Fremragende tredje bind i historisk spændingsserie

For hele riget er tredje bind i Peter Winther-Schmidts ”Kampen om magten” – en serie historiske spændingsromaner, hvor første bind var ”Til rigets bedste”, og som foregik i 1845, mens tiden i bind 2 ”Et delt rige” var rykket frem til 1848, hvor Christian den Ottende netop var død, og hvor Frederik den Syvende var blevet konge. I bind 3 For hele riget begynder handlingen i 1848, hvor der er våbenhvile – men absolut ikke fred, og nu følger tiden, spændingerne og intrigerne op til 1849, hvor Danmark får sin grundlov. Igen er den hemmelige loge af indflydelsesrige og fædrelandskærlige mænd, Patrimonius Regis, som burde være opløst, på spil, stadig ledet af Carl Christiansen og Hans Lassen, og som gør alt for at lægge hindringer i vejen for den nye grundlov, samtidig med at Hans Lassen beriger sig selv ved at indkræve skatter af indbyggerne i Hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Hovedpersonen er igen Hans Lassens nevø Frederik Lassen, der er onklens ærkefjende. Både Frederik og hans bror Jakob kommer til at deltage i krigen i Hertugdømmerne, og igen optræder en række historiske personer i romanen sammen med de fiktive. Spændingen holder hele vejen igennem, men er ikke for sarte sjæle, for i skildringerne fra krigen er der mange blodige detaljer. Men alt i alt er Peter Winther-Schmidts trilogi om den første Slesvigske krig og om tiden omkring grundlovens tilblivelse en pragtfuld spændingsroman, som også er krydret med masser af kærlighed og jalousi. I et efterskrift med de historiske noter kan man se, hvilke personer, der er fiktive, og hvilke der er historiske.

Peter Winther-Schmidt: For hele riget. 759 sider. North Publishing

*****

Fremragende tredje bind i historisk spændingsserie

Peter Winther-Schmidt: For hele riget. 759 sider. North Publishing

*****

Uforglemmelig historisk roman

Den svensk/finske mesterforfatter Mikael Niemi har med Sten i silke skrevet en historisk roman, der med en nutidig rammehistorie fører læseren tilbage til tiden omkring 1930 i Nordsverige tæt på den finske grænse. I den lille by Pajalas bundfrosne mose dukker der noget på, der ligner resterne af et menneske – måske en kvinde. Så går handlingen tilbage til 1920, hvor man oplever en arvestrid på en herregård mellem to brødre om hvem, der skal arve herregården. Det bliver Wilhelm Vanhakoski, der bliver en af byens store mænd, mens storebroderen Eino må slå sig til tåls som landarbejder i et beskedent husmandssted. Efter et mislykket forsøg på at tjene penge ved at fremstille tjære, ender han med stor gæld til både banken og den lokale købmand og bliver i stedet arbejder på de veje, som skal anlægges i området. Imidlertid er lønnen ussel, da entreprenører har underbudt hinanden, og af den årsag begynder arbejderne at slutte sig sammen og strejke for at få en højere løn. Da man er nået frem til 1930 kommer der konkurrerende fagforeninger på banen, og kommunister forsøger inspireret af udviklingen i Rusland at udkonkurrere socialdemokraterne og de nye nationalsocialister, der har hentet inspiration fra Tyskland. Mens Eino er blandt de strejkende, bliver sønnen Algot skruebrækker, hvilket gør ham særdeles upopulær blandt arbejderne. Myndighederne har dog lært så meget af oprøret i Ådalen i 1931, at de trods alt ikke begynder at beskyde de strejkende. Man følger konflikterne i Einos familie, der er så fortvivlet, at de må sælge deres eneste ko, som trods alt gav dem mælk, og Eino er desuden begyndt at drikke. Tvisten mellem de to brødre fortsætter, og mere skal ikke røbes her, men Niemi har skrevet en fremragende roman på over 500 sider, der næsten kan sidestilles med Martin Andersen Nexøs ”Pelle Erobreren”.

Mikael Niemi: Sten i silke. Oversat af Jakob Levinsen. 522 sider. Modtryk

******

Vittigt og tankevækkende bind 2 om Firmaet Hamilton og Ponti i skyggen af krigen i Ukraine.

I Bedrag bedragerne mødes journalistveteranen Erik Ponti, der er Jan Guillous alter ego, endnu en gang med sin gamle ven, den adelige efterretningsofficer Carl Hamilton, som efter Ruslands angreb på Ukraine er blevet genindkaldt, da Sverige er i allerhøjeste alarmberedskab. De to har tidligere samarbejdet om at bekæmpe uretfærdigheder i samfundet. Med adgang til landets militære ressourcer får de mulighed for at etablere en snedigt udtænkt form for elektronisk krigsførelse, der vil kunne forhindre kriminelle personer og netværk i at bedrive svindel. Fx indbragte alene telefonbedragerier i 2020 et mere end trecifret millionudbytte og overhalede derved det udbytte, som narkohandel og bankrøverier udgjorde, samtidig med at strafferammen var betydelig meget mindre, hvis forbryderne var så uheldige at blive afsløret. Mens man kan læse, hvordan Firmaet Hamilton & Pontis mange medhjælpere er med til at gøre det meget lidt attraktivt at være telefonsvindler, følger man også Putins krig mod Ukraine, der ifølge Hamilton næsten blev tabt på forhånd, da det ikke lykkedes at indtage Kyiv på tre dage med indsættelse af en marionetregering til følge, og hvordan denne krig antagelig vil fortsætte længe. Undervejs er man også sammen med Ponti i forskellige forfattersammenhænge men små finurlige stikpiller til svenske forfatterkolleger. Da der snart er valg i Sverige, er der også tale om en politisk roman, hvor Pontis hadeobjekt nr. 1 Sverigesdemokraterne spiller en vis rolle. I det hele taget er der tale om en roman, der igen og igen viser Jan Guillou som en stor humorist, og jeg glæder mig allerede til at læse et næste bind om Firmaet Hamilton og Ponti.

Jan Guillou: Bedrag bedragerne. Oversat af Anders Johansen. 350 sider. Modtryk

******

En vedkommende og til tider morsom novellesamling

Efter flere succesrige krimier overrasker Ane Riel med elleve finurlige historier i novellesamlingen Små stød, hvor man som læser møder nogle uforglemmelige skæbner, som er skildret med både hjertevarme og humor. Den tredje novelle ”Assurandøren” er skrevet i jegform af en mand, der tager livet af sin hustru, som har den helt ejendommelige uvane, at hun stjæler hatte på mere eller mindre spektakulære måder, mens ”Stærkt opløftende” har en boghandler som hovedperson, der donerer otte eksemplarer af en selvhjælpsbog med titlen ”At flyve med drager” til sin bys kvindelige litteraturselskab. Boghandleren er fraskilt, og en biperson er Auto-Madsen, som ingen kunne lide undtagen boghandlerens kone! I novellen ”Dommedag” er fortælleren en lille pige, der først bor i en lille lejlighed: ”Hvor vi var nødt til at kramme for at kunne være der”, og hvor faren fortalte datteren, ”at hun skulle være stille, når hendes mor skulle have sin skønhedssøvn”, og hvor datteren var bange for, ”at moren ville blive grim, hvis hun kom til at vække hende”. Desuden giver hun en skøn beskrivelse af, hvordan en kunsthandler, som faren kalder Krøyer, fordi han har forstand på kunst, forsyner dem med malerier af bl.a. Kvium, som ifølge Krøyer er toppen af poppen. Og den lille piges udtryk som fx ”verden vil begraves” og ”magt kopulerer” er ubetalelige. Novellen ”Vilde roser” er et helt lille kriminaldrama, mens ”Knud Arne Dreyers gådefulde liv” handler om en hypokonder, der ikke vil dø som sin nabo, hvis have nærmest lignede en losseplads, men som i stedet samler alt sit indbo sammen i dobbelte plasticsække, som han vil køre til forbrænding (inklusive sækken med den afdøde mor, der stod nede ved kompostbeholderen), inden han sætter sig klar til at dø. Endelig er der den sidste novelle ”Sorgens væsen”, der handler om datterens savn af sin netop afdøde mor, fyldt med humor omkring alt det, de aldrig fik snakket om. Sjældent har jeg læst en mere hjertevarm og vedkommende novellesamling. Tilbage er kun at sige: ”Læs den”, og lad os så snart få en ny roman fra Ane Riel!

Ane Riel: Små stød. Noveller. 231 sider. Lindhardt og Ringhof

******

En vigtig novellesamling endelig på dansk

Novellen ”Lotteriet” er én af de 20 geniale noveller og fortællinger af den amerikanske forfatter Shirley Jackson, der døde som 48-årig i 1965, som forlaget Alhambra har samlet under titlen Lotteriet og andre noveller. Novellerne, som har en enorm spændvidde, er udvalgt fra tre forskellige samlinger, og som redaktøren og oversætteren Rebekka Hjelholt Svendsen skriver i sin introduktion, har det ikke været nemt at fravælge over hundrede andre. I genre bevæger novellerne sig fra de humoristiske til de mere skræmmende, hvor Jackson nærmer sig gyset, som i novellen ”Sikke en tanke”, hvor Margaret står bag ved sin mand, som hun elsker, og pludselig får den tanke om at smadre det tunge askebæger ned i hans hoved. Noget, der ellers går igen i flere af Jacksons noveller, er fremmedgørelse og identitetstab, og ofte optræder der hjemmegående husmødre som hovedpersoner, sikkert inspireret af Jacksons egen erfaring med socialt pres fra livet som husmor i et borgerligt villakvarter. En høj mand i blåt jakkesæt kaldes James Harris, som i den engelske folkevisetradition er et pesudonym for Djævelen eller ”Dæmonelskeren”, dukker op i flere af novellerne. Af andre karaktertyper kan nævnes pebermøen med den forspildte ungdom. Et emne, der går igen flere gange, er fremmedfrygt og gruppepressets barbari, der giver associationer til heksebrændinger, jødeudryddelser og mobning på sociale medier. Og netop med hensyn til mobning og udskamning viser Shirley Jackson gennem sine noveller menneskets paradoksale trang til at hævde sig gennem udstødelse af en andre. I det hele taget må man sige, at selvom størstedelen af novellerne er skrevet i 1950’erne, genkender man de fleste af problemstillingerne også her i 2023. Foruden redaktørens introduktion har Ursula Scavenius forsynet samlingen med et glimrende forord. Stor kredit til Alhambra for endelig at have udgivet dette vigtige forfatterskab på dansk.

Shirley Jackson: Lotteriet og andre noveller. Med forord af Ursula Scavenius. 343 sider. Alhambra

******

Fin roman om en dansk mands oplevelser i det moderne Afrika

I sin nye roman Den afrikanske familie, der er en fortsættelse til der, hvor Kim Højgaard Rasmussen sluttede i Den afrikanske hemmelighed. Gymnasielæreren Kasper Frederiksen, der efter sin fars død fandt ud af, at faren havde haft et parallelt familieliv i byen Abidjan i Elfenbenskysten, beslutter sig for at rejse væk fra sin tilværelse i Danmark, for måske at begynde et nyt liv i Abidjan. Her havde faren finansieret restauranten Chez Antoinette sammen med sin ivorianske kæreste Antoinette og deres fælles datter Chantal. Kasper er dybt betaget af Chantal, og da han finder ud af, at de ikke er søskende, fordi hans mor har haft en affære med en anden mand, begynder han at håbe på et fast kærlighedsforhold til Chantal, men hvordan det udvikler sig, skal ikke røbes her. Romanen foregår i 2021 og lidt over et år frem, men samtidig er der flere kapitler, som er tilbageblik til 1984 og frem til 2012, hvor det handler om faren Niels Frederiksen. Det er en smuk roman, der handler om kærlighed og jalousi, og hvor man igen mærker forfatterens indgående kendskab til Afrika. Til slut bliver Kasper konfronteret med en overraskelse, der har at gøre med hans fars ophold i Afrika. Kim Højgaard Rasmussen har tidligere skrevet et par glimrende spændingsromaner om den danske forretningsmand Frank Grabowski og hans meritter blandt korrupte afrikanske politikere og suspekte forretningsfolk, men her er der tale om en roman uden svindel og andre forbrydelser.

Kim Højgaard Rasmussen: Den afrikanske familie. 385 sider. KHR Books

***

Spændende og gribende roman om Karen Blixens liv

I romanen De elskende har Peter Legård Nielsen fået den gode idé endnu en gang at dramatisere Karen Blixens liv. Syv mænd, som havde en afgørende rolle at spille i Blixens liv, beretter om hændelser i deres tilværelse. De syv mænd er Karens far Wilhelm Dinesen, hendes bror Thomas Dinesen, hendes livs store kærlighed Denys Finch Hatton, hendes hushovmester i Afrika Farah Aden, Blixens nære ven Thorkild Bjørnvig, en svensk tjener og vagabond Otto Casparsson og endelig Morten de Coninck, der var den rige købmandssøn fra fortællingen ”Et familieselskab i Helsingør”. Én, der naturligvis spiller en stor rolle i romanen uden at være blandt fortællerne, er naturligvis Bror Blixen, som var den, der smittede Karen med syfilis. At han også havde en tvillingebror, Hans, som var den, Karen oprindeligt var forelsket i, er indtil Legårds roman undgået min opmærksomhed. Der er ikke tvivl om, at Peter Legård for det meste har fulgt sine kilder loyalt, men muligvis er der begivenheder, som ikke har stammer fra den virkelige historie. I det hele taget kan man sige, at Legårds bog ikke tegner et særligt sympatisk billede af Bror Blixen, der mens Karen er i Danmark for at skaffe finansiering til sin farm, holder store orgier med masaikvinder på farmen, hvor man skyder til måls efter Karens krystalglas og hendes kinesiske porcelæn, og udtaler broren Thomas Dinesen, at Bror Blixen var det mest uansvarlige menneske, han nogensinde havde mødt. I kammertjeneren Farahs sidste beretning, får man historien om Denys Finch Hattons sidste fatale flyvetur, som Karen tryglede om at komme med på, hvad hun heldigvis ikke kom. Der er sikkert mange, der har læst så meget Karen Blixen, at der ikke er meget nyt at hente, men Peter Legård Nielsen har efter min mening skrevet en både læseværdig, spændende og gribende roman om kærlighed og erotik med Ole Knudsen som redaktør.

Peter Legård Nielsen: De elskende. 367 sider. Forlaget Blå

*****

Historisk spændingsroman fra Grønland under Anden Verdenskrig

Med romanen Spor i sneen har litteraturkritikeren Tonny Vorm dramatiseret en arktisk historie fra det virkelige liv. Handlingen finder sted i foråret 1943, hvor det viser sig, at nazisterne er kommet til Nordøstgrønland. Slædeføreren Marius Jensen patruljerer sammen med et par rutinerede grønlændere området, og formålet er at forhindre tyskerne i at etablere en vejrstation, som vil gøre det nemmere for de tyske tropper at føre krig i Atlanterhavet. Samtidig er det tvingende nødvendigt, at tyskerne ikke får kendskab til observationerne på de danske vejrstationer, da Grønland var nøglen til morgendagens vejr i Europa, og vejrmeldingerne fra polarzonen var vigtige for hvert bombeangreb, som de allierede foretog over Tyskland. På det tidspunkt var amerikanerne til stede med deres isbrydere, som forhindrede etableringen af yderligere to tyske vejrstationer. I den spændende handling følger man Ib Poulsen, der fra København er blevet sat til at lede ekspeditionen på Grønland med radiotelegrafisten Eilif Olsen og den erfarne fangstmand Marius Jensen. Ekspeditionen har hemmelige koder med, og de skal naturligvis i brug, når der bliver sendt rapporter til landsfoged Eske Brun i Godthåb. Derfor er det også katastrofalt, da ekspeditionen bliver overrasket af tyskerne og må flygte fra hytten ved Eskimonæs efterladende både hundeslæder og den notesbog, som røber, hvor de er på vej hen. De patruljen bliver indhentet af tyskerne på Sandodden syd for Germaniahavn, skyder den tyske officer Hermann Ritter radiotelegrafisten Eilif Olsen i ryggen. Den dræbte Eilif var i sin tid kommet til Grønland sammen med Marius Jensen og Ib Poulsen på det norske skib Veslekari. I dag findes Eilif Olsens grav på Sandodden udstyret med både kors og mindeplade fra det danske statsministerium. I virkeligheden hed radiotelegrafisten Eli Knudsen, kan man læse i forfatterens efterskrift. Gennem hele romanen mærker man det spændte forhold omkring Grønland mellem Norge og Danmark, hvilket blev yderligere kompliceret ved nazisternes tilstedeværelse. Tonny Vorms roman må vel nærmest betragtes som en spændingsbog, og hans beskrivelser af de barske forhold, som ekspeditionen var ude for, er intet mindre end fremragende. Det er en historisk spændingsroman, hvor efterordet fortæller den virkelige historie.

Tonny Vorm: Spor i sneen. 312 sider. Politikens Forlag

****

Formidabel afslutning på Ringhof og Valeurs Brinch-trilogi

I sit tredje bind i Brinch-trilogien Det er de unge som forsvinder forener forfatterparret Lise Ringhof og Erik Valeur på genial vis slægtsromanen med den store danske generationsroman, man i årevis har efterlyst.

Handlingen er nået frem til 1990 og foregår helt frem til 2015. Brødrene Jakob og Thomas Brinch har begge travlt med deres karrierer, der foregår i henholdsvis Hellerup, hvor Thomas, der er gift med Sofie, der tidligere var kæreste med Jakob, har sit reklamebureau i den indre by i København, mens Thomas har slået sig ned i Svendborg sammen med sin kæreste Nanna og bl.a. tilbringer en del tid som medhjælper i Nannas mors boghandel. Thomas’ datter Liv, som han har fra et tidligere ægteskab, bryder op fra hjemmet i Hellerup og tager hyre på en coaster, der sejler på langfart, dels for at slippe væk fra Thomas, men også fra sin veninde Lea, som hun har haft et meget nært venindeforhold til. Og også Jakobs søn Tobias forlader sit hjem i Svendborg, mens Nannas og Jakobs fælles datter Katrine bliver tilbage i Svendborg, og også Sofie og Thomas’ søn Frederik bliver tilbage i hjemmet i Hellerup. Brødrenes forældre Eva og Anders Brinch bor stadig i Vejle, men da Anders dør, flytter Eva til Fanø, hvor hun finder sammen med deres gamle ven Daniel, der var flyttet til Sønderho fra Israel. På et tidspunkt møder Jakob igen sin biologiske far, der var tysk officer under krigen, men som nu bor i Tyskland. Mens man følger familien Brinch gennem glæder og sorger, får man en indblik i, hvad der sker i Danmark i den samme periode, med mange dramatiske begivenheder, som de forskellige generationer er involveret i. En afstikker til Grønland som i de to forrige bind er der også med i Det er de unge som forsvinder. Og så møder man både gamle bekendte fra de tidligere bind og nogle nye, som man ikke har hørt så meget fra tidligere. Der er nogle herlige portrætter som fx af Keld, der er jurist og Jakobs barndomsven, og som bevæger sig fra den yderste venstrefløj og til Dansk Folkeparti. På mig virker han nærmest som en forunderlig krydsning mellem virkelighedens Knud Foldschack og Ralf Pitterkow. Og i det hele taget kommer man som læser mange gange tit på noget, man måske kendte fra sin egen virkelighed. På samme måde som Eva og Anders Brinchs boghandel i Vejle i de første bind mindede om en boghandel, der desværre ikke eksisterer mere, minder den boghandel i Svendborg, som Nannas mor ejer, om virkelighedens Troels Boghandel, der desværre heller ikke eksisterer mere, og så ligger den endda i Møllegade, hvor Troels Boghandel også lå. Endelig er der værtshuset Rusen i samme by, som Jakob tit frekventerer, der minder om Plydsen, som også var et legendarisk værtshus i den sydfynske by. Næste generation Brinch er der naturligvis også en del med om, og flere gange mødes de forskellige dele af familien på Fanø, hvor den mystiske Tralle-Palle fra Fattiggården måske stadig lever – og måske ikke.

Det er de unge som forsvinder har jeg gået og set frem til med store forventninger, og jeg er sandelig ikke blevet skuffet. Foruden den megen dramatik mellem romanens personer, er det en fornøjelse at genopleve de 25 år, hvor den foregår, og hvis forfatterparret måske en dag finder på at tilføje endnu et bind, så tror jeg, at der er mange der vil juble. Det vil være en trilogi, der vil blive en klassiker i dansk litteratur.

Lise Ringhof og Erik Valeur: Det er de unge som forsvinder. 557 sider. Gutkind

******

Corona-fremtidsroman

Jan Thiele, der tidligere har skrevet en række krimier, er aktuel med Stoptid, som foregår om nogle få år inde i fremtiden - i år 12 e.c.(efter Corona), hvor det tredje verdensomspændende virusudbrud af Covid-27 er ved at være under kontrol. Historiens hovedperson Fischer Fischer, der tidligere har arbejdet i Justitsministeriet, har mistet både sit job og sin status som A-borger, og han har nu fået et job i Corona-service med et mærkat som C-borger med tracking af vira. Lovgivningen under statsminister Lærke Jespersen er ændret afgørende, bl.a. med stor indflydelse fra Kina, hvilket har medført, at en række lokaliteter i Danmark nu optræder under kinesiske navne. Regeringen Staten har opfordret danskerne til at afholde sig fra sex, da det udgør en smitterisiko, så sex er kun tilladt med henblik på forplantning. Coronabenægtere, der ikke mener, at Corona er værre end almindelig influenza, risikerer at blive sendt i Corona-fængsel, indtil de kommer på bedre tanker. Gennem sit arbejde for Regeringen Staten bliver Fischer Fischer gode venner med kollegaen Bjørn, indtil denne skyder sig selv, måske fordi han var blevet Corona-skør – eller måske fordi han blev offer for en forbrydelse.

Stoptid er en prægtig satire, hvor man møder et uhyggeligt overvågningssamfund, der leder hen til romaner af Georges Orwell, og samtidig formår Jan Thiele på trods af det alvorlige emne at lade den ene groteske og morsomme episode afløses af den næste.

Jan Thiele: Stoptid. 149 sider. Egolibris

****

Underholdende roman, men hverken spændings- eller nøgleroman

I Kim Leines tiende roman Karolines kærlighed, der foregår fra 2013-2015, er journalisten Jesper Skov, der i nogen tid har været uden arbejde, efter han blev grebet i en historie, som han selv havde arrangeret, hovedperson. Han har tidligere været kæreste med den unge sprogofficer Karoline Blicher, der i 2013 har været udstationeret på den danske ambassade i Moskva. Her mødte hun en russisk militærmand, Mikhail Petrov, som hun forelskede sig i, men da han forsøgte at hverve hende som spion, måtte hun forlade Moskva og vendte tilbage til Danmark, hvor hun blev debriefet af Forsvarets Efterretningstjeneste. I stedet begynder hun på at arbejde sig til tops i højrefløjspartiet Demokratisk Alliance, som hendes præstefar i sin tid var med til at grundlægge, og hvor hendes mand Peter Beck er folketingsmedlem. Da Jesper Skov kommer på sporet af en hemmelighed omkring den magtfunde Blicher-familie, kontakter han Ole Bertram, der er chefredaktør på Aftenbladet med henblik på at få ham til at offentliggøre historien, der vil kunne ødelægge Blicher-familiens omdømme og Karolines forsøg på måske at blive minister i en ny blå regering, men som samtidig vil genstarte Jespers karriere. Dette er i korte træk begyndelsen på den interessante historie, der imidlertid udvikler sit til meget andet end en spændingshistorie, til trods for at Gyldendal har brugt denne genrebetegnelse på omslaget. På det tidspunkt, hvor handlingen finder sted, har Putin endnu ikke annekteret Krimhalvøen, men på én eller anden måde virker romanen alligevel hyperaktuel, når man tænker på, at Kim Leine sikkert har skrevet den, inden de russiske tropper gik ind i Ukraine. Og i Kim Leines beskrivelse af Blicher-familien kan man uden at anstrenge sig se helt klare paralleller til Marie Krarup og hendes familie, uden at der af den grund er tale om en nøgleroman. Som sagt foregår Karolines kærlighed mens Dansk Folkeparti endnu var en magtfaktor i dansk politik med bedre og bedre meningsmålinger, og det er noget helt særligt at læse den nu, hvor partiet er i opløsning og nærmer sig spærregrænsen, mens rotterne forlader den synkende skude. Jeg synes, det er lykkedes for Kim Leine at skrive en medrivende roman, der handler om både spionage, politik, kærlighed, utroskab, sex og meget andet.

Kim Leine: Karolines kærlighed. 450 sider. Gyldendal

*****

Velskrevet om morsom roman om en familie i frit fald

Birgitte Bregnedal, der tidligere har skrevet et utal af børne- og ungdomsbøger, har med Pigen med sherifstjernen udgivet sin første roman for voksne – og sikken en historie. Den handler om en dysfunktionel familie, der bor på en mindre landejendom, hvor de har både marker og lidt dyr. Historien er fortalt af den 6-årige Line, der elsker sin far, til trods for at han er dybt alkoholiseret. Handlingen foregår på den tid, hvor der skal høstes, men manden med mejetærskeren vil have penge, før han høster familiens marker. Faren starter Kadetten (for sådan én har landmænd) for at køre i banken, hvor der skal hæves penge. Han har Line med, men i stedet for at køre til banken, standser de ved kiosken, hvor faren sender Line ind for at købe på klods, og hun får nogen øl og en sodavand, selvom kioskejerens kone sender Line misbilligende blikke. Udenfor finder hun en sherifstjerne, som hun putter i lommen, og på hjemvejen, hvor Line trods sin unge alder får lov til at styre bilen, standser faren Kadetten og henter sit jagtgevær i bagagerummet, da han vil lære lille Line at skyde. Hjemme igen går Line ind til søsteren Kamilla, mens faren får en skideballe af sin kone, fordi han endnu ikke er kommet i gang med høsten og i stedet har drukket sig halvberuset. Line glæder sig til at begynde i skolen, og imens får man lidt af familiehistorien med Lines fortællerstemme. Hun fortæller om dagligdagen, hvor faren kastrerer sine smågrise og slår nogle hundehvalpe ihjel, fordi de er indavl og sikkert ikke kan sælges. Man hører også, om hvordan bedsteforældrene ikke kan lide faren, og hvordan Line og hendes søster bliver gjort rene, når bedsteforældrene kommer på besøg i deres hjem, som er et syndigt rod. Line er nogle gange med på en kigger, når forældrene midt på dagen hygger sig i soveværelset, så sengene knirker, og hun ved, at der er kondomer i skuffen ved sengen, så der ikke kommer flere børn ved en fejltagelse. Når storesøsteren får madpakke med i skole, hænder det, at moren har givet hende madder med ølkapsler som pålæg, sikkert for at ydmyge faren. Line er også vant til at høre, når faren snakker med naboen om damer, og hun hører desuden, når moren fortæller sin veninde om sin affære med champignongartneren. Efter et stort skænderi mellem forældrene, flygter moren til fods med Line, mens faren truer dem med jagtgeværet. Måske ender det med den store katastrofe, men det står lidt hen i det dunkle. Line er så utryg, at hun om natten tisser i sengen, men ikke desto mindre fortæller hun ganske vittigt gennem hele bogen lidt på samme måde, som da Hannah Bjarnhof i sin tid brillierede med monologen ”Føssesda´, som mange sikkert stadig husker fra radioens Giro 413, hvor den var et af de hyppigst spillede numre. Det er helt igennem en barsk og rørende historie, men den er fortalt på en måde, så man ikke kan lade være med at smile og grine af Lines mange sjove formuleringer. At Birgitte Bregnedal tidligere har skrevet børnebøger, viser hun tydeligt med sin indlevelse i barnets univers. Det er en roman der varmt kan anbefales. Den er velskrevet og vedkommende. Den havde nok fået større udbredelse, hvis den var kommet på Gyldendal, som forfatterens tidligere udgivelser, og ikke på forfatterens eget forlag Fru Nysgerrig. Men hun er en forfatter, man gerne hører mere fra.

Birgitte Bregnedal: Pigen med sherifstjernen. 123 sider. Fru Nysgerrig

****

Nyt fra Novellens mester Trine Andersen

Det nye forlag Café Monde begynder det nye år med at udsende sin første rent danske udgivelse. Det er Fire fortællinger om kærlighed af Trine Andersen, der i 1995 debuterede med novellesamlingen Hotel Malheureux, der det år indbragte hende Bogforums Debutantpris. Siden er det blevet til flere romaner, men nu er hun tilbage ved novellerne. Den meget berejste Trine Andersen blev under et ophold på Rockefeller Foundations Bellagio Center inspireret til at skrive de fire fortællinger, der bringer læserne langt omkring i verden. Novellerne handler, som titlen også antyder om kærlighed mellem mennesker, men overalt i historierne mærker man klimakrisen, som fx i den første, ”Blackout” hvor en midaldrende mand efter en krise i sit kærlighedsliv forelsker sig i en yngre kvinde, som han tager med på en rejse til en klimakonference i Freiburg i Tyskland. Den smukke novelle ”Vinger”, der handler om Hilde, der arbejder i et lægehus med rengøring, og hvor hun en dag møder Professoren, som hun og sønnen Lau kommer til at bo hos. Første gang Hilde møder Professoren, er da han kommer uanmeldt til lægehuset for at hovere: ”For et halvt år siden gav de mig et halvt år, og se mig nu.” Hilde spørger, hvem af lægerne han skal ind til – ”nok ikke gynækologen”. Og sådan begynder deres venskab, hvor Professoren viser Lau forskellige ting, han har haft med fra Afrika, hvor Laus far oprindeligt kom fra. Da Professoren dør, bliver han begravet i haven af Hilde og Lau. Og så kommer Hildes erindringer om sit møde med somalieren Dalmar, som hun mødte, da hun arbejdede med at gøre rent på en fabrik, hvor bl.a. også Dalmar arbejdede. Hun mødte ham på fabrikkens terrasse, hvor deres kærlighedsforhold begyndte, hvilket senere resulterede i sønnen Lau. Da Hilde igen opsøger Dalmar, er han som mange af de andre underbetalte udlændinge blevet deporteret til en flygtningelejr, hvor Hilde må se på, at han bliver slået ihjel af vagterne. Foruden de ovennævnte noveller er der to mere, der også viser Trine Andersen som en formidabel mester i novellens kunst.

