtalt, at Danmark var for lille et sprogområde til at have en ballet! Ved middagsselskabet hos Pia Kjærsgaard bliver man enige om at starte et nyt parti, som skal hedde Dansk Folkeparti. Der bliver hurtigt samlet det nødvendige antal underskrifter, og ved valget i 1998 sætter en kvart million danskere kryds ved liste O, og partiet får yderligere ni mandater oveni de fire, de havde haft siden sprængningen af Fremskridtspartiet. Ved valget i november 2001 – lidt over et år efter, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen har udtalt om Dansk Folkeparti: ”Stuerene, det bliver I aldrig”, sker det, som DF altid omtaler som Systemskiftet, hvor partiet går frem fra 13 til 22 mandater, og Venstre bliver landets største parti. Men Dansk Folkeparti når aldrig længere end til at blive støtteparti for forskellige borgerlige regeringer. Allerede i 2005 indleder Socialdemokratiet en række undersøgelser gennem målinger og fokusgrupper med det formål dels at fastholde sine vælgere, dels at man gerne vil have fat i flere, mens DF altid har brugt Pia Kjærsgaards såkaldte ”seismograf” til at se, hvad der rører sig i befolkningen. Derfor burde Kristian Thulesen Dahl nok have benyttet mere professionelle redskaber, da han i 2012 overtager ledelsen i Dansk Folkeparti, men det gør han ikke. I stedet bliver DF blændet af sin succes med at erobre stemmer fra Venstre i stedet for at fokusere på dem, de tabte til Socialdemokratiet. Så det ender med, at striden i Anders Foghs Venstreregering udløser det valg, der gør Helle Thorning til statsminister. Men allerede i juni 2015 får Danmark Lars Løkkes étpartiregering, der dog senere udvides med ministre fra både De Konservative og Liberal Alliance, mens DF stadig må se til fra sidelinjen. I stedet for begynder Kristian Thulesen Dahl at flirte med Socialdemokratiet, der nu konkurrerer så meget med DF, at partiets udlændingepolitik kommer til at ligne DFs mere og mere, og ved valget i 2019 sker den helt store nedsmeltning for Dansk Folkeparti, der får det største valgnederlag i Danmark i 100 år. Mette Frederiksen danner en étpartiregering, og DF er nu også truet af to partier, der ligger til højre for dem, og den helt store ydmygelse er, da en meningsmåling i 2021 gør Pernille Vermunds Nye Borgerlige dobbelt så store som Dansk Folkeparti. Hvad er fremtiden for DF? Kan man forestille sig, at næstformanden Morten Messerschmidt afløser Thulesen Dahl – eller vil det lykkes at få løsgængeren Inger Støjberg over i DF, i stedet for at hun ender hos veninden Pernille Vermund. Tiden må vise det, men det står fast, at efter 25 år er det parti, der begyndte som en succes endt som den rene fiasko.

Søs Marie Serup og Mikkel Faurholdt: Skaberen taberen frelseren. Historien om Dansk Folkeparti. Illustreret med fotos. 282 sider. Gads Forlag

*****

En helt genial True Crime – spændende som en kriminalroman

Da den unge kvinde Kickan Granell i juli 1965 blev fundet død i sin seng, betragtede de tilkaldte politifolk det først som selvmord. Sådan begynder Mordet på Söndagsvägen skrevet af den svenske historiker Peter Englund. Umiddelbart ville man tro, det var begyndelsen på en krimi, men her er der tale om en såkaldt ”True Crime”, der fortæller om dette dødsfald, der viste sig at være et drab, og Englund fortæller hele historien om selve forbrydelsen, jagten på morderen, tilfangetagelsen, undersøgelsen og retssagerne, først den hvor Friedrich Wagner bliver frikendt, og dernæst appelsagen i Landsretten, hvor han bliver dømt til forvaring. Og endelig hans flugt fra den psykiatriske tvangsbehandling på S:t Görans sjukhus på Kungsholmen, hvorfra han flygtede i 1967, efter at have aflagt en fuldstændig tilståelse. Flugten foregik med tog til Göteborg, hvorfra han tog færgen til Frederikshavn og videre med tog sydpå, hvorefter han blev anholdt af grænsepolitiet i Padborg og sendt tilbage til S:t Göran. I november 1968 blev han løsladt og udvist af Sverige og sendt tilbage til Wien i sit fødeland Østrig, hvor han døde i 2010. Peter Englund fortæller hele historien, så den er spændende som en kriminalroman med bl.a. gerningsmandens optegnelser. Hvad der gør bogen helt genial, er Englunds prolog, hvor han fortæller om kvarteret Hökarängen, hvor Söndagsvägen ligger, og samtidig ridser op, hvordan Sverige fra 1950-erne blev til det Folkehjem, som minder en del om den udvikling Danmark også gennemgik i den samme periode. Det er et helt uimodståeligt stykke samtidshistorie.

Peter Englund: Mordet på Söndagsvägen. Oversat af Jesper Klint Kistorp. 280 sider. Gyldendal

******

Pragtværk i tre bind om Bladtegningen i Danmark

Det er et trebinds pragtværk på næsten 1.100 sider i stort format, samlet i en papkassette, som tegneren Claus Seidel har givet navnet Til stregen. Bladtegningen i Danmark. Foruden selv at have tegnet til forskellige dagblade og TV i mere end 50 år, har Seidel været initiativtager til oprettelsen af den selvejende institution Museet for Dansk Bladtegning, der rummer mere end 300.000 originaltegninger fra mere end 225 bladtegnere. I 2007 blev Seidel ringet op af direktøren fra Det Kongelige Bibliotek Erland Kolding Nielsen, der sagde: ”Det er Erland, jeg har besluttet, at du skal skrive din historie om dit fag og dets udøvere over tid. Jeg skaffer midlerne, så du over en treårig periode udelukkende kan arbejde med at skrive. Det skal være et digert værk med et hav af illustrationer fra museets store samling. Du kan skrive den historie. Og jeg skal have den ud af dig, mens tid er, ja, undskyld jeg taler lige ud af posen.” Når Seidel fik denne henvendelse, var det fordi, han i 20 år havde medvirket til at indsamle den formodentlig største samling af original kunst på papir i Europa. Og i samme periode kvitteret med mere end 80 udstillinger i Den Sorte Diamant. Da Det Kongelige Bibliotek i 2017 blev sammenlagt med Statsbiblioteket i Aarhus, blev den museale funktion ved årets udgang nedlagt, og ansvaret for drift blev frataget Seidel og overgik fuldt ud til Kort- og Billedafdelingens personale. Udstillingsaktiviteterne blev nedlagt og indsamlingsarbejdet gik i stå.

Til stregens tre bind er opdelt på den måde, at 1. bind omhandler skrivebordstegningen – fx dagens tegning der kan være Anders Fogh Rasmussen som hulemand med kølle, Poul Nyrup Rasmussen med en for lille cykelhjelm, Lars Løkke Rasmussen i boksershorts og med fadbamse, Poul Schlüter, der fejer noget ind under gulvtæppet eller Pia Kjersgaard som konen i Muddergrøften. 2. bind omhandler reportagetegningen fra fx interviews, fra teaterpremierer eller fra retssale, mens 3. bind fortæller den faglige historie, Museet for Dansk Bladtegnings fødsel og død, biografier over nulevende og afdøde medlemmer af Danske Bladtegnere samt kildeoversigt.

Foruden de mange skønne tegninger, hvoraf en del er i farver, er værket fuldt af anekdoter, og der er også blevet plads til en del vittighedstegninger og tegneseriestriber.

En ikke helt lille del handler om ytringsfrihed og censur, hvor man bl.a. hører om, hvordan tegnerne i 1930-erne blev bedt om ikke at latterliggøre og udfordre det store naboland mod syd, og selve Muhammed-krisen optræder naturligvis også. Som en lille pudsig ting viser Claus Seidel en tegning, han tegnede med en knoglehånd, der holder om en pakke Cecil cigaretter, men den kom aldrig i B.T., da bladets chefredaktør kunne fortælle, at det var Skandinavisk Tobakskompagni, som var tegningens skurk, der ejede huset, bladet lå i. Ak ja! Ganske interessant er det også at læse om mange tegneres store generøsitet, når det gjaldt om at donere originaltegningerne til museet, og så enkelte arvinger, der troede, at de skulle score kassen helt i modstrid med tegnerens oprindelige ønske.

Som sagt er det en lystvandring i dansk tegnekunst, men hvor er den synd, at Erland Kolding Nielsen ikke nåede at se det færdige værk før sin død, og hele usikkerheden om museets fremtid er næsten ikke til at bære, men foreløbig – nyd dette helt enestående værk, der næppe var blevet til noget uden en omfattende fondsstøtte.

Claus Seidel: Til stregen. Bladtegningen i Danmark 1-3. 1.096 sider i kassette. Gads Forlag

******  

Fremragende fortælling om magtens beskyttelse

Pulitzerprisvinderen Ronan Farrows Catch and kill er egentlig en fagbog om sexualforbryderen Harvey Weinstein, der om nogen repræsenterer hele #Metoo#-bevægelsen, men den er samtidig så spændende, at man næsten kan læse den som en kriminalroman fra virkeligheden. Farrow, der er søn af skuespilleren Mia Ferrow, og som enten har Woody Allen eller Frank Sinatra som far, var tidligere tv-vært hos NBC News, og egentlig var det til dem, han med henblik på en tv-udsendelse begyndte at afdække historien om filmproduceren Harvey Weinstein. Jo længere han kom i afdækningen af filmmogulens overgreb på utallige smukke skuespillerinder, bl.a. gennem interviews med nogle af dem, der direkte var blevet voldtaget af Weinstein, jo vanskeligere blev det for Farrow at få sit projekt igennem hos hans overordnede, specielt  chefen for Today Show Noah Oppenheim, men også hos de øvrige på direktionsgangen på NBC News. Det blev så håbløst, at Ronan Farrow til sidst valgte, at få historien ud på avisen The New Yorker. Det, der bremsede Farrows arbejde på NBC News, var Weinsteins pression overfor NBCs ledelse, hvor han ved hjælp af ubegrænsede midler fik involveret nogle af landets dyreste advokater samt elitespioner med baggrund i Mossad. Samtidig havde Weinstein gennem trusler mod de kvinder, han havde forgrebet sig på, om at ødelægge deres karrierer og ved hjælp af tavshedskontrakter til syvcifrede dollarbeløb, fået dem til at holde kæft, men ikke destomindre havde Ferrow fået flere af dem til at lade sig interviewe foran et kamera. Ronan Farrow blev skygget af detektiver, og samtidig blev det forsøgt at misbruge hans egen familiebaggrund. Farrows bog tegner et stærkt billede af nogle modige kvinder, der risikerede alt for at afsløre sandheden og derved være med til, at andre kvinder ikke blev ofre for lignende overgreb og sexchikane. Det hele er foreløbig endt med, at Harvey Weinstein er blevet idømt 23 års fængsel, men en appelsag er undervejs. Catch and kill er nok én af de mest vigtige kønspolitiske bøger nogensinde, og så er den som sagt samtidig spændende som en uforglemmelig thriller.

Ronan Farrow: Catch and kill. Oversat af Ninna Brenøe. 453 sider. Klim

******

Meget andet end et jubilæumsskrift

Selveste Gyldendal er den geniale titel på journalisten og forfatteren Pernille Stensgaards bog om det store forlagshus i Klareboderne, der snart fejrer sin 250 års-fødselsdag. Historien begynder i 1952, da Ole Wivel og den velhavende oste-grosserer Knud W. Jensen bliver hovedaktionærer i Gyldendal, der på det tidspunkt nærmer sig fallittens rand. Forlaget havde siden Søren Gyldendals død i 1802 været ejet af hans datter Bolette og hendes mand Jacob Deichmann, der drev deres forlag og sortimentsboghandel i Klareboderne. Da de ikke havde nogen arvinger, blev det den 33-årige Frederik V. Hegel, der havde været lærling i forlagets trykkeri, som i 1850 købte forlaget for et forsvindende lille beløb. I bedste Buddenbrook-stil ejede sønnen Jacob Hegel ikke sin fars flid og talent, men traf en klog beslutning, da han hentede Peter Nansen fra Politiken, og selv forsvandt ud af billedet, indtil familien Hegel 20 år senere fyrede den sygdomsramte og meget generøse Nansen og indsatte tredje og sidste generation på hans plads, Frederik Hegel den Yngre, om hvem Godfred Hartmann sagde: ”Hvor var han mærkelig.” Derefter blev den legendariske Ingeborg Andersen direktør, hvad hun var, indtil triumviratet, Ole Wivel, Jokum Smith og Otto B. Lindhardt tog helt over. Og så fortsætter historien om Gyldendal helt frem til i dag. Den nok største helt i Stensgaards bog er Otto B. Lindhardt, som onde tunger mente var for merkantil til et stort litterært forlag. Men det var ham, der fik rettet skuden op, bl.a. ved at indføre billigbogen i Danmark. At han så dagen efter 200-års jubilæet i 1970, chokerede hele bogbranchen ved at sige op og senere starte Lindhardt og Ringhof, er en anden historie. Det er på imponerende vis lykkedes for Pernille Stensgaard at fortælle Gyldendals historie på en underholdende måde, hvor man ustandselig mærker skellet mellem at være det progressive litterære forlag og så samtidig være en forretning, der økonomisk løber rundt. Det fortsætter helt frem til i dag, hvor endnu en merkantilt indstillet direktør har sat sig i stolen som administrerende direktør. Der mange eksempler på både jalousi, intriger og magtkampe, og undervejs er der masser af festlige anekdoter, som fx da der i 1977 blev indrettet et sygerum til de svimle, utilpasse og gravide med en briks, som til tider forvandledes til bollerum som i 1960-ernes kollektiver. Tilbage er at konstatere, at Selveste Gyldendal er underholdende fra først til sidst, og det er ikke kun et skønmaleri, som den slags jubilæumsbøger ofte er. Den kan varmt anbefales til alle!

Pernille Stensgaard: Selveste Gyldendal – en historie. Gennemillustreret 472 sider. Gyldendal

******

Skøn Københavnerguide om 40 forskellige træhuse

Den myreflittige journalist og forfatter Peter Olesen har med Træhuse i København foretaget endnu en lystvandring rundt i København og omegn. Bogen, der er indbundet i et lille handy format, er illustreret med masser af farvefotografier, taget af den dygtige fotograf Henrik Bjerregrav. Det er vidt forskellige træhuse, der er med, lige fra den pompøse kolonnade på Amalienborg og den imponerende Hovedbanegården til den store Dansepavillon i Sydhavnen, der oprindelig var opført lige ved siden af Sankt Hans´ Hospital i Roskilde, men som blev flyttet omkring årtusindeskiftet til det nuværende domicil. Af andre spektakulære træhuse er Pantomimeteatret i Tivoli, tårnet i Zoologisk Have , bygningen på hjørnet af Peter Bangsvej og Søndre Fasanvej, der i dag rummer Loppeshoppen, og som tidligere husede Diakonissestiftelsens Boghandel, også kaldet Schülein. Der er de mange kanonbådsskure og Masteskurene på Holmen, de røde barakbter i Valby, Bjælkehuset i Søndermarken, Blomsterskuret på Værnedamsvej og den imponerende tennishal på Rygårds Allé, der blev bygget af en privat velhavende tennisspiller, som var blevet smidt ud af KB på grund af sin interesse for unge mænd. Der er enkelte kolonihavehuse samt Helgoland Badeanstalt og Den Frie Udstillingsbygning ved Østerport Station og Søpavillonen. Peter Olesen fortæller på en inspirerende måde om alle disse mere eller mindre arkitektoniske perler, og Træhuse er velegnet som guide, når man cykler rundt i København.