Trine Andersen: Fire fortællinger om kærlighed. 194 sider. Café Monde

*****

Morten Papes ”I ruiner” er et mesterværk – intet mindre

I ruiner, som er tredje og sidste bind i Morten Papes Amagertrilogi, er hans jeg-fortæller Amalie, der vokser op et parcelhus på Ugandavej i en familie, der viser sig at være dysfunktionel ikke mindst i kølvandet på Amagerbankens konkurs i 2011. Det vil føre alt for vidt at nævne alle de tragedier, der vælter ned over familien Clemmensen, men da Amalie gennem sit arbejde møder en kvinde, der har overlevet folkemordet i Rwanda i 1994, får hun øjne op for hvor nederdrægtig, ondskaben kan være i Den Tredje Verden – ikke mindst da hun senere besøger det afrikanske land. Og senere da hun er på besøg hos sin halvsøster i Paris, oplever hun De Gule Vestes demonstrationer, som hun deltager i – endda samtidig med at Notre Dame brænder. Romanen er bygget op på den måde, at Amalie fortæller det hele til sin lillebror Oliver, der er død på tragisk vis. Det er imponerende, den måde Pape kan fortælle i jeg-form som en kvinde. Jeg har ikke oplevet noget lignende siden Rifbjergs ”Anna, jeg Anna”. Morten Papa er et godt bud, når der snart skal vælges om, hvem der skal have Boghandlernes Gyldne Laurbær 2021.

Morten Pape: I ruiner. 604 sider. Politikens Forlag

*****

En utrolig smuk kunstnerroman

Marianne, der er hovedperson i Thorstein Thomsens roman En drøm kan være så stærk, kommer fra en arbejderfamilie på Vesterbro. Hun er født ti år før Besættelsen, og allerede mens hun er barn, er hendes store drøm at blive kunstner, hvilket hun Har fortalt sin mormor. Hun deler værelse med sin søster Vivian, og allerede her er hun begyndt at tegne. I 1946 dør Mariannes mormor, og familien er inde hos en sagfører i Bredgade, da mormorens testamente skal åbnes. Her bliver Marianne tilgodeset med et beløb, der fra hendes 18-års fødselsdag vil blive udbetalt i 60 rater på den betingelse, at hun er under uddannelse. En anden betingelse er, at pengene ikke må udbetales til hendes forældre, og hvis det sker, vil arven i stedet blive udbetalt til Kattens Værn. Det bliver hendes forældre så rasende over, at Marianne bliver smidt ud hjemmefra, og mormorens sagfører Edward Blomquist, der også bliver Mariannes værge, tilbyder, at hun kan bo i sagførerhjemmet i Hellerup hos Edward og hans hustru Josephine, der er noget ganske andet en den lille ildelugtende Vesterbrolejlighed hos murerarbejdsmand Jensen og familien. Marianne kommer ind på Det kongelig danske kunstakademi, og nu begynder hendes kamp for at blive en anerkendt kunstmaler, hvilket bl.a. indebærer, at hun ikke tænker på at stifte familie. I resten af romanen følger man Marianne gennem både succes og nederlag helt frem til enden på hendes liv mange år senere. En drøm kan være så stærk er en utroligt medrivende og velfortalt fortælling om et kunstnerliv fyldt med både kærlighed og jalousi. Romanen, der var Thorstein Thomsens niende, udkom ganske kort efter hans død som 71-årig, og en flottere afslutning på et forfatterskab, der også omfattede over hundrede børne- og ungdomsbøger, kan man ikke tænke sig. Lad den blive læst af rigtig mange.

Thorstein Thomsen: En drøm kan være så stærk. 410 sider. People’sPress

*****

Søren Pilmark debuterer med en underholdende historisk roman

Som debutant med romanen Varité – Laurits og Valdemar viser skuespilleren Søren Pilmark en ny side af sit alsidige talent. Hovedparten af handlingen finder sted på Apollo Teatret i den lille fiktive jyske købstad Hvidbjerg i begyndelsen af 1900-tallet. Tryllekunstneren Laurits har haft en barsk opvækst som fattiglem på Ladegården i København, efter hans far emigrerede til Amerika. Han bliver en del af den trup, som direktør Archibald Deutsch står i spidsen for på det lille teater, der hele tiden balancerer på fallittens rand. Her dukker drengen Valdemar en dag op, efter at være stukket af fra sit barndomshjem i Bredager hos præsten Martin Dalum, der har været gift med Valdemars afdøde mor Astrid. Den usympatiske præst, der næsten dagligt prygler Valdemar, giftede sig med Astrid, da hun var kommet i ulykke efter en graviditet, der resulterede i Valdemar. Det bliver ret hurtigt klart for læseren, at det er Laurits, der er far til Valdemar, men præsten udlover direkte en dusør i forsøget på at få sin stedsøn tilbage, og hvordan det ender skal ikke røbes her. Der er prægtige skildringer om dagligdagen i den lille varité med dens artister, en sabelsluger, en spåkone og en række andre mere eller mindre halvtossede personager. På en måde er det en roman, der sætter fokus på forholdet mellem fædre og sønner, og Pilmark skriver virkelig godt, men der er samtidig lidt Morten Korch over handlingen, hvor de gode er meget sympatiske, mens de onde er virkelig modbydelige. Der er også en roman om drømme og kærlighed, og man er godt underholdt i løbet af de mere end 500 sider. Simon Lilholt fra Imperiet har skabt et ualmindelig lækkert omslag, der gør Varité til en oplagt gavebog. Spændende om Søren Pilmark har flere gode historier til fremtidige romaner.

Søren Pilmark: Varité – Laurits og Valdemar. 555 sider. Politikens Forlag

***

Også tredje bind i Thy-bøgerne er underholdende læsning

Den flittige Maria Helleberg er nu i sit forfatterskab nået frem til det tredje selvstændige bind i Thy-bøgerne, der fortæller hendes egen families historie. Det nye bind Barnet fra Thy handler om hende selv og hendes forældres dysfunktionelle ægteskab. Det hele begynder, da Maria som elleveårig kommer til København sammen med sin mor, mens hendes far Arne er rejst i forvejen og har indlogeret sig på Hotel d’Angleterre, hvor de skal bo, indtil de kan flytte ud til Brønshøj, hvor faren har skaffet et hus. Maria har nogenlunde styr på skolegangen trods de mange flytninger mellem Jylland og Sjælland, men da hun og moren kommer til København, undrer de sig over, hvordan faren har haft råd til at bo på d’Angleterre, hvor han udgiver sig for at være Nato-general, og her skal de bo, indtil de kan flytte til Brønshøj. Gennem Marias øjne følger man med i forældrenes højst ejendommelige ægteskab, hvor både moren og faren mødes med andre mænd, og mens moren går op i moderne pædagogik, interesserer den upålidelige far sig mere for sit arbejde som fjernsynsforhandler, samtidig med at han involverer sig i mere og mere fantasifulde projekter. Det kan næsten kun ende galt, og det gør det også mere eller mindre, så hvis romanen tegner et virkeligt billede af de forhold, Maria er opvokset under, er det imponerende, at hun er endt som Danmarks store fortællere. Nøjagtigt som de to første bind i Thy-bøgerne er man godt underholdt, mens man stifter bekendtskab med mange sære eksistenser. Det er flot, at Helleberg foruden de mange historiske romaner, hun har skrevet, også mestrer at skrive familiekrøniker. Mon ikke at Thy-bøgerne en skønne dag ender med at blive filmatiserede. De fortjener det.

Maria Helleberg: Barnet fra Thy – en slægtsroman. 324 sider. Gyldendal

****

En moderne saga fra Islands store fortæller

Einar Már Gudmundsson er ikke islænding for ingenting. Det mærker man i hans næsten saga-agtige roman Islandske forbrydere, der foregår i de første årtier af 1800-tallet. Det er en kollektivroman med et utal af sære og fascinerende eksistenser, hvoraf nogle er det, man dengang kaldte utilpasset afskum, mens andre er mere progressive folk, der bidrog til at præge udviklingen i denne brydningstid. Mange levede under kummerlige vilkår, og nogle af dem, der trådte ved siden af, blev straffet hårdt enten med lange fængselsstraffe i fx tugt-, rasp- og forbedringshuset på Christianshavn i Danmark, eller også mistede de hovedet på skafottet. Man møder bl.a. Ólafur Hákonarson, kaldet Blinde Óli, der mistede synet under pestepidemien i 1786, og som slap godt fra de mange kriminalsager, han var involveret i, fordi han var blind. Han gantedes med den tindrende smukke Jóna Jónsdóttir, der hjalp Óli, når han var kommet i land fra sin fiskekutter med at flå og tømme fiskene for indvolde og gøre dem klar til tørring. En anden, man tidligt møder, er Egill Björnsson, kaldet Egill den Rige eller Nærige Egill, der overtog en formue, da hans husbestyrerinde, som han aldrig havde nænnet at gifte sig med, døde. Egill nænnede i det hele taget ikke at bruge penge, for som Blinde Óli sagde: ”Han ligger på dem, den nærigprås!” I det femogtyvende og sidste kapitel er Óli, Sigfús og nogle af romanens andre medvirkende ved at planlægge et indbrud i Holt hos Nærige Egill, og romanens sidste sætning lyder: ” Nu skulle slagplanen smedes. Slagplanen blev snart til virkelighed, og som vi fortæller nærmere om i næste bog, for her slutter den første.” Ellers møder man både spøgelser og gengangere, mens skørlevned og utroskab har gode kår i fortællingen. Einar Már Gudmundsson er en gudsbenådet fortæller og jeg glæder mig allerede til en fortsættelse på denne moderne saga.

Einar Már Gudmundsson: Islandske forbrydere. Oversat af Erik Skyum-Nielsen. 265 sider. Lindhardt og Ringhof

******

Bidende og aktuel satire fra Kaspar Colling Nielsen

Den 48-årige digter Allan Thornbum er hovedperson og titelfiguren i Kaspar Colling Nielsens Frelseren fra Hvidovre. Af uransagelige grunde og ud fra forskellige analyser bliver Allan betragtet som den mand, der kan redde verden, hvis han skriver et digt. For mens nye aggressive coronamutationer stadig hærger, er Vesuv ud for Napoli gået i udbrud, og støvet fra dette udbrud har lagt det meste af Europa i mørke, og fugle falder døde til jorden. Der er tale om en satirisk roman, og det, at et digt skulle have så stor betydning, får én til at tænke på, om miljøforkæmperen Grete Thunberg med sit berømte digt, har inspireret forfatteren. Alle kræfter bliver sat i værk for at overtale den vrangvillige Allan, der bor til leje i et kælderlokale i Hvidovre, til at skrive det digt. Selv den to meter høje socialdemokratiske statsminister Bianca Didriksen opsøger Allan for at overtale ham. Imens demonstreret i hundredvis af mennesker udenfor ejendommen, hvor Allan bor, og det enden med, at hans værtinde truer ham med opsigelse, hvis ikke han skriver det digt. Hvilket han så ender med at gøre. Imidlertid bliver han alligevel sagt op, og så flytter han op i en hule på Mount København, som man kender fra Collings debutroman. Nu bliver Allan af folk fra ind- og udland betragtet som en moderne Messias, og han begynder at helbrede mennesker, der af forskellige grunde opsøger ham. På et tidspunkt får han besøg af sin gamle ven Bent Jørgensen, der er i gang med at skrive ”Fordommenes Bog”. Hvordan det hele ender for Allan, finder man ud af til sidst. Og hele bogen slutter med Bent Jørgensens 37 sider tykke og prægtige bog om alle hans fordomme. Kaspar Colling Nielsen har igen skrevet en både morsom og tankevækkende roman, og ikke mindst ”Fordommenes Bog” er lårklaskende morsom.

Kaspar Colling Nielsen: Frelseren fra Hvidovre. 262 sider + 37 sider. Politikens Forlag

*****

Prægtig og morsom roman – forklædt som selvbiografi

I Der var engang en familie – En herlig familie skriver Morten Sabroe noget han kalder en roman, men som vist mere er autofiktion eller en slags selvbiografi. Han har tidligere skrevet om sine forældre, men denne gang handler det om hans bror Peter, der havde samme navn som sin bedstefar Peter Sabroe. Efter ét år og tre måneder døde broren på Sjælsø Plejecenter, hvor han blev kvalt i sin mad, men sådan burde han ikke have forladt denne verden efter Morten Sabroes mening. Han burde være død som sin bedstefar i en togulykke, en skiulykke, en bilulykke eller være blevet skudt i et jalousidrama, eller også skulle Morten have skubbet ham ud fra Møns Klint, stopfodret med morfinpiller og sprut. ”Kald det aktiv dødshjælp, det hedder også kærlighed.” På mange måder er det en både hjertevarm og smuk bog, hvor man hører om storebrorens vilde liv, indtil de to brødres veje skiltes for bestandig. Og der er masser af muntre scener, hvor nogle er lårklaskende morsomme. Og så handler noget af bogen også om Morten Sabroes egen sygdom – Parkinson, som han kalder The King og Shade, Rattle and Roll – og hvor han ryster så meget som ”kineseren, der bliver opsøgt af hunden, der er far til den hvalp, han spiste til middag dagen før med sin familie”. I det hele taget er der meget om død, og han undrer sig over hvem, der overtalte Johannes Møllehave til at komme på ét: ”Måske er det ligesom islam, der sidder 72 jomfruer derinde og venter på ikke at være det mere”. En helt ubetalelig scene, er den, hvor Morten har fået sin bror med til Stockholm som fotograf, hvor han skal interviewe Ingmar Bergman – noget som han håber vil gøre ham verdensberømt, og mødet med Rolling Stones er ikke mindre morsomt. Sådan kunne man blive ved med at citere Sabroes guldkorn i dette værk, som er dedikeret til brorens søn, der hedder det samme som forfatteren – Morten Sabroe II. Sjældent har jeg læst en bedre gang autofiktion – kun tilbage at sige: Læs den!

Morten Sabroe: Der var engang en familie – En herlig familie. 226 sider. Politikens Forlag

******

Formidabel roman om to brødre og en tid i Danmarkshistorien

I det midterste bind af Brinch-trilogien Det er de oprørske der svigter er Lise Ringhof og Erik Valeur nået frem til perioden fra 1950 til 1990, og hvor det i første bind, Det er de danske der flygter, der strakte sig fra 1900 til 1950, hovedsageligt var de ældre i familien, Ragnhild og Erling Brinch samt deres datter Eva og den ældre generation, det handlede om, er det i Andet bind, Evas to sønner Jakob og Thomas, som hun fik med to forskellige mænd i slutningen af Besættelsen, der spiller den største rolle. To brødre, hvis uvenskab bliver større og større, og hvor ikke mindst jalousien imellem dem er ødelæggende. Samtidig med at de to bliver voksne, følger man en lang række personer, hvor en del også var med i det første bind. Handlingen udspiller sig både på Fanø, i Vejle og ikke mindst i København, og romanen giver et tidsbillede af Danmark gennem et halvt århundrede, hvor meget forandres både politisk og kulturelt. Man møder hippier og mere strømlinede reklamefolk, og mens nogle af tidens unge er på barrikaderne i København, er der andre, som deltager i lejre, hvad enten det er hos Det ny Samfund i Frøstrup eller hos kvinderne på Femø, og mens Bådsmandsstrædes Kasserne bliver til Fristaden Christiania, er der andre unge, som bliver ofre for ”den hvide sne”. Gennem den tidligere modstandsmand Henrik oplever man dannelsen af både SF og VS, og i det hele taget er man med på sidelinjen af de begivenheder, der foregår i både ind- og udland. Jakob, der bliver boghandleruddannet hos Harck i København, bliver også sammen med en kompagnon forlægger, der bl.a. udgiver en bestseller om kvindens krop. Kønsrollerne revolutioneres også på mange måder, og de to forfattere fortæller på gribende vis om, hvordan ”bøssepesten” AIDS tager livet af én af romanens personer. Mens mange begivenheder udspiller sig, bevæger handlingen sig hen imod den glædelige begivenhed omkring Murens Fald, og som læser håber man, at de to brødre muligvis bliver forliget til sidst. Som i første bind er sproget flot, og noget af det, som mange forfattere har det svært med, er sexscenerne, og dem er der mange af, men også det mestrer Ringhof og Valeur fornemt.

Heldigvis er der tale om en trilogi, så jeg glæder mig allerede til det tredje og afsluttende bind, for med Det er de oprørske der svigter er man nu lidt over halvt igennem en slægtsroman, der for mig står som noget af det bedste, der er skrevet i mange år. Det er den store generationsroman, man så længe har efterlyst.

Lise Ringhof og Erik Valeur: Det er de oprørske der svigter. 569 sider. Gutkind

******

Uforglemmelig thriller eller samtidsroman

John Ajvide Lindqvists samtidsroman Venligheden foregår i den lille svenske by Norrtälje, hvor man følger de seks unge venner Max, Johan, Marko, Siw, Anna og Maria og både hører om deres fortid og samtidig stifter bekendtskab med deres indbyrdes forhold, mens man også følger med i udviklingen i den lille by, der udvikler sig dramatisk, da der pludselig en morgen står en stor container på havnekajen. Ingen ved, hvad der er inde den, og da man til sidst beslutter at åbne den, forfærdes alle de sammenstimlede borgere ved den ubeskrivelige stank, der kommer dem i møde sammen med, at der siver en sort, slimet væske ud, og det går op for tilskuerne, at containeren indeholder ligene af 28 flygtninge, der sikkert havde håbet på et nyt og bedre liv i et europæisk land. Man følger diskussionen blandt Norrtäljeboerne, hvor fx Johan udtaler, at de var selv ude om det, da de frivilligt lod sig lukke inde i en container for at komme til Sverige og leve af bistandshjælp. Der opstår en helt grotesk episode, da en mand, Harry Boström over for både politi og lokalavisen fortæller, hvordan han havde hørt lyde fra containeren, men hvor hans hund Buller river sig løs for derefter at rulle sig i den ulækre væske, der er sivet ud af containeren. I romanens begyndelse oplever man Max og Johan, da de kravler op i en silo, og hvor de er centimeter fra at styrte ned, hvis ikke Marko i sidste sekund griber Max’ arm og forhindrer katastrofen. Marko og hans søster Maria er børn af Laura og Goran Kovac, der tidligere er flygtet fra krigens rædsler i Kroatien, og mens den billedsmukke Maria drømmer om at blive skuespiller, hvilket får en dramatisk slutning, er broren Marko efter en vellykket integration blevet så velhavende, at han får mulighed for at købe en luksusvilla til forældrene. En fortjent gave til den far, der som soldat på Balkan nægtede at deltage i en eksekutionspeloton, der skulle henrette nogle jugoslaviske partisaner, og dermed fik heltestatus hos sin søn. Helt centralt i romanen står de fire såkaldte Sibyller, Siw, der konstant kæmper med sin vægt, hendes mor Anita, hendes mormor Berit og datteren Alva, der alle har den helt særlige evne, at de kan forudse, hvad der vil ske gennem deres ”hørsler”, noget der kommer til at få indflydelse på flere af de dramatiske ting, der sker sidenhen. Venligheden er også en kærlighedsroman, hvor man bl.a. følger forelskelsen mellem Anna og Johan, der er så god til at fortælle historier, at han skriver et romanmanuskript, som Anna læser og indsender til forlagene Bonniers og Norstedts. Anna kommer fra en kriminel familie, der går under navnet Team Olofsson, hvor broren Acke har været med til at smugle en stor mængde skydevåben ind i Sverige, der bliver brugt til nogle af de forbrydelser, der finder sted i Norrtälja. Siw og Max, der er fælles om at kunne se, hvad der er ved at ske, er sammen om at forhindre en større katastrofe, som kunne have kostet mange menneskeliv, bl.a. Siws datter Alva, men de får vanskeligt ved at forklare, at Max ikke havde noget af skylden i det, der skete. Sådan er der mange dramatiske hændelser, som ikke skal røbes her. Men romanen afdækker fint det fremmedhad, som findes i mange afskygninger, som fx den svenske kvinde, der får besøg af en mand, hun har mødt i Gambia, og får følgende spørgsmål af en svensk mand, de møder på gaden: ”Hvor mange bananer har du betalt for den der.” Meget bedre går det ikke for Maria, da hun efter sin kuldsejlede skuespillerkarriere får ansættelse som tjener på én af Norrtäljes cafeer, hvor hun bl.a. af en gæst bliver kaldt for perkerluder, hvilket sammen med mange andre ydmygelser får hende til at reagere på en spektakulær vis. Der er en del beskrivelser af spil i bogen, som man muligvis forstår bedre, hvis man er lidt af en ekspert i Pokèmon. Venligheden er en herlig mursten af en underholdningsroman, hvor både venskab og medmenneskelighed er i centrum.

John Ajvide Lindqvist: Venligheden. Oversat af Anders Johansen. 695 sider. Modtryk

*****

Ny vellykket Afrika-roman fra en kender af kontinentet

Efter fem spændingsromaner om forretningsmanden Frank Grabowski, der alle foregik i Afrika, har Kim Højgaard Rasmussen givet sig i kast med en ny genre, men stadig med rødder i Afrika. I den afrikanske hemmelighed møder man den unge gymnasielærer Kasper Frederiksen, der af sin far forretningsmanden Niels Frederiksen bliver bedt om at komme til hans adresse i Vallensbæk, da faren har noget vigtigt, han vil diskutere med sønnen. Men da han når frem ligger faren død på gulvet, og han har kun efterladt en ulæselig note på sit skrivebord. Da Kasper rydder op i sin fars hus, finder han på farens computer nogle billeder af en smuk afrikansk kvinde, hvoraf nogle viser hende sammen med en lysebrun datter. Det går op for Kasper, at hans far har haft et hemmeligt liv i Afrika, og Kasper mødes med sin kammerat Rasmus, der ofte har rejst i Afrika, kan denne se, at billederne er taget foran en restaurant i byen Abidjan, der ligger på Elfenbenskysten. Da Kasper formoder, at den lille pige muligvis er hans halvsøster, beslutter han sig for at rejse til Elfenbenskysten, efter at have sygemeldt sig hos rektor på det gymnasium, hvor han er ansat. Kun hans kæreste Stine, der også er ansat på gymnasiet ved, hvor han er rejst hen. I Abidjan installerer han sig på Hotel Ibis, før han besøger Chez Antoinette, hvor Antoinette Boga, som kvinden på farens billede ejer. Her arbejder også datteren Chantal, og i baren får Kasper serveret et glas Richard af den smukke servitrice Rose, som Kasper senere oplever en nat sammen med. Han oplever også en flok franske soldater med en anfører, der hedder Patrick, som på det groveste forulemper Chantal. Efterhånden lykkes det for Kasper at fortælle Chantal, at hans far er den Niels, der ofte besøgte dem og var sammen med hendes mor, og at de to er halvsøskende. Kasper havde kunnet se på farens computer, at han havde taget et millionlån i sin villa, og at de penge er brugt til at finansiere Chez Antoinette, som Chantals mor har en uopsigelig lejeaftale på. Et hospitalsophold på grund af malaria slipper Kasper heller ikke for, og da franske Patrick tror, at Kasper forsøger at score Chantal, som efter hans opfattelse (men ikke efter Chantals) er hans kæreste, er Kasper tæt på at blive slået ihjel af Patrick, og et drama, der næsten gør Den afrikanske hemmelighed til en thriller, udvikler sig, samtidig med at Kasper får nogle helt nye oplysninger, der ganske vender op og ned på hans hverdag. Og så vil det være synd at røbe mere, men det er igen lykkedes for Kim Højgaard Rasmussen at finde på et godt plot, der også gør denne velskrevne roman, som viser forfatterens indgående kendskab til Afrika, absolut læseværdig.

Kim Højgaard Rasmussen: Den afrikanske hemmelighed. 356 sider. KHR Books

****

Fin roman om en dansk mands oplevelser i det moderne Afrika

Kim Højgaard Rasmussen: Den afrikanske familie. 385 sider. KHR Books

****

Nyt uforglemmeligt mesterværk fra Ane Riel

Den gamle kvinde Alma Rosalinde Sørensen, hvis liv kører på sidste vers, er næsten fuldstændig døv, men ”hverken den ene eller anden stær havde haft held til at slå sig ned i hendes øjne. Ikke en eneste brille havde hun haft behov for igennem et meget langt liv,” hedder det i begyndelsen af Ane Riels roman Urværk. Alma er enke efter urmageren Otto, og han havde haft forretning i Gadeby, hvor Alma havde hjulpet til bl.a. med regnskaber. De havde boet i forbindelse med butikken, men da den brændte, flyttede de til et lille hus i Solum, hvor Otto indrettede et lille kontor, hvor han tilbragte megen tid. De hyggede sig for det meste med at gætte hver deres krydsogtværs, mens de så deres naboer gå til og fra deres boliger. Otto havde taget sine forskellige ure med sig til den nye bolig, bl.a. den store bornholmer, som de kærligt kaldte for konen, og som Alma, efter hun var blevet alene, trak op hver aften med en nøgle, hvorefter hun sagde ”Godnat med dig, du gamle.” ”Der havde engang været en mand og en frøken, men de var begge gået tabt, og så var der et helt specielt ur, som Otto kaldte ”min schweiziske elskerinde”. Alma og Otto havde for mange år siden mistet en lille datter efter en ulykke, men Alma havde glemt, hvad hun hed, og det fotoalbum med billeder af hende havde Otto smidt ud, så hun ikke skulle hænge fast i sorgen, eller også var de gået tabt i branden. En dag så Alma en lille dreng med en hund uden for vinduet, og hun inviterede ham ind, men da hun ikke kunne høre, hvad han hed, kaldte hun ham for Otto. Den lille hund havde et halsbånd, der viste, at den hed Lulu. Og så mindes Alma den hund, hun i sin tid havde købt, og som hendes mand en dag slog ihjel, fordi den altid efterlod hundehår i hans lænestol. Den blev begravet i baghaven, og efterfølgende klippede Alma lidt af sit eget hår af og lagde totterne i lænestolen for at hævne sig på Otto. Nu begyndte drengen og hunden jævnligt at besøge Alma, og Alma besluttede, at drengen skulle have uret ”min schweiziske elskerinde”, når han havde fødselsdag. Og så mindedes Alma ellers sin tid med Otto på godt og ondt, og så må man læse sig til resten af historien. Det er endnu en gang lykkedes for Ane Riel at skrive en roman, der tangerer krimien, fordi der på et tidspunkt sker en kriminel handling, helt som det var tilfældet i Riels debutroman ”Slagteren fra Liseleje”, der indbragte forfatteren debutdiplomet fra Det Danske Kriminalakademi. Foruden at være en både velskrevet og gribende roman, er Jane Riel også meget vittig ind imellem, som fx når Alma synger ”Her står jeg hver aften på vristen, på vristen af venstre fod.” Og der er flere pudsige vendinger undervejs. Urværk er nok én af de smukkeste romaner, jeg længe har læst. Den kan varmt anbefales!

Ane Riel: Urværk. 231 sider. Lindhardt og Ringhof

******

Skøn biografisk roman om videnskab og lidenskab

Lotte Kaa Andersens Den inderste kerne er en formidabel biografisk roman om verdens første kvindelige seismolog Inge Lehmann, der givetvis er ukendt for langt de fleste. Hun kom fra en indflydelsesrig familie, hvor oldefaren indførte juletræsskikken i Danmark fra Tyskland, farfaren grundlagde telegrafvæsnet, og én af hans brødre Orla Lehmann blev indenrigsminister og én af hovedmændene bag Grundloven i 1849, mens faren Alfred Lehmann var professor og grundlægger af Psykologisk Institut. Endelig var en moster med, da Kvindebevægelsen i 1915 på Amalienborg fejrede, at valgretten for kvinder var indført. Efter skolegangen med støtte fra rektor Hanna Adler bestod Inge Lehmann 1. del af matematik på Universitetet med topkarakter, hvorefter hun tog en svær matematikeksamen i Camebridge. Her måtte hun desværre takke nej til at få sin gode ven fra Universitetet, Niels Bohr, på besøg, da det ikke var muligt at fremskaffe en såkaldt chaperone, som var betingelsen for, at en ung kvinde kunne få besøg af en mand i det konservative engelske studentermiljø. Da Inge tilbage i København i 1926 kommer til at arbejde for professor Niels Erik Nørlund, hovedsagelig begravet i sekretæropgaver for sin chef, men får dog lov til at skrive en magisterkonferens i geodæsi. I 1936 offentliggør Inge Lehmann i en artikel med baggrund i hendes forskning omkring jordskælvsbølger om sin epokegørende opdagelse af, at der findes en fast kerne i midten af jordens flydende kerne. Denne sensationelle opdagelse, som ikke på daværende tid kunne bevises, bliver mere eller mindre overset eller latterliggjort af hendes mandlige kolleger, der har militære titler. Imidlertid er den svenske konge så interesseret i hendes forskning, at han inviterer hende til Stockholm - en rejse der dog ikke bliver til noget, da hun i så fald skulle bruge fridage og ikke kunne forvente at få sine rejseudgifter betalt af staten. Først langt senere, da hun inviteres til USA, møder hun den anerkendelse, som hun havde fortjent, og hun udnævnes til æresdoktor ved Columbia University. Foruden selve historien om Inge Lehmann oplever læseren også hendes søster, den kongelige skuespiller Harriet Lehmann, der med sin skuespillermand får sønnen, skuespilleren Walt Rosenberg. Inge Lehmann turnerer stadig længe efter sin pensionering, og hun når heldigvis at blive så anerkendt, at hendes forskningsresultater og private korrespondance ender i Rigsarkivet, så det var muligt for forfatteren Lotte Kaa Andersen at skrive sin smukke og tankevækkende roman. I en helt grotesk scene til sidst bliver Inge Lehmann som 100-årig og næsten blind indkaldt til Øjenafdelingen på Rigshospitalet, da man fejllæser hendes personnummer, som var det fra en næsten nyfødt. Men som Inge Lehmann sagde kort før hun døde som 105-årig: ”Alle og enhver kan jo blive 100, hvis bare de lever længe nok.” Trods sin relative ukendthed i Danmark, blev hendes tid i USA og hendes venskab med forskeren Andrew Jeffries til en teaterforestilling på Folketeatret i 2019 med Iben Hjejle som Lehmann og Karsten Jansdorf som Jeffreys. Den inderste kerne er en læseoplevelse af de helt store!

Lotte Kaa Andersen: Den inderste kerne. 415 sider. Gutkind

*****

Uforglemmelig roman om en tyskerpiges historie

Norske Trude Teige har skrevet en medrivende og smuk roman Mormor dansede i regnen, der fortæller om den unge kvinde Juni, som har arvet sine bedsteforældres hus på en lille ø. Hun er flygtet ud på øen fra sin voldelige ægtemand Hahn. Da hun rydder op i huset, finder hun et ungdomsbillede af sin mormor sammen med en tysk soldat samt et brev skrevet i 1946. Det bliver begyndelsen på et større graverarbejde, hvor hun ender med at få den historie om mormoren, som hidtil er blevet hemmeligholdt for hende. Mormoren, der hed Tekla, bliver i slutningen af besættelsen forelsket i den tyske soldat Otto Adler og bliver derfor efter befrielsen i maj 1945 én af de forhadte tyskerpiger, der bliver ydmyget og klippet skaldet. Hun bliver samtidig udstødt at sine forældre, hvor hendes bror fx havde været frihedskæmper. Men hun elsker Otto, og efter at de har været interneret i en lejr, som englænderne havde overtaget efter tyskerne, rejser hun, efter at have mistet sit norske statsborgerskab, sammen med Otto over Skagerak til Kiel og senere til Hamborg, hvor de stifter bekendtskab med det sønderbombede Tyskland, inden de rejser videre til Ottos hjemegn, den lille by Demmin i østzonen. Her havde Ottos forældre en herregård, men da Tekla og Otto når frem, er Ottos forældre døde, og russerne har overtaget alt. Samtidig er russerne optændt af hævn over den måde nazisterne behandlede deres kvinder på under Hitlers felttog mod øst, og nu er hævnens time kommet med massevoldtægter af de tyske kvinder. Det kommer Tekla til at opleve. Mens man følger Teklas historie, følger man som læser også med i barnebarnet Junis forsøg på med hjælp af naboen, historikeren Georg at grave i mormorens historie, hvilket bl.a. resulterer i en rejse til Tyskland. Jeg vil ikke her røbe, hvordan det lykkedes for Tekla at komme tilbage til Norge, og hvordan hun mødte den mand, som Juni altid havde troet var hendes biologiske morfar. I sit efterskrift skriver Trude Teige, hvordan der er tale om en roman, men hvordan meget bygger på autentiske historier om de såkaldte tyskerpiger. Under sit researcharbejde fandt Teige bl.a. på historien om tragedien i Demmin i maj 1945, da russerne rykkede mod vest. Mormor dansede i regnen er en gribende og rystende roman, hvor man fornemmer, hvor forfærdelig dagligdagen var i det smadrede Tyskland lige efter krigens afslutning, men det er samtidig en slags kærlighedsroman, der finder sted i to lag, både den gang, men også i nutiden. Mere skal ikke røbes her.

Trude Teige: Mormor dansede i regnen. Oversat af Anne Matthiesen. 335 sider. Alpha

*****

Astrid Saalbachs nye roman er en læseoplevelse af de helt store

Rammehistorien i Astrid Saalbachs roman Der hvor du ikke vil hen er, at 84-årige Sigrid, der netop har fået at vide, at hun kun har få måneder tilbage at leve i, har inviteret sit barnebarn Helene til at besøge sig, så hun kan få lov til at tage de ting, hun gerne vil arve efter sin mormor. Det mest interessante er den pose med breve og avisudklip, som Helene får overdraget, og gennem dem tegner der sig et billede af hele Sigrids liv, fra hun bliver født i Fåborg som datter af Kristian Frederik Kristensen, som er direktør for Faaborg Laane- og Sparekasse. Hun vokser op i et velstående hjem med et par brødre, og som uddannet kontorist flytter hun til København, hvor hun lærer stenografi, for senere at flytte videre til London, hvor hun tager et job som stuepige for at lære engelsk. Romanens anden hovedperson, Sigrids moster, Anna, som Sigrid holder uendelig meget af, sidder som helt ung model for kunstmaleren Niels Nedergaard og bliver hans elskerinde, til trods for at han er gift og har børn, hvilket vækker stor skandale i den lille sydfynske by. Anna uddanner sig til tandlæge og får arbejde på en tandlægeklinik, der imidlertid går konkurs i lighed med mange andre klinikker i slutningen af Første Verdenskrig, hvilket får Anna til at rejse til Grønland, hvor der virkelig er brug for tandlæger. Man når også som læser at opleve den spanske syge, der kræver sine dødsofre i slutningen af Første Verdenskrig, og man oplever gullashbaroner, som fx én, der ønsker at få et gebis udelukkende af guldtænder. På mange måder er Saalbachs roman en kavalkade over det tyvende århundrede, og da Anna får tuberkulose, giver bogen et glimrende billede af livet på Nakkebølle Sanatorium på Fyn. Inden da er Anna kommet tilbage fra Grønland, og den mand, som hun bliver gift med, møder hun, da han er patient i tandlægestolen. Han er dyrlæge, og man følger dem som læser gennem glæder og sorger, på samme måde som man følger Sigrid, indtil hun som gammel overlader en del af sit indbo til sit barnebarn. Hvad der ellers sker undervejs, skal ikke røbes her, men langsomt bliver den ene familiehemmelighed efter den anden afsløret. Der hvor du ikke vil hen viser Astrid Saalbach som én af Danmarks bedste romanforfattere, og man sidder tilbage, når sidste side er vendt, med stor lyst til at grave endnu dybere ned i Sigrids og Annas historier. En læseoplevelse af de helt store!

Astrid Saalbach: Der hvor du ikke vil hen. 408 sider. Lindhardt og Ringhof

******

Prægtig satire på Danmarks håbløse fremmedpolitik

Skuespilleren og forfatteren Flemming Jensens Kongen af Malmø begynder mens den danske konge på ottende måned ligger for døden på Nørlund Slot i Nordjylland, der blev bygget på Valdemar Atterdags tid og blev revet ned i 1589, inden adelsmanden Ludvig Munk genopførte det med henblik på at udplyndre egnens indbyggere med skatter og afgifter. Det var her en af Munks mange hustruer Ellen Marsvin fødte datteren Kirsten Munk, der som 17-årig blev gift med Christian den Fjerde, og med hvem hun fik 12 børn.

Foruden kongens tre børn, kronprins Michael, datteren Sophia og den fordrukne lillebror prins Stefan er også landets statsminister Martin Bjergfeldt, hans stabschef Britt Becker, romanens fortæller Klaus Olsen, der efter et besøg hos en numerolog har fået navnet Eno Hahrknopf, og som er ansat som assistent af Britt Becker. Endelig er den kongelige kabinetssekretær Annelise Børresen og kongelig confessionarius, biskop Sigbrandt. Det har været på tale, at slukke for respiratoren, så kongen kan få fred, men der er et stort problem i forbindelse med udnævnelsen af en ny konge. Kronprins Michael er nemlig blevet forelsket i en ung nigeriansk kvinde, Nazreen, som han vil giftes med, men måske er hun muslim, og ”en muslimsk dronning vil få regeringens støtteparti, Hjemstavnspartiet til at udvandre til Tåsinge”, siger statsministeren og tilføjer: ”I forvejen har de skullet sluge, at hun er neger.” Et andet problem er, at kronprinsen insisterer på at følge den danske lovgivning og ikke benytte sig af sine royale privilegier, og det vil resultere i, at de to unge ikke kan få familiesammenføring, og konsekvensen kan blive, at det danske kongehus må flytte til Malmø. Hvordan det hele udvikler sig skal ikke røbes her, men som statsministerens sekretær senere udtaler: ”Når det drejer sig om udlændinge, har denne regering overhovedet ingen oppositition.” Som det kan ses af det overstående, tager Flemming Jensen tykt gas på hele flygtningesituationen i Danmark, og han lader fx en næste statsminister erklære: ”Danmark går stærkt ind for globaliseringen, medmindre det ligefrem medfører, at folk flytter hertil.” Når det på bagsiden påstås, at Flemming Jensen lader Finn Søeborgs milde menneskelige humor møde Hans Scherfigs sociale satire, vil jeg snarere påstå, at der desuden er et stænk Monty Pyton over det hele. Måske er der indimellem lidt langt mellem snapsene, og det hele bliver lidt for omstændeligt, men det meste af tiden morer man sig kongeligt.

Flemming Jensen: Kongen af Malmø. 392 sider. Alhambra

*****

Charmerende erindringsroman

Per Gammelgaards roman Bygningsfejl har undertitlen en roman om mig selv, og det er da også en slags selvbiografi. Per vokser op i en lille forstad til Aarhus, Ormslev, hvor hans far har en købmandsbutik. Man følger hans opvækst, hvor det helt klart er farens drøm, at sønnen en dag skal overtage forretningen, hvad han absolut ikke har lyst til. Per forelsker sig i den ene pige efter den anden bl.a. sin kusine Inga, som han synes er det smukkeste i verden, og han bliver dødeligt jaloux, da han opdager, at hun har en kæreste. Købmandsbutikken, hvor Per hjælper til med forskelligt forefaldende arbejde, går ikke alt for godt, men moren hjælper med at ekspedere sammen med lærlingen Verner, og søndag eftermiddag boller forældrene en times tid, mens de fortæller Per, at de lige skal sove til middag en times tid. Og Per kunne slet ikke lade være med at glo på mor, når hun går i haven i badedragt, for han synes, at hun er det pæneste menneske i verden. Per beskriver fint sin elskede mormors død, og hvordan et insekt kravler ind i hendes øre, lige inden kisten bliver lukket. Med hjælp fra et sjak af arbejdsløse får faren udvidet sin købmandshandel til en selvbetjeningsbutik, mens familien imens bor i en campingvogn. Der er en fin beskrivelse af nabogården Krogården, hvor Laurine og Aksel bor med sønnen Laus, der er sinke og ender sine dage med at blive sendt til Lolland, hvor han dør. Inden da havde han i protest mod sin far sluppet en gris løs, så den bliver skudt af en nabo, der troede, at det var et vildsvin. Den næste pige, Per brænder varm på, er Mathilde fra Bornholm, hvis far er brugsuddeler. ”Hendes krop var skøn, og der kom der gang i kondomerne.” Hjemme i Ormslev søger moren arbejde hos Magasin i Aarhus og bliver til farens store fortrydelse antaget her, og kort efter bliver de skilt, og købmandsforretningen ender med at lukke. Mens moren skifter elskere adskillige gange i sin nye lejlighed i Aarhus, tager Per uddannelsen som bibliotekar, og han møder Karina, som han bliver gift med, og de får først datteren Nanna og senere sønnen Norman. Under et besøg hos svigerforældrene på en gård i det mørke Jylland, forsøger svigerfaren forgæves at få Per som kompagnon som landmand. Den lille familie bliver dog boende i København, og trods forskellige ægteskabelige skærmydsler bliver de sammen, og til sidst besøger de barndomsbyen Ormslev, hvor meget er forandret. Titlen på bogen skal tages alvorligt, for Per har problemer med sit syn, men ikke med sin hørelse, og der er meget musik i fortællingen, der slutter med Elvis fra bilradioen, der synger Peace in the valley. Bygningsfejl er en sørgmunter beretning en ung mands opvækst, hvor både muntre indslag og uundgåelige fiaskoer blandes på charmerende vis.

Per Gammelgaard: Bygningsfejl - En roman om mig selv. 168 sider. Hovedland

****

Fornøjelig kollektivroman om Danmarks Radio

Anna Elisabeth Jessen har med Huset skrevet en både medrivende og morsom roman, der handler om Danmarks Radio gennem nogle årtier. Det er en slags kollektiv roman, hvor en række personer, der arbejder i Huset, får deres dagligdag skildret i både privatliv og i deres arbejdsliv med både ambitioner og magtkampe. Det er ikke nogen decideret nøgleroman, men man genkender let personer som fx den medarbejder, der bliver de hjemmegående husmødres yndling, når han en gang om ugen spiller de ønskede dansktopmelodier og ender med at stille et nemt eller svært spørgsmål, alt efter hvad dagens endetal er. Og man møder også politikeren Jørgensen, der nidkært optager udsendelser på bånd for at dokumentere, hvordan Huset er domineret af røde lejesvende. Og endelig møder man den nye smarte populistiske direktør med sportsvognen, der vil lave alt om, og som ender med at blive fyret. Det er ikke det store litterære mesterværk, men der er et par timers fornøjelig underholdning.

Anna Elisabeth Jessen: Huset. 428 sider. Gyldendal

***

Gensyn med Berlin

Benn Q. Holms Et stykke af tiden foregår i Vestberlin i 1976. Her ankomenmer den unge canadier Ben, der deler fornavn med forfatteren bortset fra et n mindre sidst i navnet. Han skal studere arkitektur på Technisches Universität, og han flytter ind i et kollektiv med progressive studerende, men meget hurtigt flytter han hen til Pensionat Daxer, en herskabslejlighed, som hans medstuderende Florians mor har boet i siden krigens tid. Her bliver han bl.a. ven med fotokunstneren Vicky Klein, der kommer fra England, og som har en drøm om at lave et kunstværk med en mand og en kvinde fra hver sin side af Muren. Det skal Ben hjælpe hende med, men inden de når så langt, rejser Vicky tilbage til England, og det bliver op til Ben at finde den kvinde, som skal medvirke i kunstværket. Man følger Ben rundt i den delte by, hvor terrorgruppen Rote Armee Fraktion spreder frygt og rædsel, og samtidig er lærerne på universitetet udelukket på grund af Berufsverbot. Desuden siger et rygte, at David Bowie er i byen for at indspille sit næste album. Man følger Ben på hans mange vandringer rundt i byen, og på et tidspunkt kører han sammen med Florian en tur med U-Bahn, i tog der ikke stopper ved de uhyggelige tomme stationer under Østberlin for til sidst at krydse fra vest til øst ved grænseovergangen Bahnhof Friedrichstrasse, som i folkemunde hedder Tränenpalast, da det er her østtyskerne tager afsked med deres vestlige slægtninge. I Østberlin ser Ben det famøse Republikpalads med sin bronzefarvede facade og oplever den sparsomt trafikerede Unter den Linden med sine Trabanter og vejrbidte pensionister i stiveste puds (men som alligevel lignede noget fra en genbrugsbutik). Efter en dag med billigt øl vender Ben og Florian tilbage gennem Tränenpalast, men snart efter rejser Florian videre til München, og Ben lades alene tilbage hos fru Daxer i pensionatet. Bens møde med den smukke Sabine vender op og ned på alting, og man er med dem på cykelture til bl.a. Wannsee. Det er lykkedes for Benn Q. Holm at skrive en både udviklings- og kærlighedsroman, der giver et fornemt stemningsbillede af storbyen i skyggen af Den Kolde Krig. Både foran og bagi er bogen forsynet med kort over Berlin, så man kan følge med på Bens ture rundt i byen, og kender man i forvejen Berlin, er det som at genopleve den tyske hovedstad fra gade til gade, hvad der får én til at længes efter et gensyn, når corona-tiden forhåbentlig snart er overstået.

Benn Q. Holm: Et stykke af tiden. 351 sider. Alpha

*****

Endnu et mesterværk af Karin Smirnoff

Hvis man har læst Karin Smirnoffs mesterværk Jeg tog ned til bror er man allerede inde i persongalleriet, her hvor andet bind i trilogien Vi tog op med mor begynder. Jana Kippo og hendes tvillingebrors mor er død, og de to søskende arver hendes hus, der ligger tæt ved den finske grænse. Her i det lille religiøse Kukkojärvi er livet meget anderledes i forhold til i Smalånger, hvor første bind udspillede sig. Mens Bror lader sig tiltrække af den sammentømrede menighed, der kaldes Fællesskabet, har Jana stadig sit frihedsbegær på samme måde, som hun higer efter kærlighed. Med de mange tilbageblik forstår man, at den pige, Jana fik som 15-årig og blev tvunget til at bortadoptere, blot er en videreførelse af, hvordan Modren (som hun kaldes) selv fik en datter, der blev adopteret bort, inden hun fik Jana og Bror. Man hører om præsterne, Pastorsilas og Markokorhonen, hvor den ene er værre end den anden, og Janas konstatering om at Fællesskabet er, hvad Argentina blev for nazisterne, er ganske rammende. Der er groteske scener, hvor man er til Bibelbanko, hvor man skal gætte citater, som dem man broderede i modrenstil på hvide bordduge. De forskellige familiestamtræer kan man godt løbe sur i, for som i trilogiens første bind vrimler det med incest på kryds og tværs, hvorfor mange i Kukkojärvi er kusiner eller fætre til Jana og Bror. Vi tog op med mor er en læseoplevelse af de helt store, og jeg glæder mig allerede til tredje bind i trilogien.

Karin Smirnoff: Vi tog op med mor. Oversat af Birgitte Steffen Nielsen. 374 sider. C&K Forlag

******

Fascinerende roman fra et 23-årigt stortalent

Laura Eidnes Bregnhøis roman De tog vores hus har den 15-årige Olivia som hovedperson. Hun går i 9. klasse på Bagsværd skole, og her får hun Jakob Mortensen, der lige er gået ud af gymnasiet på Bagsværd Kostskole. Olivias forældre er skilt, og hun bor hos faren og hans nye kæreste Charlotte og hendes datter Victoria samt søsteren Alice. Hidtil har hun kun kysset med klassekammeraterne Elisabeth og Midas, som hun lidt kærester med. Olivia bliver med det samme betaget af Jakob, og ved en fest på skolen, hvor lærerne også er med, siger hun til Jakob: ”Jeg tænker altid på dig, når jeg rører ved mig selv.” I et frikvarter på skolen nogle dage senere, kysser hun med Jakob på skolens toilet, og han løfter hende op på håndvasken og… Da det bliver mandag, og håndvasken er gået i stykker, foreslår Jakob, at de tager hjem til ham på Mågevej i Nordvest, hvor han bor sammen med Sara, og her hører de høj musik, og Olivia kan se, at reolen har adskillige bøger om anarkisme. Efter at være vågnet op i Jakobs seng næste morgen går Olivia på biblioteket, hvor bibliotekaren finder flere engelsksprogede bøger om anarkisme til hende. Om fredagen inviterer Jakob Olivia med til fest, ikke på skolen, men på ”Ungeren”, Jagtvej 69 på Nørrebro. Hun bilder faren ind, at hun skal sove hos en veninde. Forelskelsen mellem Olivia og Jakob vokser, og man følger deres fælles kamp for at bevare Ungdomshuset, og for Olivia bliver det noget helt nyt at være aktivist frem for at være en del af en helt almindelig familie. I tiden op til jul 2006 følger man kampene mod politiet, og her begynder forholdet mellem Olivia og Jakob at knase. Sammen med de andre aktivister, bander Olivia overborgmester Ritt Bjerregaard ned i det dybeste helvede, men som hun også indrømmer, Ritt solgte grunden uden at ane, at den ville havne i hænderne på de vanvittige antikrister i Faderhuset. ”Lever denne Ruth Evensen overhovedet i vores virkelighed? Hun tror oprigtigt på, at Satan har besat sjælene i Ungeren.” Man er med helt indtil den 1. marts, hvor Ungdomshuset bliver stormet og ryddet, men her er Olivia hjemme i Bagsværd og ser det hele udefra. Ved en tilfældighed opdager Olivia, hvordan stedsøsteren Victoria overfor en veninde har pralet med det, Olivia har været med til, som var det noget, Victoria selv havde oplevet. Om det var Jakob eller selve idéen om Ungdomshuset, Olivia var forelsket i, må man som læser selv prøve at finde ud af, men Olivia ender, hvor hun var, da det hele begyndte, og måske er hendes fremtid sammen med Midas?

Med De tog vores hus viser den kun 23-årige Laura Eidnes sig som en forfatter, man virkelig kan vente sig noget af. Jeg glæder mig til at læse mere fra hendes hånd.

Laura Eidnes Bregnhøi: De tog vores hus. 197 sider. Gads Forlag

*****

En gribende roman med baggrund i virkelige hændelser

Den dygtige og flittige oversætter Mich Vraa har i de seneste par år desuden markeret sig som en fremragende skønlitterær forfatter med bl.a. sin trilogi om Dansk Vestindien. Nu har han sammen med forfatterkollegaen Jesper Bugge Kold skrevet romanen Pigen fra det store hvide skib. Her får læserne mulighed for at stifte bekendtskab med hospitalsskibet Jutlandia, der i 1951 sejlede fra Danmark for at hjælpe med at redde sårede fra krigen i Korea. Man følger den unge idealistiske sygeplejerske Molly Dahl, der lige efter befrielsen i 1945 blev offer for et brutalt overfald. Foruden hendes historie følger man de mange mænd og kvinder, der forlod den trygge tilværelse i Danmark for at drage mod ukendte mål. Sideløbende følger man også den koreanske unge pige Yun, der er flygtet til byen Pusan, efter at den by, hun kom fra, er blevet bombet. Gennem hende møder man den fattigdom, der næsten er helt ubegribelig, og hvordan hendes skæbne bliver ført sammen med Molly Dahl og Jutlandias besætning, det må man læse sig til. Det er lykkedes for forfatterparret Kold og Vraa at give liv til legenden om Jutlandia, som ellers kun de, der er på min alder eller har lyttet til Kom Larsens sang om samme skib, kender til. Pigen fra det store hvide skib er en uforglemmelig roman, der sikkert bygger på en meget grundig research fra de to forfattere.

Jesper Bugge Kold og Mich Vraa: Pigen fra det store hvide skib. 394 sider. Lindhardt og Ringhof

*****

Svend Åge Madsens univers er set bedre tidligere

Sverre Jun, der er kronofysiker, er hovedperson i Svend Åge Madsens vist nok 35. roman Fremtidsspejl, der foregår i den lille by Nøjrup lidt udenfor Aarhus. Han bliver i begyndelsen af romanen dybt betaget af to forskellige kvinder, Juanna, der sidder i billetlugen i byens biograf, og et par dage senere i bagerjomfruen Irene. Nu er Sverre Jun ikke kronofysiker for ingenting, så noget af det første, han gør, er at udvikle en algoritme, der kan vise, hvordan fremtiden bliver med hver af de to kvinder. Man må læse resten af romanen for at finde ud af, hvordan det lykkes for Sverre Jun, og der er tale om en typisk Svend Åge Madsen-roman, hvor man bl.a. i de mange fodnoter møder et utal af personer, som har optrådt i tidligere romaner af Svend Åge Madsen. Sverre Jun er også en tal-nørd, så der er som i flere tidligere Madsen-romaner masser af matematik og regnestykker. Det er som sagt en typisk Madsen-fortælling, hvor både teknologi, kærlighed og begær spiller store roller, men til tider er Madsen efter min mening lidt lang i spyttet, dog er der alligevel små fine hentydninger til det forbrugersamfund, som til dels er elimineret i Nøjrup, som er en by, hvor penge er afskaffet i modsætning til i resten af landet. I Nøjrup er der tale om et tillidssamfund, hvor individet er i fokus. Men nej, jeg synes, at Svend Åge Madsen har skrevet langt bedre romaner, så læs i stedet nogle af dem.

Svend Åge Madsen: Fremtidsspejl. 276 sider Gyldendal

***

Skøn debutroman – fuld af både humor og ømhed

Lærke Winthers debutroman Ikke afsendt er en både rørende og vanvittig morsom historie om Marie Petersen, der bor på Frederiksberg sammen med sin gamle schæferhund Poul. Marie er en særdeles flittig brevskriver, men en stor del af brevene bliver aldrig afsendt, bl.a. de mange til Susanne, hvor hun fortæller om dagligdagens op- og nedture. Men så er der desuden de mange breve til datteren Iris, som hun på ét eller andet tidspunkt er raget uklar med. Det forsøger hun at få ud af verden, for hun vil jo gerne se sit barnebarn Charlie, for hvem hun er Mormor Maria. Men ud over de mange ikke afsendte breve sender hun det ene brev til det andet til Føtex, hvor hun brokker sig over snart sagt alt. Og så er der hendes brevveksling med PostNord, der på et tidspunkt opkræver 76 kr., fordi hun har sat én krone for lidt på en forsendelse. (Jeg tror, mange har oplevet netop dette, og hvor man så får et brev, hvor man bliver spurgt om, hvordan ens oplevelse var med at sende en forsendelse med PostNord!) Før Marie bliver forment adgang til Føtex, møder hun netop der transvestitten HenryJette, der så gerne vil kramme. I Frederiksberg Have møder Marie en gartner, som hun bliver varm på, og som på samme måde som Marie har set sig gal på det såkaldte suttetræ, hvor forældre sender deres børns sutter hen. Her forsøger Marie at sætte små sedler på træet, for på den måde at komme i kontakt med gartneren. Og så er der underboen, med hvem hun kommunikerer via små sedler, der puttes i hinandens brevsprækker. Lærke Winther, der ellers kendes fra roller i forskellige spillefilm og tv-serier, viser her et nyt talent, og hendes sans for at skildre hverdagens små pudsigheder gør, at vi måske kan forvente en række humoristiske romaner, som ikke er set siden Finn Søeborgs dage.

Lærke Winther: Ikke afsendt. 223 sider. Gyldendal

*****

Fremragende slægtsroman, der bør blive en klassiker

Med romanen Det er de danske som flygter har succesforfatteren Erik Valeur og den tidligere bogforlags pige Lise Ringhof etableret et fornemt og vellykket makkerskab. Romanen handler om fanødrengen Erling Brinchs liv fra 1900 til 1950 og er ifølge bagsideteksten første selvstændige bind i en trilogi om slægten Brinch og danskernes liv i mere end hundrede år. Som syvårig mister Erling, der er søn af skipperen Søren Brinch fra Sønderho og hans hustru Katrine, sin lillebror Jakob, der drukner i Vesterhavet, og kort tid efter møder Erling den vanskabte dreng Hubert fra Fattiggården, der bliver hans ven, og som han lærer at skrive. Mens Erling går i skole, dør hans far, og efter skoletiden står Erling til søs med barken Maria, hvor han møder den blinde passager og fribytter Morten Sivertsen, der i stedet for at blive smidt overbord, bliver ansat som medhjælper til skibskokken. Da Erling er vendt tilbage til Fanø, får han brev fra Sivert, som han bliver kaldt, der fortæller, at han har købt et hus i København, hvor han har etableret værtshuset Flynderen, og i det hus får Erling et værelse, mens han læser til læge i hovedstaden. På værtshuset møder han mange originaler, bl.a. den radikale redaktør kaldet Høgen og dennes yndlingsfjende den konservative redaktør, der går under øgenavnet Gribben. Samme sted render han ind i den idealistiske kvinde Kate Brodersen, der rejser ud til verdens brændpunkter, og som Erling bliver forelsket i, men han tøver med at følge hende. I stedet flytter Erling som færdiguddannet læge til Vejle, hvor han bliver gift med Ragnhild, der er datter af sukkerdynastiets hovedrige grundlægger Oskar Tystrup, og sammen med Ragnhild får Erling datteren Eva. Erlings søster Ida flytter også til Vejle, hvor hun bliver ansat hos byens boghandler Jens Møller Kristensen, der har startet en litteraturkreds sammen med bl.a. Erling. Her kommer tidens store forfattere og holder foredrag, og man mærker og diskuterer de foruroligende begivenheder, der sker syd for grænsen, mens Besættelsen af Danmark rykker stadig nærmere, og da det sker, er både Erling, Ida og boghandleren med i modstandsbevægelsen. Måske skal figuren Jens Møller Kristensen ses som en kærlig rune ristet over virkelighedens legendariske boghandler Munch Christensen. I Vejle møder Erling den tyske officer Hermann Weissborn, der viser sig at være en kultiveret mand, og som diskuterer litteratur med Erling. Når Hermann er sendt til Flødeskumsfronten i Danmark, er det bl.a. fordi den tyske rustningsminister Albert Speer har bedt ham om at sondere terrænet for bygningen af den tyske Atlanderhavsvold, men som den humanist Hermann er, giver han Erling et tip nogle dage før Hitlers ordre om deportering af jøderne, så byens jødiske bibliotekar når at flygte. Hvad der er mere bekymrende for Erling, er, at hans søster indleder et forhold til Hermann. Mere skal ikke røbes her, men romanen følger udviklingen i byen frem til årene lige efter befrielsen, hvor Hubert mirakuløst er vendt tilbage med Bernadottes hvide busser, efter at have overlevet interneringen i Theresienstadt, hvor han kun bevarede livet, fordi kommandanten fandt det interessant at eksperimentere med vanskabningen. Hele beskrivelsen af Erling Brinch og livet omkring ham fik mig under læsningen til at mindes en anden stor skikkelse i den danske litteratur, nemlig Jacob Paludans Jørgen Stein. Romanen Det er de danske som flygter bør blive en klassiker, for det er et både gribende og smukt billede af en slægt og en tid, og jeg glæder mig allerede til at læse de næste bind, når de udkommer.

Lise Ringhof og Erik Valeur: Det er de danske som flygter. En slægtsroman. 524 sider. Gutkind

******

Et genfundet mesterværk

Min dybeste respekt for det lille århusianske Løvens Forlag, der har specialiseret sig i Mesterlige Debuter, Glemte Mesterværker, Den smalle serie og mere i den dur. I serien Glemte Mesterværker har forlaget genopdaget den østrigske Adalbert Stifter, som levede fra 1805 til 1868, med udgivelsen af hans Bjergkrystal og andre fortællinger. Samlingen indeholder foruden titelnovellen novellerne Birgitta, Granit, Abdias samt et fint efterskrift af oversætteren Sven Halse. Både i Bjergkrystal og i Granit, hvor hovedpersonerne er to små børn, spiller naturen en stor rolle, og man kan ikke undgå at tænke på Stifters samtidige kollega H.C. Andersen. I Bjergkrystal skal den lille dreng og den lidt mindre pige gå fra den ene dal til den næste i et forfærdeligt snevejr, der i visse passager bringer ”Den lille pige med svovlstikkerne” i ens erindring, mens Granit er en gribende beretning om bedstefaren, der forklarer bjerglandskabets fænomener og mysterier for sit barnebarn, der samme morgen har ladet sine fødder smøre ind i olie og derved påkaldt sig sin moders vrede. Hvorefter bedstefaren tager drengen med op i bjergene. Den sidste og længste novelle Abdias er næsten en lille roman om jøden Abdias’ skæbne. Det begynder i Nordafrikas Atlasbjerge og ender efter en flugt over Middelhavet i en østrigsk dal, hvor Abdias har udviklet sig fra at være en smuk yngling til en hæslig, koparret gamling, mens han efter sin hustru Deborahs død i barselsseng har været alene med sin datter Ditha. Datteren er født blind, men kommer på mirakuløs vis til at se efter et forfærdeligt tordenvejr. Det er ufatteligt, at Adalbert Stifter, der efter sygdom og depression døde for egen hånd i 1868, har været totalt glemt i over halvanden hundrede år. Derfor stor tak til Løvens Forlag for at de har trukket ham frem fra glemslen!