Peter Olesen: Træhuse i København. Gennemillustreret i farver. 184 sider samt Københavnerkort. Frydenlund

******

Interessant og handy Københavnerguide

I sin fine serie guider til København har Morten Lander Andersen endnu en gang bidraget med et nyt bind På tur i Tordenskiolds København. En guide i et format, der gør den let at tage med rundt i hovedstaden. Og så er det samtidig en slags minibiografi om Peter Wessel, der i 1716 som 26-årig blev adlet med navnet Tordenskiold. Og forfatteren lægger ikke skjul på, at der findes mange andre biografier om Tordenskiold, som han flittigt henviser til. Af små pudsige anekdoter er bl.a. den om den russiske zar Peter den Store, der i 1716 red op i Rundetårn, og da han siden red op ad Nørregade og fik overrakt et bolsje af en af gadens bolsjekogere, råbte han ”bolye!”, som på russisk betyder ”mere”. Det skulle efter sigende være det, der gav navnet til dette sukkerstykke. Der er en slags guide til små vinstuer, der allerede lå der på Tordenskiolds tid, og som stadig findes – Skindbuksen og Hviids Vinstue. Der er mange oplysninger om både de søslag, den gamle søhelt deltog i, og der er en del om hans forskellige kvinder. Endelig er der både tekst og billeder af de steder, hvor Tordenskiold boede, bl.a. huset i Strandgade på Christianshavn, som i dag er hjemsted for Dansk Forfatterforening, og hvor væggene stadig er prydet af malerier fra dengang. Og så slutter bogen med en længere beskrivelse af, hvordan Tordenskiolds liv endte i en duel med Stäel von Holstein ved byen Gleidingen syd for Hannover. Halvanden måned senere i december 1720 ankom Tordenskiolds kiste til København, hvor den blev sat i krypten under Holmens Kirke. I 1819 blev Tordenskiolds sarkofag opsat i kapelsalen i Holmens Kirke, og i 1995 modtog Tordenskiold jordpåkastelse ved en lukket ceremoni. Endelig sluttes der med historien om tændstikæskerne fra Gosch, hvis fabriker lå i den ejendom i Bådsmandsstræde på Christianshavn, som ikke findes mere. Fabrikken blev i 1972 opkøbt af Swedish Match – paradoksalt nok, da det jo var svenskerne, som var Tordenskiolds hovedfjende. Der er mange andre interessante oplysninger at finde i På tur i Tordenskiolds København, og den kan varmt anbefales til både videbegærlige københavnere og til alle andre, der besøger hovedstaden.

Morten Lander Andersen: På tur i Tordenskiolds København. Illustreret med kort og farvefotos af Per Krogh. 221 sider. Frydenlund

*****

Flot markering af Genforeningsjubilæet

Her i 100-året for Genforeningen, har Elsebeth Aasted Schanz, der er leder af Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By, skrevet Grænsen er nået med Afstemningsplakater fra Grænselandet 1920, og professor ved Syddansk Universitet, Nils Arne Sørensen, har bidraget med eksempler på afstemninger i det øvrige Europa i tiden efter 1. Verdenskrig. Bogen viser bl.a., hvordan grænseændringerne i Sønderjylland byggede på afstemninger, der tog hensyn til befolkningens sindelag og selvbestemmelsesret, hvilket var i klar modstrid til de nye grænser, som visse politikere og landets konge ønskede. Med masser af eksempler viser bogen den hovedrolle, som plakater havde den gang, før radio og tv blev brugt i valgkampe. Samtidig får man en gennemgang af hele den kaotiske opbrudstid, hvor Europa skulle finde sig selv efter afslutningen på 1. Verdenskrig. Bl.a. kan man se, at visse plakater slog på, at Tyskland nu var et forarmet land, hvor skatterne skulle bruges til at betale krigserstatning, mens man i Danmark kunne bruge dem til børne- og ældreforsorg. Propagandaen var fyldt med patos og talte helt klart til følelserne, og der er også eksempler på, hvordan man gennem plakater argumenterede ved grænsefastsættelserne mellem Tyskland og Frankrig, Tyskland og Polen, Østrig og Ungarn osv., og mange af plakaterne mindede om hinanden. Forfatteren fortæller desuden om hele forløbet og hvordan visse af plakaterne var lokalt forankrede. Man får selvfølgelig også at vide, hvordan resultaterne var i de enkelte sogne, og her er det bemærkelsesværdigt, at alle byerne i den zone 1, som blev dansk, havde tysk flertal. Fx stemte kun 23% dansk i Tønder, 45% i Aabenraa og 44% i Sønderborg, mens kun 25% stemte dansk i Flensborg, der lå i zone 2, og som en del danske politikere ønskede skulle blive en del af Danmark. Grænsen er nået er et pragtværk, som med sine mange plakater i farver er en fornem måde at fejre Genforeningsjubilæet på.

Elsebeth Aasted Schanz og Nils Arne Sørensen: Grænsen er nået. Afstemningsplakater fra Grænselandet 1920. 139 sider. Gads Forlag

******  

Danmarkshistorie på en underholdende måde

René Karpantschofs De stridbare danskere er medrivende skildring af årene 1848-1920, de år, hvor det moderne Danmark blev til – fra enevælden og den første grundlov og frem til det år, hvor både Genforeningen og Påskekuppet fandt sted. Den fortæller om gadedemonstrationer – både fredelige og mindre fredelige – og om folkelige protestskrivelser. Den begynder med hvordan de nationalliberale i 1848 fremprovokerede den krig mod de tysk-nationale, som senere blev betegnet som den første Slesvig-krig, der endte med de danske soldater vendte sejrrigt hjem, men også om hvordan det sønderjydske problem ingenlunde var løst. Så kommer kampen for en ny grundlov, hvor den folkekære Frederik 7. lidt modvilligt efter den grundlovsgivende rigsforsamling underskrev den nye grundlov fremlagt af premierminister Moltke. Noget af det første, der må stå sin prøve, er religionsfriheden, hvor Danmark som noget nyt bliver invaderet af en række mormoner, hvilket resulterer i religiøs forfølgelse. Snart efter kommer den ulyksalige anden Slesvig-krig, som ender med nederlaget ved Dybbøl – og hvor Danmark mister alt land syd for Kongeåen. Derefter følger tiden fra de sidste årtier i 1800-tallet, hvor man nærmer sig en form for diktatur under Estrup med alle hans provisoriske love. Fra år 1900 og frem tæmmes kongen, og ved systemskiftet får landet også en valgretsudvidelse, men stadig må landet trækkes med tokammersystemet, da, som man fra overklassen udtalte, ”må lade intelligensen, dygtigheden og indsigten råde, hvad man ikke kan forlange hos den brede folkemasse.” Bogens forfatter beretter spændende om fx Alberti-skandalen, og hvordan man efterhånden når frem til den første radikale regering med Zahle som regeringschef, indtil han ved Påskekuppet bliver afskediget af Christian X, men hvor Sønderjylland bliver genforenet, dog uden at bevægelsen, som ønskede et Danmark til Ejderen, får sit ønske opfyldt. Undervejs fortælles også om grundlovsændringen i 1915, hvor kvinder og tyende får stemmeret, og om den venstrerevolutionære uro, der følger tæt efter den russiske revolution og kulminerer i Slaget på Grønttorvet. De stridende danskere er en vigtig udgivelse – også til dem, der er godt inde i Danmarkshistorien, for bogen rummer mange nye oplysninger, og så er den frem for alt fortalt på en underholdende og letlæst måde.

René Karpantschof: De stridende danskere. Efter enevælden og før demokratiet 1848-1920. Illustreret. 542 sider. Gads Forlag

*****

Spændende som en kriminalroman (Sygeplejersken)

Én af de mest spektakulære drabssager i Danmarkshistorien fandt sted i Nykøbing Falster, hvor en sygeplejerske endte med at blive dømt for at have dræbt et antal patienter. Det har journalisten Kristian Corfixen, der dækkede sagen i Politiken, beskrevet i bogen Sygeplejersken. Det var sygeplejersken Pernille Kurzmann Larsen, der fattede så meget mistanke til sin kollega Christina Aistrup Hansen, at hun blev den, der i realiteten fældede Christina. Der var flere, der længe havde undret sig over, at der ofte var patienter, der døde, når Christina Aistrup Hansen havde nattevagt. Efterhånden blev mistanken, om at Christina havde en finger med i spillet, så stor, at Pernille, der var kæreste med overlægen Niels Lundén, sammen med ham havde aftalt, hvordan hun skulle bære sig ad med at registrere, hvad Christina foretog sig, da de to sygeplejersker havde nattevagt sammen den 28. februar 2015. Det blev en dramatisk nat, og når Pernille fik Niels Lundén til at kontakte politiet tidligt næste morgen, var det for at de kunne nå at komme, inden Christine eventuelt fik fjernet genstande, der kunne bruges som bevis for, hvad hun havde foretaget sig. Og det var i sidste øjeblik, det lykkedes at sikre de affaldsspande, som portørerne var i gang med at fjerne. Kristian Corfixen fortæller fortløbende om de forskellige patienter, som det lykkedes Christina at slå ihjel, inden hun blev afsløret. Undervejs i bogen er der er en lang række detaljer, der ikke tidligere har været fremme, og foruden forskellige rapporter refererer Corfixen fra hele retssagen, hvor anklageren Michael Boolsen slog fast, at Christina ikke var en dødsengel, som flere aviser havde udnævnt hende til at være, men at hun var en dødsdjævel! Dommen kom til at lyde på livsvarigt fængsel, men ved appellen i Landsretten fik Christina Aistrup Hansen 12 års fængsel. Så i løbet af et par år bliver hun antageligt prøveløsladt, men hun bliver næppe sygeplejerske igen. Mens hun var varetægtsfængslet forsøgte Christina uden held at hænge sig i sin fængselscelle. Kristian Corfixen har interviewet en lang række involverede, både kolleger og sagførere, der enten var anklagere eller forsvarere i sagen. Desuden er der hele sygeplejerskens familiære baggrund, og Corfixen har også talt med pårørende til flere af de patienter, som Christina fik taget livet af – ved at give dem indsprøjtninger med stoffer, som var så aktive, at de var dødelige. Desuden fortæller nogle af Christinas kolleger, hvordan de fik det dårligt, fordi de ikke fik hende stoppet i tide. Motivet til sygeplejerskens forbrydelser var måske en form for Münchhausen by Proxy, der normalt betegner mødre, som enten lyver om symptomer hos deres barn eller direkte selv skader det for at høste opmærksomhed og medlidenhed. Der havde fx været et tilfælde, hvor Christina havde fortalt en sådan historie om sin datter Maja, og hvordan hun insisterede på at få datteren undersøgt. Og i det hele taget gjorde Christina sig ofte bemærket hos sine kolleger – blandt andet ved at fortælle, om sin helbredelse af flere af de patienter, som hun først havde givet hjertestop. Der fortælles desuden om et par lignende tilfælde fra udlandet, hvor sygeplejersker har slået patienter ihjel, så fænomenet med sygeplejersker som seriemordere er ikke kun dansk. Som sagt er det lykkedes for Kristian Corfixen at fortælle historien om Christina Aistrup Hansen, så den er spændende som en krimi.

Kristian Corfixen: Sygeplejersken. 314 sider. Lindhardt og Ringhof

******  

Fremragende bog om moderne fodbold

Aage Hedegaard Boyes Spillets forvandling – europæisk fodbold i 30 år er en bog om hvordan international fodbold har forandret sig gennem de sidste 30 år – fra tragedierne på Heysel Stadion i Belgien, på Valley Parade i Bradford og på Hillsborough Stadium i Sheffield , hvor et utal begge steder blev dræbt eller såret i ufattelige stadionulykker – men også om hvordan turneringer som Champions League og Europa League forandrede klubfodbolden, og hvordan pengene kom til at styre klubberne både med astronomiske lønninger til både spillere og trænere. Der er kapitler om de nye fodboldregler, hvor specielt målmandens rolle blev ændret. Der sættes også fokus på de to karismatiske trænere og rivaler José Mourinho og Pep Guardiola, og hvordan de begge videreudbyggede det, de havde lært af deres fælles mentor, den ligeledes karismatiske Carlo Anchelotti. Man kan også læse om pengenes magt, og hvordan de russiske oligarker og mellemøstlige diktaturstater har sat deres præg på specielt udviklingen i engelsk fodbold, hvor de ejer en del af klubberne i Premier League. Det bliver fulgt op af historien om, hvordan Qatar fik tildelt VM i 2022 gennem enorme bestikkelser fra magthaverne i Doha. Der bliver desuden sat fokus på matchfixing, og om hvordan de store fodboldklubber bliver stadig mere og mere magtfulde, hvilket har givet sig udslag om ønsket af en fælles europæisk turnering mellem de store landes bedste klubber, der i øjeblikket lægger mere og mere afstand til de mere ordinære klubber. Måske en utopi, der kræver enorm planlægning og sikkert også modstand fra de forskellige landes forboldforbund. Endelig diskuteres det nye VAR-system, hvor dommernes afgørelser via tv-billeder kan omgøres næsten øjeblikkeligt. Her tales om både fordele og ulemper. Spillets forvandling er efter min mening én af de bedste bøger om fodbold, der nogensinde er udgivet – forsynet med masser af gode illustrationer i både s/h og farver.

Aage Hedegaard Boye: Spillets forvandling – europæisk fodbold i 30 år. 218 sider + 16 sider billedillustrationer. Gyldendal

****** 

Spændende som en krimi – Arnault-sagen fra Sverige

Med Klubben – en undersøgelse fortæller journalisten Matilda Gustavsson om den nok største skandale i svensk kulturliv nogensinde. Nemlig historien om franskmanden Jean-Claude Arnault, der er gift med forfatterinden, lyrikeren Kararina Frostenson, der var permanent medlem af Det Svenske Akademi, den kulturinstitution, der hvert år bestemmer, hvem der skal have Nobelprisen i litteratur. I sin avis Dagens Nyheter skrev Matilda Gustavsson den 21. november 2017 en dybdegående artikel om den magtfulde Arnault, der havde stået bag en række seksuelle overgreb og voldtægter, hvilket tvang Det Svenske Akademi så meget i knæ, at Nobelprisen i litteratur slet ikke blev uddelt i 2018. Bag artiklen var gået måneders gravearbejde, hvor Matilda Gustavsson havde interviewet en række af de kvinder, der var blevet forulempet af Kulturpersonligheden, som Arnault i første omgang blev kaldt. Han havde i en årrække været manden bag kulturinstitutionen Forum i Stockholm, hvor forfattere, musikere og billedkunstnere optrådte. Det var her, Arnault ofte fik kontakt til de kvindelige kunstnere, som han senere chikanerede, først ved gramserier på bryster og bagdele, men nogle gange fuldt op af fuldbyrdede voldtægter. Det, der fik de forulempede kvinder til at stå frem, skete i kølvandet på den #MeToo-bevægelse, som afsløringen af amerikaneren Harvey Weinstein og senere skuespilleren Bill Cosby havde igangsat. På mange måder var Jean-Claude Arnault en charmerende mand, og når der gik så lang tid, før kvinderne anklagede ham, skyldtes det nok mest den magt, han havde, og hvor han kunne stoppe en ellers lovende karriere. Én af hans yndlingsreplikker var: ”Ved du ikke, hvem min kone er?” Og netop Katarina Frostenson var ofte til stede, når gemalens gramserier fandt sted, uden at det øjensynligt generede hende. Da det blev besluttet af Akademiet at iværksætte en advokatundersøgelse, udløste det en stor diskussion, hvilket fik flere medlemmer til at tru med at forlade Akademiet. Hvis Katarina Frostenson skulle ekskluderes, ville det være første gang et medlem var blevet ekskluderet siden 1794. Det hele resulterede som nævnt ovenfor med, at Nobelprisen i Litteratur overhovedet ikke blev uddelt i 2018. Tilbage står, at Matilda Gustavsson har skrevet en både spændende og veldokumenteret bog om denne skandale, der endte med at sende Jean-Claude Arnault to et halvt år i fængsel for voldtægt.