Adalbert Stifter: Bjergkrystal og andre fortællinger. Oversat af Sven Halse. 250 sider. Løvens Forlag

******

En underlig og genial norsk roman

Den norske forfatter og billedkunstner Mathias Faldbakken, der tidligere har udgivet flere romaner under pseudonymet Abu Rasul, udkom for første gang på dansk sidste år med romanen The Hills, der blev udgivet under eget navn. Nu har det nye kvalitetsforlag Gutkind udsendt hans nye roman Vi er fem på dansk. Romanen foregår i den lille by Råset tre timer nord for Oslo. Her bor Tormod Bystad, hans hustru Siv og deres to børn Alf og Helene. Tormod er blevet en pålidelig familiefar ovenpå en vild ungdom, men ægteskabet med Siv er ikke uden problemer, for trods Tormods og børnenes ønske om endnu et barn, er Siv umulig at overtale, så i stedet anskaffer de sig hunden Snusken, som bliver det femte medlem af familien Bystad. Men da Snusken forsvinder, efterlader den sig et tomrum, og Tormod trækker sig ofte ind i sit værksted, hvor han og børnene arbejder med rødt ler. Men så begynder Tormod at eksperimentere med leret, som han blander med gødning og galvaniseret vand, og så sker det uforklarlige, at denne lerklump udvikler en slagskunstig intelligens, efter den en nat har været påvirket af wi-fi-stråler. Derved er Tormod kommet til at udløse nogle magtfulde kræfter, og fra at lerklumpen har gået til hånde i hjemmet med praktiske gøremål, forsvinder den mutérbare klump en dag og spreder skræk og rædsel i bygden, som var den et Frankenstein-monster. Alt imens går livet videre hos familien Bystad, hvor Siv mest ligger på chaiselongen og ser tv, når hun kommer hjem fra frisørsalonen, hvor han er ansat. Og langt henne i romanen bliver det også åbenbaret, hvad der skete med elghunden Snusken. Vi er fem er på mange måder en både utrolig morsom og tankevækkende bog og foruden at være tildelt P2-lytternes romanpris i Norge samt Kritikerprisen, er den også nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2020. En læseoplevelse af de helt store!

Mathias Faldbakken: Vi er fem. Oversat af Sara Koch. 215 sider. Gutkind

*****

En mærkelig, men dybt fascinerende roman om fædre og meget andet

Sjældent har jeg oplevet mere uenige anmeldere end de danske, når de har anmeldt Jan Kjærstads seneste roman Mr. Woolf. Måske ikke så underligt, for på mange måder er der tale om en helt særlig roman, der foregår på flere planer. Dels befinder hovedpersonen William Abelson sig i Genève, hvor han fortæller sin historie til skribenten Nina, der åbenbart er ved at skrive en biografi om William og hans vigtige videnskabelige opdagelse af den såkaldte Abelson-model, der går under navnet Monster-passagen og som igen var afledt af begrebet mørk materie – en opdagelse, der vist har indbragt ham en Nobelpris. Men i stedet for at hvile på laurbærrene, er William fratrådt sin stilling som forsker og er blevet gymnasielærer. Inden da fortæller han hele sin historie til Nina, om hvordan faren, der var legetøjshandler og indehaver af butikken Stjerneplassen Legetøj, samtidig hjembragte nyt epokegørende legetøj fra sine årlige besøg på legetøjsmessen i Nürnberg. Hele handlingen begynder ved en frokost i Dovrehallens restaurant, hvor faren giver William den opgave at rejse til Hongkong og finde Williams søster Liz, der er forsvundet. I Hongkong bliver William mødt af den mystiske Ms. Yeung, der sørger for at han bliver installeret på et luksushotel med alt betalt. Han finder ikke umiddelbart Liz, men møder mange andre interessante mennesker og miljøer. Når romanen hedder Mr. Woolf, er det på grund af en erindring fra barndommen, hvor William og søsteren legede detektiver, når de som Woolf & Woolf skyggede folk. Romanen har så mange andre temaer, der bl.a. har med litteratur og musik at gøre, at det vil være for omfattende at gå i detaljer. Der er kun at sige: Læs denne efter min mening dybt fascinerende roman, der også er en roman om fædre!

Jan Kjærstad: Mr. Woolf. Oversat af Camilla Christensen. 300 sider. Gyldendal

*****

Endnu en mesterroman af Malene Ravn

Minsandten om ikke hun har gjort det igen. Malene Ravn har efter sin succesroman I dine øjne igen med rpmanen Hvor lyset er gjort det kunststykke, at forvandle en historie fra det virkelige liv til en medrivende familiekrønike. Denne gang er det forfatterens mands oldefar, maleren Carl Fischer (ikke at forveksle med skuespilleren af samme navn), hvis historie danner baggrund for romanen. Han var fra Vejle blev født i 1887 og forelskede sig i Ely, der var i gang med at blive skuespillerinde. Den karriere sluttede dog, inden den rigtig begyndte, fordi hun blev gravid med Carl. Da de ikke var gift, blev drengen, hun fødte, bortadopteret, men da lille Hans, som knægten kom til at hedde, var fem år gammel, døde hans nye mor under den spanske syge, og Ely og Carl fik den lille dreng tilbage. Man følger det unge par på de forskellige adresser i København, hvor de klarer til dagen og vejen, ved at Ely sælger Carls malerier. Der er fine beretninger fra den tids bohemeliv, hvor læseren møder Carls kunstnervenner og Elys fra sin korte skuespillertid bl.a. Robert Storm Petersen. Livet er ikke bare en dans på roser til trods for, at Carl maler fremragende portrætter af sin smukke hustru. Fx går det helt galt, da Carl skal male Cathrine, der er søster til Ely. Hvordan må man læse sig til. Da Hans bliver voksen, vil han ikke være billedhugger, som Carl ellers havde drømt om, men i stedet rejser han til Fyn, hvor han stifter familie, uden nogensinde igen at blive forliget med sin far. Carl Fischer får en fin karriere som maler og får fx Eckersberg Medaillen i 1922 (men i romanen sker det i 1926). Hvor lyset er giver et flot billede af tiden fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1962, hvor Carl Fischer dør. Malene Ravn er en fremragende forfatter, og hendes romaner kan varmt anbefales.

Malene Ravn: Hvor lyset er. 367 sider. Gyldendal

*****

Underholdende og velfortalt familieroman

Efter sin fremragende trilogi fra De Vestindiske Øer har Mich Vraa kastet sig over sin egen families historie med romanen Vaniljehuset. Hovedpersonen er skomagerens søn fra Odense Markus Dusinius Dick, hvis navn skyldes, at han var sin mors tolvte barn, hvor alle de øvrige børn dog ikke stadig levede. Fra helt lille er han helt klar over, at han ikke skal være skomager som sin far, men tværtimod være forretningsmand og skabe profit. Allerede som barn er Dusinius yderst kreativ, og da naboen den gamle bogtrykker Laursen er død, går drengen Dusinius ind i det forladte værksted, hvor han på bogtrykkerens skrivebord finder en del kartonark med julenisser på. Dem tager han med, klipper dem ud og sælger dem som sprællemænd, hvorved han tjener sine første penge. Dusinius storebror Valde er ansat hos købmand Juul i Vestergade, mens Dusinius bliver ansat i Langers Herremagasin også i Vestergade. En dag, hvor førstemanden i herremagasinet Harry Martens har taget Dusinius med ned på havnen for at hente nogle varer, køber Martens tre kasser bourbonvanilje og sælger den ene til Dusinius, og mens Martens sælger videre til fynske købmænd, pakker Dusinius to eller tre vaniljestænger sammen, som han tager rundt og sælger til husmødre i Odense. Da han har sparet nok penge sammen, grundlægger han handelsfirmaet Vaniljehuset, der specialiserer sig i krydderier og andre kolonialvarer, og det firma bliver snart ét af landets førende handelsfirmaer. Efter sin succes som forretningsmand har Dusinius i 1929 taget ophold på Hareskov Kuranstalt, og det er her, han sidder og ser tilbage på sit omtumlede liv. Han er blevet gift med sparekassedirektørens ene datter Jonna, mens Valde er blevet gift med hendes storesøster Iben. Og i nogle kapitler er det Jonna, der er fortælleren. Da Dusinius mindes sin ungdom, fortæller han også om, hvordan han efter sin fars ønske kom i lære hos en malermester, så han kunne få en håndværkeruddannelse, men det gik ikke, og så blev Dusinius i stedet forretningsmand. Der er også erindringer om hvordan Dusinius på et tidspunkt gør forretninger med gullashbaronen Hamburg-Larsen, og her får man indtryk af den groteske verden disse nyrige svindlere førte sig frem i for de penge, de havde tjent på at sælge fordærvet konserves til de stakkels soldater i Første Verdenskrigs skyttegrave. Minderne om de forretninger, Dusinius deltog i sammen med Hamburg-Larsen, er også noget Dusinius skammer sig over. I sit efterskrift fortæller Mich Vraa, hvordan hans egen familiehistorie har inspireret ham til romanen. Det er en underholdende og velfortalt udviklingsroman, som varmt kan anbefales.

Mich Vraa: Vaniljehuset. 448 sider. Lindhardt og Ringhof

****

Endnu et mesterværk fra Kirsten Thorup

Kirsten Thorups Indtil vanvid, indtil døden begynder i september 1942, hvor danske Harriet står i et overfyldt tog på vej til München. Harriets mand Gerhardt, der var kaptajn i flyvevåbnet, meldte sig i Vinterkrigen for at kæmpe mod bolsjevikkerne på finsk side, og som flere af hans officerskammerater fra Værløse fulgte han sin overbevisning og lod sig efter ”skammens dag” 9. april indrullere i det tyske Luftwaffe, efter at regeringen og kongen havde givet dem tilladelse til at træde uden for nummer. Den 5. juni var Gerhardt faldet, da hans fly var blevet skudt ned over sovjetisk territorium. Når Harriet var på vej til München, efter at have efterladt sine to sønner på et børnehjem i Nordsjælland, var det for at besøge Gerhardts flyveofficerskammerat fra Østfronten, Klaus og hans danske hustru Gudrun. Gerhardt havde Harriet mødt i 1931 på Gymnastikhøjskolen i Ollerup, hvor forstander Niels Bukh ikke lagde skjul på sin begejstring for, hvad der skete sydpå i Det Nye Tyskland. Efter den kaotiske togtur kommer Harriet frem til pragtvillaen i München, hvor Gudrun tager imod, mens manden, der er generalløjtnant i Luftwaffe kæmper på Østfronten. Her opvartes Harriet og Gudrun af de to Ludmillaer, der er ostarbeitere og i øvrigt hedder noget helt andet. Under sit ophold oplever Harriet trods krigen med alle dens mangler et liv i luksus, hvor Gudrun overlader sønnen Thor mere og mere til Ludmillaerne, mens hun selv forsvinder ind i alkoholens tåger. Kirsten Thorup skildrer på fornem vis, hvordan Harriet forsøger at forholde sig neutral til nazismen, på trods af al den ondskab hun ser med vold, jødelove og arisering. På et tidspunkt under opholdet gør Harriet og Gudrun tjeneste på et lazaret, hvor det myldrer ind med dødeligt sårede fra fronten, og efterhånden går Harriet i gang med at sikre sig en togbillet, så hun kan nå hjem til Danmark og hente sine drenge inden jul. Indtil vanvid, indtil døden foregår, mens den tyske befolkning stadig tror på, at de vil sejre ved Stalingrad og vinde krigen. De over 400 sider er skrevet i et langt forløb uden kapitler og uden afsnit, så man læser næsten romanen i ét hug, og jeg er dybt imponeret over den research, som Kirsten Thorup må have foretaget, for det føles næsten, som man har deltaget i hele Harriets rejse. Det kunne være spændende, hvis Kirsten Thorup ville skrive en roman om Harriet, og hvordan hun oplevede resten af besættelsen, efter hun var vendt hjem til Danmark, og hvordan hun blev behandlet i forbindelse med befrielsen. Indtil vanvid, indtil døden er intet mere end et mesterværk.

Kirsten Thorup: Indtil vanvid, indtil døden. 426 sider. Gyldendal

******

Masser af liderlighed og religion i roman, der tangerer krimigenren

Somaliskfødte Sofie Jama svære toer Den nordiske mands hævn er en forunderlig blanding af en slags krimi og en erotisk roman, men det er også i høj grad en roman om at være muslim i Danmark. Den har to sideløbende handlinger, hvor det begynder med, at Sara, der er læge og muslim ser en mand tabe sine nøgler på gaden. Hun ser, hvor han går hen, og hos en låsesmed får hun kopieret hans nøgler. Derefter låser hun sig ind i hans hjem, hvor hun lægger hans nøgler, så det for ham ser ud, som han har glemt dem hjemme. Manden Martin Conradsen er kunstner, og Sara begynder at gå på opdagelse i hans liv, og efterhånden tilbringer hun lang tid i hans lejlighed, når han ikke er hjemme. Samtidig får kriminalefterforsker Olav Vesth en mærkelig sag serveret. En kvindelig journalist har fået tilsendt et brev, der indeholder en afskåret tunge, og nogle dage senere får en kontroversiel kvindelig præst et brev, der indeholder en afskåret hånd. Noget kunne tyde på, at begge de to afskårne kropsdele stammer fra én og samme kvinde, men hvad er formålet med at sende dem. Snart får sagen pressens bevågenhed, og da en tredje kropsdel dukker op, koger pressen helt over. Brevet med det indhold, som jeg ikke røber her, er sendt til forkvinden for det etiske råd. Mens denne sag udvikler sig, følger man også med i Olav Vesths kaotiske privatliv, hvor han kort forinden er blevet skilt. Sara, der trods sin muslimske baggrund har et rigt og varieret sexliv, mister sin far, der var imam i Danmark, og Sara er sammen med familien til begravelse i familiens hjemland, hvor hun bl.a. når at blive voldtaget, inden hun returnerer til Danmark. Hvordan de to handlingsforløb kommer til at strejfe hinanden, skal ikke afsløres, men foruden de religiøse tråde, kommer man langt omkring i sexuallivet, bl.a. får læseren et indblik i LGBT-miljøet, og foruden transvestitter, lesbiske og bøsser, bliver det på et tidspunkt klart for politiet, at gåden om de afskårne kropsdele, måske skal findes i dette miljø, eller også er det simpelthen hævn, som romanens titel hentyder til. Som sagt kan Sofie Jamas roman læses på mange måder, og der er meget at tænke over, når sidste side er vendt. Jama er også ganske vittig ind imellem, og jeg glæder mig til at læse mere fra hendes hånd.

Sofie Jama: Den nordiske mands hævn. 431 sider. Politikens Forlag

*****

Bjørn Hansen igen, igen

Den norske mesterforfatter Dag Solstad har tidligere skrevet to romaner om kæmneren fra Kongsberg, Bjørn Hansen, hvor de forrige to tidligere i år udkom i et samlet bind. Nu har Solstad så udsendt Tredje og sidste roman om Bjørn Hansen. Hansen er nu blevet 77 år, og livet lakker mod enden for den tidligere kæmner og straffefange, der bor i en tarvelig etværelses lejlighed. I roman nummer to, drog Bjørn Hansen til Bø, hvor han besøgte sønnen Peter, som han ikke havde set i mange år. Her havde Peter etableret sig som optiker, og sammen med svigerdatteren Thea Nielsen havde Peter fået sønnen Wiggo, som Bjørn Hansen aldrig tidligere havde set. Denne roman sluttede med, at Bjørn Hansen forlod Bø uden at sige farvel og uden overhovedet at have mødt Wiggo. Nu ti år efter banker det en dag på Bjørn Hansens dør, og udenfor står Thea og hendes søn Wiggo, der i mellemtiden er blevet et langt rær. Hun har bestemt, at den nu 20-årige Wiggo skal bo hos farfaren, mens han skal studere litteratur på universitetet. Wiggo føler, at Bjørn er en oprører, og pludselig er der nyt liv i lejligheden hos den ellers indesluttede Bjørn Hansen, der lever et liv sammen med sine mange bøger. Bjørn og hans barnebarn hygger sig og diskuterer litteratur, og en dag får Wiggo en kæreste, en populær blogger og tidligere idrætsstjerne. Det skal ikke røbes, hvordan det hele ender, men efter endnu en grotesk hændelse bliver det klart, at dette er ikke blot tredje, men også sidste roman om Bjørn Hansen. Romanen er et nyt højdepunkt i den snart 80-årige Dag Solstads forfatterskab.

Dag Solstad: Tredje og sidste roman om Bjørn Hansen. Oversat af Sara Koch. 139 sider. Rosinante

******

Et gribende mesterværk

Svenske Karin Smirnoffs debutroman Jeg tog ned til bror er en formidabel læseoplevelse – både sprogligt og på grund af sin fascinerende historie. Jana rejser hjem til sin tvilling i den lille by Smalånger i det nordlige Sverige. Inden hun når frem til bror i sin barndomsby, møder hun John, som hun har en nat sammen med. Da John var dreng og røg sin første cigaret, gik det galt. Han tabte skoddet ned i høet, laden brændte og hans bror Adam omkom. Faren mente, at John kunne have reddet sin bror, og da han desuden havde hareskår og hørte dårligt, blev han sendt til en skole i Ørebro, hvor de muligvis kunne helbrede begge dele. Det bliver begyndelsen på en affære mellem Jana og John, der er har været gift med Maria, som vist er søster til Jana, men er blevet fundet død året før. Muligvis myrdet, muligvis død for egen hånd. I det hele taget fyger det med rygter i det lille samfund, hvor Jana får job som hjemmehjælper i stedet for den Maria. Opholdet bliver en tur ned af Memory Lane for Jana, hvor en række scener fra barndommen dukker op. Hvordan hun forsøgte at slå sin far ihjel med en høtyv, hvilket ikke lykkedes, men hvor bror senere smadrede hovedet på faren med en spade, da han var i gang med at forgribe sig på sin datter. Mens Jana igen er tilbage i den lille trøstesløse by, ligger moren syg på et plejehjem efter et slagtilfælde. Johns malerier er med til at mane fortiden frem, og den alkoholiserede bror er godt i gang med at drikke sig ihjel. Det er gribende at læse Janas erindringer om faren, ”der gjorde det bedst med uddannelse i kvindelige færdigheder som at malke køer og andet, der kunne malkes”. Og hun bad hver gang til gud, om at han ville dø inden næste fredag. Sprogligt benævner Jana sine forældre som modren og fadren, og sidstnævnte er en satan, ikke kun overfor Jana og bror, men også overfor dyrene, som han sætter en ære i at aflive, når børnene er kommet til at holde for meget af dem. Da Diana dukker op med sine plejeforældre, bliver de præsenteret for hendes mor, Jana, der fik hende som femtenårig og i sin tid blev tvunget til at bortadoptere hende, er der vist ikke meget tvivl om, hvem der var far til Diana, navngivet efter de vilde dyrs gudinde. Til slut for læseren også at vide, hvordan Maria døde. Inden da er man med på Janas daglige ture ud til hendes klienter som hjemmehjælper, og de bidrager også med mange historier fra den lille by. Mange af navnene i romanen bliver stavet med lille ud i ét ord, som fx billedet på væggen med alle heltene fra fodboldlandsholdet: georgåbyericson ralfedström ronniehellström staffantapper ovekindvall og alle de andre. Jeg tog ned til bror er en af de mest gribende romaner, jeg længe har læst, til trods for at den både handler om incest, vold og andre nedrigheder, for den handler også om kærlighed og om at tilgive. At den både har fået den prestigefulde Augustpris, og at den fik de svenske boghandleres pris som Årets bedste roman, er fuldt fortjent. Tak til C&K Forlag for endnu en fremragende udgivelse. LÆS DEN!

Karin Smirnoff: Jeg tog ned til bror. Oversat af Birgitte Steffen Nielsen. 336 sider. C&K Forlag

******

Helstøbt udviklingsroman om en utilpasset ung pige

Den anmelderroste Stine Askov har i sin fjerde roman Katalog over katastrofer, som foregår i 1980’erne, den unge pige Helle som hovedperson. Hun bor sammen med sin far i den lille by Skibstrup på Sjællands nordkyst. Forældrene er skilt, og moren Lizzie, der er stewardesse, bor i København sammen med en ny mand. Faren Bengt er sygeligt bange for katastrofer, så han forsøger hele tiden at forberede Helle på de katastrofer, som kan indtræffe, og hvordan de skal overleve dem. Faren er en slags altmuligmand, der arbejder som pedel på Hellebækskolen, hvor Helle går. Den er nabo til Skorpeskolen, hvor der hovedsageligt går adfærdsvanskelige børn, der konstant mobber Helle og bl.a. kalder hende for Rotte. Hjemme i deres lille gårdmandssted træner Faren træner hver dag Helle, og der er mange ting, han samtidig forbyder hende, fordi det er ting, som er med til at nedbryde samfundet. Og på et tidspunkt, hvor Helle glæder sig til at skulle på ferie sammen med moren, aflyser Lizzie i sidste øjeblik, netop da Helle står klar med en pakket kuffert. Faren Bengt skildres som en virkelig original, der fx har anskaffet en geigertæller, så han hele tiden er ajour med den fare, som atomkraftværker som Barsebäck kan resultere i. Imens følger man Helles dagligdag, hvor hun bl.a. får sin første menstruation, noget hun ikke tør fortælle faren, og man oplever også hendes første spæde forelskelse i én af drengene fra Skorpeskolen. En nytårsaften, da Helle, hendes far og nogle af naboerne er sammen, bliver hun sammen med nabodrengen på grund af kåde nytårsløjer skyld i, at en anden naboejendom, der ejes af en gammel mand nedbrænder, men for en gangs skyld får Helle brug for sine overlevelsesstrategier, da hun modigt går ind i det brændende hus og redder den gamle mand. For en kort tid er hun en slags heltinde i det lille samfund, men snart melder dagligdagen sig med fisketure sammen med faren og daglige pligter som at sørge for at ræven ikke bryder ind til hønsene, og det er netop det, der sker, hvorefter faren ikke taler til Helle i over en uge. Hver gang Helle har gjort noget, der ikke falder i farens smag, bliver hun ignoreret af ham. Men så sker katastrofen, da Tjernobyl atomkraftværket smelter ned, og Bengt lader sig isolere i huset sammen med sin datter, der heller ikke får lov til at komme i skole. Hvordan det hele ender, skal ikke røbes her. Men der er tale om en fremragende udviklingsroman, der efter min mening vil skrive sig ind i historien som en slags sidestykke til Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld. Det er én af årets bedste romaner, og den må være en oplagt gave til alle – også konfirmander. Læs den!

Stine Askov: Katalog over katastrofer. 301 side. Gyldendal

*****

Aktuel Københavnerroman, eventyr og kærlighedsroman i ét

Hovedpersonen i Sandheden om Lucy, Igor, er såkaldt street-artist (et pænere ord for graffitimaler), og han bor i et kolonihavehus, han har arvet efter sin mormor. En dag finder han en svært mishandlet kvinde i en togvogn nær Nørrebro Station. Han kan ikke få ud af hende, hvad hun hedder, så derfor kalder han hende Lucy. Han tager hende med hjem i det lille hus i haveforeningen, og snart er Igor dybt forelsket i Lucy, men så forsvinder hun. Nogen er på jagt efter hende, men det lykkes for Igor at finde hende igen. Igor præsenterer Lucy for sine særprægede venner, bognørden Salmedigteren og den tidligere jægersoldat Snehvide. Både Lucy og Igor har helt særlige evner, og det bringer dem til Amazonas ledsaget af Snehvide, hvor de indleder en ekspedition i kølvandet på den, som den legendariske englænder, oberst Fawcett anførte i 1920-erne i et forsøg på at finde den sagnomspundne ruinby City of Z. Fawcett og hans medrejdende forsvandt sporløst, og kun en hemmelig notesbog kan muligvis føre dem til City og Z. Det er et formidabelt eventyr, Ib Michael har skabt med Sandheden om Lucy, hvor man kan nyde et fint mix af en aktuel Københavnerroman og en skildring af en ekspedition til eksotiske steder i Sydamerika. Men frem for alt er det en utrolig smuk kærlighedsroman. Uden at røbe for meget, siger de sidste sætninger i romanen lidt om, hvor aktuel, bogen er: ”Noget kommer ud af himlen, reflekterer lyset i blink. Lucy strækker armen ud og fanger det i sin hånd, får det forsigtigt anbragt på en fingerspids og løfter det op mod den østlige horisont. Det fanger lyset, skinner gyldent. Det ligner et fiskeskæl. Det er det ikke. Det er et stykke plastik. Lidt efter regner det med aske fra himlen, sort regn.”

Ib Michael: Sandheden om Lucy. 441 sider. Gyldendal

******

Slægt skal følge slægters gang

Maren Uthaug, som alle Politiken-læsere kender fra striben Ting jeg gjorde, der dagligt findes på bagsiden af kultursektionen, har i sin seneste roman En lykkelig slutning, der netop er kommet i fjerde oplag, ramt noget meget aktuelt. Romanen, der følger syv generationer af bedemandsslægten Christian Christiansen, viser, hvordan slægtens formue stiger, hvergang en ny pandemi rammer landet med mange dødsfald til følge. Det er imponerende, at Uthaug har skrevet romanen længe inden, det første udbrud af Corona fandt sted. Her er det sygdomsepidemier af kolera, spansk syge og polio, der er med til at bedemandsfamilien kan udvide forretningen til en hel kæde, nøjagtigt som det var tilfældet med Lars Larsens ”Jysk”. Fortælleren Nicolas, der er barnebarn af Christian 5. (hele slægten er nummereret på samme måde som kongerækken), er søn af en lesbisk mor, som lever sammen med tante Em, mens faren er retarderet. Nicolas, der går til hånde i bedemandsforretningen, er nekrofil, men gift med Therese, som han får to børn sammen med, bl.a. sønnen, der kommer til at hedde Christian 6. Slægten blev i sin tid grundlagt af Christian 1., og hans hustru Konkylie, der var indfødt fra Tikopia. I løbet af romanen følger man de mange aparte bedemænd, der som logo har hjulet placeret mellem Christian og Christiansen. Hver generation har sine særheder, fx morfaren, der pedantisk stiller rækkerne af urner fra sine forfædre op på rækker i familiekrypten, og en anden forfar, der fandt på en ny ydelse i forretningen, nemlig at tilbyde bydemænd, der informerede de afdødes familier om dødsfaldet og indbød til begravelser. Bydemanden blev ofte budt på et glas af de efterladte, og det hændte, at han under en rundtur som bydemand blev så beruset, at han brækkede sig. En lykkelig slutning er en helt anderledes familiekrønike, både rørende, morbid og fantastisk morsom. Det er en noget aparte slægt, hvor intet, hverken pedanteri, lesbianisme og nekrofili er fremmede ingredienser. Man møder også dyrplageri og blodskam. Men frem for alt er det en kærlighedshistorie på godt og ondt.

Maren Uthaug: En lykkelig slutning. 381 sider. Lindhardt og Ringhof

*****

Endnu en lille humoristisk perle fra Erlend Loe

Rakel, som er hovedpersonen i Erlend Loes nye roman Helvede, er næsten halvtreds år gammel, og hun har to børn. En dag fortæller hendes mand, at han har fundet en anden, og de bliver efterfølgende skilt. Det er ikke fordi den nye kvinde er særlig smuk, men mens Rakel kun griner med sin almindelige latter, har mandens nye kæreste en perlende latter, som han ikke kan stå for. Efter at have boet i villa, flytter Rakel hen i et rækkehus. En dag, hvor hun er ved at anlægge et nyt bed i haven, støder hun på en lem af et ubestemmeligt stykke metal, og da hun får åbnet den, viser den sig at dække over en trappe. Nysgerrig som Rakel er går hun ned ad de mange trappetrin i håbet om muligvis at finde en jordkælder, men i stedet fører trappen helt ned til Helvede, hvor hun følger de lange gange og til sidst når frem til Satan, og af damen i receptionen får hun at vide, at hun enten kan købe en dagsbillet eller et klippekort for at få adgang. Rakel køber et klippekort, da hun straks er blevet dybt forelsket i Satan. Hun fortæller Satan, at hun kun kan komme, når hun ikke har samværsuger med sine børn, men Satan siger, at han da sikkert kan få sin søster til at holde sin beskyttende hånd over dem. ”Din søster, hvad er hun da for en?” -”hun bestemmer alt i himlen og på jorden.” – ”Hun er altså Gud?” – ”Ja, og jeg beder hende om at lade sit åsyn lyse over dem og være dem nådig et par timer.” Så begynder Rakel ellers at bruge sit klippekort flittigt, og snart er hun og Satan elskede. De elsker og drikker champagne, og Satan vider hende rundt, så hun kan se, hvad der sker med de mange, som er havnet i Helvede. Hun får sågar lov til at skyde en mand med en armbrøst, så han styrter ned i flydende lava. Hun får at vide, at det var en mand, der gik i seng med en kvinde, han ikke var gift med, og at han derfor var havnet i Helvede, og Satan fortæller, at der vil hendes utro ægtemand også en dag havne. Rakel synes ikke, at det behøver være sådan, og spørger om ikke Satan kan give ham en væmmelig sygdom i stedet. Og Satan lover ved lejlighed, at få sin søster til at give Rakels utro ægtemand forhudsbetændelse. Da Rakel i nogle dage intet har hørt fra Satan, begiver hun sig igen ned til ham og ser, at han er frygtelig mishandlet, fordi hans søster har hørt, at han havde planer om at tage med Rakel op på Jorden. Hun mente, at jeg blev nødt til at blive hernede og passe mit arbejde. ”Det er min skæbne, og ellers ligger der et helvedes hus til mig bagefter, og der skal jeg ikke vente nogen form for særbehandling.” Rakel bliver flere dage i Helvede for at salve hans sår med et medikament, hun får af Jesus, der er en smut forbi for at beklage morens opførsel. Ikke destomindre flygter det forelskede par fra Helvede, efter at Rakel har kommet sovepiller i receptionsdamens te, så hun ikke kan forhindre dem i at tage op til rækkehuset. Og oppe i rækkehuset ender alt i fryd og gammen, Rakel bliver gravid, de får desuden både høns og en hund, der hedder Hektor. Og Rakels veninder er misundelige. ”Han elsker hende,” tænkte de. ”Typisk Rakel så satans heldig.” Erlend Loe har med Helvede begået, som Dagbladet i Oslo skrev: ” Morsomt om helvedesvandring og kærlighed.”

Erlend Loe: Helvede. Illustreret med tegninger af Kim Hiortshøy. Oversat af Susanne Vebel. 138 sider. Gyldendal

*****

Var det mord?

Hovedpersonen i Mogens Fjord Christensens Et fald, Rune Andersen, er boghandler i en mindre jysk by, da han en dag er til oplæsning på byens bibliotek, hvor den unge lyriker Ea, som har udgivet en digtsamling på sit eget forlag, læser nogle af sine digte op. Rune bliver ret betaget af Ea, og han indvilger i at modtage nogle eksemplarer af hendes digtsamling, som forhåbentlig kan sælges, når hun lige har optrådt i butikken. Rune bliver så forelsket i Ea, at de kort efter flytter sammen i hans villa. Ea, der ved siden af skriveriet er sygeplejerske, har sine depressive perioder, hvor hun må forsømme sit arbejde, men der går ikke lang tid, før hun bliver gravid, og sammen tager de på ferie på en lille græsk ø. Mens de er ved at lære øen at kende, tager de på en udflugt, hvor de vandrer på en høj klippeskrænt, der vender ned mod havet. Her går det galt, da Ea styrter ud over skrænten og falder i havet. Det slipper hun ikke levende fra, og i resten af romanen veksler handlingen imellem ferien på øen i april/maj og august, hvor Rune alene er vendt tilbage til øen, hvor han har lejet et hus, mens han samtidig har sat både villa og boghandel hjemme i Danmark til salg. Han savner Ea, og han begynder at beskrive deres ferie. Da Rune vender tilbage til Danmark fra ferien med Ea, begynder en nabo, som er journalist ved lokalavisen i byen at skrive om Tragedien på Zakyntos, hvor han samtidig sætter spørgsmål ved, om der var tale om et hændeligt uheld. Folk i den lille by begynder at se skævt til deres boghandler, og han begynder at modtage anonyme breve fra nogle, der kalder sig Retfærdighedens vogtere, som skriver, at de holder øje med ham. Resten af bogen skildrer ganske godt, hvordan en urimelig hetz i et lille samfund kan have alvorlige konsekvenser. Et fald er ikke en decideret krimi eller spændingsroman, men den tangerer genren.

Mogens Fjord Christensen: Et fald. 279 sider. Hovedland

***

Sara Omars mesterværk om en kurdisk piges skæbne

I sin anden roman Skyggedanseren fortæller Sara Omar, hvorfor hendes hovedperson Frmesk som lille pige hjemme i Kurdistan holdt op med at tale og spise, og hvordan hendes barske tegninger og lemlæstelsen af hendes dukker skulle forstås, og man får også en forklaring på hendes families rejse til et nyt liv i Danmark. Her bor Frmesk hos sin fraskilte mor i Aarhus, hvor hun trods farens modstand læser på universitetet. Faren Anwar opsøger jævnligt sin fraskilte hustru Rubar for at føre justits med familien, og det resulterer som oftest i tæv til Ruban og lussinger til Frmesk. Det hele kulminerer, da han finder ud af, at datteren læser sine digte op hos den kurdiske Gulshang ved hendes kulturelle arrangementer i Horsens. Her møder Frmesk blandt sine tilhørere den tyske mand Bahzad, som hun senere bliver gift med, og som hun flytter sammen med i den tyske by Badendorf. Hos den meget kontrollerende ægtemand går hun ind til et nyt mareridt, hvor hun ikke blot bliver konstant overvåget, men også til tider tævet. Romanen veksler mellem nutidige kapitler fra Danmark og Tyskland og kapitler om barndommen hos bedsteforældrene i Kurdistan i 1994. Som det var tilfældet med Sara Omars debutroman Dødevaskeren, giver hendes nye roman et uhyggeligt billede af ekstrem islamisme med kvindeundertrykkelse, voldtægter og æresdrab, for ikke at tale om æresvoldtægt, som rammer Frmesks faster Shno, hvis kristne kæreste Youssef bliver myrdet i Kurdistan, fordi Shno var bortlovet til Mariwan, og voldtægten resulterer i, Shno bliver skamgift, et ord jeg ikke havde hørt før. Skyggedanseren er en læseoplevelse af de store, og det er yderst fortjent, at den har resulteret i, ar Sara Omar hædres med Boghandlernes Gyldne Laurbær.

Sara Omar: Skyggedanseren. 415 sider. Politikens Forlag

*****

Fremragende roman om tiden lige inden Anden Verdenskrig brød løs

Ole Clifford, der efterhånden har fået udgivet over en halv snes romaner, er nu aktuel med Men størst er, som ifølge flapteksten er første bind i en trilogi, der begynder i Nordtyskland i 1939, lige inden Anden Verdenskrig bryder ud. Hovedpersonen er den universitetsstuderende Hans Werner Müller, der bliver kaldt hjem til Stralsund, hvor hans far har været ude for en livstruende ulykke. Her møder han sin gamle skolekammerat Ingeborg Metz, der gjorde livet surt for ham i skolen ved at mobbe ham. Hun er i mellemtiden blevet sygeplejerske, og han arbejder under nazilægen Dieter Scholl, som hun er ved at afslutte et forhold til. Det, som fylder Ingeborg med afsky for Dieter, er de eksperimenter, som han udfører på raske kvinder, uden at de bliver bedøvet, alt sammen for at bidrage til Hitlers racehygiejneprogrammer. Det foregår i koncentrationslejren Ravensbrück, hvor læserne også stifter bekendtskab med de to sygeplejerskefanger Anke og Esther, der er rekrutteret til at medvirke i de uhyggelige forsøg, som deres medfanger udsættes for. Hans Werner, har indset, at hvis han vil undgå krigstjeneste i den nært forestående krig, gør han klogt i at lade sig uddanne som pilot, og her bliver han en slags elev hos Horst Wenzel, der tidligere er blevet dekoreret for sin helteindsats under Den Spanske Borgerkrig. Ved et tilfælde kommer Hans Werner til at overhøre en samtale, hvor ”Fall Weiss”, som er kodenavnet for invasionen af Polen, bliver nævnt, og der bliver klart for ham, at krigen er meget nært forestående. Da Ingeborg har fået orlov for at besøge sin syge mor i Stralsund, bliver hun også involveret i forsøget på et helbrede Hans Werners far, og derved kommer de to tidligere skolekammerater meget tæt på hinanden. Det skal ikke røbes her, hvad en forbindelse udvikler sig til, og jeg glæder mig allerede til at læse de følgende bind i trilogien, for det er på fornem vis lykkedes for Ole Clifford at skildre den hektiske tid lige inden, det hele bryder løs. Hans gengivelser af de groteske eksperimenter, der finder sted i koncentrationslejrene og den grusomhed, lejrkommandanterne lægger for dagen, er intet mindre end rystende. Også skildringen af, hvordan Anke og Esther bliver sat til at rekruttere kvindelige fanger til et arbejde på et bordel i koncentrationslejren, er godt fortalt. Endelig mærker man, at forfatteren virkelig ved noget om at flyve, og det er ofte, som om man selv er med i cockpittet. Ole Clifford har med Men størst er begyndt et imponerende projekt, der bør give ham international anerkendelse.

Ole Clifford: Men størst er. 355 sider. Clifford Media

*****

Uforglemmelig roman om kærlighed og venskab

For et par år siden fik Ane Riel Det Danske Kriminalakademis diplom for årets bedste krimidebut for Slagteren i Liseleje til hendes store overraskelse, da hun slet ikke mente, at det var en krimi. Det er hendes tredje roman Bæst heller ikke. Det er en roman, som foregår et sted i Midteuropa i en dal, hvor læseren møder den lille Leon, der allerede som dreng er umådeligt stærk med sine unaturligt store muskler, som han nok har arvet fra sin far Karl. En del af historien er fortalt gennem naboens søn Mirko, der er glødende forelsket i Leons mor Danica. Men det er en umulig forelskelse, for den noget ældre Danica er gift med den primitive kæmpe Karl, der samtidig er sygeligt jaloux, og som både psykisk og fysisk underkuer sin hustru. En anden del af historien er fortalt af Leon, som Mirko kalder for Dodo efter den uddøde fugl dronten. Leon holder meget af små dyr med pels, mus og fugle, men når han skal overføre sin kærlighed på disse små dyr, sker det ofte på en så voldsom måde, at de dør af det. Og desværre begrænser hans voldsomhed sig ikke udelukkende til dyr, når han vil vise sin kærlighed. Det får fatale følger, så Mirko og Leon bliver viklet ind i et sært venskab. I sit efterskrift nævner Ane Riel, hvordan hun blev inspireret til romanen, da hun læste om en dreng fra Berlin, der gennem en sjælden genetisk dobbeltmutation havde udviklet en ekstrem muskelkraft, men hun nævner også John Steinbecks Mus og mænd, som jeg adskillige gange kom til at tænke på, da jeg læste Bæst. For Steinbecks roman handler jo også om Lennie, der kommer til at slå ihjel, når han vil kæle for nogen, hvad enten det er mus eller mennesker. Ane Riel har med Bæst skrevet en uforglemmelig roman om kærlighed og venskab.

Ane Riel: Bæst. 384 sider. Lindhardt og Ringhof

******

Uhyggeligt, medicinsk rædselsscenarium

I Karin Slaughters Den sidste enke, der igen har retsmedicineren Sara Linton og hendes partner, specialagent ved GBI Will Trent som hovedpersoner, begynder handlingen med, at forskeren og epidemiologen Michelle Spivey bliver bortført foran et indkøbscenter af ukendte gerningsmænd, og en måned efter bliver to bomber en søndag bragt til sprængning i et område i Atlanta, som både er hjemsted for to store hospitaler og FBI’s hovedkvarter og center for Sygdomsbekæmpelse. Alt er kaos, da Sara og Will når frem, og som det ikke var nok, bliver Sara også kidnappet. For at redde Sara og Michelle og forhindre en massakre, går Will undercover med stor fare for at miste livet, og den lynende spændende fortsætter oppe i Appalachebjergene, hvor læserne møder et dødbringende komplot af både kvindefjendske og racistiske elementer. Karin Slaughter har med Den sidste enke formået at skabe en uhyggelig aktuel spændingsroman, hvor eksperimenter med dødelige sygdomme truer med at føre til titusindvis af dødsfald, hvis ikke der gribes ind i tide.

Karin Slaughter: Den sidste enke. Oversat af Henrik Enemark Sørensen. 495 sider. HarperCollinsNordic

*****

Smuk irsk roman om venskab og kærlighed

Med romanen Normale mennesker har den irske forfatter Sally Rooney nok skrevet én af årets bedste romaner om kærlighed og venskab. Marianne og Connell er begge vokset op i en lille landsby i Irland, Sligo, og de går i det samme gymnasium. Connell er en flot og eftertragtet ung mand, mens Marianne er en enspænder, som bliver mobbet af de andre på gymnasiet, og hun har heller ikke er særligt harmonisk forhold til sin dysfunktionelle familie. Og så kommer de fra hver sin sociale klasse, hvor Connells mor Lorraine gør rent hos Mariannes familie. Ofte henter Connell sin mor i bil, når hun er færdig med sin rengøring, og en dag falder han og Marianne i snak på en underlig kejtet måde, men det bliver begyndelsen på et venskab, der udvikler sig til kærlighed. Men udadtil er de kun venner, selvom de ofte går i seng med hinanden. Da der er en afslutningsfest på gymnasiet, inviterer Connell en anden pige med som sin partner, og det sætter en midlertidig stopper for venskabet. Da de begge kommer på Trinity College i Dublin, får de nye kærester, men på én eller anden måde er de begge i hinandens periferi, og selvfølgelig drages de begge så meget mod hinanden, at de ikke kan undgå at genoptage venskabet, men kan de nøjes med bare at være venner? Normale mennesker er en ufattelig smuk roman, der foruden venskab og kærlighed også handler om magtforhold, masokisme og jalousi, og at boghandlerkæden Waterstones kårede den til Årets bedste roman og belønnede den med Costa-prisen kan ikke undre – heller ikke at den var nomineret til Man Booker-prisen. Normale mennesker kan ikke anbefales nok, og den danske oversættelse er helt i top.

Sally Rooney: Normale mennesker. Oversat af Karen Fastrup. 283 sider. Rosinante

******

Endnu et pragtværk fra Dorrit Willumsen

Med Løg trækker tårer viser Dorrit Willumsen sig endnu en gang som én af Danmarks bedst skrivende romanforfattere. Hovedpersonen Wendy har fået nok, da hendes excentriske ægtemand har glemt hendes 74 års-fødselsdag. På vej til stationen i den lille provinsby falder hun om og bliver hentet af en ambulance, men i stedet for at køre med til hospitalet, tager hun hjem til manden, som ikke virker specielt begejstret for at gense sin hustru i god behold. Så hun smutter afsted igen kun med sin taske og sin ulvepels for at tage toget ind til Hovedbanegården i København. Her finder hun en nøgle til en ejendom, som er ved at blive renoveret, og i en tom lejlighed på anden sal flytter hun ind i skunken, hvor der lige er plads til den næsten dværglille kvinde og hendes ulvepels. Her bliver hun, indtil lejligheden tages i besiddelse af nye lejere, hvorefter hun indlogerer sig på et af hovedstadens hoteller. Imens filosoferer hun over tilværelsen, og hun afbryder livlinen til sit tidligere liv ved bl.a. at kaste sin mobiltelefon, som hun har malet lyserød med neglelak ud i én af søerne fra Dronning Louises Bro. Sproget er en nydelse, fx da Wendy køber en kjole uden ærmer, hvilket ikke gør noget, da hun hverken har rynker eller vinkeflæsk! Og veninden Rebekka, der brugte en læbestift, der hed Sansegal, stavet i to ord! Sådan er der som i Dorrit Willumsens mange andre romaner masser af små detaljer, når det gælder tøj og sko. Det er en pragtfuld roman om at være et sted i livet, hvor der måske åbner sig helt nye veje.

Dorrit Willumsen: Løg trækker tårer. 173 sider. Gyldendal

******

En grufuld tragedie forklædt som thriller

Inèz Bayards Overgrebet er en roman og ikke en decideret spændingsroman, men alligevel kan man også læse denne historie, som om det var en krimi. Plottet er fremragende komponeret, til trods for at man begynder med slutningen, hvor Marie slår både sin lille søn Thomas og sin mand Laurent ihjel. Og så går man tilbage i tiden og får beretningen om, hvordan Marie, som arbejder i en bank, bliver gift med den succesrige advokat Laurent. De flytter ind i en stor lejlighed på Boulevard Voltaire i Paris’ 11. arondissement. Alt synes at være fryd og gammen, og Laurent er ved at få den store sag, han længe har drømt om, og de er enige om, at tiden er inde til at få et barn. En dag, hvor Laurent arbejder sent, er Marie på vej hjem fra banken, da hun opdager, at hendes cykel er forsøgt stjålet, og at den er så mishandlet, at hun ikke kan cykle på den. Men så kommer hendes filialdirektør forbi i sin Mercedes, og han tilbyder at køre hende hjem. Under denne hjemtur kører han ind til siden, låser bilens døre og voldtager Marie både forfra og bagfra. Da hun endelig chokeret forlader bilen, får hun denne besked med på vejen: ”Hvis du fortæller nogen, hvad der er sket, så er det slut med dig, din mand og din karriere. Ingen vil tro på dig, så du klapper i, og alting fortsætter som før.” Da Laurent først er sent hjemme, beslutter Marie sig for ikke at fortælle om voldtægten. Hun fortsætter med at gå i seng med Laurent, til trods for at hun ikke finder nogen glæde ved det, men da hun opdager, at hun er gravid og frygter, at det er filialdirektøren, som er far tildet barn, hun venter sig, begynder hendes nedstigning mod mørket og vanviddet. Samtidig er hun fyldt med angst, vrede, skyld og skam. Og det bliver ikke bedre efter fødslen. Imens deres forhold bliver stadig dårligere, finder Marie en dag ud af, at Laurent har fået foretaget en faderskabstest. Mere skal ikke røbes her, men som læser fyldes man med stadigt mere ubehag i denne hjerteskærende tragedie. Det kan ikke undre, at Overgrebet blev nomineret til Prix Goncourt i 2018, dog uden at få den. Det er en blændende roman, som er svær at lægge fra sig.

Inèz Bayard: Overgrebet. Oversat af Mette Olesen. 271 sider. Lindhardt og Ringhof

******

Rablende skæv norsk roman

Der er nogen, der siger, at verdens tyndeste bog er Norsk humor gennem 100 år, men så har de ikke læst Erlend Loe, for han viser gang på gang, at det ikke har noget på sig. Hans nyeste roman Dyrene i Afrika er et pragtfuldt eksempel. Den handler om fire mænd og en kvinde, der er fast besluttet om, at de vil redde dyrene. Men hvordan skal det ske? Sammen udtænker de en happening, hvor de ved hjælp af ”The Big Five”, bøffel, løve, leopard, næsehorn og elefant vil vise, hvordan mennesker fucker med flora og ikke mindst fauna. De vil simpelthen tage til Afrika og skænde de pågældende dyr, fotografere det, og lade billederne gå verden rundt. Først bliver personerne præsenteret, og det er ganske morsomt skildret. Vidkun, som i resten af romanen ustandselig bliver spurgt om hans forhold til krigen på grund af sit navn, er tandlæge, og både han og hans familie sætter en ære i ikke at have én eneste fyldning i egne tænder. Joachim Sperber er medlem af alverdens forskellige foreninger, og han lever i et homoseksuelt forhold med sin navnløse partner, der har en lighund, som finder døde mennesker i naturen. Lis Løvenskiold arbejder som sekretær for politidirektøren og skriver hans ”Tanker ved årets slutning” i bladet Norsk Politi. Såkaldte Bob, der er gift med Nina, arbejder for et lille filmselskab med at klippe trailere, mens Hektor Graabræk er forfatter af serielitteratur. Da disse fem personer har besluttet at tage til Afrika, må de i romanens anden del først igennem en form for træning, og de skal også finde penge til at finansiere rejsen. Under træningen konstruerer Hektor fx en bøffel af papmache. Tredje del er selve turen til Afrika, nærmere bestemt Kenya, hvor de lander i Nairobi. Og her går de i gang med at skænde de vilde dyr, og det udvikler sig til en hel række groteske situationer, som det vil føre for vidt at fortælle om her. Der er desuden tale om en slags udviklingsroman for de fem personer, og romanen slutter med at fortælle, hvad der videre skete for dem. Dyrene i Afrika er en prægtig beskrivelse af, hvad der sker, når selvgode mennesker beslutter sig for at redde verden. Det er simpelthen mageløst, og der er kun tilbage at sige: ”Læs den, hvis du virkelig vil læse noget, der er både tankevækkende og sjovt!”

Erlend Loe: Dyrene i Afrika. Oversat af Susanne Vebel. 314 sider. Gyldendal

*****

Roman om parforhold og en rejse til Afrika

Nøgent hjerte handler om to par, Maja og Emil og deres venner Helle og Mads. Under en middag fortæller Helle, at de savner spænding i deres liv, og derfor beslutter de to par, at de vil tage til Afrika for at bestige Kilimanjaro. De begynder i det stille at træne til turen, men så ringer Mads og fortæller, at han og Helle skal skilles, da hun har forelsket sig i en kollega, så derfor bliver Helles billet afbestilt, og det hele ender med, at det kun er Emil og Mads, der tager afsted. Inden da bliver Emil fyret fra sit job, men han skaffer sig hurtigt et andet og bedre job. Romanen handler længe om hjemlige hændelser, hvor Emil og Mads bl.a. er en tur i byen i Aarhus med nogle venner. På denne drengetur bliver Emil lidt lun på en kvinde, de møder, men da han jo har Maja og børnene derhjemme, gør han ikke mere ud af det, til trods for at han får en mail fra Astrid, som kvinden hedder, om at hun gerne vil møde ham. Emil har tidligere været gift, men hans utro kone, som han har sine børn sammen med, ville pludselig skilles, og derefter fandt han sammen med Maja. Emil har i løbet af romanen en del tilbageblik til, hvordan fødslen af hans og ekskonens dreng blev født med en hjertefejl, som allerede blev konstateret under graviditeten. I bogens sidste halvdel når man endelig frem til Mads’ og Emils tur til Tanzania, hvor de bestiger Kilimanjaro, og den beskrivelse er absolut det bedste ved romanen. Hele den lange optakt til denne rejse er lumsk kedelig og fyldt med Emils lommefilosofi om livets fortrædeligheder. Forfatteren forsøger på et tidspunkt at få lidt spænding ind i handlingen, omkring en mystisk Landrover, som af en eller anden grund forulemper Emil under hans træningsture, men man finder aldrig af hvorfor. Der var én, der en gang sagde, at hvis der optræder en revolver i en roman, så skal den også affyres på et tidspunkt, ellers har den intet formål. Sådan lidt med Landroveren. Bortset fra lidt for mange gange, hvor man hører om den veldrejede Maja, er Nøgent hjerte ganske velskrevet, men jeg ved ikke rigtigt, hvad man egentlig skal med historien. Der står i indledningen, at romanen ikke har nogen relation til virkelige personer. Ikke desto mindre tror jeg, at Nøgent hjerte har baggrund i noget, som forfatteren selv har oplevet, men det er ikke noget, der efter min mening appellerer til en bredere læserkreds.

Lars Bjerregaard Jessen: Nøgent hjerte. 277 sider. Skriveforlaget

Årets debutroman?

Venskab på livstid, som er skrevet af medskaberen af Gøglerskolen P.C. Asmussen er en skøn roman eller roadmovie om bankrøveren Kjeld, der efter en håbløs opvækst og fængselsstraf vender tilbage for at udføre kriminalpræventivt arbejde, som skal få andre vildfarne unge på ret køl, inden det er for sent. Som forfatteren skriver i sit forord, er der tale om skrøner, som for en stor dels vedkommende bygger på virkelige hændelser, men hvor der er lidt byttet om på tid og steder, og hvor nogle personer er sammensat af flere forskellige, men hvor andre optræder under deres rigtige navne, hvilket de er indforstået med. Nogle vil kalde det autofiktion, men selv kalder Asmussen det for en røverhistorie. Det begynder med Kjelds død, efter at han har ligget i koma, og hvor man slukker for respiratoren, og efter hans ønske holder en fed fest for masser af mennesker med håndmadder, håndbajere og citronmåner, hvor der bliver holdt taler, fortalt skrøner fra hans liv og spillet på harmonika, savblad og grydeskeer. Så gør handlingen tilbage til de glade dage i 70’erne, hvor PC køber Sall Kollektiv, tæt ved Hammel, sammen med tre andre. Her er det meningen, at de vil tage unge i familiepleje, reparere gamle busser og dyrke biodynamiske grøntsager. En af de første, der kommer, er Kjeld Henriksen, der dukker op sammen med sin sagsbehandler. Her under mirabelletræet fortæller han sin hidtidige historie til PC, hvordan han aldrig havde set sin far, og hvordan han var vadet ud og ind af institutioner. Hvordan han fik tæsk og til sidst blev sendt til Nyborg Statsfængsel, hvor man gjorde ham både kriminel og til narkoman. Senere bliver det Herstedvester, hvor det gælder om at sætte sig i respekt hos de andre fanger. Efter at tilbragt det fleste år af sit liv, får Kjeld den idé, at de skal lave en rullende Pip-Celle magen til dem, der findes i Horsens Statsfængsel. Med den skal de rejse land og rige rundt, vise cellen frem og protestere imod forholdene i de danske fængsler. Her vil Kjeld holde foredrag og fortælle sin livshistorie i håb om, at det kan få nogle unge rødder til at tænke sig om, inden de går ud og laver noget lort. Det er meningen, at han vil blive fulgt af sine venner og forskellige teater- og gøglertrupper, bl.a. nogle unge fra Skovly Ungdomspension, der kalder sig De Pinlige Plattenslagere. Her opfører man teaterstykker med fx Søren Snyd og Dommer Dyd. Mens det arbejde bliver sat i værk, og Kjeld fx skal erhverve kørekort til den bus, som skal følge med rundt, holder han sig for det meste langt væk fra narkoen, men der kommer små tilbagefald en gang imellem. Finansieringen af projektet Pip-Cellen sker ved, at de sælger klistermærker, hvor der står: ”Bliv et bedre menneske”, og det lykkes også at få fx Sømændenes Forbund til at støtte foretagendet med 10.000 kroner. PC er med under det hele, og bogen handler også om deres kvinder, om hvordan de for en tid vender tilbage til Nørrebro i København, hvor de er aktive og bl.a. deltager i kampen om Byggeren. Tilbage i Aarhus er Den Rullende Pip-Celle blevet en realitet, og når de ikke er på turné, virker PC i forskellige job som pædagogmedhjælper, indtil han senere starter Gøglerskolen. En af de mere spektakulære optrædener er, da de besøger Horsens Statsfængsel, og optræder for fangerne. Man kommer med på Kjelds og PCs drukture på bl.a. Folkeværtshuset Æsken, og når de afsluttede drukturen, gik de ned til en abe, der sad i et bur i baggården ved siden af grillbaren. Der var et skilt, hvorpå der stod, at man ikke måtte fodre aben, men det blæste de på. De købte wienerbrød i en automat ved siden af, og fodrede aben, som de kaldte Alfred. Venskab på livstid er fuld af fine betragtninger, fx konstaterer forfatteren, at vagtmesteren i Horsens Statsfængsel hed Ove Brummer, og at det var samtidig med, at landbrugsministeren hed Kofod, og en sagsbehandler ved arbejdsformidlingen hed Finn Stilling. Der er henvisninger til mange sjove sange med mere eller mindre platte tekster, og det er i det hele taget en ualmindelig charmerende, velskrevet og morsom roman. Venskab på livstid – en røverhistorie må være en oplagt kandidat til årets debutantpris i Bogforum. Læs den og bliv glad!

P.C. Asmussen: Venskab på livstid – en røverhistorie. 343 sider. Forlaget Olga

******

Charmerende skrøner om skæve eksistenser i Københavns Sydhavn

Julefrokosten og andre skrøner fra Guldkysten fortsætter, hvor Tonny Munnecke sluttede med sin forrige bog Gamle Hermod og andre skrøner fra Guldkysten. Det foregår på den yderste bid af det klondyke i Københavns Sydhavn, som betegnes Guldkysten. Her bor en række skæve eksistenser i små huse, der ofte er selvbyggede ved hjælp af forhåndenværende materiale. Som forfatteren skriver, er der én, der har sammenlignet Landsbyen, som stedet også kaldes, med en grønlandsk boplads. Fælles for dem, der bor derude, er et sammenhold, hvor man deler både glæder og sorg samt overskud og underskud. Mange af personerne har øgenavne, og fx har Bror fået sit navn, fordi han var den ældste i en søskendeflok på fire drenge, og Bokser Jørgen har fået sit navn, da han i sin tid vendt et mesterskab, fordi hans finalemodstander var blevet syg og ikke mødte op. Næsen hedder egentlig Jan, og han mangler meget i omgangen med andre mennesker, måske fordi han i en stor del af sit unge liv blev mobbet på grund af sin dominante næse, men i Landsbyen kan han trygt færdes blandt de andre skæve eksistenser. Skalle har sit navn, fordi han har en voldsom hårpragt, mens Birger er den nye i landsbyen, som besatte et af de mest eftertragtede huse i Landsbyen, da legendariske Hermod døde. Pedersen er en gammel betjent, der nærmer sig pensionsalderen og er den, der har holdt orden i værtshuslivet, hvor fx Maya er afløsningsservitrice på Mozarts Bodega på Mozartsvej. Og endelig er der også Keld, den fredsommelige tænker, der tilbringer sine dage i bunden af et hyldetræ med en nyopfyldt kasse Elefantøl ved sin ene side og en tom kasse til den anden. Nogen har anbragt en Tuborgbaldakin hen over det sted, hvor han sidder, så han kan sidde i nogenlunde tørvejr. De mange skrøner med Julefrokosten som et højdepunkt giver et smukt og rørende billede af et lille samfund, som ikke ligner meget andet i Danmark. Tonny Munnecke har tidligere skrevet erindringsbøgerne Dreng af tid og sted, som i to bind beskriver hans opvækst i Sydhavnen i 1950’erne og 1960’erne. Der er ikke tale om den store litteratur, men Munnecke er en charmerende fortæller, og han har selv lavet små vignetter til bogen.