Matilda Gustavsson: Klubben – en undersøgelse. Oversat af Merete Rostrup Fleischer. 238 sider. HarperCollins

*****

Beretning om Danmarks måske farligste psykopat nogensinde

Tækkemanden skrevet af journalisten Helle Maj og hendes partner, journalist og fotograf Jørn Stjerneklar er én af de mest uhyggelige beretninger, jeg nogensinde har læst. Bogen udkom egentlig i december 2018, men da jeg overså den dengang, har jeg taget den med nu. Hovedpersonen Peter Frederiksen udviklede sig fra at være tækkemand i Nordsjælland, hvor han arbejdede i sin fars firma, til at blive våbenhandler, sex-sadistisk sociopat, bigamist, pædofil, svindler, tyveknægt og morder. Hvordan han var besat af sex og kvindelige kønsdele, bliver beskrevet af forfatterne, der både har interviewet ham, haft adgang til hans dagbøger, og som endelig har fulgt retssagen imod ham i Sydafrika, hvor hovedparten af hans forbrydelser fandt sted. Han endte med at få to gange livsvarigt fængsel og sidder i dag i Ebongweni, der er det nyeste og mest flugtsikre fængsel i Sydafrika. I forbindelse med domsafsigelsen sagte dommeren direkte henvendt til Peter Frederiksen: ”Du skal fjernes permanent fra samfundet.” Forfatterne fortæller først om Frederiksens opvækst i Gammel Holte – med en nazistisk morfar og en mor, der var jordemoder, af hvem han lærte alt om kvinders underliv. Senere lærte han endnu mere af sin gode ven, penislægen Jørn Ege. Peter Frederiksens speciale var omskæring af kvinder, og i en dybfryser i sit hjem i den sydafrikanske by Bloemfontein opbevarede han i 21 plasticposer afskårne skamlæber og klitorisser som trofæer. Hvordan det lykkedes for ham i så mange år at holde sig under politiets radar, skyldtes hovedsagelig bestikkelse. Der er ikke grænser for hans opfindsomhed, når det gjaldt forbrydelser som bombesprængninger og lejemord på kvinder og forretningspartnere, der kunne blive farlige vidner imod ham. Mere end 180 personer er interviewet undervejs i forsøget på at tegne et billede på én af Danmarkshistoriens mest modbydelige og farlige psykopater, der får sine Peter-navnebrødre Madsen og Lundin til at ligne spejderdrenge, der har kørt uden cykellygte. Tækkemanden er ikke for sarte sjæle, så måske er det ikke den mest oplagte gave til konen eller kæresten.

Helle Maj: Tækkemanden. 413 sider samt 32 sider billedark i farve og s/h. People´sPress

*****

Interessant og fascinerende bog om en drabssag, der endte som et justitsmord – måske?

Der er sikkert flere, der stadig husker den mystiske Pedal Ove-sag, der fandt sted for 38 år siden og endte med, at fritidsmusikeren Ove Hansen, kaldet Pedal Ove blev idømt 12 års fængsel for mordet på sin hustru Brita Hansen, der blev fundet i havnebassinet i Frederikshavn. Da Ove Hansen havde udstået hovedparten af sin straf først i Horsens Statsfængsel og senere i Kragskovhede, blev Ove Hansen løsladt, og 10 år efter Britas død, blev Pedal Ove-sagen genoptaget på baggrund af to DR-journalisters dokumentarudsendelser, hvor nye vidner satte spørgsmålstegn ved, om Ove Hansen var gerningsmanden. Denne nye sag betød, at Vestre Landsret i april 1992 frifandt Ove Hansen, der efterfølgende fik en samlet rekordstor erstatning på 5.421.884 kroner, og dermed syntes Pedal Ove-sagen én gang for alle at være afsluttet. Men i 2017 blev sagen vækket til live igen, efter at et anonymt brev landede i journalisten Michael Teschls postkasse. Det var et brev, der satte spørgsmålstegn ved flere vidneudsagn, og det fik Michael Teschl til at granske i den stadig uopklarede drabssag. Efter at have gennemført et omfattende gravearbejde, som inkluderede talrige nye afhøringer, interviews og rejser rundt i landet, blev flere forklaringer ændret, løgne blev afsløret, og et alibi smuldrede. Michael Teschl er aldrig blevet klar over, hvem den anonyme brevskriver er, og tilbage står, at sagen stadig er uopklaret, og at Pedal Ove nok aldrig bliver renset 100 procent. Det mest interessante ved bogen er nok, at den tydeligt viser, hvordan pressen kan få en enorm indflydelse på, hvordan en retssag ender.

Michael Teschl: Den dag Brita forsvandt. Pedal Ove-sagen. Illustreret med fotos og avisudklip. 234 sider. Politikens Forlag

*****

Turen går til engelsk fodbold

Til de mange fodboldelskere, som ser Premier League i tv, har den tidligere fodboldspiller og nu tv-kommentator Morten Bruun skrevet Matchday med undertitlen Turen går til engelsk fodbold. Her tager han læserne med på ikke mindre end 49 engelske stadioner, hvor han har været med til at kommentere kampe i tv, og hvert af kapitlerne er bygget op omkring en af de kampe, som fandt sted der. Det er en engageret beretning om historierne og legenderne de enkelte steder og om spillere og trænere samt om hvilke danske spillere, der har spillet for de forskellige klubber. Bruun tager fx læserne med til Molineux Stadium i Wolverhampton, hvor den første tipskamp mellem Ulvene og Sunderland blev spillet i 1969, men også til det tidligere White Hart Lane, som nu hedder Tottenham Hotspur Stadium, hvor Tottenham i april i år slog Crystal Palace med 2-0, bl.a. på et mål af Christian Eriksen. Man er med til et fascinerende lokalderby i Liverpool mellem Liverpool og Everton sidste år, og så er der de mere tragiske historier som bl.a. tragedien i 1989 på Hillsborough Stadium i Sheffield, hvor en semifinale mellem Liverpool og Nottingham Forrest udviklede sig til tumultagtige scener med 96 døde og 766 sårede. Matchday må være et must for de mange, der hvert år rejser til England for at se fodbold, og bogen er forsynet med landkort, hvor alle de forskellige stadioner er angivet.

Morten Bruun: Matchday. Turen går til engelsk fodbold. Illustreret i farve og s/h. 318 sider. Politikens Forlag

*****

Fremragende historisk værk om kommunistisk virksomhed mellem to verdenskrige

Den røde underverden er en spændende og dybt fascinerende historie om, hvordan magthaverne i det gamle Sovjetunionen forsøgte at udvide den russiske revolution til at omfatte hele Europa. De tre historikere Morten Møller, Niels Erik Rosenfeldt og Jesper Jørgensen, der alle tidligere har beskæftiget sig med kommunismens historie, fortæller hvordan kurerer med sindrigt konstruerede specialkufferter smuglede penge og krypterede meddelelser fra Moskva og ud til søsterpartier i en række europæiske hovedsteder. Her blev penge og hemmelige papirer fordelt til de stedlige kommunister, der samarbejdede med Komintern i Moskva. Ofte var det papirer, der var kodet efter bøger, som både afsender og modtager var i besiddelse af. Det var ikke ufarligt arbejde, og ikke helt få endte med at forsvinde, da de blev mistænkt for at være forrædere eller spioner som fx den estiske kommunist Johannes Eltermann, der blev myrdet, parteret og endte med at blive gravet ned under et sommerhus i Kongelunden på Amager. Uhyggeligt er det at læse om, hvordan Josef Stalin mere og mere paranoid gik i gang med at udrense formodede trotskister, der i hobetal blev henrettet med nakkeskud eller sendt til sibirske arbejdslejre. Imens vinder nazismen frem i Europa, og meget ændrer sig i 1939, da Tyskland og Sovjetunionen underskriver ikke-angrebspagten. Nogle af de personer, som spiller hovedroller i bogen er den tyske kommunist Ernst Wollweber, der arbejdede med sabotage i både Norge og Danmark, og som forfatteren Erik Nørgaard tidligere har skrevet flere bøger om, men også den kommunistiske folketingsmand og søfyrbøder Richard Jensen spiller en central rolle, samt kureren fra Sønderjylland Gottlieb Japsen, der frem til 1941 arbejdede på Gyldendal og efter krigen uden den store succes stiftede eget forlag, der bl.a. skulle udgive russisk litteratur. Bogen bygger på enorm research i forskellige arkiver, bl.a. de mere end 8.000 siders korrespondance mellem Kominterns hovedkvarter i Moskva og organisationens hemmelige forbindelsespunkter i og uden for Europa, som det lykkedes for den britiske efterretningstjeneste at opsnappe, og hvor en kopi findes på Det Kongelige Bibliotek i København. En anden vigtig kilde er en række personsager fra Kominterns såkaldte kadreafdeling, som befinder sig i Det Russiske Statsarkiv i Moskva, og hvor danske personsager er tilgået Arbejdermuseet & og Arbejderbevægelsens Arkiv. Den røde underverden er let læst og visse steder spændende, som var det en kriminalroman. Endelig er bogen gennemillustreret med sort/hvide fotos.

Morten Møller m.fl.: Den røde underverden. Hemmelig kommunistisk virksomhed i Skandinavien mellem to verdenskrige. 414 sider. Gyldendal

*****

Genial samling artikler fra dansk journalistiks grand old lady Gretelise Holm

Gretelise Holm er én af Danmarks bedste krimi-forfattere, og for nogle år siden skrev hun nok én af de bedste selvbiografier nogensinde Jesus, pengene og Livet, hvor hun bl.a. fortalte om sin barndom i så ydmyge omgivelser, at det virkede som noget, der havde fundet sted for mindst hundrede år siden. Nu har hun så samlet et udvalg af reportager, essays, kommentarer og en enkelt novelle fra sine 55 års skribentvirksomhed med titlen På tryk – Gennem et halvt århundrede. Og her kommer man som læser rundt omkring emner som Kvinder og mænd, Lov, ret og straf, Hekseprocesser, De fremmede, Socialt stof, Medier og politik, Militarisme og Det arvelige monarki for afslutningsvis at få et interview, som Gretelise Holm havde i Kolding Folkeblad, da hun som 18-årig journalist i 1964 talte med den 80-årige forhenværende elværksbestyrer Knud Knudsen i Askov, der tog afsked med vindenergien, noget som hans læremester professor Poul la Cour (kaldet Danmarks Edison) havde oplært ham i, og som Knudsen fejlagtigt mente nu havde udspillet sin rolle. I første afsnit af På tryk har Holm nogle meget tankevækkende betragtninger om kønsroller, som fx ”Bag enhver mand med succes står der en kvinde – og undrer sig.” Men som den positive feminist glæder hun sig over mændenes opfindelser: ”Først opfandt de maskiner, som overflødiggjorde deres virkelige fortrin i forhold til kvinder: den fysiske styrke. Så opfandt de teknikker, som overflødiggjorde deres seksuelle indsats, og endelig opfandt de maskiner, som overflødiggjorde deres hjerner.” Efter et par eksempler på mænd med navns nævnelse, som det ikke lykkedes for at diskvalificere sig selv til ledende stillinger og indflydelse, er der eksempler på arbejdsmæssige og økonomiske privilegier for disse ledere: De bliver ikke trukket i løn, hvis de kommer for sent. De er ikke dovne, men ”de arbejder hjemme” eller ”er gået til et møde ude i byen”. Derpå kommer forhistorien på, hvordan kvinderne fik valgret i 1915, hvorefter de marcherede til Amalienborg for at takke kongen. Det var her Christian den Tiende svarede Emma Gad, da hun i audiensen hos kongen havde udtalt: ”Deres majestæt! Det er den lykkeligste dag i mit liv.” ”Ja, jeg synes nu hellere, De skulle tage hjem og lave kaffe til Deres mand.” I kapitlet om Lov, ret og straf gengiver Gretelise Holm forskellige uddrag fra bogen ”Lov og ret -Magtens medløbere” fra 1984, bl.a. et par uhyggelige sager om 15-årige, der sendes i isolation uden egentlig at vide, hvad de er anklaget for. I kapitlet om hekseprocesser sammenligner Holm nutidige hekseprocesser i Afrika med 1600-tallets lignende processer i Danmark – og hun drager herefter paralleller til i dag og den måde, specielt formiddagsbladene agerer på, fx i et par spektakulære narkosager, men også i sager om terror, hvor PET er involveret. Det lange kapitel om de fremmede og den uværdige måde, vi behandler dem på, bliver senere fulgt op af et interessant eksempel på dansk ulandshjælp, hvor penge givet til Mugabes diktatoriske styre i Zimbabwe hovedsageligt bliver brugt til fredsbevarende at sende tropper til Congo, hvor de udsendte soldater hovedsageligt skal forsvare Mugabes og hans ministres personlige økonomiske interesser i landets diamantminer. I afsnittet om Socialt stof kan man læse en kronik fra Politiken i 1975, der skildrer de forfærdelige forhold på åndssvageanstalten Ebberødgaard. Overskriften i kronikken var: ”Hvis de var dyr i zoo, ville folk protestere,” og kronikken var højst sandsynligt med til at forbedre forholdene for klienterne, der i flere tilfælde blot var dårligt begavede kriminelle, som blev dømt til anbringelse der, hvor de så måtte tilbringe år sammen med de dybt åndssvage, som personalet betegnede som ”idioter”. Efter et interessant afsnit om medier og politik, lufter Gretelise Holm sin idé om at privatisere kongehuset og afskaffe det arvelige monarki. Som lidt afveksling midt i alle disse artikler har Holm medtaget en lille kriminalnovelle, som blev trykt i DSB’s magasin ”Ud at se” i 2011 – en historie ”Kaerlighed.com”, der efter at have foregået som en email-korrespondance, har en meget overraskende slutning. Gretelise Holm når langt omkring i sin bog, og når man læser den i ét stræk, da den er svær at lægge fra sig, kan man ikke undgå at lægge mærke til en del gentagelser, hvad forfatteren dog også nævner i sit forord. Men trods denne lille indvending er På tryk en dybt fascinerende bog, der fortjener et stort publikum.