Tonny Munnecke: Julefrokosten og andre skrøner fra Guldkysten. 251 sider. Skriveforlaget

***

Storslået roman med baggrund i 1940’ernes virkelighed

Knud Simonsen, der tidligere har skrevet en trilogi om Danmark under Besættelsen, er nu aktuel med Guldsmugleren fra Gilleleje, der har fiskeren Helge Brink Andersen som hovedperson. Han er ved romanens begyndelse ansat som bedstemand på kutteren Dagmar, de bl.a. hjælper jøder over sundet til Sverige. Det er i krigens sidste år, og da en nidkær politimand, Nero, og hans kollega TykkeLeif, der er kendt for sine nazisympatier, gerne vil kontrollere lasten på kutteren, kommer det til et skænderi, hvor Helge giver Nero en uppercut, så han falder i havnen. For ikke at blive straffet cykler Helge til Gilleleje, hvor han flytter ind i Villa ”Petro” og ender med at købe sin egen fiskekutter ”Gloria”. Her varer det heller ikke længe, før Helge og hans makker BedsteBørge er i gang med foruden at fiske at fragte jøder til Sverige, men så begynder de også at fragte returgods med fra Sverige i form af våben til modstandsbevægelsen. Inden én af disse sejladser går to tyske soldater ombord på Gloria, hvor de begynder at tæske løs på den gamle mand, der skal til Sverige, men det lykkes for Helge at skyde begge tyskere, og ude på Øresund bliver de to lig pakket ind i garn med blylodder hægtet på, inden de får deres grav ude på det dybe vand. Da krigen slutter i 1945 er det forbi med de givtige transporter, og så kommer en katastrofe for folk, der som Helge har tjent godt med sorte penge, nemlig pengeombytningen. Efter at være blevet snydt af en smart plattenslager, får Helge kontakt til møbelhandler Johannes Linde, der fra sin forretning på Gammel Kongevej styrer det sorte marked i København sammen med Svend Aage Hasselstrøm, og de har brug for én til at transportere smuglervarer over Øresund. Det drejer sig om smuglergods som cigaretter og spiritus samt brillanter og guldbarrer. Og Linde og Hasselstrøm, der senere blev hovedpersoner i den såkaldte Edderkop-sag, har helt styr på den del af politiet, der er modtagelige for bestikkelse. Da fx den nye statsadvokat Carl Madsen bliver lidt for besværlig for Besættelsestidens værnemagere, inviterer de ham på en frokost på Paghs Vinstue under dække af at ville videregive oplysninger til ham, og under denne frokost drikker de ham fuld, kommer et pulver i hans øl, som opkvikker ham, og adviserer færdselspolitiet, som stopper ham på Vesterbrogade ved Hovedbanegården, og så er Madsen færdig som konstitueret statsadvokat. Helge går heller ikke af vejen for at hjælpe en tysker til Sverige betalt med guldmønter, hvor Nysvenska Rörelsen med hjælp fra Ingmar Kamprad sørger for den videre transport til Sydamerika. Ved den vigtigste sejlads, hvor Helge skal fragte det såkaldte ”jødeguld”, som tyske officerer havde tilegnet sig, til København, hvor Linde er aftager, havarerer kutteren og går til bunds, mens Helge reddes ombord på et andet skib. Den forklaring tror Linde imidlertid ikke på, og et par dage efter kommer nogle af Lindes håndlangere til Gilleleje, så Helge bliver nødt til at flygte og skabe sig en helt ny levevej. Resten må læserne selv finde ud af i denne meget underholdende roman, hvor man møder mange spøjse folk som fx de letlevende damer DuskeDitte og SpjætMarie for ikke at tale om personer fra det virkelige liv som modstandsmanden Sven Aage Geisler, chefredaktør Leif Hendil, EkstraBladet, Prins Axel samt filmproducenten Henning Karmark med den nazistiske fortid og fiskeeksportør Sigurd Espersen, Skagen. I bogens efterskrift fortæller Knud Simonsen om en frokost i Gilleleje i det sommerhus som Helge købte i 1952, og som i dag ejes af hans børn i fællesskab, og her fortæller Helges børn og stedbørn om deres far og hans liv. Om det er rigtigt, eller om forfatteren har digtet den slutning, er jeg ikke i stand til at bedømme. Måske var Helge Brink Andersen en virkelig person, som her har fået fortalt sin historie, eller også er det hele noget, Knud Simonsen har fundet på, men ét står fast: Det er en helvedes god roman, som fortjener mange læsere.

Knud Simonsen: Guldsmugleren fra Gilleleje. En dokumentarisk roman om storsmugleriet i 1940’erne. 331 sider. Hovedland

*****

Nyt mesterværk fra Christina Hesselholdt

Til trods for at Christina Hesselholdts Virginia is for lovers handler om et dobbeltmord, er det ikke en kriminalroman. I 1985 blev ægteparret Nancy og Derek Haysom myrdet i deres hjem i Virginia i USA. Både datteren Elizabeth og hendes tyske kæreste Jens Söring blev efter en lang retssag dømt for mordene, og mens Elizabeth fik to gange 45 års fængsel for sin medskyld, og Jens fik to livstidsdomme. Imidlertid ændrede Jens sin forklaring, om at det var ham, der var morderen, men at det var Elizabeth, der muligvis sammen med en eller to andre havde begået mordene. Begge sidder altså nu i fængsel i mange år endnu, men det er ikke spørgsmålet, om hvem der begik mordene, som interesserer fortælleren, der kalder sig Mr. Up Front. Sammen med én, der bliver kaldt Hjælperen, forsøger han at kortlægge perioden op til ugerningen, og hvad er hans bevæggrund for det? Måske forelskede han sig i Elizabeth under retssagen. Langsomt får man at vide, hvordan de dominerende forældre opdragede Elizabeth, og hvordan hun også blev sexuelt udnyttet af sin mor, der heller ikke undlod at flirte med Jens som en anden Mrs. Robinson, da han kom ind i billedet. Virginia is for Lovers er fyldt med litterære henvisninger, og det er en helt igennem fortryllende roman, der bl.a. er båret af Christina Hesselholdts flotte sprog.

Christina Hesselholdt: Virginia is for Lovers. 189 sider. Rosinante

******

Flot afslutning på en gribende trilogi

Tredje og sidste bind i Mich Vraas romantrilogi om Dansk Vestindien hedder Faith, og den har navn efter hovedpersonen Faith Netlock, der er barnebarn af Peter von Scholten. Bemærk at efternavnet næsten er Scholten stavet bagfra. Handlingen begynder med Faith Netlocks dagbog på Transfer Day, den 31. marts 1917, som er den sidste dag, hvor Danmark var koloniherrer, og hvor Christian den Tiende udtalte: ”Idet vi tager Afsked med Eder, udtaler vi Haabet om, at I i Kærlighed vil bevare Mindet om de Aarhundreder, i hvilke Øerne har staaet i Forbindelse med Danmark som Moderlandet.” Snart får læseren indblik i, hvilke konsekvenser magtskiftet fik for den unge fotograf Faith, der denne dag overværede overdragelsesceremonien i Charlotte Amalie, hvor hun boede, og som var arving til Solitude-plantagen oppe i bjergene. Faith havde aldrig følt sig som dansker, men hun vidste også, at hun heller aldrig ville blive amerikaner. Foruden dagbogen fra 1917, får man indblik i andre dagbøger og memoirer fra 1665 og frem til amerikanernes overtagelse af øerne. Det giver et forstemmende billede af, hvordan danskerne berigede sig ved at udnytte den billige arbejdskraft, som slaverne var, faktisk også efter at slaveriet var ophævet. Gennem netop disse gamle dagbøger skildrer Mich Vraa, hvordan den ene uduelige guvernør afløste den næste. Nogle af disse beskrivelser er så groteske, at det næsten er morsomt, hvis ikke man tænker på, hvilke konsekvenser denne udbytning fik for den sorte befolkning. Stærkest kommer det til udtryk fra en viceguvernør, der i 1733 besværer sig over, at negrene tager deres eget liv på forskellige måder, for på den vis ifølge deres hedenske tro at vende hjem til Afrika. Viceguvernøren mener at have en effektiv løsning: ”De sorte bæster skal kristnes!” For som han fortsætter: ”En kristnet neger, han frygter døden, for han ved, at den ikke vil skaffe ham tilbage til Afrika, men kun ned i det gloende helvede.” Hovedparten af romanen handler dog om en stærk kvinde og hendes skæbne i det, som den amerikanske præsident Herbert Hoover i 1931 betegnede som Amerikas fattiggård. Det tredje bind slutter med et efterskrift, hvor Mich Vraa fortæller, hvordan Faith er en blanding af fiktion og originale dokumenter, hvilket bl.a. kan ses af den retskrivning, som benyttes. Hvorom alt er – med de tre bind om Dansk Vestindien har Mich Vraa skrevet sig ind som én af Danmarks betydeligste krønikeskrivere. Gid rigtig mange vil læse denne velskrevne og gribende trilogi!

Mich Vraa: Faith. 472 sider. Lindhardt og Ringhof

******

Drømme og kærlighed

Hovedpersonen i Connie Warnick Aagaards Mens vi sover, sprogforskeren Albert er forsker, og han forsøger at hjælpe folk med søvnproblemer. Derfor har han taget initiativ til en søvngruppe, hvor seks mennesker med forskellige søvnproblemer sover sammen, efter at der er sat elektroder på dem, og de har fået en indslumringspille hver. Når de så vågner næste morgen, samles de og udveksler drømme, og Alberts teori er, at når de seks befinder sig i et fælles søvnhav, så overlapper deres drømme hinanden. Det er meningen, at erfaringerne fra søvngruppen skal danne baggrund for en videnskabelig artikel og måske senere resultere i en doktorgrad. Hver morgen bliver Albert hentet hjemme af taxachaufføren Tom, der kører ham hen til klinikken, og til aften er det igen Tom, som kører Albert hjem. På et tidspunkt begynder Albert at interessere sig specielt for den franskfødte Gaia, der lider af mareridt forårsaget af nogle uhyggelige hændelser i hendes tidligere liv. Albert får Tom overtalt til at skygge Gaia, når hun ikke er på søvnklinikken, og fra at det er rent fagligt, at Albert undersøger Gaias gøren og laden, udvikler det sig hurtigt til en direkte forelskelse. Imidlertid gør Albert det klart for Gaia, at de først rigtig kan mødes privat, når eksperimentet er forbi, og søvngruppen opløses. Efter at Albert og Gaia gensidigt har indrømmet deres forelskelse, rejser Gaia pludselig til Paris for at blive konfronteret med sin fortid og det, der måske er årsagen til hendes mareridtsagtige drømme. Da Albert ikke kan komme i kontakt med Gaia, overtaler han Tom til at tage med til Paris for at finde Gaia. Og hvad der videre sker, skal ikke røbes her, men eftersøgningen af Gaia er skildret så spændende, at romanen er svær at lægge fra sig. Med Mens vi sover har Connie Warnick Aagaard begået en medrivende kærlighedsroman om det, vi foruden netop kærlighed alle har brug for, nemlig søvn. Materialet omkring søvn og drømme er velresearchet, og i et efterskrift fortæller forfatteren, hvilke bøger, der har inspireret hende.

Connie Warnick Aagaard: Mens vi sover. 304 sider. Byens Forlag

*****

En smuk, smuk roman om kærlighed og det at miste

Eva, Christian og fortælleren Anna har netop mistet begge deres forældre, der er døde med få dages mellemrum. I Lotte Kirkebys roman De nærmeste mødes de tre voksne børn for at opløse hjemmet inden forældrenes fællesbegravelse. Det bliver både et gensyn med deres tidligere liv, men også et opgør med spændinger og familiehemmeligheder. Man følger dem til præsten, hvor de skal briefe ham om forældrene, så han kan holde en begravelse over nogle mennesker, han ikke kendte. At faren døde, var ganske naturligt efter lang tids sygdom og svagelighed, men morens død få dage efter kan kun forklares med, at hun ikke magtede at leve videre alene. Børnene diskuterer, om man kan kalde det fejhed, at moren valgte at følge sin livsledsager i graven, men det kan vel også forklares med, at et hjerte kan briste ved en meget stor sorg. Man forstår, at børnebørnene, der få dage inden deres bedstemors død tabte til hende i kortspil, men ikke fik den revanche, hun havde lovet dem. Lotte Kirkeby, der forrige år debuterede med novellesamlingen Jubilæum, har med De nærmeste skrevet en smuk og rørende roman om et ægtepars kærlighed til hinanden, og samtidig møder man de problemer, afkommet har, da de ikke magter at leve op til det, forældrene havde med hinanden. Lotte Kirkeby er en forfatter, jeg glæder mig til at læse mere af.

Lotte Kirkeby: De nærmeste. 208 sider. Rosinante

*****

Autofiktion når det er bedst

Der er ikke langt imellem forskellige genrer, og afstanden mellem selvbiografier og romaner er ofte meget lille. Når Leonora Christina Skov i sidste kapitel af Den, der lever stille skriver: ”Jeg har fiktionaliseret det hele, så det forhåbentlig fungerer i romanform, eller hvad man nu skal kalde genren,” så er det både rigtigt og forkert, for godt nok nævner hun ikke sin far ved navn, og hun har, som hun skriver, ”skrevet nogle venner og bekendte ud af den, så den ikke drukner i mennesker,” men som læser er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det er en selvbiografi, jeg læser. Og en både vedkommende og velfortalt selvbiografi. Og nævner forfatteren efterfølgende: ”Det er ikke en hævnbog, jeg har skrevet. Det er en genskabelsesbog, for det er, hvad jeg har gjort de sidste mange år: genskabt mig selv.” Det er en stærk bog, hvor man følger opvæksten i et parcelhus i Helsinge, hvor det for Christina gælder om at leve op til forældrenes forventninger. Derfor bliver det også katastrofalt for den unge litteraturstuderende at flytte til København og udvikle sig til forfatteren Leonora, for slet ikke at tale om at springe ud som lesbisk og fortælle sin mor og far, at hun har forelsket sig i en kvindelig præst. Hun oplever forstødelsen fra sit barndomshjem og må leve med, at hun ifølge forældrene er skyldig i morens kræftsygdom, der ender med at koste moren livet. Den, der lever stille handler også om selve forfatterskabet, der trods meget forskellige romaner har handlet om mor/datter-forholdet, og specielt handler bogen om det, at skrive netop denne bog. Der er mange kloge betragtninger og også ganske morsomme episoder undervejs, som fx skildringen af en forlagsmiddag, hvor Leonora Christinas bordherre, der skriver thrillere sammen med en kollega, kloger sig over, hvordan hun burde undlade homohistorien og holde fokus på morhistorien og sågar kalde bogen Mor, samtidig med at bordherren tilbyder sig som agent for en provision på 20% af forfatterens royalti, og det til trods for, at bordherren har fortalt, at han aldrig har læst noget af det, som Leonora Christina har skrevet.

Den, der lever stille er en gribende fortælling om en spændende kvindes liv i medgang og modgang, en bog, der først kunne skrives, da moren er død, selv om man mærker en anelse opblødning i forholdet til moren, i den sidste tid hun lever. Det virker også, som far og datter igen kan tale sammen, og endelig mærker man den tryghed, Leonora Christina Skov nyder i sit ægteskab med den Annette, som bogen også er en slags kærlighedserklæring til. Altså én af årets store læseoplevelser, uanset om man læser den som en roman eller en biografi.

Leonora Christina Skov: Den, der lever stille. 375 sider. Politikens Forlag

*****

Smuk Københavnerroman

Asfalt og blomster er Benn Q Holms roman om en ung mor, hendes søn og historien om et drab, men trods den undertitel er der ikke tale om en krimi. De første kapitler, der foregår i begyndelsen af 1960-erne, handler om den smukke Alice Hansen og hendes tidlige ungdom, hvor hun ender med at blive ansat i Bramsens Kontorforsyning i Gammelholm-kvarteret. Ikke som ekspedient i begyndelsen, men som husbestyrerinde for butikkens ejer Gerhard Bramsen, som hun skal servere stegt flæsk med persillesovs for, hvis det ikke til en afveksling skal være gule ærter. På det tidspunkt har hun fået en søn, Jack, som hun er alenemor for. Alice er meget eftertragtet, og hun bliver bl.a. kurtiseret af kunsthandleren Svend Hertz og af tegneren Holger Vilby, men også af flere andre. En vinterdag i 1972 finder man Alice myrdet i en baggård i Minefeltet, og den første, mistanken falder på, er Svend Hertz, der bliver varetægtsfængslet, men som senere løslades igen. Også Hertz’ søn Rolf er på et tidspunkt mistænkt, men mordsagen står tilbage som uopklaret. Så følger man sønnen Jack, der vokser op hos sine bedsteforældre. Hans skolegang er ikke udpræget vellykket, og han ender med at bo på Nørrebro, hvor han en tid er forsanger i rockbandet The End, inden han fordrukken bryder op og forsvinder ud i verden. I 2016 bliver journalisten Mikael Busk kontaktet af kunsthistorikeren Dan Reimer, som leder efter Jack Hansen, og mens Michael leder efter Jack, kommer der nye spor i sagen om drabet på Alice, og Mikael Busk håber at finde frem til så meget, at han kan sælge en reportage til en avis eller et internetmagasin. Han får kontakt med forskellige personer, der måske havde et vist kendskab til, hvad der skete i 1972, bl.a. finder han en båndet samtale mellem en pensioneret kriminalassistent og en tidligere krimireporter fra Ekstrabladet, og som et appendiks til Holms roman kan man læse den tekst, ”Asfalt og blomster”, som Jack engang skrev i en lille notesbog. Som sagt er der ikke tale om en krimi, men jeg synes, at Asfalt og blomster er en smuk roman om København i 1970-erne, om kærlighed og meget andet.

Benn Q Holm: Asfalt og blomster. 395 sider. Lindhardt og Ringhof

****

Smuk roman om en jyske pige, der fik barn med en tysk soldat

Bent Hallers Når krigen slutter begynder i Frederikshavn i 1940, hvor den unge kvinde Edith har fået plads hos mejeristen Bistrup og hans hustru. Hun er blevet kæreste med Peter Mathisen, kaldet Mathis, men hun er ikke mere forgabt i ham, end at hun ved første øjekast forelsker sig i østrigske Helmut, der er en del af den tyske værnemagt. Hun har mødt ham, da hun var i byen med veninden Britta, som har en tysk kæreste. Da Edith bliver gravid med Helmut, siger hun sit job i mejeriet op og flytter hjem til sine forældre, hvor hun føder en datter, som hun kalder Marlene, da det nok er for vildt at døbe hende Lili Marleen. Helmut er rejst videre til Norge, og mens hun savner ham, er hun også bevidst om, hvordan folk i byen betragter de kvinder, som ligger i med fjenden. Forældrene har taget Marlene til sig, på samme måde som de gjorde, da storesøsteren i sin tid fødte Kirsten, som var resultatet af søsterens samkvem med en støvsugeragent, der var rejst videre. Mens både Mathis og Ediths brødre er med i modstandsbevægelsen, er Edith bange for, hvad der sker, hvis det bliver offentligt kendt, at hun har fået barn med en tysk soldat. En af de få, der ved, at Edith har fået barn med én i tysk uniform, er den usympatiske Otto Fane, kaldet Fanen, som allerede i skoletiden mobbede Edith og sagde, da hun kun var otte år, at hvis hun ikke kyssede ham, ville han slå hende ihjel. Han har sammen med Ediths brødre været i modstandsbevægelsen, og han er også kammerat med Mathis. Så møder Edith Knud Erik fra Skagen, der er ved at uddanne sig til maskinmester, og ham bliver hun forelsket i, og de to bliver gift, efter at Edith igen er blevet gravid. Hun føder drengen Benny, men selv om Edith har fortalt sin mand om Marlene, bliver den lille datter ved med at bo hos Ediths forældre på samme måde som søsterens datter Kirsten, så folk i Frederikshavn tror, at det er forældrenes efternølere. Da Knud Erik er blevet udlært, har han svært ved at få job, og en tid bor Edith og Knud Erik i Korsør, mens han har fået arbejde på en Storebæltsfærge. Edith har det ikke godt, og på et tidspunkt bliver hun indlagt på et psykiatrisk hospital. Hun er meget alene, og hendes angst bliver stadig større, når hun bliver opsøgt af Otto Fane, der er gået lidt i hundene og nærmest udøver en slags pengeafpresning på Edith – også da de senere er flyttet tilbage til Jylland. Når han opsøgte Edith, klippede han med to fingre i luften, for symbolsk at vise, hvad man gjorde ved de såkaldte feltmadrasser. Et evigt tilbagevendende spørgsmål hos Edith er, om hun endelig skal fortælle Marlene, hvem hendes far er. Om det sker, kan man læse om i romanens epilog. Bent Haller har med Når krigen slutter skrevet en utroligt smuk og medrivende roman, der vist er baseret på hans egen mors historie. Man får et virkeligt indblik i, hvordan det var at være de kvinder, hvis eneste forbrydelse var, at de forelskede sig i en mand, der bar tysk uniform – uanset om han var nazist eller bare var tvunget ind i den tyske hær.

Bent Haller. Når krigen slutter. 439 sider. Lindhardt og Ringhof

*****

Herlig lille roman om en slags anti-heltinde

Anne-Sophie Lunding-Sørensens Happy family er en efterfølger til Happy ending, der havde den 40-årige, kronisk arbejdssky og svært overvægtige Elvira Gregersen som hovedperson. Elviras tidligere narkoafhængige tvillingebror, som forældrene så vittigt har døbt Sixten, er også med i den nye roman. Elvira, der tidligere har fungeret som telefondame på et bordel, er nu startet for sig selv i en lejlighed i Glostrup, hvor flere af de prostituerede, der var i stald hos Køster (et ualmindeligt dumt svin), har valgt at følge Elvira, hvor de skal nøjes med at betale husleje og ellers selv må beholde, hvad de tjener på deres ydelser. Det vil Køster imidlertid ikke acceptere, han vil dels have den protokol, som Elvira har hugget tilbage, og dels vil han have en overgangssum for hver af de kvinder, som har fulgt Elvira. Mens Elvira kommer i stand med sit nye etablisement, møder hun en dag en kinesisk dreng, Bao, der har levet en slavelignende tilværelse på en restaurant hos en indvandret kinesisk restauratør. Bao flytter ind hos Elvira, og hun låner penge af ham, så hun har til indretningen af sit glædeshus. Indimellem plejer hun forholdet til sin kæreste, og hun går desuden til psykolog, da hendes sagsbehandler gerne vil have hende tilbage på arbejdsmarkedet. Elviras dagligdag går bl.a. med at forhindre, at Køster blander sig i hendes nye liv, og desuden forsøger Elvira at hjælpe Bao med at finde sin bror, der også bliver udnyttet af noget, der minder om en kinesisk mafia. Det er en uhyre velskrevet og underholdende lille roman, og jeg håber at finde frem til forgængeren Happy ending, som jeg ikke har læst, og kommer den endnu en fortsættelse om Elvira, så vil jeg glæde mig til den.

Anne-Sophie Lunding-Sørensen: Happy family. 213 sider. Gyldendal

****

Medrivende noveller fra Leif Davidsen

Normalt er de fleste af Leif Davidsens romaner i kategorien spænding eller krimi, mens hans nyeste udgivelse Tag ikke imod en pølse i Moskva – og andre historier er en novellesamling, der skildrer en række mennesker rundt om i verden, som befinder sig et afgørende sted i deres liv. Når jeg alligevel tager den med under krimier, er det fordi et par af novellerne direkte handler om forbrydelser. Fx den første, ”Formørkelse”, hvor en bankdirektør, Peter Carlson, der ofte optræder i tv som finansekspert, er på rejse i USA sammen med sin hustru. Her møder de studieværten Anja Olivia Berg, der er tilknyttet én af TV2s lokalkanaler, og hende er Carlson fuldstændig forgabt i. Anja er sammen med en veninde rundt i USA i en autocamper. Hvordan Peter Carlsons forgabelse i Anja får frygtelige konsekvenser, må man læse sig til, på samme måde som novellen ”Hotel Bart havde ikke internet”, der foregår i Paris, også får fatale følger for ludomanen Henrik Holm, som er på flugt fra et par rockere, der gerne vil have de penge tilbage, som Holm har lånt. Skildringen af hvordan Holm spiller skak med hotellets gamle portier, til trods for at de ikke taler samme sprog, er rørende, og slutningen på novellen er ganske overraskende. Endelig i den kriminelle afdeling af historierne er der novellen ”Signes julegave” om en mand, der helst vil skjule for sin gravide hustru, at han har indledt en korrespondance med en sexet kvinde på en datingside. Også den novelle udvikler sig dramatisk. I de øvrige noveller kommer læserne vidt omkring til så fjerne steder som fx Påskeøen, Tokyo, Vietnam, Hawaii og naturligvis Moskva. Leif Davidsen tryllebinder sin læser med disse ti medrivende noveller, og som sagt er det ikke udelukkende kriminalnoveller.

Leif Davidsen: Tag ikke imod en pølse i Moskva. 282 sider. Lindhardt og Ringhof

*****

Fin dokumentarisk roman om Danmark under besættelsen

Lille land hva´ nu? Er en dokumentarisk roman, der udspiller sig under Besættelsen fra november 1940 og frem til 29. august 1943. Forfatteren og journalisten Paul Smith (ikke at forveksle med den Poul Smidt, der bl.a. skrev bogen om Viggo Kampmann) fortæller spændende om denne periode på baggrund af en litteraturliste på små hundrede bøger om Anden Verdenskrig. I over hundrede kapitler følger man de mere eller mindre dramatiske begivenheder i ind- og udland med hovedvægten lagt på, hvad der skete herhjemme i de tre år, indtil Værnemagten mistede tålmodigheden med danskerne, og hvor Regeringen Scavenius indgav sin afskedsbegæring og var ”hvilende” indtil den 5. maj 1945. De bøger, Smith har hentet det meste af sit materiale fra, er Politiken-journalisten Vilhelm Bergstrøms enorme to-bindsværk ”En Borger i Danmark under Krigen” og også John T. Lauridsen & Joachim Lunds næsten lige så store udgivelse af arbejdsminister Gunnar Larsens dagbøger. Formålet med Lille land hva´ nu? er at skildre dagligdagen i den tid, mange kaldte for samarbejdspolitikens år, og man møder en række kulturpersonligheder i mere eller mindre heldige roller. Fx møder man allerede i 1941 sportsjournalisterne Magnus Simonsen og Gunnar Nu Hansen, der refererer så ukritisk fra sportsstævner i Tyskland, at den tyske gesandt i Danmark Cecil von Renthe-Fink mener, at de burde have en erkendtlighed for deres reportager. Også i januar 1941 bager Renthe-Fink, der nu har fået titlen som Tysklands rigsbefuldmægtigede i Danmark, en rævekage sammen med Erik Scavenius, der har overtaget udenrigsministerposten efter P. Munch, om at Scavenius skal være statsminister, og at Stauning skulle ud af regeringen, men fagforeningerne truer med generalstrejke, hvis Stauning bliver presset ud. Sidste gang Stauning og Socialdemokratiet havde trukket kortet med generalstrejke var under Påskekrisen i 1920, og på den måde bevarer Stauning posten som Statsminister indtil han dør i 1942. Romanen viser gang på gang den form for censur, som besættelsesmagten lægger på danskerne, og fx er det begrænset, hvad Bergstrøm må skrive i Politiken, hvor Scavenius havde stor indflydelse på bladets bestyrelse. Og da redaktøren på den lille københavnske forstadsavis Aalholm Avis skriver en hyldestartikel i anledning af den norske Kong Haakons 70-års fødselsdag, bliver det bemærket af kongens sølvkammerbetjent, der er medlem af DNSAP, som videregiver oplysningerne til tyskerne, der undrer sig over, at artiklen er sluppet igennem censuren. Da Stauning dør, og Vilhelm Buhl bliver ny statsminister, er Scavenius i Berlin for at underskrive Antikominternpagten, og her diskuteres bl.a. jødespørgsmålet, hvor Scavenius får en mild form for jødelovgivning igennem, nemlig afskedigelse af jødiske embedsmænd i høje stillinger. Også kommunisterne bliver diskuteret, da tyskerne ikke mener, at razziaerne var tilstrækkeligt effektive. Også på dette tidspunkt i 1942 diskuterer man en regeringsomdannelse. Da Renthe-Fink bliver afløst af Werner Best, afholdes der et afskedsparty for diplomatfruen Agnes von Renthe-Fink, hvor den meget åbenmundede frue dels fortæller om, hvordan hun og hendes mand fik en stor lejlighed i Berlin, ved at en jødefamilie blev sat ud til fordel for dem. Hun fortæller også, hvordan hendes mand ved at forklare Hitler om hvilken indsats Danmark ydede rent produktionsmæssigt inden for både landbrug og industri, fik Hitler bort fra tanken om at gøre Danmark til et rigskommissariat.

Dette er blot nogle få af de mange begivenheder, som Paul Smith har med i sin roman, og selv de, der har læst meget af den litteratur, der findes om besættelsestiden, vil med stort udbytte kunne stifte bekendtskab denne særdeles velskrevne, underholdende og til tider satiriske roman.

Paul Smith: Lille land hva´nu? 391 sider. Hovedland

****

En halvkinesers historie

Da kineseren Lai Fun kom til København i 1902 og blev udstillet i Tivoli sammen med en trup, der bl.a. også omfattede Wung Sung, var der en ung kvinde ved navn Agnete, der blev så betaget af ham, at de blev kærester og senere gift. Nu har Malene Ravn skrevet romanen I dine øjne, der begynder med den hændelse. Hendes bog er inspireret af veninden Jette Lehmanns familiehistorie, som hun har skrevet med venindens og hendes fars velsignelse. Hvis historien virker bekendt, er det nok fordi, man har læst Jesper Wung Sungs roman ”En anden gren”, der også begyndte på den samme måde, men der er imidlertid tale om to meget forskellige romaner. Mens ”En anden gren” handler om Jesper Wung Sungs bedsteforældre, har I dine øjne Lai Funs søn Erik som hovedperson. Lai Fun blev gift med sin Agnete og de boede i Istedgade lige bag ved værtshuset Jernstangen. Lai Fun arbejdede som tryllekunstner og gøgler, og under én af hans ture rundt i Danmark rendte han i Aalborg ind i Gudrun, der tidligere havde født en datter, som blev bortadopteret. Lai Fun gjorde Gudrun gravid, men som det havde været tilfældet, da hun var gravid med sin datter, blev hun sendt på diskret ophold i København, hvor hun fødte en dreng, som kom til at hedde Erik. Denne dreng blev, da Lai Fun ikke ville vedkende sig faderskabet, sendt til et asyl i Aalborg, hvor Gudrun søgte arbejde, så hun kunne være i nærheden af sin søn. Da hun er blevet gift med Alfred Christensen, henter hun sin søn hjem, og efter at Alfred har besværet sig over, at Gudrun ikke havde forberedt ham på, at Erik var halvkineser, får de et fint forhold til hinanden. Meget bedre end det forhold, Erik får til sin næste stedfar, Bernhardt, som Gudrun er blevet gift med efter skilsmissen fra Alfred. I skolen kommer Erik virkelig til at mærke den tids racisme. Han bliver kaldt Neser, og han bliver mobbet, og der er heller ingen trøst at hente hos Gudruns forældre, hvor specielt faren Jens Peter er flov over, at hans datter har fået barn med en kineser. Tidligere har man læst sig til, at da Agnete ikke kan få børn, ville hun egentlig godt have haft Lai Funs søn boende, men det ville Lai Fun ikke være med til. En enkelt gang, da cirkus er i byen, får Erik et glimt af sin far, uden at han henvender sig til ham. Hos Gudrun og Bernhardt går det ad helvede til med druk og pengemangel, og da de må flytte ind i barakkerne under mere kummerlige forhold, opfordrer Gudrun sin søn til at stjæle brænde, så de kan holde de gammeldags komfurer i gang, men Erik finder i stedet på at hente høvlspåner i snedkeriet, som han også sælger til andre, men Bernhardt kræver en krone for hver sæk, Erik sælger. Til sin konfirmation får Erik ikke gaver som de andre børn, men han bliver sendt ud at tjene på en gård, inden han gennem sin moster kommer til København, hvor han kommer til at bo på et lærlingehjem og får plads som elektrikerlærling. Han møder Kirsten, som han bliver gift med og får datteren Nete med, Nete, som kammeraterne kalder for Japse på grund af hendes sorte hår. Senere bliver Nete mor til Andreas. I 1964, da Erik har fået sit eget installatørfirma, hvor Kirsten passer telefonen, ringer Agnete for at få Erik på besøg, og hun fortæller, at hendes mand er meget syg, men Erik beslutter at sende en af svendene, da han hører adressen i Istedgade. I 1993 er de tilbage i Aalborg, hvor de rydder op i Gudruns lejlighed, efter hun er død. Her finder de alle de breve, som Agnete skrev til Gudrun i sin tid. I 1999 ligger Kirsten på sit dødsleje, og her fortæller hun Nete om hendes farmor og farfar. I 2001 planlægger Nete en rejse til Kina med Erik og Andreas, men Erik hopper fra i sidste øjeblik, og han giver i stedet Nete et brev med.