Gretelise Holm: På tryk- Gennem et halvt århundrede. 517 sider. Illustreret med fotos. HarperCollins

*****  

Enestående beretning fra afvigernes verden

I dag hedder det udviklingshæmmede, men i 1800-tallet var betegnelsen åndssvage. Og det er dem, som Poul Duedahls Billeder fra en anden verden. De Kellerske Anstalters historie handler om. Det hele begyndte i 1865 i en baggård i Store Kongensgade i København, hvor teologen Johan Keller indrettede en skoleafdeling for ”åndssløve og letter idiotiske børn”. Det blev starten på De Kellerske Anstalter, hvor ledelsen efter Johan Kellers død i 1884 blev overtaget af hans lægeuddannede søn Christian Keller, der de følgende år flyttede en stor del af alumnerne til Det Kongelige Døvstummeinstitut i Nyborg. Kellers mål var, at gøre åndssvageforsorgen til en egentlig statsopgave, og i 1895 blev De Kellerske Anstalter en selvejende institution med en direktion og statstilsyn. Tilbage i 1840-erne havde gale mennesker været spærret inde i byens usle fængselskældre, hvis de ikke var bundet sammen med kreaturer på marker og i stalde. Derefter havde man haft såkaldte idiotanstalter både i Risskov ved Aarhus og i Gammel Bakkehus på Frederiksberg ved København, hvor sidstnævnte direkte hed Idiotanstalten. Oprindeligt var det fordi samfundet skulle beskyttes imod de gale, de unormale, de afsindige, afvigerne, originalerne, vanskabningerne, idioterne, tåberne, tosserne, undermålerne og minusindividerne, der ofte var blevet afleveret som små. I 1898 havde Christian Keller købt Møllegården og Avlsgården i Brejning på sydsiden af Vejle Fjord, og her opførtes hovedkvarteret for De Kellerske Anstalter efter en byggeskandale, der resulterede i, at Christian Keller blev sat fra bestillingen som formand for bestyrelsen. Da statsrevisoren så de første billeder af mandshjemmet i Brejning udbrød han: ”Slotte til idioter”. Institutionen i Brejning var indrettet i forskellige selvstændige afdelinger svarende til patienternes arbejdsevne. Men der var også uarbejdsdygtige åndssvage, der var for dårlige til at modtage nogen form for undervisning eller opdragelse, ifølge lægerne ud af stand til andet end at sove og indtage føde. I 1911 indrettede De Kellerske Anstalter filialen Livø i Limfjorden som en isolationsanstalt for antisociale og moralsk åndssvage mænd, og i 1923 kom isolationsanstalten på Sprogø for moralsk åndssvage kvinder. Så det med at isolere mennesker på øde øer, har fundet sted længe før Inger Støjberg blev født. Desværre skete det, at nogle af alumnerne fik diagnoser, der var helt forkerte, hvilket resulterede i langvarig indespærring. Én af dem, der var isoleret på Livø, var drengen Oluf, en sent fysisk og mentalt udviklet dreng, der hjemme i Esbjerg var blevet mobbet og havde gjort sig skyldig i, hvad man i dag betegner som drengestreger. Han blev tvangsfjernet som 14-årig i 1924 og interneret som asocial åndssvag. I syv år gik han til hånde i inspektørhjemmet, hvorefter overlægen vurderede, at han ikke var asocial åndssvag. I en alder af 21 år blev han udskrevet og sendt i land. Her blev han gift og fik sønnen Poul. Oluf hed Nyrup-Rasmussen til efternavn, og sønnen endte som statsminister. Et uhyggeligt kapitel fortæller om Racehygiejnen havde været på den politiske dagsorden siden 1924, og Stauningregeringen nedsatte en kommission, der undersøgte muligheden for ophævelse af forplantningsevnen hos samfundets degenererede. En kommission, hvor Christian Keller var én af de absolutte autoriteter. Det resulterede i en lov, der blev vedtaget i Rigsdagen i 1929, og som gav adgang til at sterilisere og kastrere personer med legemlige handicaps, sindssygdomme, psykotiske lidelser, epileptikere, alkoholikere og åndssvage. Denne lov blev i 1933 et forbillede for de nazistiske jurister i Tyskland, da de skulle formulere det juridiske grundlag for en systematisk forbedring af ”den ariske races sundhed”. Men det er en helt anden historie. I 1967 blev muligheden for tvangssterilisation og tvangsaborter afskaffet.  1970 blev Statens Åndssvageforsorg en egentlig statsforsorg, og i 1990 blev De Kellerske Institutioner nedlagt, og tre år senere blev Udviklingshæmmedes Landsforbund stiftet. En Anden Verden er en både tankevækkende og fremragende beretning om, hvordan man tidligere opbevarede og behandlede nogle af landets svageste borgere. Bogen, som er gennemillustreret, er samtidig et stykke helt enestående danmarkshistorie.

Poul Duedahl: Billeder fra En Anden Verden. De Kellerske Anstalters historie. Gennemillustreret. 200 sider. Gads Forlag

*****

Fremragende værk om KVINFO og ligestilling

I Danmark er det umuligt at tale om ligestilling, uden at Elisabeth Møller Jensens navn dukker op. I 24 år var hun en dynamisk direktør for KVINFO, og nu har hun så udgivet At se med egne øjne. Mit KVINFO, der både er en historisk beretning, men sandelig også et vigtigt indslag i den øjeblikkelige politiske situation, hvor nedskæringer, lukninger og udflytninger rammer overalt i det danske samfund – senest med kulturminister fra Liberal Alliance Mette Bocks beslutning om at lægge KVINFO’s bibliotek ind under Det Kgl. Bibliotek med virkning fra 1. januar 2018. En beslutning der fulgte i kølvandet på, at Liberal Alliance i valgkampen i 2011 havde annonceret, at KVINFO burde nedlægges. Derefter kommer den historiske del, om hvordan KVINFO opstod med forfatteren Nynne Kochs specialregistrering af kvinderelevant litteratur i Det Kongelige Biblioteks samlinger. KVINFO er en selvejende institution under Kulturministeriet, og navnet er en forkortelse af kvinder, information og forskning. Det begyndte i 1964 med en kasse kartotekskort, der senere blev afsæt og udgangspunkt for både KVINFO’s fysiske og digitale bibliotek, der siden har haft adresse i en lejlighed i Læderstræde over baggården til Sømandsmissionen i Nyhavn til Fisken, den lange grå bygning ved siden af Den Sorte Diamant på Christians Brygge, hvor Kvinfo stadig har adresse. Så følger man historisk, hvordan Nynne Koch skabte sig et solidt netværk blandt politikerne på Christiansborg og blandt kvindeforskerne, som hun inviterede med som foredragsholdere og skribenter, et netværk, der i 1982 sikrede den første tipsbevilling til KVINFO, og hvordan Folketinget vedtog en Aktionsplan for kvindeforskning, der oprettede otte lektorater i kvindeforskning på universiteterne, og afsatte en fast årlig bevilling på finansloven til KVINFO som et selvstændigt forskningsbibliotek under Kulturministeriet og en øremærket bevilling til Kvindehistorisk Samling oprettet på grundlag af Dansk Kvindesamfunds arkiv på Statsbiblioteket. Efter den indsats trak Nynne Koch sig tilbage og blev udnævnt som æresdoktor på RUC. Samtidig blev KVINFO’s første bestyrelse nedsat, og Jytte Larsen var konstitueret direktør, indtil Lene Koch blev ansat som den første centerleder i 1988. Dernæst fortæller Elisabeth Møller Jensen, hvordan hun selv blev som centerleder i juli 1990. Vil man vide noget om Elisabeths forhistorie, kan jeg anbefale hendes fremragende familiehistorie Dengang i Lemvig, der udkom i 2015. Her får man en spændende og gribende beretning om en alt andet end nem opvækst i en dysfunktionel familie i Udkantsdanmark. Tilbage til KVINFO får man historien om KVINFO’s støtteforening, der fik navnet Kvindeligt Selskab, og hvor Anne-Marie Mai og Merete Ries kom ind i den første bestyrelse. Kvindeligt Selskab fik allerede første år 6oo betalende medlemmer, og de relancerede i 1993 8. marts som International Kvindedag, og året efter fik de kæmpe medieomtale, da de uddelte prisen Årets Pikhoved i Den Grå Hal i Christiania til den konservative folketingsmand Frank Dalgaard. Det blev en meget kontroversiel begivenhed, der bl.a. resulterede i, at Ekstra Bladet udnævnte Elisabeth til ”betonkusse”. I øvrigt blev den nye pris kun uddelt denne ene gang. I de følgende kapitler fortælles om ”Dansk Kvindebiografisk Leksikon”, ligesom Møller Jensen tidligere har været inde på tilblivelsen af ”Nordisk Kvindelitteraturhistorie”. Der er længere beretninger om det internationale arbejde, og man får også en forbløffende historie om, da Brian Mikkelsen som nyudnævnt kulturminister efter at have læst KVINFO’s årsberetning udtalte: ”Det er jo ikke andet end kommunisme og socialisme.” Heldigvis var der opbakning andre steder. Fx sagde Mikkelsens partifælde, Lene Espersen, der sad i regeringens koordinationsudvalg, da hun hørte om kulturministerens reaktion: ”Nej, nu må han styre sig.” Men som Elisabeth skriver: ”Heldigvis kom der ikke noget ud af Mikkelsens KVINFO-plan, bl.a. fordi han spillede med åbne kort, så jeg klart vidste, hvor jeg havde ham og kunne agere derefter. Naturligvis fortæller bogen også om andre forsøg på at stække KVINFO eller helt at nedlægge det, men gudskelov har andre steder fra været bred opbakning. I sin epilog skriver Elisabeth Møller Jensen, at den imponerende mentorordning for indvandrerkvinder, som KVINFO har stået for, i 2018 mistede sin bevilling på to millioner kroner på finansloven, da Inger Støjberg ikke var sikker på, at KVINFO var bedst til at løfte opgaven. Alligevel fik Mentornetværket en ny bevilling på en halv million af Styrelsen for International Rekruttering og Integration efter en faglig vurdering af ansøgningen i juli 2018. Så lidt håb er der tilbage, men i samme finanslov halverede Mette Bock Kulturministeriets bevilling til KVINFO og nedlagde fra 1. januar 2018 kønsforskningens bibliotek i Danmark. Derfor er foreløbig ca. 5.000 ud af KVINFO’s bøger blevet overført til Det Kongelige Bibliotek, men hvad der skal ske med de resterende 20.000 bøger ved ingen. ”Pas godt på KVINFO”, var Elisabeth Møller Jensens slutreplik ved sin afskedsreception i 2014, og den gentager hun er i sin epilog.

At se med egne øjne er gennemillustreret i både farver og sort/hvid, og bogen er forsynet med både noter og navneregister.

Elisabeth Møller Jensen: At se med egne øjne. Mit KVINFO. Gennemillustreret i farver og s/h. 336 sider. Gladiator

*****

Øl er godt – også i bogform

Til trods for at der stadig er lang tid til jul, kan man jo godt begynde at forberede sig på højtiden, og det kan man fx gøre ved at læse Julens øl, som er skrevet af oldermanden for Danske Ølpublicisters Laug, Carsten Berthelsen. Denne udgave af værket er tredje version, og allerede i forordet præciserer Berthelsen forskellen på juleøl og julebryg. Juleøl er den svagere udgave, og med al respekt for nisseøl og det søde hvidtøl omhandler denne bog (næsten) kun de alkoholstærke sorter. Her kommer forfatteren også ind på den ændring, som er sket i vores drikkevaner. Tidligere drak man pilsnerøl eller stærkere undergærede sorter året rundt, kun afbrudt af påskebryg og visse steder pinsebryg og så lidt julebryg, når året gik på hæld. I dag drikker vi både undergærede og de ofte stærkere overgærede øl hele året. Foruden at fortælle om juleøllets historie, bliver man indviet i hvor, og hvordan det bliver brygget. Og så er der tips om hvilken slags julemad, de forskellige typer egner sig til, hvis ikke, som Berthelsen skriver, de egner sig bedre til en stille stund i lænestolen. Man bliver heller ikke snydt for en række gode opskrifter på dejlig julemad med øl og til øl. Da det jo for øl-entusiaster også en slags lærebog til øllets forunderlige verden, slutter bogen med et ølleksikon, hvor man får forklaret alle de fagudtryk, der dukker op undervejs. Specielt er der oplysninger om de belgisk-inspirerede ales, dubbel, tripel og quadrupel, og her skal det nævnes, at Carsten Berthelsen i 2015 blev udråbt til Kroneridder af kong Philippe af Belgien for sin indsats for belgisk øl og kultur. Naturligvis indeholder Julens øl også en julekalender, som bygger på Natholdets julekalender 2017, hvor man når hele vejen rundt i øllets underfulde verden fra det søde til det syrlige, fra det røgede til det bitre, fra det meget alkoholstærke til det relativt svage, fra vintage til lagerfadet, fra lyst til mørkt, fra tøndemodnet til frisktappet. Denne fine, velskrevne og til tider vittige udgivelse er gennemillustreret med farvebilleder, og den er en glimrende forberedelse til en festlig decembermåned.

Carsten Berthelsen: Julens øl. 160 sider. Gads Forlag

******

Nyt bind i De Danske Ministerier 1972-1993 2. del

I sin spændende historiske bog om de danske ministerier Poul Schlüters tid 1982-1993 kan man bl.a. læse om manden, hvis regering alle kun spåede en kort levetid. For Schlüter kom kun til magten som en kompromiskandidat efter den dybe splittelse i Det Konservative Folkeparti i begyndelsen af 1970-erne, hvor de to elefanter Erik Ninn-Hansen og Erik Haunstrup Clemmensen var i gang med at søndertrampe deres parti. Ikke desto mindre blev Poul Schlüter den længst siddende statsminister siden Thorvald Stauning, indtil han kastede håndklædet i ringen i kølvandet på Tamilsagen. I 1986 lavede Schlüter sin første store regeringsrokade efter fire år ved magten. I et interessant kapitel får man reaktionerne fra de afskedigede ministre, hvor specielt den trofaste industriminister Ib Stetter havde svært ved at acceptere sin fyring, specielt fordi han havde været med til at bringe Schlüter til magten, og fyringen af arbejdsminister Grethe Fenger Møller, som ikke var uventet, gjorde hendes gode ven og protektor i partiet Ninn-Hansen rasende, fordi han ikke var taget med på råd, og fordi Schlüter i stedet havde rådført sig med Ninns uven i den konservative gruppe Palle Simonsen. I et senere kapitel om netop Tamilsagen genopfrisker bogens forfatter Niels Wium Olesen den farceagtige afhøring af Ninn-Hansens nære allierede Viggo Fischer, der var indkaldt som medlem af Retsudvalget, og som varierede de sproglige varianter af ”det husker jeg ikke” og ”det erindrer jeg ikke” så meget, at en gruppe af de unge journalister påstod, at han havde sagt det 107 gange. Fischers troværdighed lå i ruiner, og han trak sig kort tid efter som politisk ordfører for de konservative. Efter 102 retsmøder kom den syv bind store beretning på mere end 5.000 sider den 14. januar 1993, der mundede ud i det pressemøde, hvor Schlüter meddelte, at han havde besluttet at træde tilbage, og den 25. januar udnævntes Poul Nyrup Rasmussen til statsminister for en flertalsregering bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, uden at det kom til et folketingsvalg. Det blev indledningen på ni års socialdemokratisk ledede regeringer under Poul Nyrup Rasmussen. Resten er historie – også af Rigsretten idømte Ninn-Hansen en betinget fængselsstraf. Værket slutter lister over de fire ministerier Poul Schlüter, valgresultater 1984-1990, med en omfattende række kilder og et personregister. Der er forord af Folketingets formand Pia Kjærsgaard.