I et efterskrift fortæller Malene Ravn om romanens tilblivelse, og om virkelighedens Poul Erik ville bryde sig om at læse den, og hun slutter med at sige, at det er en roman, fuld af digt og sandheder.

Som sagt er romanen meget forskellig fra Jesper Wung Sungs, og det er en gribende fortælling om et menneske, der voksede op med den tids racisme, og som beslutter ikke at se tilbage, men at se fremad og skabe sit eget liv.

Malene Ravn: I dine øjne. 480 sider. Gyldendal

******

Merete Pryds Helle overgår sig selv

I efterfølgeren til Merete Pryds Helles Folkets skønhed, der handlede om familien Pryds i Værløse, Vi kunne alt, har forfatteren bevæget sig ind i nabohuset hos familien Hansen, der består af Erling, der har et lille håndværkerfirma sammen med sin far Harry, Erlings grønlandske kone Ane og de to døtre Merle og Klara. Merle er jævnaldrende med Pryds-datteren Merete, og handlingen udspiller sig i 1971. I modsætning til den mere normale Pryds-familie er der i Vi kunne alt tale om en virkelig dysfunktionel familie, hvor Ane for det meste er syg og invalid, mens faren Erling dyrker alverdens andre kvinder, som tilmed betaler ham for hans seksuelle ydelser. Ikke desto mindre elsker Ane sin utro mand, og de dage, hvor hun har det nogenlunde, dyrker hun og Erling så højlydt sex, at Merle må abstrahere ved på sit værelse at fordybe sig i sine De 5-bøger. Mens Ane får det værre og værre, bliver Merle mobbet i skolen, hvor hun må betale et par klassekammerater for ikke at genere hende i det daglige. På et tidspunkt, da Ane er helt ude i tovene, bliver hun sendt på et plejehjem, og Lola flytter ind hos Erling for at tage sig af hans døtre. Dog må Lola blive ude i familiens havehus, mens Ane er kommet hjem for at fejre sin 40-års fødselsdag. En fødselsdagsfest, der udvikler sig katastrofalt. Det er lykkedes for Merete Pryds Helle at krydre sin roman med mange detaljer fra de tidlige 70-ere, og hendes beskrivelser af Anes forfald, hvor hun ind imellem næsten drukner i sit eget pis og lort, er så levende fortalt, at man næsten kan mærke stanken i det lille hjem. Folkets skønhed indbragte meget fortjent sin forfatter Boghandlernes Gyldne Laurbær, men det er lige før, at Vi kunne alt næsten er endnu bedre. Merete Pryds Helle er én af vores allerbedste forfattere, og hendes sprog er en ren nydelse. Så kun tilbage at sige: Læs hende!

Merete Pryds Helle: Vi kunne alt. 345 sider. Lindhardt og Ringhof

*****

Arktisk mesterværk

Med Nordhavet har den britiske forfatter Ian McGuire skrevet en fantastisk roman, der lægger sig tæt op ad spændingsgenren. Den foregår i 1859, da hovedpersonen Patrick Sumner får hyre som skibslæge på hvalfangeren Volunteer, der er på vej med kurs mod Grønland. Han har tidligere gjort tjeneste i den britiske hær, hvor han var udstationeret i Indien, men vendte hjem med et noget blakket ry. Imidlertid var han billig, og derfor engagerede ejeren af Volunteer, Jacob Baxter, ham sammen med kaptajnen Brownlee, der tidligere havde fået sit forrige skib Percival mast til pindebrænde af et isbjerg. Volunteer stævner ud fra Hull med kurs mod Lerwick, hvor Baxter har engageret en samling shetlændere, der er både hårdtarbejdende, ivrige og lydige. Ved Disko sætter skibet sig fast i en isbræmme, og imens får de øje på en isbjørn, som de skyder, efter at have sat en hvalbåd i vandet, mest for at få fat i dens unge, men inden moderbjørnen dør, når den at flå armen af én af roerne, som dagen efter dør af sine kvæstelser. Dog får de fat i ungen, som de spærrer inde i en tønde. Næste gang Sumner kommer i funktion som læge, er da skibsdrengen Joseph Hannah bliver syg, og her opdager Sumner, at drengen er blevet misbrugt seksuelt. Da drengen efterfølgende bliver kvalt, beskylder mandskabet hinanden for at have dræbt drengen, men det ender med at tømreren Henry Drax bliver udpeget som den sandsynlige drabsmand, og han bliver lagt i lænker. Det sker imidlertid først efter, at Drax har slået kaptajnen og den næstkommanderende ned, og efter at kaptajnen også er død. Da Volunteer bliver skruet i stykker af isen, lever mandskabet en tid på isen med håbet, om at komme ombord på et andet skib, Hastings, der dog også forliser. Der følger nogle uhyggelige beskrivelser af tiden i et telt på isen med svindende madforsyning og tiltagende kulde. Hvad der videre sker på dette togt, skal ikke røbes her, men stadig er morderen Henry Drax iblandt mandskabet – dog i lænker. Men måske er der en endnu større skurk, for det er åbenbart ikke første og anden gang, at Baxters skibe er gået ned, og han har fået erstatning, og det finder Patrick Sumner ud af. Ian McGuire har skrevet en roman, hvor man som læser fryser med historiens personer, og Nordhavet var helt fortjent nomineret til den prestigefyldte Man Booker Prize i 2016. Der er tale om et uforglemmeligt mesterværk! Intet mindre!

Ian McGuire: Nordhavet. Oversat af Jakob Levinsen. 317 sider. Modtryk

******

Fin minimalistisk roman om tab, skam og ikke mindst angst

Vibeke, der er hovedperson i Katrine Marie Guldagers Bjørnen, er netop blevet fyret fra sin stilling som gymnasielærer, hendes datter Laura er flyttet hjemmefra, og hun har haft et stort skænderi med sin mand Leif, som hun kalder Bent, når hun er sur på ham. Derfor flygter hun fra det hele og kører op til familiens hus i Sverige for at være alene. Men da en snestorm rammer Sverige og strømmen går i det lille hus, begynder Vibse, som hun kaldes, at tvivle på, at det var en god idé at stikke af. Hun søger over til naboen Johan, der bor nogle få kilometer fra huset, men undervejs bliver hun nødt til at overnatte i en primitiv backstuga, hvor hun holder varmen ved at tænde et bål og smelte sne til vand. Men der, midt i skoven er både elge og en bjørn, som Vibse mener burde være i hi. Romanen foregår i løbet af de 11 dage, der går, indtil hun når frem til Johans hus, og hvor hun finder ham udenfor, stærkt underafkølet. Hvordan denne flugt ender, skal ikke røbes her, men Vibeke når at tænke mange ting igennem undervejs, og måske er der trods alt en fremtid sammen for hende og ægtemanden. Bjørnen er en gribende, minimalistisk roman om tab, skam og ikke mindst angst. Igen viser Katrine Marie Guldager sig som én af Danmarks bedste forfattere med et pragtfuldt sprog og en vedkommende historie – her i en ganske lille roman.

Katrine Marie Guldager: Bjørnen. 173 sider. Gyldendal

*****

Såkaldte humoristiske historier

Ifølge bagsideteksten skal Dan Hilfling Petersens novellesamling Banjofabrikken vist forestille at være en samling humoristiske historier, og i forordet nævner professor John Nørregaard Frandsen fra Syddansk Universitet en række danske forfattere, der også skildrer hverdagsliv i humorens lys, forfattere som Benny Andersen, Halfdan Rasmussen, Storm P., Hans Scherfig, Jørn Riel, Finn Søeborg, P. Sørensen Fugholm og Leif Panduro, der efter professorens mening trods forskellighed har den forløsende, smittende humor tilfælles. Dog er der den forskel på disse anerkendte forfattere og Dan Hilfling Petersen, at mens man ofte morer sig kosteligt hos de ovennævnte, så er der lidt langt mellem de humoristiske snapse i Hilfling Petersens noveller. Fx er det eneste morsomme i en novelle som ”Pølsevognen”, der er fortalt af en brandmand, som har arvet en pølsevogn på Gammel Kongevej efter en onkel, der døde i pølsevognen af hjertestop, efter at Skat havde indkaldt ham til torskegilde, det såkaldte pølsemandsslang, som kunderne bestiller: ”En død indianer i kano”, hvor pølsemanden rutineret svarer: ”Sennep og ketchup?” og kunden replicerer: ”Ja tak, men også en smule betændelse.” Pointen i novellen er, at nevøen, der arver pølsevognen, finder en pakke med 640.000 kroner, som onklen antagelig ikke har opgivet til skattevæsenet. De øvrige ni noveller er sådan set ganske underholdende som fx ”Fødselsdagen”, der fortæller om en 60 års fødselsdag, hvor samtlige gæster ender på hospitalet efter at have spist ægte russisk Beluga-kaviar, men at udråbe Dan Hilfling Petersen som humorist er måske nok at skyde lidt over målet, trods ganske morsomme sætninger, som den tykke mand, der forklarer sin statur sådan: ”Jo, ser du, så længe munden er større end røvhullet, vil der jo altid være noget, der bliver hængende.” Forfatteren har tidligere skrevet både historiske bøger og en selvoplevet beretning om at smugle sin kæreste ud af Østtyskland, men med sin debut i den skønlitterære genre viser han, at der måske også er stof til en roman.

Dan Hilfling Petersen: Banjofabrikken. 175 sider. Skriveforlaget

Uforglemmelig og smuk historie om kærlighed og tab

I den lille engelske by The Village møder den 19-årige Paul den smukke 48-årige Susan på tennisbanen, hvor de foruden at danne par i mixed double også indleder et hedt kærlighedsforhold. Sådan begynder handlingen i Julian Barnes Den eneste historie, og resten af romanen er Pauls tilbageblik på deres liv sammen årtier senere, efter at Susan er død. Mødet på tennisbanen skete, mens Paul er hjemme på ferie hos sine forældre, og mens Susan er gift med en lille tyk mand, Gordon Macleod, med hvem hun har to voksne døtre. Susan og Gordon har hvert sit soveværelse, og deres sexliv er ikke eksisterende, og Gordon Macleods spiller golf, gætter krydsogtværser, ryger cigarer og drikker whisky. Efterhånden er Paul mere til stede i familien Macleods hjem, hvor han dyrker sex med Susan, når Gordon er på arbejde. Paul og Susan er begge blevet ekskluderet af tennisklubben, da rygtet i byen vil vide, at de har et upassende forhold. Mange år efter konstruerer Paul sin historie, som den kunne have set ud i lokalpressen: ”Nye bolde? Skandale i tennisklub, da husmor, 48 og langhåret studerende, 19, ekskluderes efter madrasøvelser.” lang tid udvikler Susan og Pauls kærlighedshistorie sig, men med tiden begynder Susan at finde trøst i flasken, og som Paul tørt konstaterer: ”Hvis hun bliver ved med at ødelægge sin hukommelse med den nuværende hastighed, vil hun nå til et stadium, hvor hun simpelthen har glemt, at hun er alkoholiker!” Og da Paul, mens Susan er indlagt på hospitalet, bliver spurgt af en anden patient: ”Hvad fejler din bedstemor?” svarer han træt: ”Hun er alkoholiker.” Man følger Pauls rekonstruktion af sit liv indtil Susans død på et plejehjem i denne ufatteligt smukke fortælling om kærlighed og tab. I den sidste tid på plejehjemmet blomstrer Susan op i korte øjeblikke, som da hun fx hvisker teatralsk til en sygeplejerske, mens hun peger på Paul: ”Han er en værre liderbuks, ham der. Hvis jeg fortalte, hvad jeg vidste om ham, kunne jeg få håret til at rejse sig på dit hoved.” Og pludselig husker hun en gammel fodboldsang: ”If I had the wings of a sparrow, If I had the arse of a crow, I’d fly over Tottenham tomorrow, And shit on the bastards below.” Hvortil sygeplejersken løfter et øjenbryn og spørger: “Chelsea-supporter?”

Den eneste historie er oversat af Claus Bech. 260 sider. Gyldendal

******

Flot punktum for Kosevics politisk-personlige romanportræt af Erik Scavenius

For halvandet år siden udkom første bind i Birgithe Kosevics roman Den inderste fare om Erik Scavenius, der vel var én af besættelsestidens mest udskældte politikere. Nu er andet bind så netop udkommet, og det begynder i november 1942. På det tidspunkt er Scavenius udenrigsminister, men samtidig har kong Christian den Tiende påkaldt sig Hitlers vrede med sit næsten mekaniske svar på Hitlers lykønskningstelegram til kongens runde fødselsdag. En ny rigsbefuldmægtiget, dr. Werner Best, også kendt som slagteren fra Paris, et navn han havde erhvervet som tidligere leder af den brutale krigsforvaltning i Frankrig, bliver sendt til Danmark med den opgave at få dannet en ny nazivenlig regering. Et tysk krav er, at Vilhelm Buhl, der har været statsminister siden Staunings død i maj, skal fjernes, og efter lange diskussioner i Nimandsudvalget accepterer Scavenius på visse betingelser at blive statsminister. Men betingelserne er, at der ikke skal indføres jødelove i Danmark, at der ikke skal være nazister i regeringen, og at danske soldater ikke skal kæmpe på tysk side. Langsomt begynder et ejendommeligt venskab at vokse frem mellem Scavenius og Best, og på den private front distancerer Scavenius sig mere og mere fra hustruen Emma, mens kærlighedsforholdet til elskerinden og korsetieren Alice Ninon Duvantier bliver stadigt mere varmt og intimt. Efter Folkestrejken i sommeren 1944 bliver regeringen sat ud af kraft, og selvom ministrene beholder deres titler krigen ud, er det fra det tidspunkt, at departementcheferne, der leder landet, til trods for at ministrene stadig har deres gang i ministerierne. Scavenius føler sig naturligvis svigtet, da først jøderne og siden politiet bliver arresteret og siden for en stor dels vedkommende bliver deporteret til de tyske koncentrationslejre. Men romanen følger krigen til den bitre ende, og efter 4. maj 1945 er tiden rindet ud for Scavenius og hans ministre, og Vilhelm Buhl danner sin Befrielsesregering, mens Erik Scavenius og hans ministre bliver lagt for had og spyttet på. Allerede inden befrielsen bliver Ninon også truet gennem den illegale presse for sine forbindelser til nazistyret, specielt til Karl Heinz Hoffmann, der var gestapochef på Shellhuset, men hun bedyrede overfor Scavenius, at det udelukkende var for at hjælpe danskere, som ellers skulle sendes til kz-lejre i Tyskland, og som hun sagde til Scavenius: ”Du er ikke den eneste, der kan hjælpe og gøre en forskel ved at knytte venskab med tyskerne.” De sidste kapitler foregår efter krigen, indtil Erik Scavenius i 1962 dør 85 år gammel, og i et efterskrift fortæller Birgithe Kosovic, hvordan det siden gik for de to øvrige hovedpersoner, Alice Ninon Scavenius, der blev gift med Scavenius på Gentofte Rådhus i 1946, døde først i 2001, 97 år gammel, og hun giftede sig aldrig igen. Dr. Verner Best, der efter krigen først blev dødsdømt, men fik sin dom ændret til livsvarigt fængsel, blev løsladt i 1951, men i 1960’erne blev han anklaget i Tyskland for meddelagtighed i drabet på over 10.000 mennesker i Polen, men han blev løsladt uden dom i 1971. Igen i 1989 blev han anklaget for deportationen af 76.000 jøder, men inden retssagen var til ende, døde han 86 år gammel. Birgithe Kosovic har med sit politisk-personlige romanportræt af Erik Scavenius begået et imponerende billede af en kontroversiel politiker, og samtidig er bogen en smuk kærlighedshistorie fyldt med både sex og jalousi. Birgithe Kosovic’s to-bindsværk om Erik Scavenius Den inderste fare vidner om en grundig research, der på flot vis er blevet til litteratur med stort L.

Birgithe Kosovic: Den inderste fare. Bind 2. 643 sider. Politikens Forlag

******

På flugt fra fortiden

Hovedpersonen i Christian Mørks nye roman I gode hænder er den sekstenårige Gustav, der går i 1. g. – og en spinkel og usikker dreng, som er det oplagte offer for sine fodbold- og klassekammeraters mobning. Desuden lider han af astma, og derfor sender hans mor, den flotte folketingspolitiker Ulla Aagerup, ham til ugentlige behandlinger på en klinik på Gammel Kongevej på Frederiksberg, hvor en ældre kvinde, Agnes Loumann, med helbredende hænder skal forsøge at helbrede ham for hans astma. Når han besøger den uhumske Frederiksberglejlighed, hvor Agnes Loumann bor med sine to hunde, opstår der et fortrolighedsforhold imellem dem, hvor hun bl.a. rådgiver ham om, hvordan han skal sætte sig i respekt hos sine plageånder. Men samtidig finder Gustav ved et tilfælde ud af, at fru Loumann har en fortid fra tiden omkring Besættelsen, som hun gør alt for at holde skjult. Opildnet af den ældre dame hævner Gustav sig på en kammerat, der har fortalt ham, hvor meget pik hans smukke mor burde få. Og det gør han på en meget brutal og næsten invaliderende måde. Langsomt finder Gustav frem til Agnes Loumanns hemmeligheder, bl.a. med hjælp fra hans morfar, der har en fortid som frihedskæmper, og hele skildringen af netop besættelsestiden er fremragende skildret, og kan på mange måder minde om begivenheder fra det virkelige liv, som fx Peter Øvig Knudsen har skildret i sine bøger. Og i et interview op til udgivelsen røber Christian Mørk, at den virkelige model for Agnes Loumann er den berygtede stikker Jenny Holm, der efter sin løsladelse i begyndelsen af 1950’erne skiftede navn til Anne Marie Lenssinger, og hun slog sig ned som healer på Gammel Kongevej, hvor hun bl.a. havde romanens forfatter som patient. Romanen begynder i 1969 med, at Libyens chargé d’affaires i Danmark henter Agnes Loumann for at flyve hende til Libyen, hvor hun skal helbrede oberst Muammar Gaddafi, som er slemt angrebet af migræne, og som belønning får hun foruden penge et lysebrunt vævet tæppe med oberstens profil indsat som revolutionsrød kontrast. Tæppet fik sin plads i Agnes Loumanns konsultation, hvor ingen patient slap for at få dets historie. I gode hænder er en fin roman om mobning og hævn, og nok den mest medrivende roman, jeg endnu har læst fra Christian Mørk, der på glimrende vis forstår at koble 1969 sammen med Besættelsestidens allermørkeste sider.

Christian Mørk: I gode hænder. 219 sider. Gyldendal

*****

Forrygende generationsroman

Hovedpersonen i Theis Ørntofts Solar er digteren Theis, der i begyndelsen har besluttet sig for at spadsere en tur ned ad Hærvejen. Det giver god tid til at tænke over livet, planeten og meget, meget andet. Tilbage i København møder han Nadia fra Albertslund, som han i en periode flytter ind hos, efter at han har forladt sin Nørrebro-lejlighed, og som han har vild sex sammen med, indtil hun mente, at han skulle tage sig sammen, hvorefter han forlod hende for at begive sig ud i verden. Først som blind passager med tog gennem Tyskland til Paris, og så videre til Portugal, hvor han hænger ud sammen med portugiseren Diago. Det udvikler sig til et surrealistisk mareridt, hvor de både ryger joints og møder skønne kvinder, men samtidig ryder op i Diagos komplicerede familieforhold. Hvilket igen tvinger dem ud i en slags flugt både fra politiet og dem selv. Undervejs oplever Theis også en rejse ind i alle sindets krinkelkroge, og som skrevet står i romanens bagsidetekst, så er det desuden et hallucineret roadtrip og en rumrejse ind i krybdyrhjernen. Man mærker tydeligt, at det er en lyriker, som med denne debutroman har skrevet en dybt fascinerende og vedkommende historie om en ung mands vej ud i livet. Undervejs er romanen krydret med technomusik, hed sex, fitness, fodbold i Brøndby, tv-udsendelser med tennis, og ofte er man i tvivl om, hvad der er drøm, og hvad der er virkelighed. Theis Ørntoft er én af de mest spændende unge forfattere, og som læser glæder man sig allerede til næste udspil.

Theis Ørntoft: Solar. 300 sider. Gyldendal

*****

Mesterlig kærlighedsroman fra det virkelige liv

En anden gren er en kærlighedsroman, hvor to kulturer møder hinanden, og sød musik opstår. Det er forfatteren Jesper Wung Sung, der har brugt sine oldeforældres historie som udgangspunkt for sin roman.

I forlængelse af de grusomheder, der omkring forrige århundredeskifte opstod i Kina i forbindelse med den såkaldte bokseropstand, blev en flok kinesere sat ombord i lastrummet på det gode skib Manchuria, der sejlede fra Canton, Shanghai og Hong Kong til Europa, hvor målet var København. Med på skibet var hr. Madsen Johannes, en dansker, som beherskede en smule kinesisk, og som var den der havde udfærdiget kontrakterne. De gik ud på, at de ægte kinesere skulle være en del af forlystelserne i Tivoli, hvor publikum kunne se dem arbejde, tilberede mad og underholde med diverse færdigheder. Blandt kineserne var en ung mand Wung Sung San, der bl.a. var dygtig til at tegne med pensel. På samme tid arbejder en ung kvinde, Ingeborg Danielsen som ekspeditrice hos kongelig hofbager Olsen i Frederiksberggade. Ingeborg og hendes kollega Henriette samt Henriettes kæreste Edvard tager sammen i Tivoli. ”Lad os komme ned og se de gule gespenster,” siger Edvard og trækker Henriette og Ingeborg med hen til kineserbyen, der ligner H.C. Andersens univers. Dagens program for Kina i Tivoli er slået op på en plakat: ”Kl. 4: Kinesisk Teater – Afvekslende Repertoire. Kl. 5: Kineserne spiser – Foregaar bag Templet. De faar gentagne Gange om Ugen tilbragt friskslagtede Hunde og Katte.” Efter en tur i rickshaw står de foran et bord, hvor San med pensel og tusch maler en bambusgren samt nogle kinesiske tegn, hvorpå han forærer Ingeborg papiret. Det bliver deres første møde, og begge er de opsat på ikke, at det ikke er det sidste. Men let bliver det ikke, for der er hegn rundt om Tivoli. Imidlertid lykkes det for San at forcere hegnet, til trods for at det ikke er tilladt. Han mødes med Ingeborg, og sådan begynder deres kærlighedseventyr til familien Danielsens store fortrydelse. Hun bliver forvist fra hjemmet, og i den næste tid må det umage par finde forskellige steder i København, hvor de kan mødes. Da kinesernes tid i Tivoli er forbi, og de skal tilbage til Kina, absenterer San sig fra sine landsmænd, og nu starter han sin kamp for dels at få dansk statsborgerskab, dels for at få lov til at åbne en restaurant, men alle steder render han hovedet mod en dør, så efter at San har mødt Marius Christensen, der er forpagter på Hotel Dania i Frederikshavn, bliver han i 1906 ansat her som tjener, og Ingeborg og San har fået deres første børn. I Frederikshavn får Ingeborg besøg af sin far, der mener, at hendes kinesiske mand har kastet forbandelse over familien. I 1910 bryder familien Wung Sung igen op og drager til Berlin, hvor San etablerer en restaurant, der kommer til at hedde Kopenhagen. Men så kommer Første Verdenskrig med vareknaphed og fattigdom samt et had mod alt, der ikke er tysk. Og da berlinerne tror, at San er japaner, bliver restauranten smadret, og det ender med, at familien i 1916 flygter tilbage til København, hvor San bliver ansat som tjener på Rådhuscafeen, samtidig med at han får en statistrolle på Det Kongelige Teater i H.C. Andersens Nattergalen, hvor han skal sidde som kejseren i Kina til en fyrstelig løn. Ingeborg og San har undervejs mistet et par af deres børn, og syg af tuberkulose bliver San Wung Sung indlagt på Øresundshospitalet, hvor han dør i 1926. Først i 1941 lykkes det for Ingeborg igen at få sit danske statsborgerskab, og hun overlever San med 36 år og dør i 1962. I Efterskriftet kan man læse, at sønnen Herbert får tre børn, hvor den ældste Hainan møder Elly i Marstal på Ærø, som han bliver gift med, og deres førstefødte Jesper er forfatteren til En anden gren. Romanen er efter min mening et mesterværk, der både fortæller en gribende kærlighedshistorie mellem to meget forskellige mennesker, og samtidig lykkes det for Wung Sung at skildre både København og Berlin, som byerne var dengang med en racisme, der ikke er så forskellig fra den, man ser i dag. At Jesper Wung Sung med En anden gren snart modtager Boghandlernes Gyldne Laurbær, og derved skriver sig ind i den danske litteraturhistorie, er ikke blot særdeles fortjent, det er også en anerkendelse af et forfatterskab, der fortjener at nå ud i verden på mange sprog.

Jesper Wung Sung: En anden gren. 555 sider. Rosinante

******

Aktuel ungdomsroman fuld af talent

Sofie Riis Endahls ungdomsroman Sindstequila er en historie, som henvender sig til rigtig mange – både unge og gamle. Den handler om pigen Anne, som kommer fra Ringkøbing og starter på et gymnasium i Nordsjælland. Da hun til en fest er deltager i en bodytequila, må hun kort tid efter se, at hun er blevet fotograferet, og billedet af hendes halvnøgne krop er blevet delt på de sociale medier. Man følger også en af de andre piger, Rei, der har en japansk mor, bliver kaldt Nonne af de andre piger, fordi hun endnu er jomfru. Hun kærester lidt med Annes tvillingebror Johan, mens Anne har et godt øje til Reis papbror Sebastian. Rei vil egentlig gerne være veninde med Anne, men hun føler sig fanget i den pigegruppe, hvor alt drejer sig om kærester og sex, og Anne føler sig ensom, da hendes ekskæreste fra Vestjylland Peter vist har fundet nye kærester. Det er en flot skrevet historie, der er uhyre aktuel netop nu, hvor der er sager om intime billeder og film, som bliver delt på Nettet, uden af de afbildede medvirkende har givet lov.

Men det er også en roman om ensomhed og om at stå ved sine grænser og at turde modstå gruppepresset. Sofie Riis Endahl går stadig i gymnasiet, og hun har tidligere bidraget til både novellesamlinger og en digtsamling, og måske er Sindstequila en begyndelse på et spændende forfatterskab.

Sofie Riis Endahl: Sindstequila. 268 sider. Byens Forlag

****

Uforglemmelig roman med baggrund i virkeligheden

Dødevaskeren, der er Sara Omars skønlitterære debut, er ikke sådan at lægge fra sig, når man er igennem de lidt over 300 sider. Det er en uforglemmelig historie om den kurdiske pige Frmesk, der er født med en kridhvid hårtot, som måske er et tegn fra Allah. Men betyder det, at hun er velsignet eller forbandet. I hvert fald havde hendes far ønsket sig en dreng, og den lille pige kommer i pleje hos sine morforældre Gawhar og Darwésh. Mormoren Gawhar er dødevasker, hvilket vil sige, at hun vasker ligene af de kvinder, som er dræbt i skam og vanære, og som ingen andre vil begrave. Gawhar er sammen med veninderne i hendes bedegruppe dybt religiøse, mens morfar Darwésh, som er pensioneret oberst, læser meget andet end Koranen fra sit righoldige bibliotek. I øvrigt er skildringen af det kærlige forhold mellem morforældrene noget af det mest positive og opløftende i romanen. På samme måde som forfatteren Sara Omar kom Frmesk til Danmark efter i slutningen af 1990’erne at være flygtet fra krigen i Kurdistan. Hun lider af posttraumatisk stress, efter at hun på mange måder har været igennem et omfattende misbrug som barn, og på en måde skiller historien sig ikke så meget ud fra det misbrug, man også hører om i andre religioner. Handlingen skifter mellem at foregå på Skejby Hospital i 1916 med tilbageblik til Zamwa i Kurdistan fra 1986 og frem til begyndelsen af 1990’erne. Som læser får man indblik i en mandsdomineret verden, hvor kvinderne undertrykkes med hjælp fra islams mest reaktionære kræfter, der bl.a. hænger en ung brud ud som luder, hvis ikke hun kan fremvise et blodplettet lagen dagen efter brudenatten. På hospitalet i Skejby kommer Frmesk i kontakt med den medicinstuderende kurder Darya, der konstant tyranniseres af sin far Jamal, der stammer fra samme egn som Frmesk. Til sidst skriver Frmesk et brev til Darya, hvor hun opfordrer hende til at tro på sig selv og kæmpe for sin egen frihed, koste hvad det vil. Og det gør hun samtidig med, at hun bliver flyttet fra Skejby og hen til et sted, hvor Jamal ikke har mulighed for at opspore hende. Romanen begynder med en slags rolleliste, som man som læser gang på gang må søge tilbage i, for at fastholde de mange skæbner og holde dem ude fra hinanden. Der er tale om en roman, men kan sikkert også læse historien som en slags selvbiografi af Sara Omar.

Sara Omar: Dødevaskeren. 322 sider. Politikens Forlag

*****

Grotesk fortælling fra en nær fremtid

Også i Kaspar Colling Nielsens nye roman Det europæiske forår befinder læseren sig et par år ude i fremtiden i en tid, hvor Danmarks statsminister hedder Mette Frederiksen, og samtidig har romanen tråde tilbage til Colling Nielsens novellesamling fra 2010 Mount København. Hovedpersonerne er hjerneforskeren Elisabeth, hendes mand galleristen Stig og deres datter Emma samt kunstneren Christian, der udstiller hos Stig. Elisabeth bliver headhuntet til et forskningsteam på Lolland, hvor meget er blevet ændret til et nyt samfund for rige borgere, og hvor idyllisk bondehusidyl på en ø uden motorkøretøjer er kombineret med de seneste teknologiske påfund så som fx droner, der både overvåger det lille samfund og benyttes til mere praktiske opgaver. Efter lidt modstand overtales Stig til at flytte med til Lolland og der åbne et nyt galleri, hvor maleren Christian får stor succes med sine billeder af sin smukke, men retarderede veninde Mia. Imens er Elisabeth med til at eksperimentere med dyr, som eksempelvis den skrivende abe Felix. Danmark har efter nogle terrorangreb deporteret muslimske flygtninge til Mozambique, hvor de er blevet installeret i gamle Mærsk-containere i en lejr kaldet Frederiksstad. Den idealistiske datter Emma, der lider af anoreksi, rejser til forældrenes store fortrydelse ned til Frederiksstad for at deltage i arbejdet der. Fuglen Wilhelm og hunden Jack befinder sig også på Lolland, hvor de fører lange dybsindige samtaler. Stig forsøger sig som kunstner, da han tyvstjæler en idé til en kunstinstallation kaldet ”Det europæiske forår”, som han fører ud i livet via en gammel bekendt, Emil . Det er en provokerende nyskabelse, som vækker stor opsigt, og desværre kommer det også til at kræve ofre, men mere skal ikke røbes her. Kaspar Colling har med Det europæiske forår skrevet en både morsom og grotesk, men også tankevækkende roman, der atter fremhæver ham som én af de mest originale nye stemmer. Læs den!

Kaspar Colling Nielsen: Det europæiske forår. 349 sider. Gyldendal

*****

To livserfarne kunstnere skriver dagbog

”At ministeren tror på den intelligente skaber,

tages hermed til efterretning. Men

tror skaberen på den intelligente minister?”

Sådan lyder ét af digtene i Vi må videre, Dobbelt dagbog og digte – skrevet af digteren Peter Poulsen og billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen. Hvert digt er er fulgt op af en farvelagt tegning, ”så det er dagenes modgang og medgang, kedsomhed, kærlighed, overraskelser og åbninger, de to livserfarne mænd skildrer med hver deres sprog,” som der står i bogens bagsidetekst. Her et andet eksempel:

”Citronmåne er der en kage, som hedder.

Det siges, at politibetjente

ofte nyder den i patruljevognen,

mens de venter på,

at noget skal ske.

I aften er byen spøgelsesagtig, ja

Næsten afdød. Kun sporadiske

lyde høres i mørket.

En kat forsvinder ind i en port.

Et lys brænder i et vindue oppe i gavlen.

Det er en af de få aftener,

hvor lovovertræderne synes at holde fri.

Morderen spiller monopoly med sin lille søn.

Blotteren åbner ikke frakken for nogen,

og de fleste cykellygter er tændt.

Det er en stille aften, tænker de to betjente.

Når de har spist kagen,

kører de hjem.”

Det er dansk poesi og billedkunst der på forunderlig vis bliver forenet i denne fine udgivelse.

Jørgen Haugen Sørensen og Peter Poulsen: Vi må videre. Dobbelt dagbog Tegninger og digte. 183 sider. Lindhardt og Ringhof

*****

Historisk kærlighedsroman

Elisabeth Gyldenstjerne har den store hovedrolle i Maria Hellebergs store historiske roman Stormene, der foregår fra begyndelsen af 1500-tallet og frem til midten af samme århundrede. Og i romanens store birolle møder læseren Børglum-biskoppen Stygge Krumpen, som forfatteren Thit Jensen udødeliggjorde i sin roman af samme navn. I andre roller møder man historiske personer som kongerne Christian den Anden, Frederik den Første og Christian den Tredje, mens fx Mor Sigbrit, Hans Tausen, en del andre biskopper, marsker og lensmænd og ikke mindst Skipper Klement og hans bondehær.

Romanen begynder i 1515, hvor den 15-årige Elsebe Gyldenstjerne af sin mors familie Rosenkrantzerne, der havde påtaget sig ansvaret for den forældreløse søskendeflok, bliver bortgiftet til den lille fede 55-årige, fordrukne Bonde Due, der havde arvet herregården Torp i Thy, som han var i gang med at formøble, efter at næsten alt af værdi var bortsolgt. Ægteskabet bliver en kortvarig katastrofe. Elsebe forbliver jomfru, men den uduelige Bonde Due mishandler sin unge hustru, indtil hun får besøg af den nye biskop Stygge Krumpen, der kommer for at indkræve den skat, som Bonde Due naturligvis ikke er i stand til at betale. Han bliver dybt betaget af den smukke unge Elisabeth, som han nu kalder hende, og han tager hende med til Børglum, hvor hun bliver installeret på bispegården. Allerede mens hun var gift med Due, var hun blevet tilbudt at blive vedsoverske for den forrige biskop, Niels Stygge, der var morbror til Stygge Krumpen, men som var blevet afskediget for uduelighed. Trods sit kyskhedsløfte indleder Stygge Krumpen et kærlighedsforhold til Elsebeth, der dog bevarer sin mødom, men den erotiske opfindsomhed imellem det elskende par er dog ganske stor, og naturligvis skaber det forargelse både hist og her. Alt dette sker, imens reformationen er ved at gøre sit indtog i Danmark, kirkens magt begrænses noget, da Frederik den Første afløser den afsatte konge, som bliver interneret på Sønderborg Slot. Ved det næste kongevalg efter Frederiks død, gør Christian den Tredje op med biskopvældet, og Stygge Krumpen bliver først fængslet i Hald og senere i Sønderborg, hvor Elisabeth overtaler ham til at underskrive en aftale med kongen, hvorefter Krumpen i stedet bliver udnævnt til lensmand. Mens den tidligere biskop har været i fængsel, blev Elisabeth gift med adelsmanden Erik Mortensen, og sammen drev de Nørgård, Bælum, i Hellum Herred, hvor deres kvæg blev opfedet hos fæstebønder, før det sendtes til kvægmarkederne i Ribe. Men efter Stygge Krumpens frigivelse, genoptager han og Elisabeth deres skændige samliv til Erik Mortensens store fortrydelse.

Undervejs har man som læser oplevet både Københavns belejring og Skipper Klements hærgen i bl.a. Aalborg, og som en sidehistorie har romanen en anden romance imellem en ung munk og en ung nonne, der flygter fra et kloster, men den historie må læseren selv opleve.

Vel er Stormene en historisk roman, der meget aktuelt udkommer i året, som står i Martin Luthers tegn, men det er samtidig en af de smukkeste kærlighedsromaner, jeg længe har læst. Den kan varmt anbefales.

Maria Helleberg: Stormene 718 sider. Bibelselskabet

*****

Stor samtidsroman med krimipotientale

Hovedpersonen i Hanne-Vibeke Holsts store samtidsroman Som pesten, den danske læge Karoline Branner er netop startet hos Verdenssundhedsorganisationen WHO i Genéve i en stilling som koordinator i organisationens afdeling for pandemibekæmpelse, da en aggressiv form for influenza bryder ud, en sygdom, der bringer mindelser om Den spanske syge, som lige efter Første Verdenskrig resulterede i mellem 50 og 100 millioner af dødsfald verden over. Der bliver travlhed i Genéve hos WHO, hvor chefen dr. Rose Ochola, der stammer fra Kampala i Uganda og hendes stab bl.a. russiske Boris Belozerov og Karoline Branner må konstatere, at der endnu ikke er tale om en pandemi, men også hos den lokale afdeling af FN, har den svenske FN-diplomat Hans Bergman, der repræsenterer hovedkvarteret, travlt. Han er gift med den skleroseramte hustru Stéphanie, og så har han samtidig afrikanske Rose Ochola som elskerinde.

Det varer ikke længe, før der begynder at gå politik i det hele, men på samme tid bliver der flere og flere tilfælde af H7N9-influenzaen. Imidlertid er man ikke begyndt at producere vaccine, for i 2009 blev en influenzaepidemi så overdramatiseret af WHO, at man brændte inde med millioner af doser vaccine, som efterfølgende måtte destrueres. Da det bliver klart, at der er så mange, der er ramt af sygdommen, at der er tale om en egentlig pandemi, haster det pludselig med at få vaccine klar, men på samme tid opdager Karoline, at specielt afrikanere er genetisk disponeret til at blive angrebet af sygdommen, og spørgsmålet er, hvordan man får fremstillet vaccine, som fx fattige afrikanere har råd til. I forvejen er Europa midt i den store flygtningekrise, og i flere lande bl.a. Danmark er der ikke råd til gratis lægebehandling, når statsministeren og hans altid kampklare integrationsminister fremlægger en ny asylpakke med 34 nye stramninger, der skal få landet til at fremstå så lidt gæstfrit som muligt. Overalt hvor sygdommen er begyndt at koste menneskeliv, stikker racismen sit grimme fjæs frem, for hvis brune og sorte pludselig skal have forrang til at blive vaccineret, skal der ikke meget til for at tænde den latente aggression, som ligger og ulmer under overfladen. Det går endda så galt, at lastbiler bliver overfaldet, og vaccine bliver stjålet. På hjemmefronten er Karolines mand Jasper ifølge ham selv startet på at skrive en roman, og han har stadig opgaven med at følge sønnen Hugo i skole. Her mødes Jasper ofte med naboen, italienske Sofia Luzzatti, når hun afleverer sin søn Luca. På den måde kommer han også i kontakt med Sofias mand Roberto Luzzatti, der ejer en kæde af pizzeriaer. Jasper er i sin tid rejst fra en gæld i Danmark, og en dag bliver han opsøgt af et par gorillaer, der kræver 25.000 euro, som skal betales få dage efter. Derfor beder han Roberto om et lån, og det får han mod at hjælpe italieneren med nogle lyssky forretninger, og snart er Jasper fanget i et spindelvæv af løgn og fidus. Hvad det går ud på skal ikke røbes her, for romanen udvikler sig til ikke så lidt af en krimi.

Som Pesten, hvor titlen hentyder til Albert Camus’ roman Pesten, der udkom i 1947, og er en allegori over den nazistiske besættelse af Frankrig, finder sted for et par år siden, mens Obama stadig var præsident i USA, og hvor Trump kæmpede for at blive republikanernes præsidentkandidat. Nu gik det ikke så galt i virkeligheden, men Hanne-Vibeke Holst har med stor dygtighed formået at skabe et uhyggeligt billede af en katastrofe, der komme hvornår som helst. Som Pesten er hendes absolut bedste roman til dato, og den fortjener udbredelse over den ganske verden.

Hanne-Vibeke Holst: Som pesten. 686 sider. Gyldendal

******

Endnu et mesterværk om De Vestindiske Øer

Peters kærlighed er Mich Vraas roman, der følger op på den succes, som han fik med forgængeren Haabet, der fortalte om skibsrederdatteren Maria Bernt, som i 1802 kom til De Vestindiske Øer sammen med tusindvis af negre ombord på hendes fars slavefregat. Peters kærlighed dækker perioden 1804-1854, og den er for en stor dels vedkommende sammensat af breve til og fra Maria, der var blevet gift med professor Mikkel Eide og nu boede på plantagen Solitude på Sankt Thomas, hvor hun havde oprettet en skole for frinegre, der havde været slaver under den forrige ejer Jan Marcussen. Brevene, der både er til og fra Peter von Scholten, der i 1827 tiltrådte som generalguvernør på Sankt Croix. Derved bliver von Scholten romanens hovedperson, og man følger ham både under hans rejser tilbage til København, hvor hustruen Lise og hans døtre befinder sig, men også på ejendommen Bülowsminde på Sankt Croix, hvor han opholder sig sammen med sin elskerinde, den farvede Anna Heegaard, når han ikke er på guvernørkontoret i Christiansted. Undervejs får man historien om den gryende emancipation blandt øernes sorte befolkning, indtil Peter von Scholten i juli 1848 omgivet af tusinder af bevæbnede oprørere udtaler de ord, som gjorde ende på slaveriet: ”Now you are free!” Hvilket lodret stred imod den danske konges og regerings ønske. Kort tid efter sejlede von Scholten til Danmark for sidste gang, og i januar 1854 døde han i Altona under et besøg hos en datter og svigersøn. Romanen indeholder også kapitler fra Mikkel Eides manuskript til Vestindiske røster, hvor både sorte og hvide indbyggere kommer til orde, og desuden er der et utal af andre breve, forordninger og dagbøger, som alle giver romanen et næsten autentisk præg, til trods for at det er en blanding af originale dokumenter og fiktive breve. Mich Vraa har fyldt sin fortælling med både groteske og humoristiske episoder, bl.a. hvordan planter Carl Frederik Madsen, der tidligere havde haft Anna Heegaard som frineger, af ren jalousi forsøger at anklage von Scholten for svindel overfor kong Frederik den Sjette, med det resultat, at von Scholten får majestæten til at udnævne Madsen til kongelig udnævnt pelikantæller med titel af intendant til en beskeden gage. På en af bogens flapper kan man læse, at Peters kærlighed er andet bind i en romantrilogi om De Vestindiske Øer. Spændende hvad tredje bind vil omhandle. Jeg glæder mig allerede.

Mich Vraa: Peters kærlighed. 511 sider. Lindhardt og Ringhof

******

Den underjordiske jernbane – et amerikansk mesterværk

Jeg troede, at jeg havde haft den ultimative litterære oplevelse omkring amerikanske negerslaver, da jeg i sin tid læste Alex Haleys roman Rødder, men nu har jeg netop læst en roman, der næsten overgår denne oplevelse. Der er tale om romanen Den underjordiske jernbane, som er skrevet af forfatteren med det næsten i denne sammenhæng groteske navn Colson Whitehead. Romanen handler om den sekstenårige Cora, som er markslave på en bomuldsplantage i Georgia, og som løber bort sammen med en anden slave Caesar, der har kontakt med stationsforstanderen Lumbly, der samtidig er lokomotivfører og hjælper dem videre på den underjordiske jernbane, der fører dem videre til South Carolina. Cora har tidligere mistet kontakten til sin mor Mabel, som også løb bort fra Randall-plantagen, og hendes skæbne får man først indblik i hen mod slutningen af romanen. Inden man igen møder Cora i North Carolina, hvor hun har fået midlertidigt husly oppe på loftet hos den progressive Martin Wells og hans lidt modvillige hustru Ethel, hører læseren om den uhyggelige slavejæger Arnold Ridgeway, der sammen med sit slæng af hjælpere, forsøger at indfange de bortløbne for at hæve den dusør, som er blevet udlovet. En af Ridgeways hjælpere er den uhyggelige Boseman optræder med en kæde om halsen af udtørrede ører, som han havde vundet i en brydekamp med en indianer ved navn Strong. Det er ikke altid, at de bortløbne slaver møder hjælp og sympati hos de negre, der er blevet frikøbt, og fx er der på et tidspunkt en kvinde, der opfatter slaveri som et nødvendigt onde i betragtning af den afrikanske races åbenlyse forstandsmæssige mangler. Et problem for de hvide og i særdeleshed slavefangere som Ridgeway er, at de skal sørge for, at niggerne ikke bliver for godt uddannet, og at de fx lærer at læse. Som han siger: ”De svage i jeres stamme bliver luget ud, de dør på slaveskibene, dør af vores europæiske kopper, og på markerne, hvor de dyrker vores bomuld og indigo. Man skal være stærk for at overleve det hårde slid og gøre os større. Vi feder svin op, ikke fordi vi har lyst til det, men fordi vi har brug for svin til at overleve. Men vi vil ikke have, I bliver for kloge. Vi kan ikke have, I bliver så dygtige, at I løber os over ende.” Efter at blevet være opsporet af Ridgeway og Boseman hvor Cora er i fare for at blive sendt tilbage til Randall-plantagen, bliver slavejægerne overfaldet af en gruppe bevæbnede, og i en længere periode lever Cora lykkeligt på Valentins farm, indtil en stikker fortæller politiet, at farmen huser flygtninge, hvorefter det kommer til en større kamp, og hvordan det hele slutter skal ikke røbes her. Imellem de mange kapitler er der anbragt små annoncer, der viser, hvordan plantageejerne efterlyser deres bortløbne slaver, og som læser hører man om, hvordan både bortløbne og de hvide, der huser de flygtede, bliver torteret og hængt til skræk og advarsel. Det er en helt igennem gribende beretning om en af de mest sorte (undskyld udtrykket) perioder i Amerikas historie. Det er en uforglemmelig roman, der har fortjent alle de mange litterære priser, den har fået. Tænk at man inden for samme måned på dansk har fået to så store og væsentlige romaner om USA's historie som Paul Austers 4321 og Colson Whiteheads Den underjordiske jernbane.

Colson Whitehead: Den underjordiske jernbane. Oversat af Vibeke Houstrup Christensen. 299 sider. Politikens Forlag

******

Amerikansk hovedværk

Paul Austers til dato væsentligste roman 4321 er historien om Archibald Isaac Ferguson, der bliver født i marts 1947, og hvis liv bliver skildret i fire forskellige versioner, og hvor det samtidig bliver historien om USA i tiden fra tresserne og frem med samfundsmæssig uro, politiske mord, modstand mod krig og kampen om borgerrettigheder. Men det handler også om Fergusons udvikling som forfatter og om periodens musik, film, litteratur og ikke mindst sport, baseball og basketball. Og så er det en udviklingsroman, hvor Fergusons kærlighedsaffærer og sexoplevelser med både kvinder og mænd spiller en stor rolle. Der er i løbet af de næsten 1000 sider eksempler på Fergusons litterære udvikling fra han som helt ung skriver sit eventyr Sålevenner, der efter min mening er på højde med nogle af H.C. Andersens eventyr og frem til de romaner, som han først får udgivet hos små eksperimenterende forlag, indtil han får sit større gennembrud. Til allersidst i Austers roman får man forklaringen på, hvorfor hovedpersonens familie kom til at hedde Ferguson. Det var hans russisk-jødiske indvandrer-bedstefar, der fik spørgsmålet om, hvad han hed ved ankomsten til Ellis Island. Han var blevet rådet til at glemme alt om det oprindelige navn Reznikoff, og i stedet opgive et amerikansk navn fx Rockefeller, men da spørgsmålet blev stillet, havde han glemt, hvad han skulle svare, og derfor sagde han: Ikh hob fargessen (Det har jeg glemt), hvilket fik funktionæren til at indføre i protokollen: Ichabod Ferguson. Og sådan kom hovedpersonen altså til at hedde Ferguson, hvad han også bliver kaldt gennem hele romanen, når ikke han blot kaldes Archie. På mange måder er det en uhyre lærd roman, Auster har skrevet, hvor man ustandselig hører om store forfattere, og Fergusons fascination af dem, men man møder også Fergusons begejstring for Gøg og Gokke-film og om, hvordan Ferguson skriver et helt essay om komikerparret. Det vil føre for langt at gå ned i de andre hundreder af detaljer, som 4321 indeholder. Tilbage er kun at sige, at romanen er et uforglemmeligt mesterværk, som man lever i, mens man pløjer sig igennem den. Ikke siden Don DeLillos ”Underverden” har jeg haft en lignende læseoplevelse. 4321 er en roman, der burde resultere i, at Paul Auster langt om længe får Nobelprisen. Tilbage er kun at sige: Læs den og nyd den!

Paul Auster: 4321. Oversat af Rasmus Hastrup. 968 sider. Lindhardt og Ringhof

******

Den store danske genertionsroman

Med romanen En uskyldig familie leverer Katrine Marie Guldager et glimrende bud på den store danske generationsroman, som mange længe har efterlyst. Hovedpersonen Frederik Porse vokser op i Svendborg hos ægteparret Jytte og Holger sammen med sine søskende Lene og Jakob. Men det er ikke noget helt almindeligt familieliv, for faren Holger, der er en typisk 68’er, flytter ret hurtigt over på den lille ø Drejø, hvor han lever et sundt og økologisk liv, mens Jytte bliver tilbage i villaen på Strandvejen i Svendborg sammen med børnene. Allerede i gymnasiet får Frederik et stort idol i Klaus Riskjær Pedersen, og han melder sig også ind i Venstres Ungdom. Han rejser først til Odense og siden til København, hvor han uddanner sig på Handelshøjskolen, inden han bliver en succesfuld finansmand og drager til New York, hvor han bliver ansat hos Goldman Sachs. Da krisen kommer, bliver han fyret og vender efterfølgende tilbage til Europa, hvor han får sit store sammenbrud. Søsteren Lene er blevet præst, og hun er gift med den meget ustabile skotte Kyle, der lider af en enorm seksuel appetit, og broren Jakob, der er besat af computere og indimellem lever i sin helt egen cyberverden, er på vej til at blive en taber. Efter et par forhold, der ikke rigtig bliver til noget, møder Frederik Birgitte, som han bliver gift med ved et overdådigt bryllup, som er finansieret af hendes stenrige far. Frederik, der drømmer om igen at blive den store finansmand, har samtidig en drøm om et liv i frihed langt væk fra den familie, som han føler, han har distanceret sig fra. Med Birgitte og sin lille datter øjner man som læser til slut et lille håb for Frederik, men om han nogensinde vil blive lykkelig, derom kan man godt have sin tvivl.

En uskyldig familie bør blive det helt store gennembrud for Katrine Marie Guldager, der efter sin pæne succes med Køge-krøniken nu har meldt sig ind i dansk litteraturs superliga. Der skal meget til i løbet af 2017, hvis ikke En uskyldig familie vil blive årets helt store danske roman.

Katrine Marie Guldager: En uskyldig familie. 298 sider. Politikens Forlag

******

Fin slægtsroman

Merete Pryds Helle læner sig op ad autofiktionen i sin roman Folkets skønhed, der fortæller hendes forældres historie. Handlingen begynder på Langeland i 1930’erne og slutter i omegnen af København for ikke så mange år siden. Hovedpersonen Marie vokser op nogle år før Anden Verdenskrig sammen med sine søskende i et fattigt samfund, hvor der fra begge forældres side uddeles lussinger med løs hånd. Romanens titel henviser til et maleri af et par kvinder med rumpen i vejret, mens de graver kartofler op. Det hænger på væggen i hjemmet på Langeland, indtil det erstattes af et luftfotografi af den gård, de bor på, da det støder bedstemoren at se damer med enden i vejret. Beskrivelserne af barndommen er fine, og specielt en scene, hvor naboens mongoldatter er blevet gravid og begår selvmord, da hun erfarer, at hendes barn skal bortadopteres, er gribende. Men ellers er tiden før krigen fuld af smalhals, og Marie bliver seksuelt misbrugt af både faren Carl og af sine brødre, imens hendes mor vokser sig federe og federe. Som ganske ung møder Marie sit livs kærlighed, elektrikerlærlingen Otto, som hun bliver gift med, hvorefter de rejser til hovedstaden, for at skabe en ny fremtid, først i en lille lejlighed og derefter i et selvbygget parcelhus. Det lykkes flot for Merete Pryds Helle at skildre de årtier, romanen foregår i med først mørklægningsgardiner og rationeringsmærker og senere med periodens slagere fra Giro 413, charterrejser og andre småborgerlige detaljer. At handlingen ligger tæt op ad forfatterens livshistorie, ser man også da Maries søster Gitte dør, nøjagtigt som forfatterens søster, den kendte tv-læge Jannie Helle døde i 2010. Som dreven forfatter ville det klæde romanen, hvis dens personer ikke hang billeder op, men derimod hængte dem op, hvorefter de hang på væggen. Det er nogle af de sproglige fejl, som en god redaktør havde fanget undervejs, men det skal ikke skygge for, at Merete Pryds Helle har skrevet en medrivende historie, som varmt kan anbefales.

Merete Pryds Helle: Folkets skønhed. 429 sider. Lindhardt og Ringhof

*****

Medrivende roman om den dameglade udenrigsminister

Den inderste fare er første del af Birgithe Kosovics romanportræt af Erik Scavenius, der vel stadig står som besættelsestidens mest udskældte politiker – manden der som nogen stod for samarbejdspolitikken. Romanen begynder i foråret 1940, hvor statsminister Stauning overtaler diplomaten Erik Scavenius til at påtage sig jobbet som udenrigsminister i sin samlingsregering, en post som Scavenius også havde under 1. Verdenskrig, og hvor det dengang med succes lykkedes for ham at holde Danmark ude af krigen. Da både kongen og statsministeren står bag opfordringen, indvilliger Scavenius efter mange overvejelser til sidst, mens hans hustru Emma havde frarådet det. På det tidspunkt var Erik Scavenius 63 år, mens Emma Eliza Benzon, som han havde giftet sig med 35 år tidligere var 71 år. Ved sin tiltrædelse i juli 1940 udtalte Scavenius de ord, der kom til at følge ham resten af livet: ”Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysklands førerskab.” Selvfølgelig handler Kosovics roman også om politik, men det gennemgående tema i bogen er, Erik Scavenius’ kærlighedsliv. Første gang han ser den 27 år yngre korsetiere Alice Ninon Duvantier, er da hun er hjemme hos Emma i hjemmet i Hjortekær for at tage mål til lingeri, og da han senere møder hende i Dyrehaven indleder de et erotisk forhold. I det hele taget er Scavenius mere end almindelig dameglad, og den liderlige minister undlader heller ikke på et tidspunkt at hoppe på sin sekretær henover et skrivebord på kontoret. Læseren følger med i Erik Scavenius’ mere og mere komplicerede liv, fordi der både er store politiske udfordringer, samtidig med at hans dobbeltliv imellem de to kvinder tvinger ham til på et tidspunkt at vælge. Den inderste fare ender efter den såkaldte telegramkrise, hvor Scavenius bliver kaldt til Berlin, hvor Tysklands udenrigsminister von Ribbentrop opfordrer sin danske kollega til at gå ind og afløse Vilhelm Buhl som statsminister. Der er altså lagt op til både skilsmisse og Erik Scavenius som statsminister i næste bind. Jeg glæder mig allerede. Men mest af alt kan man vel betegne Den inderste fare som en efter min mening medrivende spændende og medrivende kærlighedsroman, hvor man altid kan diskutere, om de intime scener fandt sted på den måde i virkeligheden. Men det er sådan set ligegyldigt, for romanen virker troværdig, og forfatteren har ifølge sin takkeliste talt med rigtigt mange, der var tæt på romanens personer.

Birgithe Kosovic: Den inderste fare. 389 sider Politikens Forlag

*****

Mesterværk om De Vestindiske Øer

Til næste år er det 100 år siden Danmark solgte De Vestindiske Øer for 25 millioner dollars. For at tage lidt forskud på det jubilæum har Mich Vraa, der ellers mest er kendt som oversætter af andre forfatteres værker, skrevet romanen Haabet, som handler om en slavefregat, der fragtede i tusindvis af negre fra Guldkysten over Atlanterhavet til de danske kolonier i Det Karibiske Hav. Romanen foregår dels i 1802, hvor en slavetransport ender grueligt galt, dels i 1820-erne, hvor en dansk professor Mikkel Eide opholder sig et par år på øerne for at skrive en bog om livet i Helvede. Egentlig var det allerede årtier inden den skæbnesvangre overfart blevet forbudt at indfange negre i Afrika for at sælge dem som slaver til plantageejerne på Sankt Thomas og Sankt Croix, men ikke desto mindre overtrådte nogle danske skibsredere dette forbud. Derimod var det ikke forbudt at benytte slaver til sukkerproduktionen, og bl.a. havde den danske konge, Christian den Sjette allerede i 1741 forespurgt, om ikke man i stedet for at fragte negrene den lange vej fra Afrika kunne avle sorte på samme måde, som det var tilfældet med husdyr, svin og kreaturer.

Romanen veksler mellem begivenhederne på Haabet, fortalt gennem kaptajnen Wilfred Bernts logbog, en dagbog forfattet af skibsrederens 15-årige datter Maria og forskellige breve fra Mikkel Eide til sin redaktør Thomas de Souza, som er afsendt fra plantagen Solitude, hvor Jan Marcussen hersker over sine slaver, og hvor Eide har fået stillet et lille hus til sin rådighed.

Til trods for at romanen er rent digt, er det på fornemmeste vis lykkedes for Mich Vraa at skildre de umenneskelige vilkår, som danskerne udsatte de over 100.000 afrikanere for, som man anslår blev fragtet over Atlanten i løbet af et par hundrede år. Man mærker som læser næsten den ulidelige stank fra lastrummene, hvor de mange negre lå lænket sammen, og hvor en del blev så syge af dysenteri og lignende dårligdomme, at de blev smidt overbord før de nåede at smitte for mange medfanger. Nogle historiske personer som fx Peter von Scholten og hans far Casimir von Scholten, samt generalguvernørerne J.F. Bardenfleth og B.F von Mühlenfels optræder også i romanen, hvilket giver den et meget autentisk præg, og det samme gør personer som minister, greve og slave- og plantageejer Ernst Schimmelmann samt et par danske konger og en kronprins. Med Haabet har Mich Vraa simpelthen skrevet en af årets bedste danske romaner.

Mich Vraa: Haabet. 416 sider. Lindhardt og Ringhof

******