Niels Wium Olesen: Poul Schlüters tid 1982-1993. Illustreret med fotos. 674 sider. Gads Forlag  

*****

Fin dokumentarisk roman om Danmark under besættelsen

Lille land hva´ nu? Er en dokumentarisk roman, der udspiller sig under Besættelsen fra november 1940 og frem til 29. august 1943. Forfatteren og journalisten Paul Smith (ikke at forveksle med den Poul Smidt, der bl.a. skrev bogen om Viggo Kampmann) fortæller spændende om denne periode på baggrund af en litteraturliste på små hundrede bøger om Anden Verdenskrig. I over hundrede kapitler følger man de mere eller mindre dramatiske begivenheder i ind- og udland med hovedvægten lagt på, hvad der skete herhjemme i de tre år, indtil Værnemagten mistede tålmodigheden med danskerne, og hvor Regeringen Scavenius indgav sin afskedsbegæring og var ”hvilende” indtil den 5. maj 1945. De bøger, Smith har hentet det meste af sit materiale fra, er Politiken-journalisten Vilhelm Bergstrøms enorme to-bindsværk ”En Borger i Danmark under Krigen” og også John T. Lauridsen & Joachim Lunds næsten lige så store udgivelse af arbejdsminister Gunnar Larsens dagbøger. Formålet med Lille land hva´ nu? er at skildre dagligdagen i den tid, mange kaldte for samarbejdspolitikens år, og man møder en række kulturpersonligheder i mere eller mindre heldige roller. Fx møder man allerede i 1941 sportsjournalisterne Magnus Simonsen og Gunnar Nu Hansen, der refererer så ukritisk fra sportsstævner i Tyskland, at den tyske gesandt i Danmark Cecil von Renthe-Fink mener, at de burde have en erkendtlighed for deres reportager. Også i januar 1941 bager Renthe-Fink, der nu har fået titlen som Tysklands rigsbefuldmægtigede i Danmark, en rævekage sammen med Erik Scavenius, der har overtaget udenrigsministerposten efter P. Munch, om at Scavenius skal være statsminister, og at Stauning skulle ud af regeringen, men fagforeningerne truer med generalstrejke, hvis Stauning bliver presset ud. Sidste gang Stauning og Socialdemokratiet havde trukket kortet med generalstrejke var under Påskekrisen i 1920, og på den måde bevarer Stauning posten som Statsminister indtil han dør i 1942. Romanen viser gang på gang den form for censur, som besættelsesmagten lægger på danskerne, og fx er det begrænset, hvad Bergstrøm må skrive i Politiken, hvor Scavenius havde stor indflydelse på bladets bestyrelse. Og da redaktøren på den lille københavnske forstadsavis Aalholm Avis skriver en hyldestartikel i anledning af den norske Kong Haakons 70-års fødselsdag, bliver det bemærket af kongens sølvkammerbetjent, der er medlem af DNSAP, som videregiver oplysningerne til tyskerne, der undrer sig over, at artiklen er sluppet igennem censuren. Da Stauning dør, og Vilhelm Buhl bliver ny statsminister, er Scavenius i Berlin for at underskrive Antikominternpagten, og her diskuteres bl.a. jødespørgsmålet, hvor Scavenius får en mild form for jødelovgivning igennem, nemlig afskedigelse af jødiske embedsmænd i høje stillinger. Også kommunisterne bliver diskuteret, da tyskerne ikke mener, at razziaerne var tilstrækkeligt effektive. Også på dette tidspunkt i 1942 diskuterer man en regeringsomdannelse. Da Renthe-Fink bliver afløst af Werner Best, afholdes der et afskedsparty for diplomatfruen Agnes von Renthe-Fink, hvor den meget åbenmundede frue dels fortæller om, hvordan hun og hendes mand fik en stor lejlighed i Berlin, ved at en jødefamilie blev sat ud til fordel for dem. Hun fortæller også, hvordan hendes mand ved at forklare Hitler om hvilken indsats Danmark ydede rent produktionsmæssigt inden for både landbrug og industri, fik Hitler bort fra tanken om at gøre Danmark til et rigskommissariat.

Dette er blot nogle få af de mange begivenheder, som Paul Smith har med i sin roman, og selv de, der har læst meget af den litteratur, der findes om besættelsestiden, vil med stort udbytte kunne stifte bekendtskab denne særdeles velskrevne, underholdende og til tider satiriske roman.

Paul Smith: Lille land hva´nu? 391 sider. Hovedland   

****

Danmarkshistorien på vrangen

Årets bog i forbindelse med Golden Days er Poul Duedahls Velkommen på bagsiden, der udgives sammen med Gads Forlag. Det er en forunderlig bog om de menneskelige vildfarelsers historie – om originaler, der for det meste blev gemt væk, så de ikke greb ind i den almindelige samfundsorden, men det er også en bog om sære eksperimenter, der mislykkedes. Værket er delt op i hovedkapitler om slaveri, tugtelser, underlivet, trosbekendelser, lidelser, døden og lidenskab, hvor man under sidstnævnte finder forskellige opfindelser, der enten ikke blev til noget eller endte i total fiasko. Fx ingeniøren Søren Hjorth, der gennem en menneskealder byggede videre på det, som skulle blive til en evighedsmaskine, hvilket han absolut ikke var ene om. Men der var også gardisten Ole Johansen Winstrup, der tegnede en 10 meter lang ubåd med navnet Hvalfisken, hvorfra dykkere skulle kunne bore hul i bunden af fjendtlige skibe, så de sank. Det var i 1808 altså mere end halvanden hundrede år før, en vis Peter Nielsen byggede sin egen ubåd. Et par år inden havde en købmand fra Ringkøbing udtænkt prototypen på en flyvemaskine, som han slæbte op på taget af sin købmandsbygning, hvor han spændte monstrummet på ryggen og blafrede med vingerne som en kæmpefugl – og fløj de få meter lukt ned i møddingen. Når det kommer til originaler, er én af dem, der bærer prisen, fængselslæge Carl Otto fra Christianshavns Straffeanstalt, som fik skarpretteren Nicolai Raunholdt til mod betaling at lægge hoveder til side, så han kunne undersøge forbrydernes kranier, der bl.a. viste, at ”det store baghoved, den lave isse og den lille snævre pande” viste, ”at organerne for de lavere tilbøjeligheder var stærkt udviklede, mens de for forstandsevnerne og de moralske følelser var overordentlig små”. Samme Carl Otto grundlagde et frenologisk museum med hele 30 forbryderhoveder, som senere blev overdraget til Københavns Universitet, hvor det blev opstillet til brug for de lægestuderende. I kapitlet om lidelser, får man et uhyggeligt billede af 1800-tallets galeanstalter, hvor man opbevarede alle former for afsindige fra åndssvage til sindssyge, vanføre, døvstumme og epileptikere. Man får også en forklaring på ordet kvaksalver, der egentlig betyder kviksølvsalver, da netop kviksølv var et meget benyttet medikament, som kunne købes uden recept og bl.a. blev benyttet mod syfilis, som var meget udbredt på den tid. Desværre havde kviksølv den virkning, at den i de forkerte mængder nedbrød de bløde dele i ansigtet nøjagtigt som selve sygdommen, og patienterne derfor måtte gå rundt vansirede, med væskende og ildelugtende sår resten af deres liv. For at blive lidt ved sygdom opstod der i 1800-tallet en malariaepidemi, der visse steder bl.a. på Lolland kostede flere menneskeliv end den senere mere omtalte koleraepidemi. Fx i Maribo amt var omtrent halvdelen af befolkningen ramt, hver tiende døde, og i de år døde der flere i Danmark, end der blev født. Det kan virke sært, når man taler om de gode gamle dage, for flere steder i landet var selvtægt så udbredt, at det nogle gange ligefrem udviklede sig til lynchninger. Bogen har en del med om døden, og her er der flere groteske hændelser fx omkring et barselsgilde, hvor gæsterne fik lagt så meget overtøj på den nyfødtes vugge, at barnet blev kvalt. Det gav dog ingen forstyrrelse i arrangementet. Gæsterne dansede til den lyse morgen. Mere alvorligt var det, da en overgraver i 1816 på sit dødsleje indrømmede, hvordan graverne havde plyndret grave, stjålet både værdigenstande og kister og endda i et tilfælde var kommet til at vække en død kvinde, som kun var skindød, hvorefter de slog hende ihjel med spaden. I alt otte gravere havde på den måde gennem lang tid haft ekstra måneskinsarbejde. I den mere festlige del af bogen, er beretningen om en kyssesekt, der fandtes på Mors ved indgangen til 1800-tallet. Her kom næstekærligheden til udtryk gennem guddommelige kys og hellige samlejer. Det var apostlen Paulus’ afskedshilsen i Romerbrevet i Det Nye Testamente, der havde ansporet gårdejer Jens Storgaard til at grundlægge sin kyssesekt. Han forkyndte sin lære til stor forargelse for den lokale sognepræst, og han forsvarede drikkeri ud fra andre skriftsteder og benægtede, at der var forskel på kødets og åndens gerninger. Et andet kapitel fortæller om den kun én meter høje hofnar Mikkel Hüttmann, der virkede på Augustenborg Slot, indtil han døde kun 23 år gammel, hvorefter hertugen anskaffede sig en ny hofnar. Som det forhåbentlig fremgår af ovenstående, er Velkommen på bagsiden en yderst underholdende bog med mange fine illustrationer.

Poul Duedahl: Velkommen på bagsiden. Gennemillustreret 383 sider. Gads Forlag

*****

Pragtværk om Christianshavn

Fæstningsbyen Christianshavn blev grundlagt af Christian 4. i 1618 og kan derfor i år fejre sin 400 års -fødselsdag. Sikkert derfor har historikeren Anders Bjørn og folkloristen Jane Lytthans valgt at udgive Christianshavnerliv netop i år.

Det er der blevet en pragtfuld bog ud af, som fortæller hele historien om denne ” by i byen”, der i dag også omfatter de områder, som tidligere var lukkede områder, nemlig Holmen, Margretheholm og Refshaleøen. Christianshavnerliv går frem år for år, og begynder med 1600-tallet, hvor Christianshavn fra 1639-74 var en selvstændig købstad, hvis største institution var Børnehuset, som hørte under byens fattigvæsen og var optagelseshjem for forældreløse, fattige og vagabonderende børn over seks år. De fik lidt undervisning i håndværk og kvindelige sysler, så de kunne forlade huset med gode muligheder for at få arbejde som håndværkere eller tjenestepiger. Børnehuset blev næsten nabo til Frelserkirken, der blev indviet i 1696, men som først fik sit spiralsnoede spir senere i 1700-tallet. Ellers var 1600-tallet på Christianshavn præget af stor fattigdom, hvor de, der ikke boede i de store patriciergårde i fx Strandgade eller de to Overgader langs kanalen, hvor der var kajplads til handelsskibe og pramme, eller boede i mellemklassens borgerhuse, der ofte var beboede af selvstændige håndværkere eller småhandlende, boede i fritliggende faldefærdige småhuse med lokum i et bræddeskur i gården, og hvor vand måtte hentes ved en offentlig brønd. Tit boede en familie på fem mennesker på omkring 35 kvm., og under disse kummerlige forhold med dårlige hygiejniske og sanitære forhold trivedes pest og andre sygdomme, så under det store angreb af byldepest i begyndelsen af 1700-tallet døde alene på Christianshavn 1153 mennesker, hvortil skal lægges antallet af døde i Børnehuset, som ikke kom med i kirkebogens opgørelse over døde i 1711. En medvirkende årsag til datidens epidemier var naturligvis de uhygiejniske forhold, hvor skidtet flød i rendestenene, og hvor natmændene i hestevogne skrumplede hen over brostenene, når de hver nat kørte omkring 65 læs lort ud til en latrinkule bag Vor Frelsers Kirke. Med den stank, der må have været, var der ikke noget at sige til, at Amager fik betegnelsen ”Lorteøen”. Nu var alt ikke fattigdom og jammer, for fra 1718 efter den store nordiske krig og hundrede år frem havde Christianshavn sin storhedstid, hvor indbyggerantallet blev fordoblet fra 4.500 til 9.000, og handelen med kolonivarer – herunder ca. 120.000 afrikanske slaver var med til at gøre Christianshavn til et økonomisk kraftcenter. Men efter den store ildebrand i København, der gjorde 15.000 hjemløse i den gamle by, kom knap 1.200 hjemløse københavnere til Christianshavn for at få husly hos familie og bekendte. Så i 1728 var antallet af fastboende personer på Christianshavn 6.063 samt 300-400 børn, hjemløse, løsagtige kvinder og forbrydere i Børnehuset, som ikke var med i folketællingen. Som et eksempel på sammenstuvningen i fx Dronningensgade, der var den tættest befolkede gade, boede der 1050 indbyggere, hvor der alene i de seks huse i nr. 130 boede 114 mennesker, hvoraf 15 var husvilde fra indre by. Når vi nu er i gang med de mere ydmyge steder på Christianshavn, så er det værd at nævne Amagergade, den lille hyggelige sidegade til Torvegade, hvor tv-serien Huset på Christianshavn udspiller sig. Her boede der i blot 14 små beboelseshuse næsten 1.000 mennesker. På et fotografi i bogen fra 1899 ser man nogle beboere i gården omkring vandpumpen i baggården til nr. 11, hvor omkring 50 ”skikkelige og nette folk, hver dag måtte kæmpe med alle mulige ubehageligheder og ubekvemmeligheder for at holde nogenlunde rent og ordentligt inden for dørene på grund af et yderst forsømt tilsyn fra ejerens side.” Der var et stort tysk mindretal på Christianshavn, der klagede over at måtte dele Vor Frelsers Kirke med den danske menighed. Derfor accepterede Frederik 5. et ønske om støtte til at opføre en tysk kirke, og kongen forærede menigheden en grund for enden af Strandgade, hvor saltværket tidligere havde ligget, og han gav tilladelse til en landsomfattende indsamling og et lotteri til at finansiere byggeriet. Derfor fik Christianskirken i folkemunde navnet Lotterikirken. Foruden et par fattigskoler blev der i 1700-tallet grundlagt Christianshavns Frie Skole for børn af ubemidlede forældre, som senere blev overtaget af Christianshavns Døttreskole, og Den Classenske Legatskole kom til i 1794, og i 1787 havde Selskabet for Borgerdyd oprettet sin skole, hvor det dannede borgerskabs børn kunne formes til gode samfundsborgere med de rette borgerdyder som flid, gudsfrygt og fædrelandskærlighed. I 1735 var Børnehuset på Christianshavns Torv fyldt til bristepunktet med i alt 531 personer, hvoraf 348 var tilbageholdte tiggere. Derfor blev der startet en indsamling til at finansiere en udvidelse og modernisering, og i 1741 stod Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset færdigt, tugthus for forbrydere og forbedringshus for tiggere, løsgængere og ”liderlige qvindfolk”.  Bogen fortæller om de mange nye industrielle arbejdspladser, hvor Burmeister og Wain selvfølgelig indtog en hovedrolle, indtil den toneangivende arbejdsplads tre år efter 150 års-jubilæet i 1993 blev erklæret konkurs og de sidste knapt 2.000 medarbejdere blev fyret. Også Flådebasen Holmen måtte rømmes, da Orlovsværftet skulle lukke, og søværnets skibe og 1.700 arbejdspladser blev flyttet til de to flådestationer i provinsen. Den sidste del af bogen omhandler Christianshavn i det 21. århundrede med operabyggeri og forskellige nye broer samt fx det højhusprojekt, som efter mange protester heldigvis aldrig blev gennemført. Apropos broerne var der i aprilnummeret af lokalavisen Christianshavneren en opsigtsvækkende nyhed, nemlig at den nedslidte Knippelsbro var solgt til et tysk konsortium, der ville flytte den til en flod mellem det tidligere Østtyskland og Polen. Nyheden var dog en aprilsnar, men den sfspejlede den uro, der var på det tidspunkt omkring den uundværlige bro, der var nedslidt efter mange påsejlinger og intens brug. Der er beretninger om de store saneringer, bl.a. om Sofiegården og miljøet bag den, som fx omfattede rockgruppen Gasolin’, og om Christiania, der den 26. september 1971 fik sin dåbsattest, da Jakob Ludvigsen udtalte: ”Christiania er en fri stat,” og fulgte det op med denne opfordring i Hovedbladet: ”Emigrer med linje 8 til Christiania.” I Christianshavnerliv kan man også læse om, hvilke kunstnere, der har boet i, eller betydet noget for bydelen, og der er så meget at hente i dette pragtværk af en bog, at man roligt kan læse den fra ende til anden, og så er den forsynet med en mængde gode billeder og kort – både i farve og sort/hvid.

Anders Bjørn og Jane Lytthans: Christianshavnerliv. Gennem 400 år. Gennemillustreret. 386 sider. Gads Forlag

******   

Kunst eller kitsch

Der er ikke mange danskere, som ikke på ét eller andet tidspunkt har stiftet bekendtskab med noget af det, som Bjørn Wiinblad skabte. Derfor er En bid af Paradis, som Heidi Laura netop har udgivet, en fornuftig investering, hvis man vil vide lidt mere om kunstneren og mennesket Wiinblad, der døde i 2006 som 87-årig.

Værket fortæller først den personlige historie om Bjørn Wiinblad og hans opvækst, og dernæst følger man hans karriere, hvor hans følsomme stil blev en del af tidens internationale design i lighed med kunstnere som fx Aubrey Beardsley.

Allerede i kapitlet om opvæksten får læseren at vide, at selvom Bjørn allerede som skoledreng havde beslutte sig for at blive kunstner, stod der i karakterbogen for fjerde klasse om faget tegning, at Bjørn ikke viser hverken lyst eller evner for faget. Men ikke desto mindre tegnede han julekort til sine tanter, fætre og kusiner, og han købte som 11-årig hvide porcelænskopper i en kælderforretning, som han dekorerede med porcelænsmaling og fik dem brændt samme sted. Først efter at være udlært som typograf kom han ind på Kunstakademiet, og så var karrieren i gang. Meget hurtigt blev han en anerkendt kunsthåndværker, der fik sine platter og fajancestel fremstillet hos fabrikken Nymølle, som var en del af Schous Fabriker, der leverede til sine omkring 1.150 butikker på hovedgaderne i de fleste af landets provinsbyer, indtil Schous Fabriker i 1976 gik i betalingsstandsning, hvorefter Wiinblad købte Nymølle, så han selv kunne producere sine jule- og årsplatter. Og det gik så godt, at han også i 1985 købte Knabstrup Teglværk og Keramikfabrik, da Nymølle ikke kunne følge med efterspørgslen. I 1971 havde Bjørn Wiinblad åbnet sin egen butik i Pistolstræde midt i København, så han nu ikke var afhængig af de store varehuse, som havde været en vigtig allieret siden hans debut. På Hotel DÁngleterre indrettede man en Restaurant Wiinblad, der eksisterede indtil renoveringen i 2010. Udlandet havde også bud efter Wiinblad, og specielt i Dallas, Texas blev han et stort navn, da man gerne ville gøre op med byens dårlige ry efter mordet på Kennedy. I bogen er et flot billede fra butikken The Bjørn Wiinblads Hus i Hotel Anatole, men Wiinblads succes nåede også helt til Fjernøsten.

De mange, der har 16-bindsudgaven af 1001 Nats eventyr, vil, hver gang de kaster et blik på reolen, kunne nyde Bjørn Wiinblads flotte farverige omslagsillustrationer, men allerede i 1940-erne havde forlæggeren Asger Fischer benyttet Wiinblad som illustrator af 1001 Nat-vignetterne i sin tidlige udgave af værket.

Mange forbinder Tivoli med Bjørn Wiinblad, men spørgsmålet er, om ikke det netop er Tivoli, der satte sit præg på barnet Bjørn i 1920-erne med sine orientalske stemninger, mauriske stil og sine kineserier. Dog er der ingen tvivl om, at Bjørn Wiinblad er en af Tivolis vigtigste kunstnere, specielt gennem forlystelsen Den Flyvende Kuffert, som er en dukkerejse gennem H.C. Andersens eventyr, men også via det boblende springvand foran Nimb eller de hvide lampeskærme, som lyser op i haven. Og endelig kan man købe ikke så lidt Wiinblad-merchandise i Tivolis butikker. En, der også kom til at betyde meget for udbredelsen af Bjørn Wiinblads kunst, var Irmas legendariske direktør Børge Olsen, der sørgede for både plakater, plasticposer og ikke mindst kaffedøser med Wiinblad-motiver. Og endelig må man ikke glemme de mange teaterdekorationer, som den flittige Wiinblad også nåede at lave.

Det er en smagssag, om man kan lide Bjørn Wiinblads billeder, og om det er kunst eller kitsch. Personligt er Wiinblad ikke min kop te, men bogen om ham og hans værk er en ualmindelig flot udgivelse, som vil være en gave for alle hans mange fans.

Heidi Laura: En bid af Paradis. Bjørn Wiinblad og hans tid. Gennemillustreret i farve. Stort format. 330 sider. Gads Forlag.

*****

På koldbøttefabrikken

Mennesker på sindssygehospital er en interessant krønike om anstalter som Sct. Hans, Risskov, Oringe, Viborg, Middelfart, Nykøbing S., Vedsted og Augustenborg. Journalisten og forlæggeren Jens-Emil Nielsen forsøger med denne bog at skabe forståelse for mennesker med sindslidelser i fortiden og nutiden, som i mange tilfælde blev gemt væk på psykiatriske hospitaler, der fra 1911-1959 blev kandt sindssygehospitaler. Før det var der tale om såkaldte dårekister med lille lem til maden.

Bogen fortæller om de gamle institutioner, hvor der ofte var smukke parker, som de indlagte kunne spadsere i, men hvor der indendørs også var bælter, remme og luffer i sengene til de mest urolige patienter og madrasser med halm, som hurtigt kunne udskiftes, når det var urenlige patienter, der lå på dem. De enkelte sindssygehospitaler har hver deres kapitel, og der er såkaldte casestories om udvalgte patienter, som for de flestes vedkommende er nævnt ved navns nævnelse bortset fra enkelte patienter, hvis navne, man har ændret, når journalerne var af nyere dato. Forfatteren har været ind over den enkeltes journal, og man kan læse, hvor længe behandlingen stod på, og om det endte med helbredelse eller død. Det er både uhyggelige historier, der resulterede i hvide snit, men også nogle, hvor indlæggelsen resulterede i en form for kunstnerisk virke. Foruden de mange ukendtes journaler, har Jens-Emil Nielsen også indlemmet flere i offentligheden kendte mennesker som fx Amalie Skram, Tove Ditlevsen, grevinde Adelaide Schimmelmann, Otto Wied (bror til Gustav Wied), Vilhelm Dickmeiss, Peder Severin Krøyer og Anny Berntsen, der var datter af konseilspræsident Klaus Berntsen, der som én af hovedmændene bag 1915-grundloven var med til at beslutte opførelsen af sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland, hvor datteren Anny var indlagt fra 1935-1982. Det var i øvrigt Anny Berntsen, der var udlært møbelsnedker, som i 1918 udførte sit mesterstykke Folketingets talerstol (uden brug af søm og skruer). Det er et imponerende værk Jens-Emil Nielsen har skabt, som er blevet til, efter han har læst eller skimmet flere hundrede patientjournaler. Og så er bogen gennemillustreret med mange sort/hvide fotos.

Jens-Emil Nielsen: Mennesker på sindssygehospital. Stort format 136 sider. Bogforlaget Her & Nu

*****

Fornemt værk om henrettelser i Danmark i 350 år

Straffet på livet er som titlen fortæller en bog om henrettelser i Danmark. Her begrænset til perioden fra 1537-1892. Bogen er et omfattende og spændende værk på over 600 sider, og om der direkte er tale om en doktordisputats er jeg ikke klar over, men der ligger et kolossalt kildemateriale bag, og foruden meget andet bilagsmateriale kan man se navnene på samtlige de, som blev henrettet i perioden. Hvad var det for folk, der blev dødsdømt og henrettet? Det var almindelige tyveknægte inklusive heste- og kvægtyve, der blev dømt, som det hed, til galge og gren. Det var mordere og drabsmænd (og kvinder), der blev henrettet med sværd eller økse, mens trolddom, blodskam og sodomi og mordbrand blev straffet ved at misdæderne endte på bålet, og endelig var der andre misgerninger, der blev straffet på andre måder. Selvfølgelig skete der justitsmord, men ofte indebar det kun, at dommeren eller domsmændene skulle nedtage den hængte af galgen, og sørge for, at vedkommende som en kristen mand blev begravet i kristen jord, hvad de henrettede ellers ikke blev. Værket er opdelt i kapitler om fx tiden op til henrettelsen, hvor der er rystende beskrivelser af fangehullerne, hvad der skete med de, der brød ud og atter blev indfanget, om tortur, forbøn og benådning. Om fangehullet i Slutterigade og Stokhuset sad fx 44 fanger i tre små rum med rædsel luft og ingen halm at lægge sig på, mens der i kælderen under rådhuset i Ribe var rum for delinkventer, kaldet finkebur og troldkonekammer, og lignende fangehuller fandtes overalt i Danmark. Et særligt kapitel hedder Den sidste dag, og her fortælles om bl.a. tilskuerne, præsten og delinkventen, om sværdet der svinges, og øksen der falder, på bålet eller hængt i galgen. Udstillet til skræk og advarsel, i høj og heden jord eller på kirkegården. Et andet kapitel er om de militære forbrydelser, der førte til henrettelser, og et kapitel fortæller om bøddel, mestermand og skarpretter. Bogen indeholder beskrivelser af utallige enkelttilfælde som fx en kvinde fra Kerteminde, ”som var alle sine dage halv tåbelig og hel tungsindig, men omsider ked af livet, ungefær 50 år gammel, myrdede et barn og blev rettet på torvet, skønt hendes gerning var øvet udi sindets urolighed, fortvivlelse og forvirring, havde Fyns Landsting i 1715 dømt hende til døden, og to uger senere faldt hendes hoved for skarpretterens sværd.” I beskrivelserne fra den sidste dag, kan man læse, hvordan mange af de dødsdømte blev drukket berusede i vin eller øl, inden de blev ført til retterstedet. Forfatteren har hentet en del af de beskrivelser fra regnskaber om omkostningerne ved henrettelserne. På samme måde kan man se ud af regnskaber, hvordan fx 38 læs brænde, to tønder tjære, en stige, et reb samt langhalm blev kørt ud til Mette Glarmesters bål, og desuden to mark for at få brændet kørt ud til Galgebjerget. Man kan også læse ganske nøjagtigt, hvad en halshugning kostede, og hvad der løb oveni for at få hovedet sat på en stage.  Et andet sted kan man læse hvordan Anne Jørgensdatter i 1749 blev dømt ved Svanholm Birketing til at knibes af skarpretteren med gloende tænger først ved huset, hvor mordet var begået, dernæst to gange mellem huset og retterstedet og til sidst en gang på retterstedet. Andre almindelige straffe i forbindelse med henrettelser var radbrækning og spidsrod, hvor man i sidstnævnte tilfælde skulle gennemføre turen forbi 200 mand 6, 8 eller 12 gange, i grove tilfælde 18 eller 24 gange. Det sædvanlige antal, der behøvedes var 4.000 spidsrødder, som blev skaffet i nærmeste kongelige skov. Hver mand skulle levere sine slag uden at spare på kræfterne af medlidenhed. Helt grotesk var det ved de henrettelser, hvor de dødsdømte, som oftest var desertører, skulle spille terninger om livet. Den der vandt slap for galgen, men skulle ofte i stedet løbe spidsrod 16 gange mellem 300 mand i løbet af to dage, og blev derefter indsat til to års fæstningsarbejde på Kronborg. Naturligvis kan man læse om de mere berømte henrettelser af fx Struensee, der i 1772 fik hugget først højre hånd af, så hoved af, inden kroppen blev parteret og lagt på hjul og stejle, men det der gør mest indtryk er, hvor mange almindelige forbrydere, der blev både henrettet og pint i løbet af de cirka 350 år, bogen omhandler. Der er også henvisninger til ordsprog og andre vendinger, så hen kan man glæde sig over mere muntre kapitler, men hvorom alt er, så er der tale om et vigtigt og gennemarbejdet værk, fyldt med fine illustrationer både i farve og sort/hvid.

Niels H. Kragh-Nielsen: Straffet på livet. Henrettelser i Danmark 1537-1892. Gennemillustreret. 612 sider. Stort format. Gads Forlag

******  

Genial guide til 1500-tallets København

På tur i reformationens København af Morten Lander Andersen er en lille guldgrube af viden om vores hovedstad og samtidig en nem og handy guide – lige til at have i lommen. Efter en introduktion om reformationsårene og Grevens Fejde i perioden 1520-1537, tager forfatteren os rundt til en lang række steder i datidens København, som alle har betydning for, hvad der skete, efter Martin Luther havde holdt sin berømte tale under Rigsdagen i Worms, hvor bl.a. Christian 3. havde været til stede. Allerede i 1517 havde Luther offentliggjort sine 95 teser på kirkedøren i Wittenberg, og de tre konger, som regerede i perioden (Christian 2., Frederik 1. og Christian 3.) var alle positive over for Luthers nye lære, og i 1536 gennemførte Christian 3. et kup mod de katolske biskopper og gennemførte derefter reformationen i Danmark. I samme dramatiske år, hvor det belejrede København overgiver sig til Christian 3., og hvor byens borgmester Ambrosius Bogbinder begår selvmord efter at have været anklaget for sit terrorstyre i København, hvor han bl.a. havde ladet rådmand Jens Kammersvend halshugge for forræderi på Gammeltorv. Kammersvends forbrydelse havde været, at han havde foreslog, at byen overgav sig, da madforsyningerne til den sultramte hovedstad stoppede. På det tidspunkt faldt indbyggerne om i gaderne og døde af sult, hvis de ikke magtede at krybe på hænder og fødder til kirkegården for at ende livet der og komme i jorden sammen med andre, som kunne blive båret derhen. Guiden fortæller om den tids klostre og hospitaler, kirker og lokaliteter som Råd- og Domhuset på Gammeltorv, Københavns Universitet og Konsistoriehuset, der sammen med Kong Hans Kælder er blandt Københavns ældste bygninger. Valkendorfs Kollegium er med på samme måde som Bispegården over for Frue Plads, som stadig er bolig for Københavns biskop. I kapitlet om Vor Frue Kirke, der i sin fjerde udgave blev indviet i 1829, kan man læse, at i Malmø finder man Sankt Petri Kirke, der næsten er en 1:1 kopi af Københavns anden Vor Frue Kirke, som den stod under reformationen. På tur i reformationens København er illustreret med masser af farvefotografier, og hvis man ikke kun benytter den som guide, kan man hjemme fra lænestolen på underholdende vis sætte sig ind i et spændende kapitel af Københavns historie i 1500-tallet.

Morten Lander Andersen: På tur i reformationens København. Illustreret med farvefotos af Lars Gundersen. 150 sider. Frydenlund

*****

Fornem jubilæumsbog om Magasin du Nord

I midten af april fejrer Magasin du Nord sit 150-års jubilæum, og i den anledning har Julia Lahme skrevet Damen i midten – mode, kvinder og danmarkshistorie set gennem et stormagasins vinduer. Det er Magasin du Nord Fonden, der har taget initiativ til, at bogen skulle laves, og har udstukket retningslinjerne: For det første at den skulle være billedbåren. For det andet at den skulle tage udgangspunkt i Magasin du Nord Museums eget arkiv, og for det tredje at det skulle være forfatterens egen version af Magasins historie og ikke en lovprisning af en virksomhed.

I 1868, fire år efter Danmark havde tabt Slaget ved Dybbøl, hvor vi mistede Slesvig, indløste to driftige forretningsmænd Emil Vett og Theodor Wessel næringsbrev i Aarhus, hvorefter de den 18.april åbnede butikken Emil Vett og Co. i gården til Svaneapoteket. Tre år efter var lokaliteterne blevet for små, så derfor rykkede forretningen hen til Immervad, hvor stormagasinet ligger i dag. To år efter åbnede de i Aalborg og samme år i København, hvor de rykkede ind i Østergade, og her kom virksomheden til at hedde Th. Wessel & Vett. Også i København voksede butikken hurtigt ud af lokalerne i Østergade, og i stedet flyttede man ind i stueetagen på Hotel du Nord på Kongens Nytorv, og hurtigt blev førstesalen også inddraget. Fællesbetegnelsen for de to butikker i Aarhus og København blev De Forenede Hvide Vare-Forretninger. Alt, hvad der var fransk, var på det tidspunkt smart, så i 1879 indførte man navnet Magasin du Nord, der jo smagte lidt af Paris, og du Nord kom fra den københavnske adresse, nemlig stueetagen på Hotel du Nord på Kongens Nytorv. Og udtalen var naturligvis Magasæng Dy Nååår, for inspirationen var en ny slags forretninger i Frankrig, små varehuse, som solgte mode til fastsatte priser på hver enkelt vare, uden at give kunderne mulighed for at forhandle, som man ellers kendte det fra de traditionelle markeder. Magasin du Nord fik hurtigt vokseværk, og i 1888 var man repræsenteret i 34 danske byer og en enkelt svensk (i Malmø). Om det var butikker ejet af Wessel og Vett, eller det var fine hvidevareforretninger, man havde indgået tæt samarbejde med, vides ikke, og hvor stort sortimentet var, er også uvist. Endnu i 1914 fandtes der 138 Magasin du Nord-udsalg i Danmark. Der blev købt grunde rundt om hotellet på Kongens Nytorv, og et større handelspalads stod færdigt til indvielse i december 1893. På mange måder var Magasin selvforsynende, og allerede i slutningen af 1880’erne opførtes et dampvæveri i Landskronagade på Østerbro, som eksisterede indtil fabrikken lukkede i 1955. Magasin havde også sin egen møbelproduktion, som eksisterede indtil 1921, og idéen om at producere selv forsvandt aldrig helt, og lever selv nu i bedste velgående med egenproduktion af alt fra chokolade til mode- og skønhedsprodukter.  

Man kan i bogen læse om de mange, der gennem tiden var ansat som ekspedienter og ekspeditricer i Magasin, og at man sørgede for sine ansatte, kan man bl.a. se af, hvordan Emil Vett inden sin død havde bestemt, at store dele af hans formue skulle komme Magasins personale til gode, som en forløber til vore dages Magasin du Nord-fond, nemlig en mondæn villa på C.F. Richs Vej på Frederiksberg, nemlig Emil Vetts og Hustrus Hus. Her kunne 15 damer flytte ind i toværelseslejligheder, der var forbeholdt damer, der havde arbejdet i Magasin i minimum 25 år. Initiativet var taget i erkendelse af, at mange af Magasins damer hverken havde skabt en familie eller en formue, mens de arbejdede i stormagasinet. Huset fungerede for Magasins damer indtil 1979.

Bogen har også sine små pudsige anekdoter om fx Muffetyven, der bar en skindmuffe foran for at beskytte hænderne mod kulden. I 1916 afslørede en af stormagasinets detektiver, hvordan hun snappede silketøj og hurtigt lod det forsvinde i sin torpedomuffe. En efterfølgende ransagning hos kvinden, der var gift med en velhavende forretningsmand, afslørede et helt lager af tyvekoster, som stammede fra Magasin, Illum og Fonnesbech. Og i 1910, hvor bestyreren af Magasin du Nords afdeling i Hellerup begik underslæb og forsvandt med omkring 15.000 kroner for at stikke af til Amerika. Der er kapitler om op- og nedgangstider, og i kriseåret 1921 blev hatte det helt store nummer, for som en dame udtalte til Illustreret Tidende: ”Jeg kan gaa tre Sæsoner med min Spadseredragt, men jeg vil have fire Hatte om Året.” I 1930’erne, hvor massekommunikation var ’en af de store nyskabelser, havde Magasin på Kongens Nytorv sin helt egen radioavis, der blev udsendt i højttalere hver morgen, inden kunderne blev lukket ind. Her blev der læst nyheder op henvendt til personalet. I 1952 fik Magasin et nyt trækplaster, nemlig rulletrappen, hvor der er et billede af personalet, taget lige inden kunderne kommer væltende ind. Meget af bogen handler naturligvis om mode og om forskellige af tidens trends, og mindre om andre afdelinger i stormagasinet. Fx savner jeg noget om Magasins Bogafdeling, der i en del år var landets største boghandel, hvad omsætning angik. Den nævnes kun i forbindelse med Solvognens happening i 1974, hvor 48 julemænd begyndte at hive bøger ned fra hylderne og forære dem til de måbende kunder. I 1970’erne sker mange nye ting, man bliver dus, og tejregulativet forsvinder, så hvide skjorter til kvinderne og jakkesæt til mændene bliver afskaffet. Til gengæld er der meget lidt om økonomi og ejerskab. Forskellige kreditkort-ordninger nævnes hist og her, og til slut kan man læse, hvordan Debenhams i 2009 købte Magasin med alle seks forretninger for 101 millioner kroner efter de forrige ejere, islandske Baugurs betalingsstandsning. Det er et stykke imponerende Danmarkshistorie, Julia Lahme har skabt med Damen i midten, og  med dens mange fine fotografier er den et glimrende supplement til andre værker om Danmark og København.

Julia Lahme: Damen i midten – Mode, kvinder & Danmarkshistorie set gennem et stormagasins vinduer. 296 sider.Gennemillustreret i farve og sort/hvid.  Stort format. Gads Forlag

*****    

Prostitution som arbejdsplads

Panseren & tøsen er en interessant historie, hvor den tidligere politimand fra Københavns Politi, Erik Hauervig, og den forhenværende prostituerede, Marlene Simoni, fører læseren igennem Vesterbros prostitutionsmiljø. I hovedparten af de 42 år, hvor Hauervig var ansat hos politiet, var hans speciale prostitution, og efter pensioneringen har han skrevet foreløbig fem kriminalromaner, der foregår på Vesterbro i dette miljø, og så virker han stadig som frivillig i NGO-organisationen NEWLIVES, der arbejder for at hjælpe kvinder til at starte en ny tilværelse. Og Simoni kan fortælle om en opvækst i misbrug, inden hun i 35 år levede af at sprede ben. Hun har både arbejdet på bordeller og massageklinikker, og så turnerede hun land og rige rundt i en periode på 15 til 17 år, så som hun skriver: ”der er nok ikke den danske by med mangt et mærkeligt navn, jeg ikke har kneppet i.” Og Marlene fortæller også om sin vej ud til et mere almindeligt liv. Sidste del af bogen er en slags pingpong mellem panseren og tøsen, som absolut ikke er enige om alting, men de er dog enige om, at ét eller andet skal der gøres. Mens Erik Hauervig går ind for et forbud mod købesex, er Marlene Simoni mere indstillet på en styrket indsats med handlingsplaner og forebyggende indsatser for de enkelte kvinder. Bogen er også krydret med fire såkaldte casestories, hvor fire forskellige kvinder fortæller deres historie. I den fjerde beretning ”Narkomisbrug og skeletter i bagagen”, får man historien om en lille pige, der voksede op hos en mor, der var forsumpet i et misbrug af piller og alkohol. Pigen var næppe nogensinde kommet i skole, hvis ikke nabokonen var kommet og vækket hende. Men det blev påtalt i skolen, at hun aldrig havde madpakke med, køleskabet var nemlig altid tomt. Som voksen sørgede hun derfor for, at hendes køleskab altid var stuvende fyldt. Hun indhentede det forsømte ved at æde hele tiden - så meget at hun på seks måneder tog 80 kilo på og nåede op på en kampvægt på 200 kilo, indtil hendes læge sagde: ”Hvis ikke du taber dig, så død du!” Den dom tog hun alvorligt, og i dag har kvinden tabt 164 kilo. Denne historie er med for at illustrere, hvor meget barndommen betyder. I et af de afsluttende kapitler giver Marlene Simoni en masse tekniske oplysninger om alt muligt fra annoncering og telemarketing til forskellige varianter som sugardating, bondage, lak, læder og toiletsex. Endelig rundes bogen af med spørgsmål og svar til og fra forskellige politikere.

Erik Hauervig og Marlene Simoni: Panseren & Tøsen. Prostitution som arbejdsplads. Illustreret med fotos. 222 sider. Skriveforlaget

*****

En lystvandring gennem syv årtier

Forfatteren og kritikeren Peter Dürrfeld, som har en større produktion af bøde skønlitteratur og fagbøger bag sig, tager i København med V og N og Ø og K læserne med på en charmerende lystvandring. Bogen er delt op efter de forskellige kvarterer i hovedstaden, og i de fleste tilfælde er beskrivelserne knyttet sammen med personlige oplevelser. Dürrfeld boede i mange år af sin barndom i Nørre Farimagsgade 29, og han gik på Nørrevold Skole. Én af de første lokaliteter er broen i Ørstedsparken, der var bindeleddet mellem hjemmet og skolen, og den krydsede Peter dagligt, når han var kommet forbi det lille plankehus, hvor de sortklædte havebetjente sad og røg cerutter og drak kaffe, når de ikke var ude for at kontrollere, at græsset ikke blev betrådt, og at der ikke blev spillet fodbold. Dürrfeld fortæller også her om både statuer og om brødrene Ørsted, som har lagt navn til parken. Da Peter Dürrfeld som voksen går tur i parken med sine døtre, spørger den ene: ”Var ham Ørsted bøsse, siden han har givet navn til Ørstedsparken?” Der er også mange anekdoter om kendte københavnere som fx Olga Svendsen, der i mange viser hylder København. I kapitlet om Østerbro, hvor Peter Dürrfeld bor nu, får man en del at vide om fodbold og om Gunnar Nu Hansen, men også om blegedammene, hvor blegemændene og blegekonerne blegede deres lagner i mosevandet. I kapitlet om Det Kongelige Teater handler meget om de to Poul’er Reumert og Reichhardt med mange pudsige hændelser i kølvandet på de to store skuespillere. I kapitlet om Forum er der meget nostalgi omkring forne tiders seksdagesløb. Gothersgade, Frederiksberg Alle, Rådhuspladsen og Nordhavn har fået deres helt egne kapitler, og det samme har både Amager, Vesterbro og ikke mindst Nørrebro. København H handler om Hovedbanegården, og her tager forfatteren os med i DSB Kino Den vide verden, hvor man for en krone kunne slå ventetiden ihjel, hvis man var kommet for sent til toget. Christiansborg har også sit eget kapitel, og de to sidste kapitler i bogen har deres helt egen charme, og kunne være blevet til selvstændige bøger. Først ét om Københavnernes maler Paul Fischer, der ikke på museerne får den opmærksomhed, han efter Dürrfelds mening burde. Han malede immervæk over 1.000 malerier. Dernæst sidste kapitel En symfoni af sporvogne, der fortæller om de enkelte linjer fx linje 16, der blev kaldt kirkegårdslinjen, da den passerede næsten samtlige kirkegårde fra Vestre Kirkegård, langs Assistens Kirkegård og ud til Bispebjerg Kirkegård. Peter Dürrfelds københavnerbog er ikke illustreret, men det gør ikke noget, for hans levende beskrivelser fremmaner det ene billede efter det andet for læserens indre øje. Det er en nydelse at have Dürrfeld som en meget vidende guide.

Peter Dürrfeld: København med V og N og Ø og K. En lystvandring gennem syv årtier. 182 sider. Forlaget Vandkunsten.

******    

Prostitution som arbejdsplads

Panseren & tøsen er en interessant historie, hvor den tidligere politimand fra Københavns Politi, Erik Hauervig, og den forhenværende prostituerede, Marlene Simoni, fører læseren igennem Vesterbros prostitutionsmiljø. I hovedparten af de 42 år, hvor Hauervig var ansat hos politiet, var hans speciale prostitution, og efter pensioneringen har han skrevet foreløbig fem kriminalromaner, der foregår på Vesterbro i dette miljø, og så virker han stadig som frivillig i NGO-organisationen NEWLIVES, der arbejder for at hjælpe kvinder til at starte en ny tilværelse. Og Simoni kan fortælle om en opvækst i misbrug, inden hun i 35 år levede af at sprede ben. Hun har både arbejdet på bordeller og massageklinikker, og så turnerede hun land og rige rundt i en periode på 15 til 17 år, så som hun skriver: ”der er nok ikke den danske by med mangt et mærkeligt navn, jeg ikke har kneppet i.” Og Marlene fortæller også om sin vej ud til et mere almindeligt liv. Sidste del af bogen er en slags pingpong mellem panseren og tøsen, som absolut ikke er enige om alting, men de er dog enige om, at ét eller andet skal der gøres. Mens Erik Hauervig går ind for et forbud mod købesex, er Marlene Simoni mere indstillet på en styrket indsats med handlingsplaner og forebyggende indsatser for de enkelte kvinder. Bogen er også krydret med fire såkaldte casestories, hvor fire forskellige kvinder fortæller deres historie. I den fjerde beretning ”Narkomisbrug og skeletter i bagagen”, får man historien om en lille pige, der voksede op hos en mor, der var forsumpet i et misbrug af piller og alkohol. Pigen var næppe nogensinde kommet i skole, hvis ikke nabokonen var kommet og vækket hende. Men det blev påtalt i skolen, at hun aldrig havde madpakke med, køleskabet var nemlig altid tomt. Som voksen sørgede hun derfor for, at hendes køleskab altid var stuvende fyldt. Hun indhentede det forsømte ved at æde hele tiden - så meget at hun på seks måneder tog 80 kilo på og nåede op på en kampvægt på 200 kilo, indtil hendes læge sagde: ”Hvis ikke du taber dig, så død du!” Den dom tog hun alvorligt, og i dag har kvinden tabt 164 kilo. Denne historie er med for at illustrere, hvor meget barndommen betyder. I et af de afsluttende kapitler giver Marlene Simoni en masse tekniske oplysninger om alt muligt fra annoncering og telemarketing til forskellige varianter som sugardating, bondage, lak, læder og toiletsex. Endelig rundes bogen af med spørgsmål og svar til og fra forskellige politikere.

Erik Hauervig og Marlene Simoni: Panseren & Tøsen. Prostitution som arbejdsplads. Illustreret med fotos. 222 sider. Skriveforlaget

*****

Endnu en tur ned ad Memory Lane

Københavnerliv 1945-1972 er Kåre Laurings intet mindre end geniale fortælling om hovedstaden fra Besættelsens slutning med smalhals og frem gennem højkonjunktur til ungdomsoprør, rødstrømper, oliekrise, bilfrie søndage og økonomisk krise.

Lauring, der er født i 1947, tager flere gange udgangspunkt i sin egen families historie og opvæksten på Flakholmen i Vanløse, hvor han boede med to storebrødre, sin mor og faren, forfatteren og krønikeskriveren Palle Lauring i en treværelsers lejlighed, hvor de tre drenge delte et lille børneværelse. Der skete meget nyt i København i de år, hvor der i 1950 boede knapt en million mennesker i kommunerne København, Frederiksberg og Gentofte, mens de 19 omegnssogne rummede knapt en kvart million indbyggere. Derfor havde man allerede i 1947 iværksat Fingerplanen, der skulle udvikle hovedstadsområdet, samtidigt med at usunde lejekaserner og slumagtige baghuse blev saneret væk, sådan at der i 2015 boede hele 1.768.074 indbyggere i Storkøbenhavn inklusive omegnskommuner. Lauring skildrer, hvordan hele området omkring Adel- og Borgergade blev revet ned og erstattet af Christiansgården, Dronningegården, Kongegården og Prinsessegården med lyse og luftige lejligheder og alle moderne bekvemmeligheder. Nedrivningerne var allerede blevet påbegyndt i 1941, men grundet krigstidens mangel på materialer gik saneringerne i stå og blev det først genoptaget i 1954 og først i 1960 var saneringerne og opførelsen af de nye ejendomme gennemført. Det rigt illustrerede værk har også billeder af datidens detailbutikker, hvor der i 1950 på landsplan var omkring 15.000 købmandsbutikker. Men inspireret af den amerikanske butikskæde Piggly Wiggly, der havde åbnet verdens første selvbetjeningsbutikker, bredte dette koncept sig til hele Europa, og i efteråret 1949 åbnede Hovedstadens Brugsforening Københavns første selvbetjeningsbrugs, eller som det senere blev kaldt supermarked. Kåre Lauring viser også, hvordan almindelige mennesker efterhånden både fik fjernsyn og køleskabe, og det er ren nostalgi, når han fortæller om, dengang familierne var samlet om radioapparaterne for at høre Gregory Mysteriet. Det globale er heller ikke glemt, og fx er der fotografier af ungarske flygtninge, der kom til København efter Sovjetunionens nedkæmpelse af opstanden i Ungarn i 1956. I kapitlet om 1957-1967 oplever man både dagligdag med film som Farlig ungdom og Natlogi betalt, rockkoncerter i Enghaveparken og Nina og Frederik, men også hverdagens små uheld og katastrofer, som fx da sporvejenes Linje 10 styrtede ned på banelegemet ved Carlsbergbroen, men hvor tre DSB-funktionærer fik standset Hamburg-ekspressen, der var på vej mod Københavns Hovedbanegård, og da Valby Gasværk i 1964 sprang i luften og fem mennesker blev dræbt og flere hundrede blev såret bl.a. med snitsår fra de omkring 200.000 ruder, der blev knust. Et af bogens sidste billeder er fra året før Christiania blev indtaget, hvor lokale beboere fra Aladdin-kvarteret brød igennem plankeværket for at indrette legeplads til deres børn. Så det er ikke et billede, hvor Københavneravisens stifter Jacob Ludvigsen er med.

Københavnerliv 1945-1972 er en efterfølger til Københavnerliv 1857-1939 og Københavnerliv 1940-1945, og sammen med Allan Mylius Thomsens Byen der forsvandt, der udkom sidste efterår, kan man næsten ikke ønske sig meget mere, hvis man har lyst til en tur ned ad Memory Lane.

Kåre Lauring: Københavnerliv 1945-1972. Gennemillustreret med fotos. 288 sider. Gyldendal

******

Fin fotobog om en bydel i hovedstaden

Robert Osis kalder sig vesterbrogenser, og han har hos Byens Forlag udgivet Vesterbros gader, der er en fotobog med, som han skriver 151 skud. Der er tale om en fin lille bog med mange pudsige billeder bl.a. af et bytteskab placeret på Sønder Boulevard. Her kan man bytte tøj, bøger, spil, køkkenting og sportsudstyr og sikkert meget mere. På et foto fra en baggård på Enghavevej er der fx ophængt et redningsbælte på muren, hvad det så skal bruges til. Et grotesk billede hedder ”Ingen respekt”. Det viser et skilt på en butiksrude, hvor der står: ”Ingen cykler tak!” og det skilt befinder sig lige bagved en nydelig cykel, der står henslængt op ad vinduet. Der er smukke billeder i bogen fx af Kødbyen dækket af sne og af Havnebadet ved Fisketorvet, men man kommer ikke udenom Vesterbros skyggesider med en dynge affald i Istedgade indeholdende både en tom cigaretpakke, nogle fladtrådte krus og en brugt sprøjte, og et foto fra Stenosgade bærer præg af, at én eller anden har brækket sig op ad en mur, men på godt og ondt viser de over hundrede farvefotografier et nuanceret billede af en bydel i en hovedstad. Vesterbros gader er oplagt som souvenir til både udenlandske turister og til jyder, som har forvildet sig over på ”Djævleøen”.

Robert Osis: Vesterbros gader. 151 skud fra en vesterbrogenser. 155 sider. Byens Forlag

****

Fornem guide om Københavns broer

Det er jo uomtvisteligt, at København er en broby. Derfor har Peter Olesen nu i sin 27. bog om København taget læserne med på en guidet tur rundt til alle byens eksisterende broer samt givet en beskrivelse af de broer, som er lige undervejs. Det er både broer over vand og over land, og en stor del af disse broer går enten over havneløbet eller over nogle af byens mange kanaler. Med Broerne i København fortæller Olesen  broernes historie og om hvem, der har tegnet dem, og så får man også at vide, hvad man kan se fra de forskellige broer. Da alle broerne er illustreret med flotte farvebilleder, er guiden et must for alle, der vil opleve København. Peter Olesen fortæller også om broernes udsmykning, og i omtalen af Marmorbroen ser man billedhuggeren Louis-Augustil Le Clerks portrætmedaljoner fra 1700-tallet, hvor det på broens yderside ifølge forfatteren grangiveligt ligner den tidligere SF-formand Gert Petersen. Der er også mange små fine anekdoter om broerne, fx den om at Realdania ved etableringen af Operaen havde tilbudt København en ny bro mellem Skuespilhuset ved Kvæsthusbroen og Operaen, men hvor både overborgmester Ritt Bjerregaard og Mærsk McKinney-Møller sagde nej. Ikke engang nej tak! Bogens forfatter har forslag til, at man fx ved hver enkelt bro skilter med navn og byggeår. På bogens forsatssider er der kort over København, hvor alle broerne er vist, så det bliver nemmere for læserne at finde den enkelte bro. De mange flotte farvebilleder skyldes fotografen Henrik Bjerregrav, der tidligere har samarbejdet med Peter Olesen, og det er deres 25. bog sammen. Peter Olesen har siden 1988 skrevet og redigeret 50 bøger, og Forlaget Frydenlund skal have ros for at have overtaget udgivelsen af Peter Olesens bøger, efter at Borgens Forlag blev opslugt af Gyldendal. 10 forskellige fonde har været sponsorer for udgivelsen, for uden dem ingen bog.

Peter Olesen: Broerne i København. Gennemillustreret med farvefotos af Henrik Bjerregrav. 184 sider. Frydenlund

*****

Skøn byvandring i det gamle København

Byhistorikeren Allan Mylius Thomsen har skrevet en dybt fascinerende bog om København – Byen der forsvandt, der er baseret på ikke mindre end 692 farvebilleder, som Leif Ziegler tog med sit Rolleiflex 6x6 cm kamera i perioden fra 1961 til 1972 af gader, gårde og spændende miljøer, lige inden nedrivningen af de pågældende bygninger. Ved et tilfælde mødte Allan Mylius Thomsen ved en af sine mange byvandringer Leif Ziegler, og det blev indledningen til det samarbejde, der nu har resulteret i denne bog. Bogen er bygget op på den måde, at der er kapitler om hvert kvarter, Middelalder-København, Christianshavn med Bådsmandsstrædes Kaserne, Holmen og Refshaleøen, Ny København, Nørrebro, Vesterbro og Østerbro, Amagerbro, Sundbyerne, Islands Brygge og Nokken, Frederiksberg, Valby, Kongens Enghave og Vigerslev, Nordvest, Utterslev, Brønshøj og Bispebjerg. Det hele er krydret med Allans mange anekdoter, hvor man fx får at vide, hvordan værtshuset Bondestuen på Nytorv ændrede navn til Den ny Bondestue, men på grund af sit ry som tilholdssted for alfonser i folkemunde kom til at hedde Bondefangerstuen. I kapitlet om Frederiksberg er der et billede af Frederiksberg Vatfabrik, der blev til De Forenede Vatfabrikker med beliggenhed på Nordre Fasanvej, og hvor der i dag er bygget moderne boliger. Mange har sikkert undret sig over navnet Sjælør, men her var i sin til Kalvebodløbet, hvor de mange sæler lå og solede sig på de store sten, og hvor der indtil 1776 var kgl. Privilegeret sæljagt. Den ene af stenene ligger i dag i Valbyparken. Sådan kan man blive ved med de mange pudsige anekdoter, og så kan man samtidig nyde de mange skønne farvefotografier. Byen der forsvandt er en dejlig tur på Memory Lane gennem det gamle København.

Allan Mylius Thomsen og Leif Ziegler: Byen der forsvandt. København og Frederiksberg i farver 1961-1972. 480 sider. Løfbergs

******

Fornemt geografisk opslagsværk

Den altid initiativrige forlægger Iselin C. Hermann og redaktør Anne Meisner fik for et års tid siden den geniale idé at lade over 200 kendte og ukendte danskere skrive om det sted han eller hun har et helt særligt forhold til. Det blev til bogen Her er DK, hvor man går geografisk frem i Danmark, og hvor de enkelte bidragydere tegner dette danmarksportræt. Der er masser af finurlige overraskelser undervejs og foruden forskellige landkort, der viser, hvor de enkelte lokaliteter befinder sig, er værket illustreret med fotografier i både farve og sort/hvidt. I hovedstaden er der kapitler om så særprægede steder som Flyvergrillen ved lufthavnen i Kastrup skrevet af Rudi Urban Rasmussen, og om Kineserbyen eller Den Gule By – beliggende midt i sporarealet mellem Hovedbanegården og Enghave Station skrevet af Jannik Lunn. Går man fx til Bornholm, har Dennis Gade Kofod skrevet en grafisk lækker udformet tekst om Rønne 2016, før den planlagte havneudvidelse, og Jacob Ludvigsen har begået stykket om Ekkodalen, og sådan kunne man blive ved. Det er et særdeles underholdende portræt af Danmark, hvor 217 danskere har bidraget.

Her er DK. Redigeret af Iselin C. Hermann og Anne Meisner. Illustreret 263 sider. Brøndums Forlag

*****

Kærlighedens sommer

Journalisten Jens ”Jam” Rasmussen har fejret 50-året for det, man kaldte The Summer of Love eller på dansk Kærlighedens sommer. Dels ved at fortælle historien om hippie-bevægelsen i henholdsvis San Francisco, London og hjemme i København. Bogen hedder 1967 med undertitlen Kærlighedens sommer, og Jens Rasmussen slutter sin bog med at genbesøge de steder, hvor det hele foregik, fulgt op af historien om hvordan det siden gik de mange hovedpersoner. Noget af det, der fylder meget i bogen, er beskrivelsen af hele undergrundskulturen i The Haight-Ashbury i San Francisco, som senere bredte sig til byer som London og København, og som læser møder man igen navne som Jefferson Airplane med sangerinden Grace Slick, Big Brother and the Holding Company med Janis Joplin, The Doors med Jim Morrison, The Greatful Dead, Pink Floyd og Jimi Hendrix, mens det epokegørende i England var The Beatles og specielt albummet Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band, der netop udkom i det legendariske år 1967, og hvordan nogle af bandets medlemmer fik en tæt påvirkning af den indiske yogi Maharishi Mahesh. Fra San Francisco kan man læse om Timothy Learys eksperimenter med LSD og forskellige psykiatriske trips, og hvordan følgevirkningerne af disse var med til at grundlægge Klub 27 – de mange, der bukkede under for misbrug i en alder af kun 27 år, noget der faktisk fortsatte helt op til vores tid, hvor fx Amy Winehouse også gik bort som kun 27-årig. I San Francisco besøger man også den legendariske boghandel City Lights. En dansker, der spillede en rolle der i 1967, var jazzmusikeren og tennisstjernen Torben Ulrich, og til slut kan man læse, at arven fra ham i dag videreføres af hans søn Lars og hans band Metallica. Jens Rasmussen har interviewet en lang række af hovedpersonerne fra 1967 - også i Danmark, hvor man møder Stig Møller, og får historien om hvordan han sammen med Eik Skaløe dannede det berømte band Steppeulvene. Et andet vidne er tegneren og forfatteren Peder Bundgaard, og én, der havde en afgørende betydning på debatten dengang, nemlig Ole Grünbaum, der blev repræsentanten for provobevægelsen. Desuden følger man Annisette Koppel og hvordan hendes band Dandy Swingers senere blev til Savage Rose.

Det er et enestående dokument, som Jens ”Jam” Rasmussen har begået, og bogen slutter med en lang række noter, hvor forfatteren kapitel for kapitel henviser til dokumentationen for litteratur, udvalgte artikler og de mange artikler fra aviser og tidsskrifter. Det er en bog omkring et år på godt og ondt med alt fra både hippie-, kunstner-, musik-, aktivist og studentermiljøer. For os gamle, der oplevede tiden dengang, er det fed nostalgi, og for de, der er yngre, er det et vigtigt dokument om en periode, som deres forældre givetvis har fortalt dem om.

Jens ”Jam” Rasmussen: 1967 Kærlighedens sommer San Francisco, London, København. 314 sider. Tiderne Skifter

*****